Hvordan bør du se på tugt?

Råd og vejledning for unge

DU HAR sandsynligvis kendt en eller anden — måske en skolekammerat, en nabo eller endog en lærer — der aldrig ville indrømme det når han eller hun havde begået en fejl eller havde haft uret. Hvad mener du om nogen der er sådan? Ville du synes bedre eller dårligere om vedkommende hvis han eller hun en dag kom og sagde ligeud: „Det må du undskylde. Jeg kan se at jeg tog fejl“?

Vi gør alle sammen fejl, ikke sandt? Det er fordi ingen af os er fuldkomne eller fejlfri i ordets egentligste forstand. Det siger Bibelen. Den viser at alle mennesker, på grund af Adams ulydighed, har arvet ufuldkommenhed og synd. — Rom. 5:12.

Ikke alle fejl skyldes ren og skær uvidenhed. Mange fejl skyldes ligegyldighed. Lad os for eksempel sige at en passager under en flyvetur over havet ikke hører efter når stewardessen forklarer hvordan man skal bruge redningsvestene eller flyvemaskinens iltapparater. Hvis passageren derpå i en nødsituation undlader at bruge disse hjælpemidler og mister livet, ville det ikke blot være fordi han ikke vidste besked, men fordi han ikke var interesseret i at vide besked.

Man kan altså ikke undskylde alle de forkerte handlinger man begår, med at de blot er fejltagelser. Mange gange er årsagen forsætlig uvidenhed. Endnu værre er det hvis man gør noget man ved er forkert, og finder på en eller anden undskyldning som man i øjeblikket synes lyder troværdig.

Alt dette viser at vi har behov for at blive tugtet og tilrettevist. Vi har alle brug for at blive tilrettevist, uanset om vi er unge eller gamle. Ja, hvis der ikke var noget der hed tugt eller tilrettevisning ville der ikke ske nogen fremskridt — og det gælder ethvert af livets områder. Folk ville blive ved med at gøre de samme fejl, have de samme forkerte opfattelser og aldrig blive dygtigere eller vokse i kundskab.

Tugt indebærer mere end vejledning. Det er en oplæring der tilretteviser, former, styrker eller fuldkommengør. Derfor indebærer den ofte irettesættelse; den kan indbefatte straf eller revselse, selv om det ikke behøver at være tilfældet. Men det er aldrig straf blot for straffens skyld — formålet er at få rettet fejlen så tingene gøres bedre i fremtiden.

Hvorfor vanskelig at tage imod

Men hvis tugt er så gavnlig, hvorfor synes de fleste så at det er vanskeligt at tage imod den? Den samme årsag til at vi har behov for tugt, nemlig ufuldkommenhed, gør det også svært for os at tage imod tugt.

Tugt kan sætte os i forlegenhed, såre os eller gøre os modløse. Bibelen anerkender at tugt medfører et vist ubehag. Apostelen Paulus skriver: „Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ — Hebr. 12:11.

Ydmyghed tager den værste brod af tugten. Mange afviser imidlertid tugt på grund af stolthed og egenrådighed. Men når irettesættelse eller revselse er på sin plads og andre kan se det, kommer den der egenrådigt afviser en sådan tugt, simpelt hen til at tage sig tåbelig ud i andres øjne. Sådan er det med nogle politikere der søger at „krybe udenom“ når de er kommet med en forkert eller uoverlagt udtalelse eller har begået en uret handling. Hvem ønsker at have et sådant omdømme? Guds ord siger: „Dårer ringeagter visdom og tugt.“ — Ordsp. 1:7.

Som en modsætning hertil læser vi: „Revs den vise, så elsker han dig.“ Hvorfor? Fordi han véd at irettesættelse gør ham endnu visere. „Et viist menneske vil lytte og tage imod mere undervisning, og forstandig er den som erhverver sig kyndig vejledning.“ — Ordsp. 9:8, 9; 1:5, NW.

Hvordan vil du reagere?

Dét det virkelig drejer sig om er: Hvad ønsker du at bruge dit liv til? Ønsker du blot at lade stå til og kun gøre det du har lyst til? Eller vil du arbejde på at opnå en lykkelig fremtid? Guds ord siger: „Hør på råd og tag ved lære, så du til sidst bliver viis.“ — Ordsp. 19:20.

Vi vil bedre kunne tage at blive tugtet hvis vi altid husker at det er Guds ordning. Det er grunden til at Salme 50:17 siger at enhver der hader tugt, i virkeligheden ’kaster Guds ord bag sin ryg’. Tugt må komme fra en der har ret til at tugte. Gud har overdraget forældrene denne opgave, fordi de er ansvarlige for deres børns liv. (Ordsp. 1:8, 9; Ef. 6:4) Og inden for den kristne menighed har Gud sørget for at der findes mænd som i åndelig forstand er „ældste“ der er „i stand til både at tilskynde med den lære der er sund og at irettesætte dem som siger imod“. — Tit. 1:5-9, NW.

Husk også at de der tugter os ikke prøver at „lægge bånd“ på os så vor vandring på livets vej vanskeliggøres. De søger tværtimod at hjælpe os, så vi hurtigt kan gøre fremskridt som vi kan glæde os over. Tugt beskytter os imod ulykker der kunne skade os, den holder os borte fra de ting der uvilkårligt vil indvikle os i ubehagelige problemer og gøre vor vandring besværlig, eller endog vil føre os ind på et blindt sidespor. (Ordsp. 5:11-13, 22, 23) Hvis vi tager imod tugt vil Bibelens løfte gælde os: „Når du går, skal din gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke; hold fast ved tugt, lad den ikke fare, tag vare på den, thi den er dit liv.“ — Ordsp. 4:10-13.

Er du somme tider tilbøjelig til at tage dine forældres tugt ilde op? Men tænk hvis de blot lod dig passe dig selv, ikke lagde mærke til dig eller aldrig irettesatte dig. Ville det være at vise ægte kærlighed? Er det ikke sådan børn der fødes uden for ægteskabet plejer at blive behandlet af deres fædre — de bliver fuldstændig ignoreret? Ønsker vi at blive behandlet sådan? Paulus bruger den samme illustration for at minde os om at tugt i virkeligheden er et vidnesbyrd om at Gud har kærlighed til os og interesserer sig for os. — Hebr. 12:4-10; se også Ordsprogene 3:11, 12.

Hvis du bliver ophidset når nogle vejleder dig eller irettesætter dig, så stands engang og spørg dig selv: Hvorfor gjorde de sig den ulejlighed og tog sig tid til det? Var det blot fordi de kunne lide det? I de fleste tilfælde er det, som du sikkert forstår, ikke ligefrem behageligt og let for dem at tugte og irettesætte. Men de gør det fordi de bryder sig så meget om dig at de synes det er umagen værd. Alene dét skulle få dig til at tænke alvorligt over det de siger, og få dig til at prøve at forstå de grunde de fremfører. — Ordsp. 17:10.

Det er sandt at der skal styrke til at indrømme sine fejl. Men vi kan henvende os til Gud i bøn og bede om styrke og mod til at lade os tugte og tage imod irettesættelsen, idet vi erkender at den er berettiget, og således høste gavn af den ved at lægge en ret indstilling for dagen, ligesom David. (Sl. 51:3, 4, 12-14; Es. 26:16) Vi kan være som apostelen Peter. Han blev offentligt irettesat af apostelen Paulus på grund af en uret handlemåde. Men Peter var mand nok, og fremfor alt kristen nok, til at tage irettesættelsen. Han bar ikke nag, men omtalte senere Paulus som „vor elskede broder“. — Gal. 2:11-14; 2 Pet. 3:15, 16.

Du behøver naturligvis ikke at vente på at andre skal tilrettevise dig. Du kan udøve „selvtugt“. Ved at være vågen kan du erkende mange af dine egne fejl, og søge at rette dem. — 1 Kor. 11:31, 32.

Der er således mange fordele ved at tage imod tugt. Når man ærligt og redeligt indrømmer sine fejl, får man en sundere og renere følelse indvendig. Det styrker ens hjerte og sind til at gøre det rette. Det bidrager til et godt forhold til andre; de kan se at man er ærlig, ydmyg og ligevægtig, at man på en velgørende måde er anderledes end så mange i dag. Og vigtigst af alt: Det sikrer én Guds godkendelse og velsignelse. Ja, „tugtens revselse [er] livets vej“. — Ordsp. 6:23.