Bed dig ikke fri men vær flittig lige til enden
„Vi ønsker at I hver især viser den samme flid så I kan bevare håbets fulde vished lige til enden.“ — Hebr. 6:11, NW.
1. Forklar hvordan den kristne der værdsætter Guds gaver vil reagere.
DEN kristnes værdsættelse af alt det Jehova har gjort for ham, fremkalder i ham et ønske om at reagere på en måde der behager Gud. Peter skriver i sit andet brev herom til sine brødre, idet han minder dem om de krav de må opfylde for at vinde Guds godkendelse og opnå Rigets velsignelser. „Alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige magt skænket os . . . derved har han også skænket os sine dyrebare og største forjættelser, for at I ved dem skal undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær, og få del i guddommelig natur. Ja netop af denne grund, når I til gengæld yder enhver samvittighedsfuld anstrengelse, føj da til jeres tro dyd,“ kundskab, selvbeherskelse, udholdenhed, gudhengivenhed, broderkærlighed og kærlighed. (2 Pet. 1:3-7, vers 5 efter New World Translation) Den kristne der ejer værdsættelse vil ønske at gøre fremskridt, idet han yder en samvittighedsfuld anstrengelse med dette for øje.
2. Hvad er en beskyttelse mod at falde fra?
2 Peter siger at målet for en sådan samvittighedsfuld anstrengelse fra den kristnes side, er et yderst værdigt mål. „Thi når dette findes hos jer og stadig tager til, så tillader det jer ikke at være uvirksomme eller ufrugtbare.“ (2 Pet. 1:8) Det er muligt at falde fra, men hvordan kan man beskytte sig mod det? En vigtig ting er at man er travlt beskæftiget i tjenesten! Giv aldrig op men hold ud lige til enden! „For Gud er ikke uretfærdig, at han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed I har vist hans navn, ved at I har hjulpet og stadig hjælper de hellige. Men vi ønsker at I hver især viser den samme flid så I kan bevare håbets fulde vished lige til enden, for at I ikke skal blive sløve, men være deres efterlignere som ved tro og tålmodighed arver løfterne.“ — Hebr. 6:10-12, NW.
3. Hvor befinder de kristne sig, som beskrevet i Hebræerbrevet 12:18-27, og hvilken advarsel gives der?
3 Senere i sit brev til den kristne menighed i Jerusalem forklarer Paulus hvorfor det bør være sådan. De kristne indtager en mere ophøjet stilling end israelitterne som fik Loven gennem Moses. (Hebr. 12:18-21) De er ikke blot kommet til et bogstaveligt bjerg men til et himmelsk Zion og Jerusalem, en højtidsskare af engle, en menighed af førstefødte, Gud som er alles Dommer, og mellemmanden Jesus. Dette kunne få højst alvorlige følger for dem eftersom Gud vil ryste både jorden og himmelen for at fjerne alt hvad der kan rokkes. (Hebr. 12:22-27) Med dette som baggrund får de kristne at vide at de ikke må bede sig fri. „Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler. Thi kunne de andre ikke undfly straffen, da de bad sig fri for ham, der talte sit guddomsord her på jorden, så skal vi det meget mindre, hvis vi vender os bort fra ham, når han taler fra Himlene. Dengang fik hans røst jorden til at rokkes, men nu har han givet denne forjættelse: ’Endnu én gang vil jeg ryste, ikke blot jorden, men også himmelen.’ Men dette ’endnu én gang’ giver til kende, at de ting, der kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles [fjernes, NW], for at de ting, der ikke kan rokkes, skal blive bestandig.“ — Versene 25-27.
4. Hvordan understregede Jesus princippet om at man vil blive krævet til regnskab?
4 En indviet kristen må derfor ikke tage sit ansvar let. Jehova vil kræve ham til regnskab. Jesus understregede dette princip i sin lignelse om en mand og hans to sønner og hvad de sagde og gjorde. „Han gik til den første og sagde: ’Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag!’ Han svarede og sagde: ’Ja, herre!’ men gik ikke derhen. Så gik han til den anden og sagde det samme til ham. Han svarede og sagde: ’Nej, jeg vil ikke;’ men bagefter fortrød han det og gik derhen. Hvem af de to gjorde nu, som faderen ville?“ — Matt. 21:28-31.
5. (a) Hvordan opmuntres vi til ikke at bede os fri? (b) Hvem giver den nødvendige støtte og styrke?
5 Det er almindeligt at mennesker beder sig fri for ethvert ansvar over for deres medmennesker såvel som over for Gud. Hvor forfriskende anderledes er det ikke at være sammen med sande kristne som ved hvad Jehovas vilje er med dem og som flittigt gør den! De giver ligesom fortidens Jerusalem agt på Jehovas opmuntrende befaling: „Lad ikke hænderne synke! I dig er [Jehova] din Gud, en helt, som frelser. Han glæder sig over dig med fryd.“ (Zef. 3:16, 17) Hans travle folk strømmer over af glæde over den velsignelse og fremgang de nyder. Det er Jehova der støtter og styrker dem der anstrenger sig for at gøre hans vilje. — Fil. 4:13.
Nogle undskylder sig
6. På hvilke måder unddrager nogle sig deres forpligtelser?
6 Der findes mange måder hvorpå folk beder sig fri for at tage imod et ansvar. Det faldne menneskes natur er at springe over hvor gærdet er lavest, og derfor er det almindeligt at høre om fædre der undlader at forsørge deres familie, og endog om mødre der lader deres uønskede børn i stikken, på samme måde som ugifte teenage-fædre der sætter børn i verden uden at påtage sig det ansvar et ægteskab indebærer. Selv indviede kristne må være på vagt over for den almindelige tilbøjelighed til at unddrage sig livets forpligtelser.
7. (a) Hvilken måde at tænke på fører til at man beder sig fri? (b) Hvis vilje må vi altid gøre?
7 Når mennesker søger at unddrage sig det de bør gøre eller søger at give mindre af sig selv end de har lovet, skyldes det i regelen deres ufuldkomne måde at tænke på. Sådan forholdt det sig med Peter der engang endog bønfaldt Jesus om at unddrage sig. Han mente det måske godt nok, men hvor ubetænksomt han handlede! „Fra den tid begyndte Jesus at give sine disciple til kende, at han skulle gå til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men opvækkes på den tredje dag. Da tog Peter ham til side, begyndte at sætte ham i rette og sagde: ’Gud bevare dig, Herre. Nej, sådan må det ingenlunde gå dig!’ Men han vendte sig og sagde til Peter: ’Vig bag mig, Satan! du er mig til forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er.’“ (Matt. 16:21-23) Ja, erkend hvad der er Jehovas vilje og hold dig så ikke tilbage fra at gøre den. „Stol på [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier.“ — Ordsp. 3:5, 6.
8. Hvad kan vi lære af det der skete med Jonas, med hensyn til at bede os fri?
8 Til tider er det måske kun en selv og Gud der ved at man unddrager sig. Det var sandsynligvis tilfældet dengang Jonas flygtede fra den tjeneste han havde fået overdraget, idet han skulle advare den store by Nineve om dens forestående undergang. (Jon. 1:1-3:10) Men Jehova tillod ham ikke at slippe godt fra det. Da Jonas var blevet tugtet lyttede han anden gang til Gud og ’stod op og gik til Nineve efter Jehovas ord’. Hvilke dramatiske, gribende begivenheder dette resulterede i! „Da troede folkene i Nineve på Gud, og de udråbte en faste og klædte sig i sæk, både store og små . . . Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres onde vej, angrede han den ulykke, han havde truet med at føre over dem, og gjorde ikke alvor deraf.“ (Jon. 3:5, 10) Det er ikke sandsynligt at vi vil kunne redde en hel by, men vi vil altid lægge visdom for dagen hvis vi villigt udfører en opgave som Jehova har tildelt os.
9, 10. Hvorfor bør man holde fast ved sin tjeneste? Hvem gør ikke det?
9 Hold loyalt fast ved din tjeneste hvis du har indviet dig til Jehova. Gør dig ikke skyldig i at løbe bort eller forlade din post ligesom Jonas. I en avisartikel hedder det at der alene i De forenede Stater hvert år er omkring 800 romersk-katolske præster, brødre og nonner der forlader den aktive religiøse tjeneste. En typisk kommentar fra en af dem lyder: „De nuværende former for religiøs tjeneste er ikke levedygtige i mine øjne. Jeg må finde en form der er det.“ (New York Times, den 8. marts 1969) I Long Island-bladet Press for den 27. september 1971 kunne man læse følgende om den alvorlige virkning af denne tendens: „Medmindre den nuværende tendens ændrer sig vil det katolske præsteskab i De forenede Stater ’få et overskud af ældre mænd’ og vil måske ikke ’overleve som en levedygtig kraft i vort samfund’. . . . I 1970 var der for hver 10 ordinationer 23 præster der holdt op.“
10 En anden måde nogle beder sig fri på, kommer til udtryk i et særligt telegram til New York Times fra Rom, dateret den 27. april 1971, med overskriften „Flere præster tiltrængt i Roms slumkvarterer“. „[Kardinal Dellacqua i Rom] sagde at der boede mindst 8000 romersk-katolske præster i denne storby på næsten tre millioner mennesker og med 500 kirker, men at kun et dusin præster betjente dens udstrakte slumkvarterer.“
Det store gæstebud
11. Hvad lærer vi af Jesu lignelse i Lukas 14 om det store gæstebud?
11 I lignelsen om det store gæstebud forklarer Jesus hvad det vil sige at bede sig fri eller undskylde sig: „Der var en mand, som ville gøre et stort festmåltid og indbød mange. Og ved den tid, da festen skulle holdes, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: ’Kom! for nu er det rede.’ Men de begyndte alle som én at undskylde sig. Den første sagde til ham: ’Jeg har købt en mark og er nødt til at gå ud og se på den; jeg beder dig have mig undskyldt!’ Og en anden sagde: ’Jeg har købt fem par okser, og nu skal jeg ud og prøve dem; jeg beder dig have mig undskyldt.’ Og en sagde: ’Jeg har taget mig en hustru til ægte, og derfor kan jeg ikke komme.’“ Mange var blevet inviteret, men da de var uvillige til at komme fandt de på undskyldninger og bad sig fri. Én sagde at han måtte undersøge de okser han havde købt. Men hvilken landmand ville købe kvæg, især trækdyr, uden at have set dem eller undersøgt dem nærmere? Den mand der indbød dem lod sig derfor ikke narre men gennemskuede deres dårlige undskyldninger; de ønskede blot at være fri. — Luk. 14:16-20.
12. Forklar hvad vi kan lære af det den gavmilde, fattige enke gav.
12 Hvis vi er helhjertede vil vi lægge alle undskyldninger til side og lade vor tjeneste for Jehova komme i første række. Selv nogle få timer i tjenesten på arbejdsmarken vil i høj grad behage Jehova hvis det er hvad vi er i stand til at yde. Engang betragtede Jesus dem der lagde penge i tempelblokken. Der var rige folk som lagde mange penge deri, men det der gjorde størst indtryk på ham var den helhjertede gavmildhed som en fattig enke lagde for dagen idet hun blot gav to småmønter af ringe værdi. (Mark. 12:41-44) Ikke alle er i stand til at yde lige meget i tjenesten på arbejdsmarken, og for nogles vedkommende kan en time eller to være et gavmildt bidrag.
13. Hvad kan det føre til hvis man villigt påtager sig et ansvar i tjenesten for Jehova?
13 En oprigtig vurdering af ens evner, midler og omstændigheder efter at man har indviet sig til Jehova, kan føre til at man tager pionertjenesten op. Mange som er blevet tilskyndet dertil af kærlighed til Jehova og af et ønske om helt at leve op til deres indvielse, har erfaret store velsignelser ved at tage dette skridt. Andre, som ikke har været tilfredse med blot at have en lille andel i arbejdet med at forkynde og undervise, har kunnet rejse ud og tjene hvor der har været særlig behov for hjælp, og har opnået store resultater. Levevilkårene er måske mere primitive og der kan være store afstande at tilbagelægge, men trods de større anstrengelser, ja endog trængsler, har Jehova velsignet dem der således har taget initiativet til at bevise deres kærlighed til ham, og han har givet dem den nødvendige styrke til at udføre arbejdet. — 2 Kor. 4:7; 1 Kor. 2:4, 5; Ef. 3:20, 21.
14. (a) Hvordan kan enhver bære sin egen byrde? (b) Forklar hvorfor man bør beregne omkostningerne.
14 Hvad enten vi har mange års erfaring bag os eller er nye, opfordres vi til at ’bære vor egen byrde’. (Gal. 6:5) Er du begyndt at studere Bibelen for blot nogle få måneder siden og har nu lært noget om Guds krav i forbindelse med indvielse og dåb? ’Det vil betyde arbejde for mig,’ siger du; ’det vil koste mig noget i tid og kræfter.’ Det er sandt, og er det det værd? Måske siger du også: ’Bør jeg ikke beregne omkostningerne?’ Jo, ingen ønsker at begynde på noget som han ikke er i stand til at fuldende. (Luk. 14:28-30) Men med kraftige tilskyndelser og magtfulde lignelser opfordrede Jesus de kristne til at gøre fremskridt, til at betragte tjenestemuligheder som forrettigheder og ikke blot mene at en symbolsk andel i forkyndelsen er tilstrækkelig. — Se „Dit ord er en lygte for min fod“, siderne 187-192.
Travle men lykkelige
15. Hvad kan vi lære af Paulus’ erfaringer?
15 Det må indrømmes at den kristne ikke lever et liv i lediggang; men han lever et tilfredsstillende, lykkeligt liv. Paulus er et godt eksempel for os. I Apostlenes Gerninger 14:20-22 berettes om nogle af de velsignelser han erfarede: „Dagen efter drog han bort derfra til Derbe sammen med Barnabas. Og de forkyndte evangeliet i denne by og vandt talrige disciple. Derefter vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia og styrkede disciplenes sjæle og påmindede dem om at blive i troen.“ Paulus var i sandhed en arbejdsom forkynder der aldrig syntes at blive træt. Hvilken enestående flid han lagde for dagen! (2 Kor. 11:23-27) Han unddrog sig aldrig hårdt arbejde og udholdt mange trængsler, men han overlevede det alt sammen og glædede sig: „Jeg vil med glæde bringe ofre, ja, ofres for jeres sjæle. Når jeg elsker jer så højt, skal jeg så derfor elskes mindre?“ (2 Kor. 12:15) Trængsler og lidelser gjorde ham ikke ulykkelig eller utilfreds. Han blev holdt oppe og styrket af de forrettigheder han nød og det han udrettede, og han var hurtig til at rose andre som også arbejdede ihærdigt. — 2 Tim. 4:7, 8; Rom. 16:12.
16. Nævn nogle måder hvorpå man kan påtage sig et ansvar.
16 Brødre, påtager I jer villigt og med glæde et ansvar i tjenesten på arbejdsmarken og med hensyn til at hjælpe jeres brødre i menigheden, eller undskylder I jer og beder jer fri? Dette er et spørgsmål hver især personligt må svare på. Er du hurtig til at tage imod en opgave ved et af menighedens møder? Når du får en opgave tildelt, gør du så virkelig noget ved den? Forbereder du dig godt, øver du dig, og fremholder du din del af programmet ved menighedens møde med værdsættelse? Det gør du uden tvivl, og det fortjener du ros for. Dine kærlige bestræbelser vil i høj grad blive værdsat af dine brødre i menigheden. Det er vigtigt at vi alle tager del i møderne, selv om det blot er ved at give en god kommentar eller ved at besvare et spørgsmål, for det styrker og opbygger os. — Hebr. 10:23-25.
17. Hvordan kan en broder reagere på yderligere muligheder for at være til gavn i menigheden?
17 Hvordan har du reageret på muligheden for i din menighed at række efter et tilsynsembede, i sandhed en skøn gerning? (1 Tim. 3:1, NW) Har du gjort noget for at dygtiggøre dig og har du villigt og ivrigt stillet dig til rådighed? Sandsynligvis har man lagt mærke til og reageret på din villighed, eller også vil man gøre det, og det vil betyde større velsignelse for dig, og du vil afgjort finde at du har fået en skøn opgave betroet og er rig på de rette gerninger. „Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden; og når overhyrden åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.“ — 1 Pet. 5:2-4; 1 Tim. 6:17, 18.
Nu tiden til at ’kæmpe energisk’
18. Hvilken indstilling bør en kristen have i betragtning af at tiden er fremskreden?
18 Da vi har studeret Bibelen ved vi at vi lever langt fremme på „endens tid“. Overalt finder vi vidnesbyrd der bekræfter Bibelens udsagn om tidens korthed. Det er næppe tiden til at vi beder os fri som kristne. Vi bør hellere have en ivrig og villig indstilling og vise større og større villighed til at give os selv. Hvorfor skulle vi sætte en grænse for det Jehova måske vil bede os om, når vi skylder Jehova så meget?
19. (a) På hvilke måder bør man ikke bede sig fri? (b) Hvilken form for bidrag elsker Jehova mest, og hvad vil det at man giver dette føre til?
19 Bibelens formaning til kristne om at være flittige lige til enden og ikke blive sløve, er i høj grad værd at følge. Vi må ikke ignorere den, så vi kvier os ved at yde vor rimelige del i tjenesten på arbejdsmarken og stiller os uvillige til ethvert forslag om at gøre fremgang i tjenesten for vore brødre og med hensyn til at hjælpe til i menigheden, eller altid undlader at melde os frivilligt til forskellige opgaver. „Gud elsker en glad giver,“ siges der, og det Jehova elsker mest er at man giver sig selv helhjertet i hans tjeneste. (2 Kor. 9:6, 7) Hvis du giver dig selv vil du opnå resultater der vil virke styrkende og forfriskende. I bogen Daily Life in Bible Times siger forfatteren, efter at have omtalt nogle eksempler på Paulus’ anstrengende timeplan: „Man undrer sig over hvornår han fandt tid til at spise og sove.“ (S. 308) Men forfatteren har forstået hvad sagen drejede sig om, for han siger kort: „Al denne utrættelige møje gav resultater.“ — A. E. Bailey (New York, 1943: Charles Scribner’s Sons).
20. Hvilken vished har vi for at arbejdsomhed i tjenesten bringer den flittige glæde?
20 Da Jesus indførte den kristne tjeneste sagde han: „Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ De første halvfjerds der blev sendt ud havde en meget lykkelig tid og „vendte glade tilbage“. (Luk. 10:2, 17) Hundredtusinder følger nu i deres fodspor, og de flittige finder til stadighed glæde i tjenesten. „Når I ved dette, er I salige [lykkelige, NW], om I gør det.“ „Den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, så han ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig [lykkelig, NW] i sin gerning.“ — Joh. 13:17; Jak. 1:25.
21. (a) Hvordan kan man undgå at være optaget af tomme gerninger? (b) Hvilken belønning loves der dem som ikke beder sig fri?
21 Mens menneskers liv er fyldt med tomme gerninger, er de gerninger der er knyttet til sand gudsdyrkelse ikke forgæves, og de vil ikke føre til skuffelser eller blive til intet. (Præd. 2:10, 11) Når vi stoler på Jehova Gud vil vore gerninger lykkes. „Dersom [Jehova] ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves.“ (Sl. 127:1) Den forstandige vil sige ligesom Salomon: „Vælt dine gerninger på [Jehova], så skal dine planer lykkes.“ (Ordsp. 16:3) Jehova lægger mærke til og holder regnskab med vore kærlighedsgerninger, og han giver os dette glimt af den belønning han har lovet os hvis vi ikke beder os fri: „Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit folk skal opnå træets alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med hånd; de skal ikke have møje forgæves, ej avle børn til brat død; thi de er [Jehovas] velsignede æt og har deres afkom hos sig.“ — Es. 65:21-23; se også Tredje Mosebog 26:3-5; Femte Mosebog 28:4.
22. Hvem har indbudt os til at være hans disciple, og hvordan vil det gå os hvis vi tager imod hans indbydelse?
22 Indtil dette opfyldes vil flid i tjenesten på arbejdsmarken og i forbindelse med din menighed ikke udmatte dig, men holde dig i live, sund i troen, lykkelig og styrket. „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile [ny styrke, NW]. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; ’så skal I finde hvile [ny styrke, NW] for jeres sjæle.’ Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.“ — Matt. 11:28-30.
23. (a) Hvad kan vi gøre for at beskytte os i disse kritiske tider? (b) Hvorfor vil vi fortsætte med at arbejde hårdt og anstrenge os?
23 Vi oplever „kritiske tider der er svære at komme igennem“, og det har vist sig at mennesker i det store og hele elsker fornøjelser mere end de elsker Gud og gudhengivne gerninger. (2 Tim. 3:1, 4, 5, NW) For at være beskyttet bør vi være travlt optaget af tjenesten. „Og hvem er der, som kan volde jer ondt, når I er nidkære for det gode? Men selv om I også skulle lide for retfærdigheds skyld, er I salige [lykkelige, NW]. Nær ingen frygt for dem, og forfærdes ikke.“ (1 Pet. 3:13, 14) Bed dig ikke fri; bliv ved med at kæmpe energisk. „Derfor arbejder vi hårdt og anstrenger os, fordi vi har sat vort håb til en levende Gud, der er en frelser for alle slags mennesker, særlig for de trofaste.“ — 1 Tim. 4:10, NW.
[Illustrationer på side 326]
Som Jesus viste har de der ’beder sig fri’ for at tage imod Guds indbydelse kun dårlige undskyldninger
[Illustration på side 327]
Er du virkelig flittig i tjenesten på arbejdsmarken, eller yder du blot en symbolsk tjeneste?
[Illustration på side 328]
Vore tilsynsmænd tjener så villigt. Hvorfor holder jeg mig tilbage? Hvorfor bestræber jeg mig ikke for at opfylde kravene så jeg også kan være til større gavn for mine brødre?