Spørgsmål fra læserne

● Bibelen siger at Jesus var i graven i „tre dage og tre nætter“. Vil det sige at han lå i graven i fulde tooghalvfjerds timer? — Brasilien.

Baggrunden for dette spørgsmål er følgende udtalelse af Jesus: „Ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød.“ (Matt. 12:40) Mange bibellæsere mener at dette må betyde tre fulde dage og nætter, eller i alt tooghalvfjerds timer. Andre skriftsteder viser imidlertid at Jesu ophold i graven strakte sig over mindre end tooghalvfjerds timer.

Jesus døde påskedag, det vil sige den 14. nisan, den dag vi nu kalder fredag. Og tidligt om morgenen på den dag vi nu kalder søndag var han allerede blevet oprejst fra de døde. Markus’ beretning lyder: „Ganske tidlig på den første dag i ugen kommer de [Maria Magdalene, Maria, Jakobs moder, og Salome] til graven, da solen var stået op. . . . Og da de kom ind i graven, så de en ung mand sidde ved den højre side iført en lang, hvid klædning, og de blev forfærdede. Men han siger til dem: ’Bliv ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her.’“ — Mark. 16:1-6; Joh. 20:1.

Hvis det der siges i Mattæus 12:40 betyder tre fulde døgn på hver fireogtyve timer, hvornår måtte Jesus da være blevet lagt i graven? Tæller vi tooghalvfjerds timer tilbage fra tidligt søndag morgen, kommer vi til tidligt torsdag morgen. Men eftersom Jesus døde klokken 3 om eftermiddagen, måtte han — ifølge denne teori — være lagt i graven onsdag eftermiddag. (Matt. 27:46, 50) Den bibelske beretning om Jesu Kristi død og opstandelse antyder imidlertid ikke at den pågældende periode strakte sig helt fra onsdag til søndag. Lad os se nærmere på hvad der siges.

Kvinderne gik ud til graven for at indgnide Jesu legeme med vellugtende salver. Nogle af disse salver købte de umiddelbart efter sabbaten. (Mark. 16:1; jævnfør Lukas 23:56.) Hvilken sabbat har dette været? Hvis den 14. nisan har strakt sig frem til og med onsdag eftermiddag, vil det sige at torsdagen (den 15. nisan) har været den første dag i de usyrede brøds højtid og derfor også sabbat. (3 Mos. 23:5-7) Den næste sabbat har i så fald været den ugentlige sabbatsdag, som begyndte fredag aften og strakte sig til lørdag aften, eftersom den jødiske dag begyndte ved solnedgang.

Det synes ikke rimeligt at mene at Maria Magdalene, Jakobs moder Maria og Salome har købt vellugtende salver umiddelbart efter den 15. nisan (torsdag aften, ifølge denne teori) og derefter ventede helt til tidligt om morgenen den 18. nisan (søndag) med at gå ud til graven. Der ville da være gået mere end tre og en halv dag siden Jesu død. En indgnidning af det døde legeme med vellugtende salver ville ikke have gavnet ret meget på det tidspunkt. (Se Johannes 11:39.) Det ville også have været mærkeligt at kvinderne lod den 16. nisan (en dag som ikke ville have været sabbat) gå uden at gøre noget, for derefter at skynde sig ud til graven så tidligt som muligt søndag morgen, den 18. nisan.a

I betragtning af disse omstændigheder som synes at tale for et tidsrum på mindre end tre hele dage mellem Jesu begravelse og opstandelse, opstår spørgsmålet: Hvordan kunne Jesus sige at Menneskesønnen ville være „tre dage og tre nætter i jordens skød“? (Matt. 12:40) Det kunne han fordi udtrykket „tre dage og tre nætter“ blot kan betyde dele af tre dage, hvilket tydeligt fremgår af Første Samuelsbog 30:12, 13. Under emnet „Dag“ siger The Jewish Encyclopedia: „I det jødiske samfund regnes en del af en dag undertiden for en hel dag; for eksempel bliver den dag en begravelse finder sted, selv om det først er sent på eftermiddagen, regnet som den første af de syv sørgedage; en kort tid om morgenen den syvende dag regnes for den syvende dag; omskærelsen finder sted den ottende dag, selv om den første dag sluttede kun få minutter efter barnets fødsel, hvilket vil sige at disse minutter er blevet regnet for én dag.“ Som den engelske bibellærde J. B. Lightfoot gør opmærksom på, omfatter tre dage og tre nætter „en hvilken som helst del af den første dag; hele den følgende nat; den følgende dag og dens nat; samt en hvilken som helst del af den følgende eller tredje dag“. Gjaldt dette i Jesu tilfælde?

Dette spørgsmål kan besvares så snart det ligger fast i hvilket år Jesus døde. Kender man året, er det muligt — på grundlag af principperne for den jødiske kalender — at fastslå på hvilken dag i ugen den 14. nisan faldt, endog så langt tilbage som i det første århundrede. Heldigvis giver Bibelen tilstrækkelige oplysninger til at året kan fastsættes.

Ifølge Lukas 3:1 påbegyndte Johannes Døber sin tjeneste i „kejser Tiberius’ femtende regeringsår“. Eftersom Lukas bruger det græske ord hēgemoniʹa (herredømme, ledelse, regering), mener nogle at hans ’femtende år’ skal regnes fra det tidspunkt da Tiberius blev Augustus’ medregent, og de sætter derfor begyndelsen af Jesu tjeneste til år 27 e.v.t. Dog vides det ikke med fuldstændig sikkerhed hvornår han blev medregent.b

I modsætning hertil hersker der ingen usikkerhed med hensyn til hvornår Tiberius blev kejser. Det gjorde han den 17. august i år 14 e.v.t. (gregorianske kalender). Hans femtende år strakte sig følgelig fra den 17. august år 28 e.v.t. til den 16. august år 29 e.v.t. Det vil sige at Jesus ifølge dette begyndte sin tjeneste i år 29 e.v.t., idet han begyndte omkring seks måneder efter Johannes Døber. Det var først ved sin dåb Jesus blev salvet med Guds ånd og derved blev den lovede Messias eller Kristus. Bibelens profetier har forudsagt det nøjagtige tidspunkt for denne begivenhed. (Dan. 9:25; se New World Translation; den norske reviderede oversættelse af 1930; Kalkar) Anvender vi denne profeti på de historiske tidsangivelser, fører det os også frem til år 29 e.v.t. som det tidspunkt da Messias fremtrådte. — Se bogen Aid to Bible Understanding, siderne 137, 328-331, 348.

Ifølge Daniel 9:27 skulle „slagtoffer og afgrødeoffer ophøre“ i „ugens sidste halvdel“, det vil sige i midten af „ugen“, eller tre og et halvt år efter at Messias havde påbegyndt sin tjeneste. Dette skete da han gav sit eget menneskeliv som et offer, hvorved alle dyreofrene ophørte med at have nogen værdi i Guds øjne. Følgelig varede hans tjeneste som Messias i tre og et halvt år, et tidsrum som strakte sig fra efteråret 29 e.v.t. til foråret 33 e.v.t., nærmere betegnet forårsmåneden nisan. Ved en beregning på grundlag af den jødiske kalender kan det fastslås at påsken eller den 14. nisan i år 33 e.v.t. begyndte torsdag aften og strakte sig til fredag aften.

Dette stemmer med den bibelske beretning om Jesu død og opstandelse. Jesus døde fredag eftermiddag og blev lagt i graven før sabbaten begyndte. Den ugentlige sabbat faldt således sammen med den første dag i de usyrede brøds højtid, som også var en sabbat. Så forstår man også hvorfor Bibelen siger at den sabbat der fulgte efter Jesu død var en „stor“ sabbat. (Joh. 19:31, 42; Mark. 15:42, 43; Luk. 23:54) Så snart denne sabbat var forbi (ved solnedgang den 15. nisan) har Maria Magdalene, Jakobs moder Maria og Salome købt flere vellugtende salver at indgnide Jesu legeme med. Deres første mulighed for at bruge disse vellugtende salver kom ved daggry søndag morgen, den 16. nisan. På det tidspunkt var Jesus allerede blevet oprejst, efter at han havde ligget i graven i dele af tre dage.

Denne bibelske betragtningsmåde stemmer med de talrige udtalelser i Bibelen om at Jesus blev oprejst „på den tredje dag“, ikke på den fjerde dag. — Matt. 16:21; 17:23; 20:19; Luk. 9:22; 18:33; 24:7, 21, 46; Ap. G. 10:40; 1 Kor. 15:4. Se også artiklen „Opstandelsens Førstegrøde“ i Vagttaarnet for 15. oktober 1944, især fra afsnittet „Førstegrøden identificeres“ (s. 300 og artiklen ud).

[Fodnoter]