Hvad er meningen med livet?

„JEG så alt, hvad der sker under solen, og se, det er alt sammen tomhed og jag efter vind.“ (Præd. 1:14) Dette er ikke sagt af en kyniker. Udtalelsen stammer fra en bibelskribent der gav en realistisk vurdering af hvordan livet er under ufuldkomne forhold. Ved at undersøge de overvejelser denne bibelskribent, den vise kong Salomon, gjorde sig, har vi mulighed for at undgå det der ville gøre vort liv tomt eller indholdsløst.

Der er nogle som sætter alt ind på at læse, studere og tilegne sig kundskab. Men er kundskab udelukkende for kundskabens skyld det der giv livet mening? Nej, for ofte er kundskaben forbundet med en smertelig erkendelse af at der er så megen uret i denne ufuldkomne ordning som det ikke er menneskeligt muligt at lave om på. Som kong Salomon udtrykte det: „Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.“ (Præd. 1:15) Desuden kan forholdene hindre én i at udnytte den kundskab man samler sig.

Andre søger at få noget ud af livet ved at jage efter materielle glæder, men heller ikke det er nøglen til en meningsfyldt tilværelse. Om sine egne bestræbelser i denne retning skrev Salomon: „Jeg fuldbyrdede store værker, byggede mig huse, plantede mig vingårde, anlagde mig haver og lunde og plantede alle hånde frugttræer deri, anlagde mig damme til at vande en skov i opvækst; . . . jeg samlede mig også sølv og guld, skatte fra konger og lande; jeg tog mig sangere og sangerinder og menneskens børns lyst: hustru og hustruer. . . . Intet, som mine øjne attråede, unddrog jeg dem.“ — Præd. 2:4-10.

Kun få i historien har rådet over så mange midler som kong Salomon. Men selv om han tilsyneladende havde alt hvad han kunne ønske sig, fandt han alligevel ingen tilfredshed ved al sin stræben. Hvorfor ikke? Han vidste at livet ikke varede evigt. Når han døde, ville han miste det hele. Som han sagde: „Og jeg blev led ved al den flid, jeg har gjort mig under solen, fordi jeg må efterlade mit værk til den, som kommer efter mig. Hvo ved, om det bliver en vismand eller en tåbe? Og dog skal han råde over alt, hvad jeg med flid og visdom vandt under solen.“ — Præd. 2:18, 19.

Bestræbelser for at komme frem i verden kan også føre til bitter skuffelse. Alt for ofte ser man at dygtige mennesker er ofre for omstændigheder der hindrer dem i at bruge deres evner fuldt ud. Kong Salomon kom til dette resultat: „Dårskab sættes i højsædet . . . Trælle så jeg højt til hest og høvdinger til fods som trælle.“ (Præd. 10:6, 7) „Og atter så jeg under solen, at hurtigløberen ikke er herre over løbet eller heltene over kampen, ej heller de vise over brødet ej heller de kløgtige over rigdom, ej heller de kloge over yndest, men alle er de bundne af tid og tilfælde.“ — Præd. 9:11.

I den ufuldkomne verden er det ikke nødvendigvis evner eller kvalifikationer der afgør om man opnår en bestemt stilling. Det er engang blevet sagt at ’det der tæller, ikke så meget er den viden man har, som de forbindelser man har’. Af den grund må dygtige, velkvalificerede folk undertiden finde sig i „dårskab“ fra mindre kvalificerede overordnede. De får måske ikke engang den anerkendelse der tilkommer dem, men bliver nedvurderet af dem der har ledelsen.

Salomon overdrev ikke når han betegnede menneskets stræben i den ufuldkomne verden som „tomhed“. At stile efter materielle mål — penge, position og lignende — er på ingen måde tilfredsstillende, men er forbundet med mange skuffelser.

Hvad er da livets mening? Er der ikke noget som kan give livet et tilfredsstillende indhold? Jo. Efter at kong Salomon havde betragtet al den tomme stræben, viste han hvad der kan føre til en sikker og varig fremtid. Han skrev: „Enden på sagen, når alt er hørt, er: frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre.“ — Præd. 12:13.

Ja, nøglen til et liv med mening er at man erkender sit åndelige behov. En som er større end Salomon, Jesus Kristus, påpegede dette da han modstod Satan Djævelen. Med et citat fra De hebraiske Skrifter sagde han: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ (Matt. 4:4) Når man nærer en sund respekt for Skaberen og holder hans bud, skånes man for de skuffelser der uvægerlig kommer hvis man gør verdslig viden, position eller materielle ejendele til det vigtigste i livet. I stedet for at lade hjertet hænge ved noget som blot er midlertidigt, opbygger man et gudsforhold der kan vare for bestandig. Dette forhold er ikke baseret på hvad man ejer, men på hvad man virkelig er som menneske. Bibelen siger nemlig: „Mennesker ser på det, som er for øjnene, men [Jehova] ser på hjertet.“ — 1 Sam. 16:7.

Selv ikke døden kan gøre ende på det som de gudfrygtige har opnået. Hvorfor ikke? Fordi intet kan skille dem fra Guds kærlighed. „Jeg er overbevist om,“ skrev den kristne apostel Paulus, „at hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.“ (Rom. 8:38, 39) Selv når Jehovas tjenere er døde, er de levende i hans øjne, idet han har truffet foranstaltning til at oprejse dem til liv igen. Derfor kunne salmisten sige under inspiration: „Reder jeg leje i Dødsriget, så er du der.“ — Sl. 139:8.

Forstandig er den der indser at det der virkelig gør livet værd at leve, er at tjene Gud og være godkendt af ham. Selve meningen med livet er at man skal ære Livgiveren, Jehova, ved at frygte ham og holde hans bud. Er det dét du stræber efter at gøre?