Kyros — opfyldte en profeti

KUN få i historien har i forvejen været udset til at spille en bestemt rolle i Guds hensigt. En af disse var Kyros, Kambyses’ søn, perserrigets grundlægger. Hans indtagelse af Babylon i 539 f.v.t. og hans efterfølgende frigivelse af de landflygtige jøder var forudsagt længe før hans fødsel.

I det ottende århundrede før vor tidsregning havde Jehova ved sin profet Esajas erklæret:

„Jeg er [Jehova], som skabte alt, som . . . stadfæster sine tjeneres ord, fuldbyrder sine sendebuds råd. Jeg siger om Jerusalem: ’Det skal bebos!’ om Judas byer: ’De skal bygges!’ Ruinerne rejser jeg atter! Jeg siger til dybet: ’Bliv tørt, dine floder gør jeg tørre!’ Jeg siger om Kyros: ’Min hyrde, som fuldbyrder al min vilje!’ Jeg siger om Jerusalem: ’Det skal bygges!’ om templet: ’Det skal grundes!’

Så siger [Jehova] til sin salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb for at nedstyrte folk for hans ansigt og løsne kongernes gjord, for at åbne dørene for ham, så portene ikke var stængte.“ — Es. 44:24 til 45:1.

Flere historikere fra oldtiden bekræfter at begivenhederne indtraf som forudsagt i denne forbløffende profeti. For eksempel kan nævnes de græske historikere Herodot og Xenofon, der, skønt de ikke er helt enige om detaljerne, i det væsentlige fortæller den samme beretning. De nævner at Kyros afledte Eufratflodens løb, der førte gennem Babylon og tjente som en del af byens forsvarsværk. Derefter marcherede hans hære ned i flodsengen og skaffede sig således adgang til byen gennem portene langs kajen. Dette kom fuldstændig bag på babylonierne, som drak og festede, og byen faldt samme nat.

Som det også var blevet forudsagt, udstedte Kyros senere et dekret som gav de landflygtige jøder frihed til at vende tilbage til deres hjemland og genopbygge deres tempel. Dekretet lød: „Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle jordens riger har [Jehova], Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til hans folk, med ham være [Jehova] hans Gud, og han drage derop!“ — 2 Krøn. 36:23.

At dette dekret var i overensstemmelse med kongens almindelige politik, bekræftes af inskriptionen på Kyros-cylinderen. Dér lægges Kyros disse ord i munden: „Til [visse tidligere nævnte] hellige byer på den anden side af Tigris, hvis helligdomme længe havde ligget i ruiner, sendte jeg de guder tilbage som (før) boede der og byggede dem varige helligdomme. Jeg samlede (også) alle deres (tidligere) indbyggere og gav (dem) deres boliger tilbage.“ — Ancient Near Eastern Texts af James B. Pritchard, 1955, s. 316.

Den jødiske historieskriver Josefus fra det første århundrede siger at Kyros udstedte dekretet fordi man havde gjort ham opmærksom på Esajas’ profeti. Han skriver:

„I Kyros’ første regeringsår — det var det halvfjerdsindstyvende år fra det tidspunkt da vort folk ved skæbnens tilskikkelse måtte vandre fra deres eget land til Babylon — forbarmede Gud sig over de ulykkelige i fangenskabet og elendigheden, og hvad han havde forudsagt dem gennem profeten Jeremias før byen blev ødelagt, at han, efter at de havde trællet for Nebukadnezar og hans efterkommere og udholdt denne trældom i halvfjerds år, atter ville føre dem tilbage til deres fædres land for at de kunne bygge templet og nyde deres forrige velstand, det gjorde han nu for dem. Han vakte nemlig Kyros’ ånd og lod ham udsende en skrivelse i hele Asien: ’Således siger kong Kyros: Eftersom den højeste Gud har sat mig til konge over den beboelige verden, er jeg blevet overbevist om at han er den gud som israelitterne tilbeder, for han har forudsagt mit navn ved profeterne og nævnt at jeg skulle bygge hans tempel i Jerusalem i Judæas land.’

Kyros vidste dette fra den profetiske bog som Esajas havde efterladt sig to hundrede og ti år tidligere. Denne profet havde nemlig sagt at Gud i løndom havde fortalt ham følgende: ’Det er min vilje at Kyros, som jeg vil lade udnævne til konge over mange store nationer, skal sende mit folk tilbage til deres eget land og bygge mit tempel.’ Esajas profeterede dette et hundrede og fyrre år før templet blev ødelagt. Og da Kyros læste det, undrede han sig over den guddommelige magt og blev grebet af et stærkt ønske om og en stærk lyst til at gøre som der stod skrevet; og efter at have kaldt de mest fremtrædende af jøderne i Babylon til sig, fortalte han dem at han gav dem frihed til at rejse til deres fødeland og genopbygge både byen Jerusalem og Guds tempel, for Gud, sagde han, ville være deres forbundsfælle, og han selv ville skrive til sine statholdere og satraper i de omliggende lande om at de skulle give dem gaver i form af guld og sølv til tempelbyggeriet og desuden dyr til ofringerne.“ — Jødernes oldtidshistorie, ellevte bog, kapitel I, 1. og 2. afsnit, gengivet efter Ralph Marcus’ engelske oversættelse.

Angående denne passage i Josefus’ beretning siger The Zondervan Pictorial Encyclopedia of the Bible (bind 1, s. 1055): „Der er al mulig grund til at fæste lid til Josefus’ vidnesbyrd på dette punkt.“ Mange kritikere mener imidlertid noget andet. De kan simpelt hen ikke acceptere at profetien om Kyros kan være skrevet før Babylons fald i 539 f.v.t. De hævder at kapitlerne 40 til 66 i Esajas’ bog er blevet skrevet af en anden, som levede efter at begivenhederne var indtruffet. Hermed benægter de at Jehova Gud kan åbenbare noget for sine tjenere før det indtræffer, og at han kan lade sit ord gå i opfyldelse.

Esajas’ profeti autentisk

Det synspunkt at de nævnte kapitler ikke kan være skrevet af Esajas, strider mod alle tilgængelige vidnesbyrd. Den Esajasrulle man har fundet ved Det døde Hav, og som menes at være fra det første eller det andet århundrede før vor tidsregning, deler ikke profetien op i flere dele. Det der i dag benævnes som det 40. kapitel, begynder på sidste linje i den spalte i skriftrullen hvor kapitel 39 slutter. Inspirerede bibelskribenter i det første århundrede efter vor tidsregning tilskrev Esajas stoffet i både første og sidste del af den bog der bærer hans navn. (Es. 9:1, 2; 42:1-4; 53:1; Matt. 4:14-16; 12:17-21; Rom. 10:16) De tilskrev altså én forfatter, Esajas, hele profetien.

Uanset hvornår kritikerne mener at forskellige dele af Esajas’ bog er skrevet, kan de ikke benægte at den indeholder profetier som gik i opfyldelse længe efter at de var skrevet ned. Et enkelt eksempel er profetien om at Babylon ville blive ødelagt ligesom Sodoma og Gomorra og blive et sted der aldrig i evighed ville blive beboet og hvor ikke engang hyrder ville lade deres hjorde græsse. (Es. 13:19, 20) Da Esajasrullen fra Det døde Hav blev skrevet fandtes Babylon stadig, og bortset fra bibelprofetien var der intet som tydede på at byen ville blive ødelagt. Men i dag vidner det gamle Babylons smuldrende ruiner om at profetien gik i opfyldelse.

De menneskelige teorier som vil benægte at Kyros opfyldte en profeti, er med andre ord grundløse. Guds profetiske ord er til at stole på. Lad os derfor undersøge dette ord nærmere, så vi sikrer os at vi både ved hvad det indeholder og lever i harmoni med det.