Hvorfor sande kristne nægter at tilbede „vilddyret“
KAN du forestille dig mænd og kvinder i hobetal, af alle racer og nationaliteter, tilbede et syvhovedet vilddyr? Det er tilsyneladende et mærkeligt spørgsmål. Men situationen er ikke opdigtet; den er i høj grad virkelig. Det mest tragiske er at der er nogle som griber til brutalitet for at tvinge andre til at tilbede dette „vilddyr“.
I det første århundrede så den kristne apostel Johannes dette „vilddyr“ i et syn. Han beskriver det således: „Jeg så et vilddyr stige op af havet med ti horn og syv hoveder og på sine horn ti diademer, men på sine hoveder gudsbespottelige navne. Og vilddyret som jeg så, var ligesom en leopard, men dets fødder var som en bjørns, og dets mund var som en løves mund. Og dragen gav dyret sin magt og sin trone og stor myndighed.“ (Åb. 13:1, 2) Med hensyn til omfanget af denne myndighed læser vi: „Der blev givet det myndighed over hver stamme og hvert folk og hvert tungemål og hver nation. Og alle de som bor på jorden vil tilbede det.“ — Åb. 13:7, 8.
Der er ingen tvivl om hvem „dragen“ er. Apostelen Johannes havde tidligere omtalt „den store drage“ som „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord“. (Åb. 12:9) Men hvem er „vilddyret“ der har fået sin myndighed fra Djævelen?
Hvem „vilddyret“ er
Mange bibelkyndige har i årenes løb beskæftiget sig med dette spørgsmål. En af dem, Charles John Ellicott, udgav i det nittende århundrede en bibelkommentar i otte bind. I en forkortet udgave af Ellicott’s Bible Commentary finder vi følgende forklaring på ’vilddyret som steg op af havet’:
„Havet skildrer den store, urolige menneskemasse. Enkeltpersonerne udgør, ligesom små og store bølger, denne store oceanlignende menneskemasse, der drives hid og did af impulser og lidenskaber. . . . Vilddyret er altid et billede på denne verdens riger — dvs. de riger der er grundlagt på lidenskab og selviskhed. Der er syv i alt, skildret ved dyrets syv hoveder. Vi læser senere om syv bjerge. Disse verdensriger omtales som bjerge på grund af deres styrke og stabilitet, og som vilddyrets hoveder fordi de, skønt adskilte, inspireres af dragens ånd, en fjendskabets ånd over for den retfærdige Konges regering. I [Åbenbaringen] 17:10 læser vi at de fem var faldet, en var ved magten og den syvende var endnu ikke opstået. Dette giver os nøglen til forståelsen. Det sjette hoved er romerriget.“
Denne kommentar er baseret på den forklaring som Bibelen selv giver. Bibelen siger nemlig at havet, eller vandene, skildrer „folk og skarer og nationer og tungemål“. (Åb. 17:15) Vi læser også: „Men de gudløse er som det oprørte hav, der ikke kan komme til ro, hvis bølger opskyller mudder og dynd.“ (Es. 57:20) Og med hensyn til hvem dyret som steg op af dette „hav“ er, får vi en værdifuld hjælp i Daniels bog. Vi finder her en beskrivelse af fire dyr — en løve, en bjørn, en panter (eller leopard) og et fjerde dyr der er meget frygtindgydende. Disse fire dyr forklares som konger eller riger. Løven skildrer Babylon, bjørnen Medo-Persien og panteren eller leoparden Grækenland. (Dan. 7:2-7, 17, 18) Da apostelen Johannes skrev Åbenbaringsbogen var verdensrigerne Babylon, Medo-Persien og Grækenland faldet, og før dem også Ægypten og Assyrien. Altså må „vilddyret“ skildre det store politiske system der har regeret over menneskeheden gennem dets på hinanden følgende syv hoveder, der begyndte med verdensmagten Ægypten.
En begivenhed i Jesu Kristi jordiske liv viser at det virkelig er Satan der har stået bag disse dyriske regeringsmagter. Bibelen fortæller: „Endvidere tog Djævelen ham [Jesus] med sig til et usædvanlig højt bjerg og viste ham alle verdens riger og deres herlighed, og han sagde til ham: ’Alt dette vil jeg give dig hvis du kaster dig ned og udfører en tilbedelseshandling over for mig.’“ (Matt. 4:8, 9) Fordi Satan selv havde magten over „verdens riger“ kunne han tilbyde Jesus Kristus den. Guds søn benægtede ikke dette. Faktisk sagde han senere til sine disciple: „Nu fældes der dom over denne verden; nu vil denne verdens hersker blive kastet ud.“ — Joh. 12:31.
Åbenbaringsbogen viser at der ville blive lagt pres på jordens beboere for at få dem til at tilbede dette „vilddyr“ der beherskes af Djævelen. Den fortæller at alle ville komme under tvang — „de små og de store, og de rige og de fattige, og de frie og trællene, at man giver disse et mærke på deres højre hånd eller på deres pande, og at ingen skal kunne købe eller sælge undtagen den der har mærket, vilddyrets navn eller dets navns tal“. — Åb. 13:16, 17.
At bære dyrets „mærke“ ville være ensbetydende med at tilhøre dette „vilddyr“, at støtte det fuldt ud. Ellicott’s Bible Commentary siger at mærket ’er ensbetydende med at føje sig efter denne tyranniske verdensmagts principper’.
Spørgsmålet er nu: Kan en sand kristen fuldt ud bifalde dette „vilddyr“? Ikke hvis han fortsat ønsker at være loyal mod Jehova Gud og Jesus Kristus. Åbenbaringen 13:8 fastslår at ’ikke én af vilddyrets tilbedere har sit navn skrevet i den livets skriftrulle som tilhører Lammet’.
De første kristne stod fast
Med deres holdning over for „vilddyrets“ sjette hoved, Rom, viste de første kristne at de forstod dette. Naturligvis optrådte de ikke respektløst over for den regerende myndighed. De anerkendte at romerriget eksisterede med Guds tilladelse. Desuden havde de styrende et vist mål af gudgiven samvittighed og ydede derfor en gavnlig tjeneste for alle, også for de kristne. Blandt disse tjenesteydelser kan nævnes opretholdelse af lov og orden, anlægning og vedligeholdelse af veje, og beskyttelse mod kriminelle elementer. De kristne betalte derfor deres skatter og afgifter med god samvittighed. De gjorde på intet tidspunkt oprør mod de verdslige myndigheder. — Jævnfør Romerbrevet 13:1-7.
Selv de der fornægtede den kristne tro når de blev truet med døden, erkendte at de var blevet oplært til at leve et eksemplarisk liv. I et brev til kejser Trajan skrev Plinius:
„Andre, som blev nævnt af en angiver, sagde, at de var kristne, men nægtede det snart efter: de havde nok været det, men var det ikke mere; nogle havde holdt op for tre år siden, andre for flere år siden, en enkelt endog for tyve år siden. Også alle disse tilbad dit billede og gudernes statuer og forbandede Christus. Men de påstod, at deres hovedforseelse eller -vildfarelse havde været den, at de havde plejet at mødes før daggry på en bestemt dag . . . og at aflægge ed på — ikke en eller anden forbrydelse, men på ikke at begå tyveri, røveri eller utugt, ikke at bryde et givet ord eller på anfordring nægte at tilbagelevere betroet ejendom.“
Romerriget havde sandelig intet at frygte fra sådanne lovlydige borgere. Ikke desto mindre var det forbundet med dødsstraf at være kristen. Som svar på Plinius’ brev angående de kristne skrev kejser Trajan:
„Folk skal ikke efterspores; hvis de føres til dig og anklages, skal de straffes, men dog kun sådan, at en, der nægter at være kristen og beviser det i gerning, det vil sige ved at tilbede vore guder, om han end med hensyn til fortiden er nok så mistænkelig, gennem sin anger skal opnå tilgivelse.“
Ja, blot en enkelt lille handling kunne gøre forskellen mellem liv og død. I mange tilfælde kunne de kristne redde livet ved at drysse en smule røgelse på et alter der stod foran kejserens billede. Alligevel gik de sande kristne ikke på kompromis. De bøjede sig ikke for „vilddyrets“ sjette hoved.
Mange i dag ville sikkert ikke kunne forstå de kristnes standpunkt. Vi læser i bogen The Beginnings of the Christian Religion:
„Det at tilbede kejseren bestod i at drysse en lille smule røgelse eller at stænke nogle få dråber vin på et alter som stod foran et billede af kejseren. Nu, så mange år senere, vil vi måske ikke lægge mere i denne handling end i . . . det at løfte hånden for at hilse flaget eller en fremtrædende hersker, som et udtryk for høflighed, respekt og patriotisme. Mange i det første århundrede betragtede det måske på denne måde, men det gjorde de kristne ikke. De anså handlingen for at være en religiøs tilbedelse, det samme som at anerkende kejseren som guddommelig og derfor at være illoyal mod Gud og Kristus, og de nægtede at gøre det.“
Men hvorfor respekterede „vilddyrets“ sjette hoved ikke de kristnes samvittighed? Det havde intet at frygte fra dem. De adlød deres Herres befaling: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Matt. 22:21) „Vilddyrets“ sjette hoved var imidlertid ikke tilfreds med at få det der retmæssigt tilkom det. Det ønskede også det der tilkom Gud. Den førnævnte bog fortsætter:
„Fordi de [kristne] nægtede at gøre det, blev de betragtet som politisk illoyale. Grunden til at de kristne blev forfulgt var netop at de blev betragtet som statens fjender fordi de ikke ville tilbede kejseren. Det var denne tilbedelse der var med til at sammenknytte og forene de meget forskelligartede elementer der udgjorde romerriget.“
Læg mærke til at det i sidste instans var et spørgsmål om politisk loyalitet mod staten — en loyalitet der satte staten over Gud og gjorde den til den suveræne myndighed. „Vilddyrets“ sjette hoved havde ikke noget at indvende imod undersåtternes religion så længe de blot ærede kejseren. Men det tolererede ikke at nogen viste himmelens og jordens Skaber udelt hengivenhed. Derfor bemægtigede det sjette hoved sig Guds stilling og krævede at blive anerkendt som en gud. De sande kristne kunne ikke gå med til en sådan formastelighed. De forstod at de var ansvarlige over for en højere myndighed end staten, nemlig Gud og Kristus.
Tilbedelse af „vilddyret“ i dag
I vor tid har de kristne der er kendt som Jehovas vidner fået samme behandling af „vilddyret“ som de første kristne fik. Tænk for eksempel på det afrikanske land Malawi. Her kræves det at alle indbyggerne er medlemmer af landets eneste politiske parti, Malawis Kongresparti. Et medlemskort, der koster omkring halvanden krone, viser at man ’føjer sig efter’ det politiske partis principper, og navnlig efter landets præsident, dr. H. Kamuzu Banda. Hvordan skal Malawis indbyggere betragte dette partikort? Et officielt cirkulære der blev udsendt den 27. august 1975 siger: „Dette er den eneste måde hvorpå vi her i landet kan vise taknemmelighed mod vores livsleder, Ngwazi [Banda], for udviklingen af dette land, Malawi.“ Den der nægter at købe et sådant partikort, anses for at mangle værdsættelse — at være illoyal mod præsident Banda. Det tages ikke i betragtning at vedkommende er en lovlydig borger der virkelig elsker sine medmennesker. Set med regeringens øjne er den pågældende en forbryder der ikke har krav på lovens beskyttelse.
Derfor bliver mænd og kvinder som af samvittighedsgrunde nægter at købe et partikort, forfulgt på det grusomste. Mange har fået deres hjem brændt og deres ejendele stjålet. De er blevet pryglet, ofte slået bevidstløse. Chokerende ydmygelser er blevet begået imod dem, også seksuelle overgreb. Nogle er blevet slået ihjel. Tusinder er blevet samlet i koncentrationslejre. Spædbørn er blevet taget fra deres mødre, hvorefter nogle af dem er døde fordi de ikke har fået den rette pleje.
Nogle vil måske sige at det ville være bedre blot at købe et partikort og derved undgå vanskeligheder. Jehovas kristne vidner forventer naturligvis ikke at alle forstår deres standpunkt, og de forsøger heller ikke at påtvinge andre deres overbevisning. Alt hvad de ønsker i denne forbindelse er at få lov til at leve et rent moralsk liv, at kunne vise interesse for deres medmennesker i ord og handling, og at have frihed til at vise Gud udelt hengivenhed.
Som vidner for Jehova sætter de deres forhold til Jehova og Kristus over alt andet. Hvis de viste at de uforbeholdent støttede nogen politisk ordning, ville de handle i strid med Bibelens lære om at alle jordiske regeringssystemer kun eksisterer fordi Gud har tilladt dem, og kun indtil den dag Gud vil fjerne dem og lade sit rige ved Jesus Kristus overtage magten. (Dan. 2:44; 7:13, 14) Jehovas vidner har lovet Gud og Kristus absolut troskab. Enhver handling fra deres side som kunne antyde andet, ville derfor være et udtryk for illoyalitet. En sådan handling ville være at forholde Gud og Kristus noget der retmæssigt tilkommer dem — og altså være tilbedelse af „vilddyret“.
Desuden er det ikke staten men Gud der har tilvejebragt hvad vi behøver for at opretholde livet. Til mændene i Lystra sagde den kristne apostel Paulus: „I de forgangne generationer har [Gud] tilladt alle nationerne at gå deres egne veje, skønt han ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“ — Apg. 14:16, 17.