Forstandig retledning af dem der fejler

„En guldring . . . er revsende vismand for lyttende øre.“ — Ordsp. 25:12.

1, 2. Hvad medfører det henholdsvis at tage imod eller at afvise retledning fra Gud, og hvad må de ældste forstå for at kunne retlede forstandigt?

FOR mange år siden sagde den trofaste Elihu om Jehova Gud: „[Han] åbner deres øre for tugt og byder dem vende sig bort fra det onde. Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres dage i lykke, i liflig fryd deres år. Men hører de ikke, falder de for sværd og opgiver ånden i uforstand. Men vanhellige hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om hjælp.“ — Job 36:10-13.

² Kristne ældste vil gerne kunne retlede på en forstandig måde, så de hjælper dem der fejler til at „vende sig bort fra det onde“. Dette forudsætter naturligvis at de forstår hvad der menes med „retledning“ i Bibelen.

Forskellen mellem „retledning“ og „irettesættelse“

3. Hvad er en irettesættelse, og hvad tager den som regel sigte på?

³ På grundsprogene benytter Bibelen visse ord til at udtrykke tanken om retledning og andre til at udtrykke tanken om irettesættelse. Hvilken forskel er der? „At irettesætte“ vil sige at kritisere skarpt, at fordømme strengt, at give en reprimande. En irettesættelse kan bestå i at der blot gives udtryk for stærk misbilligelse, og ofte tager den i første række sigte på at få en til at holde op med en anstødelig eller uønsket adfærd eller tale. (Jævnfør Første Mosebog 37:10 [skændte på]; Job 11:3 [få skam].) Da Jesus under sit indtog i Jerusalem blev hyldet af sine disciple, sagde farisæerne for eksempel til ham: „Lærer, irettesæt dine disciple.“ De mente i virkeligheden: ’Få dem til at holde op med at sige det de gør.’ Men Jesus svarede: „Hvis disse tav, ville stenene råbe.“ — Luk. 19:39, 40.

4. Viser en sammenligning af Mattæus 18:15 og Lukas 17:3 at ordene „irettesætte“ og „retlede“ kan bruges synonymt?

⁴ Den inspirerede evangelieskribent benyttede her det græske ord epitimaʹo. Det græske ord der svarer til „retlede“ er derimod elengʹkho. Det forekommer for eksempel i Mattæus 18:15, hvor Jesus siger: „Hvis nu din broder begår en synd, så gå hen og blotlæg hans fejl [græsk: elengʹkho; retled (ham), Kingdom Interlinear] mellem dig og ham alene.“ (Jævnfør Tredje Mosebog 19:17.) I en tilsvarende passage i Lukas 17:3 sagde Jesus imidlertid: „Hvis din broder begår en synd, så giv ham en irettesættelse [græsk: epitimaʹo], og hvis han ændrer sind, så tilgiv ham.“ Vil det sige at „irettesætte“ og „retlede“ bruges synonymt og faktisk betyder det samme? Det vil ikke være klogt at drage en sådan slutning på grundlag af dette ene eksempel. Den måde Bibelen bruger de to ord på, viser at der er forskel på deres betydning.

5, 6. Hvilke eksempler viser at de to ord har forskellig betydning, og hvilken slutning må vi derfor drage angående ordenes brug i de to førnævnte skriftsteder?

⁵ I De kristne græske Skrifter ser vi for eksempel at Jesus „talte strengt“ (epitimaʹo) til dæmoner og bød dem at ’tie stille’ og ’komme ud’ af personer de havde besat. (Matt. 17:18; Mark. 1:25; 9:25; Luk. 4:35, 41; 9:42) Men bibelskribenterne siger ingen steder at Jesus retledte (elengʹkho) dæmonerne. Han talte også strengt til den feber som Peters svigermoder var plaget af, så den forlod hende, og på Galilæas sø talte han strengt til de voldsomme vinde og det oprørte vand, så bølgerne ikke længere truede med at opsluge båden hvori han og hans disciple befandt sig. — Luk. 4:39; Matt. 8:26; Mark. 4:39; Luk. 8:24.

⁶ I disse tilfælde ville det ikke give nogen mening at benytte ordet „retlede“ (elengʹkho) i stedet for. Et dyr kan man sætte i rette eller tale strengt til. (Sl. 68:31) Men som vi skal se er det kun mennesker, som jo har evne til at ræsonnere og er udrustet med hjerte og samvittighed, der kan retledes. At ordet „irettesættelse“ er benyttet i Lukas 17:3, synes derfor blot at vise at en retledning kan ledsages af eller indbefatte en irettesættelse.

7. Hvad ligger der i det græske ord for „retlede“, sådan som ordet blev anvendt af folk på de inspirerede bibelskribenters tid?

⁷ Hvad ligger der da i det græske ord elengʹkho (retlede)? I klassisk græsk blev det ganske vist på et tidspunkt brugt i betydningen „at vanære“, „at gøre til skamme“, men græske ordbøger viser at dette ikke var den almindelige betydning af ordet.a Og de viser at det på ingen måde er den fremtrædende tanke i ordet, sådan som det benyttes i De kristne græske Skrifter. Bemærk hvordan betydningen af elengʹkho (retlede) forklares i Liddell og Scotts ordbog, A Greek-English Lexicon:

At „krydsforhøre, udspørge, . . . anklage en for noget, . . . at blive bragt til erkendelse af skyld . . . 2. prøve, lade komme an på en prøve. . . . 3. bevise . . . fremlægge overbevisende bevis. . . . 4. imødegå, . . . b. rette, retlede. . . . 5. overvinde. . . . 6. afsløre“.

8. Hvad viser de nævnte definitioner om årsagen til at der må retledes?

⁸ Disse definitioner bygger hovedsagelig på ordets anvendelse i ikke-bibelske græske værker. Men én ting fremgår temmelig klart af disse definitioner. De antyder alle at den der må retledes lægger en bestemt sindsindstilling for dagen. Om han ikke ligefrem benægter at have gjort noget forkert, så er han i hvert fald noget uvillig til at indrømme den urette handling, eller han har svært ved at erkende handlingens sande natur og indse behovet for at angre eller ændre sind. Vedkommende røber at han må ’overbevises’ om at han har gjort noget forkert, han må ’bringes til at erkende’ sin synd. Vi skal senere se hvorfor det er vigtigt at mærke sig dette.

9, 10. Hvordan giver Bibelen den samme begrundelse for at der må retledes?

⁹ At det er denne tanke der ligger i det græske ord, fremgår også af den måde Bibelen bruger det på. For eksempel sagde Jesus, som tidligere nævnt, i Mattæus 18:15: „Men hvis nu din broder begår en synd, så gå hen og blotlæg hans fejl [elengʹkho; retled (ham), Kingdom Interlinear] mellem dig og ham alene.“ Det er netop fordi overtræderen ikke indser eller indrømmer sin synd og ikke angrer den, at han må retledes ved at hans fejltrin blotlægges.

¹⁰ Også i andre skriftsteder hvor ordet elengʹkho forekommer, benyttes det om retledning af nogle som indtil det tidspunkt ikke havde villet tage imod nogen tilrettevisning, og som viste dette ved at fortsætte med deres urette adfærd. — Se Lukas 3:19; Andet Timoteusbrev 4:2-4; Titus 1:9-13; Andet Petersbrev 2:15, 16.

11, 12. (a) Hvad er derfor nødvendigt for at retlede på den bibelske måde, og hvad skal dette tage sigte på? (b) Hvordan kan forskellen mellem „irettesætte“ og „retlede“ belyses med et eksempel?

¹¹ På hvilken måde retleder man så en der har forset sig? Det indbefatter langt mere end blot at rette en anklage mod en eller at fordømme en for noget han har gjort (som i tilfældet med en irettesættelse). Det indbefatter derfor også langt mere end blot at læse en meddelelse op om at den pågældende har givet sig af med en uret adfærd. Bibelen viser at en retledning forudsætter at der fremføres beviser, vidneudsagn eller argumenter. (Jævnfør Hebræerbrevet 11:1, hvor navneordet eʹlengkhos oversættes med „det klare bevis“ på virkeligheder.) I værket Synonyms of the New Testament forklarer en græskkyndig forskellen mellem de bibelske ord for „irettesætte“ og „retlede“ på denne måde:

„Man kan ’irettesætte’ en anden uden at overbevise ham om at han har begået nogen fejl — enten fordi han vitterlig ikke har begået nogen fejl og irettesættelsen derfor er unødvendig eller uretfærdig [jævnfør Mattæus 16:22; 19:13; 20:31], eller fordi irettesættelsen, selv om der foreligger et fejltrin, ikke formår at få overtræderen til at indrømme det; i denne mulighed for at man kan ’irettesætte’ én for en synd uden at ’overbevise’ ham om synden, ligger forskellen mellem de to ord. . . . eʹlengkhos [retledning] indebærer ikke alene at der er tale om en anklage, men også at anklagen er sand og at sandheden i anklagen godtgøres, ja meget ofte endog at den anklagede part indrømmer denne sandhed, om ikke åbent så dog over for sig selv. . . .“

¹² Forskellen kan sammenlignes med forskellen mellem en fader der blot skælder sit barn ud for at få det til at holde op med et eller andet, og en fader der giver sig tid til at ræsonnere med sit barn for at hjælpe det til at indse hvorfor den pågældende handling er forkert og hvorfor barnet selv bør ønske at undgå denne handling. Skønt en irettesættelse undertiden kan være på sin plads, er der oftere behov for retledning.

13. Hvilke to formål tjener de beviser eller argumenter man fremfører for at retlede en overtræder?

¹³ At man fremfører beviser eller argumenter når man retleder, kan tjene to formål: Det kan enten være for at fastslå at den pågældende virkelig har begået den eller de handlinger han anklages for, eller det kan være for at gøre ham begribeligt hvor forkert hans adfærd har været. I Johannes 16:8, 9 sagde Jesus at Guds hellige ånd ville „give verden overbevisende vidnesbyrd [elengʹkho; retlede, Int] om synd“ fordi den ikke havde troet på ham. Derimod vidste Jesus at selv om hans modstandere uretfærdigt irettesatte ham, ville de aldrig kunne forelægge „overbevisende vidnesbyrd“ om at han havde begået nogen synd, og derfor sagde han til dem: „Hvem af jer beviser at jeg er skyldig [elengʹkho] i synd?“ — Joh. 8:46.

Motivet bag kristen retledning

14, 15. Hvad er imidlertid det endelige mål med den kristne retledning og de overbevisende vidnesbyrd der fremføres?

¹⁴ Dette er dog ikke alt. Blandt Guds tjenere indebærer „retledning“ ikke kun at der føres bevis for at der er blevet begået en uret handling (hvilket ofte er den betydning ordet har i verdslige græske værker). Bibelen bruger ordet på en særlig måde. I de inspirerede skrifter tager retledning ikke kun sigte på at kunne erklære en overtræder skyldig eller at tilfredsstille retfærdighedens krav. Der ligger et mere vidtgående motiv bag. Dette motiv fremhæves i andet bind af Theological Dictionary of the New Testament:

„Elengʹkho har en begrænset anvendelse i NT [Det nye Testamente]. . . . Det betyder ’at gøre én opmærksom på hans synd og at opfordre ham til at ændre sind’. Det kan være en privatsag mellem to mennesker, som i Matt. 18:15; Ef. 5:11. Men det kan også være et menighedsanliggende under dens forstander, som i pastoralbrevene: 1 Tim. 5:20; 2 Tim. 4:2; Tit. 1:9, 13; 2:15. . . . Ordet betyder ikke kun ’at dadle’ eller ’at retlede’, heller ikke ’at overbevise’ med bevisførelse, ’at åbenbare’ eller ’at afsløre’, men ’at rette’, det vil sige ’at lede bort fra synd til anger’.“ (Kursiveret af os)

¹⁵ Den bibelske form for retledning tager altså ikke kun sigte på at dadle nogen eller at vise at man misbilliger vedkommendes urette handlinger, sådan som i tilfældet med en irettesættelse. Nej, den har et positivt sigte. I stedet for blot at få overtræderen til at holde op med en uret adfærd, søger retledningen at nå ind til hans hjerte og at få ham til at hade det urette. Når et menneskes forkerte adfærd ’blotlægges’, er hensigten derfor ikke at afsløre den pågældende men at vinde ham som en broder, så han ikke fremturer i sin syndige adfærd og kommer bort fra menigheden. — Matt. 18:15, 16.

Retledt af vort eget hjerte eller ved andres hjælp

16, 17. Hvilke faktorer må man have i tanke når man skal svare på om en der er ophørt med sin urette adfærd behøver at blive retledt?

¹⁶ Hvad så hvis en kristen begår en uret handling enten én eller flere gange, men derefter får dårlig samvittighed så han ændrer sind og omvender sig, holder op med det urette? Er det da stadig nødvendigt at andre retleder ham?

¹⁷ Her må vi huske hvad der ligger i det græske ord for „retlede“ (elengʹkho). Vi har set at det kan indebære følgende tanker: Nødvendigheden af at anklage og måske udspørge eller krydsforhøre en person, at bevise at han har begået noget uret, eller ved overbevisende argumenter at gendrive hans forkerte synspunkter vedrørende en adfærd han har indrømmet, og derved bringe ham til at erkende sin synd. Og alt dette tager sigte på at bevæge ham til at ændre sind, så han ikke alene holder op med det urette men også lader være med at forfalde til det igen.

18. Kan man blive retledt af sit eget hjerte? Forklar nærmere.

¹⁸ Men i det nævnte tilfælde, hvor overtræderen angrer sin synd og forlader den urette vej, har den pågældende da i virkeligheden ikke allerede retledt sig selv? Jo, hans egen samvittighed har anklaget ham, og Guds ord og ånd har bragt ham til at erkende sin synd, og hans hjerte har bevæget ham til at ændre sind og vende sig bort fra den urette vej. Han har ikke brug for at en anden ’blotlægger hans fejl’ for at få ham til at indse sin forkerte handlemåde og rette den. — Jævnfør Salme 16:7; Jeremias 2:19.

19. Hvilket eksempel finder vi herpå i forbindelse med Peter?

¹⁹ Dette var øjensynlig tilfældet med apostelen Peter. Jesus havde advaret Peter om at han ville fornægte sin Herre tre gange. I de svære timer hvor Jesus blev arresteret og ført til ypperstepræstens hus, bukkede Peter ganske rigtigt under for svaghed og fornægtede Jesus ved tre lejligheder. Og dog skulle der blot et enkelt blik fra Jesus til for at Peters hjerte blev berørt så han gik udenfor og „græd bitterligt“ af anger over det han havde gjort. Hans eget hjerte og hans erindring om Jesu ord havde retledt ham. Og hans adfærd fra det tidspunkt bevidnede at han nu var fast besluttet på ikke igen at gøre sig skyldig i en så alvorlig forseelse. Nogle uger senere var han en af de „grundsten“ som Jesus byggede den kristne menighed på. — Luk. 22:54-62.

20, 21. (a) Hvilken foranstaltning gør man klogt i at benytte sig af, selv om man er besluttet på ikke at vende tilbage til den urette adfærd? (b) Hvorfor måtte David retledes, og hvordan gjorde Natan dette?

²⁰ Det vil ikke sige at man ikke kan trænge til hjælp i sådanne tilfælde. Selv om man måske er besluttet på ikke at gentage den urette handling, kan man udmærket have brug for hjælp for at blive styrket i sin beslutning. Jehova Gud har sørget for at der er brødre som kan hjælpe os på denne måde. — Ordsp. 17:17; Luk. 22:31, 32; Gal. 6:2.

²¹ I modsætning til Peter havde fortidens kong David brug for at nogen retledte ham. Han havde begået alvorlige ugerninger og havde tilføjet andre stor skade. Dog havde han ikke villet indrømme det urette i sin handlemåde, men havde i stedet søgt at dække over det han havde gjort. Af den grund sendte Gud profeten Natan til ham for at retlede ham. Natan gjorde dette ved at fortælle en magtfuld lignelse der tydeligt skildrede en situation som svarede til Davids. Opbragt over den selviskhed manden i lignelsen lagde for dagen, fordømte David denne mands hjerteløse mangel på medfølelse. Da chokerede Natan David ved at sige: „Du er manden!“ Da David nu så sine handlinger i det rette lys og virkelig forstod og følte hvor usselt og nedrigt han havde optrådt, angrede han. Havde han ikke gjort dette, ville han, som han selv gav udtryk for, have været hjemfalden til døden. — 2 Sam. 12:1-13.

22. Hvordan gav David udtryk for en god indstilling til retledning, og hvordan betonede han de fordele der følger med sindsændring?

²² I en af sine salmer gav David udtryk for den rette indstilling til retledning, idet han sagde: „Slår en retfærdig mig, så er det kærlighed; revser [retleder] han mig, er det olie for hovedet, ej skal mit hoved vise det fra sig.“ (Sl. 141:5) Og i Salme 32:1-6 beskrev han de frygtelige kvaler han personligt måtte lide fordi han ikke havde søgt Jehova om tilgivelse for sine synder, og den lettelse og befrielse han erfarede da han ændrede sind og bekendte sine synder for Gud.

23. Hvad vil menighedens hyrder holde sig for øje, og hvordan begrundes dette i de anførte skriftsteder?

²³ For at retlede forstandigt må menighedens hyrder også gøre sig klart at ligesom alle urette handlinger ikke er lige alvorlige, sådan kan der også være stor forskel på hvor alvorlig retledningen behøver at være. (Sammenlign Galaterbrevet 6:1 og Andet Timoteusbrev 2:24-26 med Titus 1:13.) Selv de der udfører en udmærket tjeneste for Gud kan nu og da trænge til at blive retledt i forbindelse med fejlagtige synspunkter, uret tale eller en urigtig optræden.

24, 25. Kan trofaste tjenere for Gud også trænge til at blive retledt, og hvad vil en sådan retledning medføre for dem?

²⁴ Det gjaldt for eksempel Peter ved en senere lejlighed. Mens han opholdt sig i Antiokia i Syrien, fortæller Galaterbrevet 2:11-14, kom han frit sammen med uomskårne ikke-jøder og spiste sammen med dem. Men da nogle mænd fra menigheden i Jerusalem (mænd som åbenbart stadig holdt fast ved tanken om jødernes særstilling) kom til Antiokia, ophørte Peter med at omgås de kristne hedninger. Apostelen Paulus blev opmærksom på denne forkerte optræden og dens dårlige indflydelse på andre troende jøder, og han følte sig forpligtet til at retlede Peter. Med velunderbyggede argumenter gjorde han Peter opmærksom på det urette ved hans adfærd, og han gjorde dette offentligt, i de tilstedeværendes påhør. Peter tog imod retledningen, og da han senere omtalte Paulus var det med varme og hjertelige følelser. — 2 Pet. 3:15, 16.

²⁵ Ja, som der siges i Ordsprogene 9:8, 9: „Revs [eller: retled] den vise, så elsker han dig; giv til den vise, så bliver han visere.“ „Ved revselse [retledning] får den forstandige kundskab,“ som det skete i Peters tilfælde. Måtte vi altid være lydhøre for „tugtens revselse“ eller „tugtens retledninger“ (NW), som er „livets vej“ for alle som nærer kærlighed til Gud og hans retfærdighed. — Ordsp. 19:25; 6:23; 25:12.

[Fodnote]

Vincents Word Studies in the New Testament siger: „I tidligere klassisk græsk betyder det at vanære eller at gøre til skamme . . . Så [senere] at krydsforhøre eller udspørge i den hensigt at overbevise, gendrive eller bringe til erkendelse af skyld. . . . Om argumenter, at lade komme an på en prøve; at bevise; at bevise med en række ræsonnementer.“ (Kursiveret af os)