Ægteskabet — en ærefuld ordning ifølge Guds ord

„Lad ægteskabet blive holdt i ære blandt alle.“ — Hebr. 13:4.

1. Hvordan reagerede Adam dengang han første gang så sin ægtefælle, og hvorfor kunne deres ægteskab have været fyldt med glæde for evigt?

ET BRYLLUP bør være en lykkelig begivenhed. Det var det for det første menneskepar. Dengang Adam, øjensynlig efter at have ventet en tid, omsider så den kvinde der skulle være hans ægtefælle, udbrød han i poetiske vendinger: „Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød.“ (1 Mos. 2:23) Deres ægteskab kunne have været fyldt med glæde, en glæde der aldrig ville ophøre, idet deres Skaber havde truffet alle foranstaltninger for at de kunne leve evigt sammen i lykke.

2. (a) Kan ægteskabet være en kilde til glæde under ufuldkomne forhold? (Ordsp. 5:18) (b) Med hvilke følelser forbindes ægteskabet i Jeremias 7:34 og Esajas 62:1, 5?

² Selv under de nuværende ufuldkomne forhold, der er en følge af at de første mennesker forkastede Guds suveræne herredømme, kan ægteskabet stadig være en kilde til ægte lykke hvis man oprigtigt bestræber sig for at følge Bibelens principper. Både i De hebraiske og i De kristne græske Skrifter omtales bryllupper ofte som begivenheder der gav anledning til glæde blandt Guds tjenere. (1 Mos. 24:67; Højs. 3:11; Joh. 3:29) Dengang Jehova forudsagde det utro Jerusalems øde tilstand, udtalte han følgende: „I Judas byer og på Jerusalems gader gør jeg ende på fryderåd og glædesråb, brudgoms røst og bruds røst, thi landet skal lægges øde.“ (Jer. 7:34) Ja, det at der ingen bryllupper blev holdt mere, ville være et typisk udtryk for den mangel på glæde og lykke der fulgte med landets øde tilstand. I modsætning hertil sagde Jehovas profet om Jerusalem, da han talte om Israels genrejsning efter landflygtigheden, at „som brudgom glædes ved brud, så din Gud ved dig“. — Es. 62:1, 5.

En ordning som må holdes i ære

3. (a) Hvorfor bør ægtesengen holdes ubesmittet? (b) Hvad er den eneste bibelske grund til skilsmisse?

³ I betragtning af at det er Gud der har indstiftet denne ordning og at den tydeligvis har hans velsignelse, er det let at forstå hvorfor den inspirerede apostel gav hebræerne følgende formaning: „Lad ægteskabet blive holdt i ære blandt alle og ægtesengen være ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (Hebr. 13:4) Der er en meget væsentlig grund til at man bør holde ægtesengen ubesmittet. Efter at Jesus havde beskrevet hvordan Gud skabte manden og kvinden, citerede han Gud for at have sagt: „Af denne grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød.“ Han viste således at det ikke var Adam men Jehova Gud der havde udtalt de ord vi finder i Første Mosebog 2:24. Eftersom det var Gud der stod bag denne forening, sagde Jesus videre: „Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ Han sagde at den eneste grund til skilsmisse som Gud tillod, var „utugt“ (græsk porneiʹa, det vil sige en uret kønslig forbindelse med en anden person eller med et dyr). — Matt. 19:3-9.

4. Hvordan ser Jehova Gud på at man ringeagter ægteskabet som en varig ordning?

⁴ Jehova Gud ser derfor med alvor på den indstilling hans skabninger har til denne guddommelige ordning. Ægteskabet bør med rette være en permanent forbindelse der varer hele livet igennem og som kun ophæves ved den ene ægtefælles død. (Rom. 7:2, 3) Da Gud advarede sine tjenere i Israel imod at tage let på ægteskabet, sagde han: „[Jehova] var vidne mellem dig og din ungdomshustru, mod hvem du har været troløs, skønt hun hører til dit folk [skønt hun er din partner, NW] og deler din tro. . . . Tag vare på eders ånd, og ingen være troløs imod sin ungdomshustru! Thi jeg hader skilsmisse, siger [Jehova], Israels Gud.“ (Mal. 2:14-16) Ja, „Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere“ og dem der i selvisk øjemed tager deres tilflugt til en skilsmisse på et uret grundlag. De der indgår ægteskab, bør derfor gøre sig klart at det er et vigtigt og alvorligt ansvar de påtager sig. Han der har indstiftet ægteskabet, forventer at hans tjenere holder det i ære og medvirker til at andre også gør det.

5. (a) Hvordan bør en kristen ægtemand behandle sin hustru? (b) Hvordan berører det en ægtemands forhold til Jehova Gud hvis han ikke behandler sin hustru på rette måde?

⁵ Jehova Gud omtaler en mands hustru som hans „partner“ i ægteskabet. Kristne ægtemænd kan ikke holde den ægteskabelige ordning i ære uden også at vise deres ægtefælle ære. Apostelen Peter giver følgende vejledning: „Idet I viser dem ære som et svagere kar, det kvindelige, da I også er arvinger sammen med dem til den ufortjente gave som livet er, for at jeres bønner ikke skal blive hindret.“ (1 Pet. 3:7) Det er ikke blot ved at behandle sin kvindelige partner på en nænsom og kærlig måde at den kristne ægtemand viser hende ære, men også, og især, ved at være loyal over for den ægteskabelige forbindelse de har indgået. Han bør altid betragte det som et helligt ansvar at bevare ægteskabet. Hvis det ville hindre hans bønner at han undlod at vise sin hustru den kærlighed og empati han skylder hende, hvor meget mere ville det så ikke være tilfældet hvis han på en eller anden måde var illoyal over for sin ægtefælle og viste en upassende interesse for en anden uden for ægteskabet? (Ordsp. 5:15-21) Hvis en mand ikke viser sin hustru den rette ære, betyder det at han vanærer den ægteskabelige ordning og Ham der har indstiftet den. Den mand der holder ordningen i ære, vil elske sin hustru som sit eget legeme og endog være villig til at give sit liv for hende. — Ef. 5:25, 28-33.

6. (a) Hvad kræver Guds ord af en kristen hustru? (b) Hvilke velsignelser erfarer en hustru der følger Bibelens vejledning?

⁶ På samme måde med den kristne hustru. Hun underordner sig under sin mand idet hun betragter ham som sit hoved, på samme måde som den kristne menighed „underordner sig under Messias“. Hun viser ham ikke blot respekt, men „dyb respekt“. (Ef. 5:22-24, 33) Hvis denne dybe respekt afholder hende fra at tale ringeagtende til ham eller om ham, hvor meget mere burde den så ikke afholde hende fra illoyalt at vise en utilbørlig interesse for en anden eller flirte med andre? Hun kan aldrig ære Gud ved at vanære sin mand eller deres ægteskab. (Ordsp. 2:16, 17) Hvis hun derimod ’elsker sin mand og sine børn, er ren og huslig’, og lægger en ’stille og mild ånd’ for dagen, vil hun i sandhed være som en kostbar ædelsten, og hun vil være til pris for Jehova Gud. Hun vil altid eje sin mands kærlighed og medvirke til at han nyder stor agtelse blandt andre mænd. — Ordsp. 31:10-12, 23, 26-31; Tit. 2:4, 5; 1 Pet. 3:1-4.

Hvordan man indgik ægteskab på Bibelens tid

7. Hvad viser Bibelen om den måde hvorpå man indgik ægteskab på Bibelens tid?

⁷ Hvordan indgik man ægteskab på Bibelens tid? Det var hovedsagelig et familie- eller stammeanliggende. Der var ingen verdslige myndigheder der formidlede ægteskabet, og man søgte ikke myndighedernes godkendelse af det ægteskab man indgik. Dog fandtes der visse formaliteter. De aftaler der blev truffet vedrørende ægteskabet, blev almindeligvis indgået af familieoverhovederne. (1 Mos. 34:4, 6, 8-10) Frieren måtte under alle omstændigheder henvende sig til pigens fader for at få hans samtykke til ægteskabet, sådan som Jakob gjorde da han blev forelsket i Rakel. (1 Mos. 29:18-20) Somme tider blev pigen spurgt om hun var villig, sådan som det var tilfældet da Rebekka blev udset som hustru til Isak. (1 Mos. 24:8, 58) Sædvanligvis blev der betalt en brudekøbesum til faderen, der nu mistede sin datters arbejdskraft. — 1 Mos. 34:11, 12; 2 Mos. 22:16, 17.

8. Hvordan blev det i fortiden offentligt kendt at en mand og en kvinde havde indgået ægteskab?

⁸ Ligesom i Eden blev der ikke ved brylluppet holdt nogen særlig ceremoni eller prædiken der skulle gøre ægteskabet lovformeligt, men brudgommen drog til brudens hjem og ledsagede hende gennem byens gader til sit eget hjem. Derved viste han offentligt at han tog hende til ægte. (Matt. 1:20, 24) Hun havde sandsynligvis forberedt sig hertil — hun havde badet sig og brugt parfumeret olie, og havde måske iført sig en hvid klædning med bælte og pyntet sig med forskellige smykker. (Sl. 45:14-16; Es. 49:18; 61:10; Jer. 2:32) Gaderne var ofte fyldt med folk der prøvede at få et glimt af de nygifte, især med unge piger der var meget interesseret i og optaget af brylluppet. (Jer. 7:34; Matt. 25:1-6) Brudgommens ankomst til sit hjem efterfulgtes måske af en bryllupsfest med mange indbudte gæster der deltog i festlighederne og som endog bar en særlig klædning til lejligheden.—— 1 Mos. 29:22; Matt. 22:2, 3, 11; 25:10.

9. Hvad bør være den stærkeste grund til at forblive trofast mod sin ægtepagt, og hvorfor?

⁹ På disse forskellige måder gjorde både brudgommen og bruden det offentligt kendt at de havde indgået ægteskab og at de havde påtaget sig det ansvar dette medførte. Det ser ud til at man senere hen opbevarede skriftlige optegnelser om indgåede ægteskaber. Men hvad der for parret betød mere end at andre mennesker havde været vidne til indgåelsen af deres ægteskab, var at Jehova Gud havde kendskab til den overenskomst eller pagt som de havde indgået. Dette burde virke som langt den største og stærkeste tilskyndelse for dem til at forblive loyale mod hinanden. Det burde få dem til at stræbe efter at bevare deres ægteskab ubesmittet, ligesom det også burde indgive dem en dyb respekt for alle andres ægteskab. — Jævnfør Første Mosebog 20:1-7; 39:7-9; Job 31:9-12; Ordsprogene 6:23-35.

En guddommelig ordning skildres som et ærefuldt ægteskab

10, 11. Hvordan skildrer visse træk i forbindelse med trolovelse og ægteskab i fortiden, forholdet mellem Jesus Kristus og hans medarvinger til Riget?

¹⁰ I Guds ord benyttes alle disse træk i forbindelse med ægteskabet til smukt at skildre og symbolisere den forbindelse der knyttes mellem Guds søn og dem der bliver hans medarvinger i Riget. (Åb. 21:2, 9, 10) Med hensyn til denne ’brudeskare’, der består af Jesu salvede disciple som følger i hans fodspor, viser Bibelen at det er Faderen, Jehova Gud, der udvælger denne skare til sin søn og at disse disciple er købt med en meget høj pris, idet netop den søn der bliver deres åndelige ægtemand nærede en så stor kærlighed til dem at han gav sit liv for dem. (Joh. 13:1; Ef. 5:25-27) På samme måde som Rebekka gav udtryk for sin villighed, giver disse også udtryk for at de ønsker at „følge Lammet hvor det end går hen“. (Åb. 14:1, 4) Mens de er på jorden betragter de sig selv som lovet bort til ægteskab, og de søger at bevare sig som „en ren jomfru“, uplettede af verden og udelte i deres hengivne loyalitet. (2 Kor. 11:2) De bevarer denne loyalitet over for Kristus Jesus under de sværeste prøvelser og de mest underfundige fristelser. De ifører sig en ny personlighed der genspejler deres himmelske brudgoms smukke egenskaber, og ved deres retfærdige handlinger bevarer de sig rene, som var de klædt i rene, hvide klæder. — Kol. 3:9, 10, 12-14; Åb. 19:7, 8.

¹¹ Når tiden er inde vil brudgommen, der nu er konge i himmelen, komme for at tage dem hjem til sig i de himmelske boliger, hvor en glædesfest vil finde sted. (Joh. 14:2, 3; Åb. 19:9) Ved at indstifte højtiden til minde om sin død, sagde han i virkeligheden til sin brudeskare: ’Glem mig aldrig og hold aldrig op med at elske mig. Husk at jeg gav mit liv for jer.’ (1 Kor. 11:25, 26) Når brudens medlemmer til sidst forenes med Guds søn, vil de kunne glæde sig over at samarbejde med ham, idet de under hans ledelse vil tage del i den forret at udstrække Rigets herredømme og dets velsignelser til at omfatte alle mennesker, som da bliver Kongens børn. — Åb. 5:9, 10; 20:4, 5; jævnfør Esajas 9:6, 7.

12. Hvorfor bør forholdet mellem Jesus Kristus og hans salvede disciple være en stærk tilskyndelse for os til at bevare et ærefuldt ægteskab?

¹² Gud har således fundet det passende ved hjælp af den ægteskabelige ordning at skildre ting af største betydning for os. Dette er endnu en vigtig grund til at vi bør vise ægteskabet tilbørlig ære. Hvis vi ikke gør det, vanærer vi i virkeligheden forholdet mellem Kristus Jesus og hans salvede disciple og kaster vrag på de velsignelser som deres frugtbare forening vil skænke menneskeheden.

Ingen opmuntring til skilsmisse

13. (a) Opmuntrer Jehovas love på nogen måde til skilsmisse? (b) Hvad kan Jehovas handlemåde med fortidens Israel lære os med hensyn til ægteskab?

¹³ Det er sandt at Jehovas love giver rum for skilsmisse. Gud har imidlertid intetsteds vist at han opmuntrer til en sådan handling; tværtimod tilskynder han os til at gøre en virkelig og stadig indsats for at bevare ægteskabet. Igen med ægteskabet som et billede, skildrer Jehova sig selv som gift med Israels folk gennem sin pagt med det. (Jer. 31:31, 32, NW) Han havde løskøbt det fra trældommen i Ægypten. (5 Mos. 9:26) Han var altid loyal i sit forhold til Israel, idet han aldrig vendte sin hengivenhed mod andre nationer eller indgik pagter med dem. Selv da Israel blev oprørsk, var Jehova ikke hurtig til at forkaste det. I sin kærlighed viste han det en forbavsende overbærenhed og langmodighed. Først efter at Jehova i århundreder havde forsøgt at bevare forholdet, lod han sig til sidst ’skille’ fra det folk der var blevet som en utro hustru. — Es. 50:1; Jer. 3:8.

14. Hvad bør Jehovas eksempel og handlemåde i forbindelse med Israel tilskynde ægtepar til?

¹⁴ Ingen kan altså sige at Gud beder os gøre noget som han ikke selv er villig til at gøre, når han formaner os til at gøre alt for at holde ægteskabet i ære og arbejde på at bevare det. Hvis nogen af selviske grunde søger et påskud til skilsmisse, kan de aldrig behage Ham. Vor respekt og beundring for og kærlighed til Jehova, samt vort ønske om at eje hans gunst og godkendelse, bør få os til at sky alt hvad der kunne bringe vort eget eller andres ægteskab i vanry. Så vil den måde hvorpå Gud har brugt ægteskabet til at skildre sine handlinger og sine hensigters fuldbyrdelse, aldrig komme til at stå i et dårligt lys på grund af os.

Ægtesengen ubesmittet

15. Hvad er Bibelens syn på det intime samliv?

¹⁵ Det grundlæggende formål med ægteskabet er at sætte børn i verden. (1 Mos. 1:27, 28) Det fremgår imidlertid af Guds ord at hans tjenere ikke er forpligtede til at begrænse deres intime ægteskabelige samliv til udelukkende at tjene dette formål. Det intime samliv kan dække et følelsesmæssigt og fysisk behov hos ægtefællerne, og det kan være en kilde til glæde for dem. (1 Kor. 7:1-5) Forskellige skriftsteder viser at der ikke er noget forkert eller uret ved ’kærlighedsleg’ før samlejet. (Ordsp. 5:18, 19; 1 Mos. 26:8, 9) Dog må selv gifte personer passe på at deres intime samliv ikke udarter sig til noget urent og vanhelligt. Det kunne ske hvis man gav efter for tøjlesløs lidenskab. Hvordan?

16. Hvilken adfærd i forbindelse med det intime samliv bør man undgå hvis ægteskabet fortsat skal holdes i ære?

¹⁶ I deres søgen efter større „nydelse“ har nogle ægtepar efterlignet de perverse metoder som benyttes af homoseksuelle, der ikke kan have et naturligt, normalt samleje med hinanden; det drejer sig især om orale og anale samlejeformer. Da den inspirerede apostel Paulus omtalte forholdene på sin tid, sagde han at homoseksuelle ’vanærede deres legemer iblandt dem ved vanærende seksuelle lidenskaber, idet de ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige, øvede hvad der er uanstændigt og pådrog sig den fulde løn som deres vildfarelse fortjente’. (Rom. 1:24-27) Når ægtepar efterligner homoseksuelle handlinger holder de afgjort ikke ægteskabet i ære, men nedværdiger det tværtimod ved at forherlige selvisk lidenskab, og ægtesengen mister sin renhed.a

17. Hvad bør et ægtepar lade sig lede af i det intime samliv?

¹⁷ Bortset fra de handlinger der i lighed med de ovennævnte klart og tydeligt må betegnes som frastødende og obskøne, må den kristne lade sig lede af sin samvittighed med hensyn til hvad den ’kærlighedsleg’ der går forud for samlejet, kan indbefatte. Men det vil afgjort være klogt at holde sig så langt fra de nævnte handlinger at man ikke let forfalder til dem fordi man mister selvbeherskelsen. — Jak. 1:14, 15.

18. Hvilken gavnlig virkning har det at man følger Guds ords principper i sit ægteskab?

¹⁸ Det at man handler i overensstemmelse med Guds ords ophøjede principper, forringer ikke i mindste måde den glæde og lykke ægteskabet kan skænke. Det forstærker tværtimod glæden og lykken, og samlivet bliver endnu mere tilfredsstillende og berigende, efterhånden som ægtefællerne vokser i sand kærlighed, ømhed og uselvisk hengivenhed. Ja, „[Jehovas] forskrifter er rette, glæder hjertet, [Jehovas] bud er purt, giver øjet glans, . . . [De er] kostelige fremfor guld, . . . søde fremfor honning og kubens saft“. — Sl. 19:9, 11.

[Fodnote]