Den græske bibeltekst — hvor nøjagtig er den?
EFTERSOM du læser dette blad har du sikkert et eksemplar af „Det nye Testamente“, også kaldet De kristne græske Skrifter. De syvogtyve bøger der udgør denne del af Bibelen blev fuldført for omkring 1880 år siden. Kan vi i dag være sikre på at vort eksemplar af De kristne græske Skrifter indeholder samme tekst som de oprindelige skrifter?
Nogle vil sikkert finde dette tvivlsomt. De forestiller sig måske at disse skrifters overlevering gennem næsten to tusind år må have bevirket at tekstens oprindelige mening er gået tabt.
Kendsgerningerne viser imidlertid noget andet. En anset ekspert i Bibelens tekst, Frederic G. Kenyon, sagde: „Det kan ikke understreges stærkt nok at bibelteksten i det store og hele er sikker: Dette gælder især med hensyn til Det nye Testamente.“
Hvordan kan de lærde være så sikre på at den græske bibeltekst vi har i dag, i det væsentlige svarer til det der oprindelig blev skrevet? Det kan de fordi de har undersøgt og sammenlignet mange tusind håndskrevne eksemplarer af de græske bibelskrifter. Disse håndskrifter eller „manuskripter“ (fra latin manu scriptus, håndskrevet) vidner om at den græske bibeltekst er forbløffende nøjagtig.
En forbløffende kontrast
Det er sjældent der findes ret mange manuskripter af værker fra oldtiden. Den romerske statsmand Plinius den Yngres (61-113 e.v.t.) værker findes for eksempel kun i syv eksemplarer, hvoraf det ældste er fra år 850, over syv hundrede år efter værkets affattelse. Og den græske historieskriver Herodots historie har man kun i otte eksemplarer, hvoraf det ældste stammer fra et tidspunkt der ligger 1300 år senere end værkets affattelse.
Hvordan ser det så ud for de kristne bibelskrifters vedkommende? Som en forbløffende kontrast til ovennævnte har man, ifølge nyligt offentliggjorte tal, nu i alt 5269 manuskripter af denne del af Bibelen på det græske grundsprog. Fund af gamle oversættelser af disse bibelskrifter til syrisk, latin, koptisk, gotisk og andre sprog øger mængden af manuskripter med yderligere 10.000 eller flere. Intet andet værk i hele menneskehedens historie er blevet afskrevet og oversat i så stort omfang. Men det er kun hvad man måtte forvente af skrifter der er „inspireret af Gud“. — 2 Tim. 3:16.
Et bemærkelsesværdigt træk ved de græske manuskripter er at de aldersmæssigt ligger meget tæt op ad den tid da Bibelen blev skrevet. Papyrusfragmenter af dele af de kristne skrifter på græsk er blevet dateret til begyndelsen af det andet århundrede (100-tallet) og muligvis endda slutningen af det første århundrede.
Varierende læsemåder — hvorfor?
Når der over en periode på mange hundrede år er foretaget adskillige tusind afskrifter, er det kun at forvente at der ville indsnige sig visse afvigelser her og der. Der er mange grunde til dette.
En af grundene hænger sammen med at de ældre græske bibelmanuskripter er skrevet med en slags blokbogstaver der kaldes „uncialer“. (Dette ord kommer af et latinsk ord der betyder en „tolvtedel“ og som muligvis betegner store bogstaver der oprindelig fyldte en tolvtedel af en linje.) I disse manuskripter er der stort set ingen mellemrum mellem ordene.
Dette kan give visse problemer med tydningen af tekstens mening. Som et eksempel herpå kan anføres udtrykket „OVERLÆRERENVARENSTØRREAUTORITET“. Dette kan enten betyde „OVERLÆREREN VAR EN STØRRE AUTORITET“ eller „OVER LÆREREN VAR EN STØRRE AUTORITET“. Som regel er meningsforskellen i sådanne tilfælde dog ikke særlig stor.
Ifølge bogen Encountering New Testament Manuscripts er der, på grund af de forskellige synspunkter vedrørende orddeling og tegnsætning i den græske grundtekst, følgende to hovedmuligheder for oversættelsen af Johannes 1:3, 4:
a. „Alt er blevet til gennem Ham; og uden Ham er intet blevet til af det som er blevet til. I Ham var liv; og livet var menneskenes lys.“
b. „Alt er blevet til gennem Ham; og uden Ham er intet blevet til. Hvad der er blevet til var liv i Ham; og livet var menneskenes lys.“
Uanset hvilken af de to gengivelser man vælger, er det tydeligt at meningen generelt er den samme.
En anden grund til at der forekommer varianter i de gamle græske bibelmanuskripter, er at visse af de store bogstaver ligner hinanden. Af den grund kan afskriverne have forvekslet nogle ord, med det resultat at to manuskripter eller grupper af manuskripter visse steder kan have forskellige ord som af udseende minder om hinanden. Til tider blev manuskripterne afskrevet ved diktat, og nogle manuskripter tyder på at afskriverne i isolerede tilfælde har forvekslet enslydende ord (som de danske ord „hylle“ og „hylde“).
Flere grunde til tekstvarianter i bibelmanuskripterne anføres i The Zondervan Pictorial Encyclopedia of the Bible: „Afskriverens øje kunne springe fra et ord til samme ord lidt længere fremme i teksten, så det mellemliggende stof blev udeladt; han kunne læse samme ord eller ordgruppe to gange; eller han kunne forveksle et ord med et andet ord der lignede det. . . .“
Af disse grunde begyndte manuskripterne på et tidligt tidspunkt af afvige lidt fra hinanden fra sted til sted. Efterhånden som de blev afskrevet igen og igen, opstod der familier af manuskripter hvori de samme varianter gik igen. I dag taler de lærde om fire familier, den alexandrinske tekst, den vestlige tekst, Kæsarea-teksten og den byzantinske tekst.
Interessant nok indeholder de fleste manuskripter „blandede“ tekster. Hvorfor? En af grundene er at de skriftlærde ofte afskrev ét afsnit (for eksempel evangelierne) fra ét manuskript, og et andet afsnit (for eksempel Paulus’ breve) fra et andet manuskript. Og efter at de var blevet færdige med et nyt manuskript skete det at de foretog rettelser på grundlag af et andet manuskript end det de havde afskrevet fra.
Trykte udgaver af den græske tekst
I 1514 forelå den første hele udgave af den græske bibeltekst på tryk. Det var i bind 5 af det værk der kaldes „Den complutensiske Polyglotbibel“. Udgivelsen af denne udgave af de kristne skrifter på græsk blev imidlertid forsinket, og den kom ikke på markedet før 1522. Det vides ikke hvilke manuskripter der tjente som grundlag for denne græske tekst.
I 1516 udarbejdede den hollandske lærde Desiderius Erasmus af Rotterdam en trykt udgave af de kristne skrifter på græsk. Selv om hans tekst blev trykt to år senere end den ovennævnte tekstudgave, kom den først på markedet. På grund af dens lille format og lave pris fik den en stor udbredelse. I løbet af det attende århundrede blev Erasmus’ tekst kendt som „textus receptus“ (latinsk for „anerkendte tekst“). Alle vigtigere protestantiske oversættelser af De kristne græske Skrifter i Europa før 1881, deriblandt den lovpriste engelske autoriserede oversættelse (King James-oversættelsen), var baseret på denne græske tekst.
Erasmus udarbejdede imidlertid sin græske tekst på grundlag af højst seks manuskripter, hvoraf ingen var ældre end fra det tiende århundrede efter vor tidsregning. For størstedelen lod han sin bogtrykker kopiere fra to manuskripter fra omkring det tolvte århundrede. Manuskriptgrundlaget for „den anerkendte tekst“ er således spinkelt og fra et tidspunkt mange hundrede år efter den tid da disse inspirerede bibelbøger blev skrevet.
Da man efterhånden fandt et stort antal manuskripter som var ældre, begyndte de lærde at forsyne „textus receptus“ med et system af fodnoter for at vise hvor og hvordan disse ældre håndskrifter afveg fra „textus receptus“. Siden er der udsendt mange udgaver af de kristne skrifter på græsk som afviger en del fra den trykte tekst som Erasmus i sin tid udgav.
Grunden hertil er enkel. Mens Erasmus kun havde nogle få manuskripter at støtte sig til, har de lærde i dag mange tusind. Eksperter kan ofte kortlægge de forskellige læsemåders historie og fastslå hvad den inspirerede forfatter sandsynligvis skrev. Tekstkritikernes omhyggelige arbejde har givet sig udslag i trykte udgaver af den græske tekst som mere nøjagtigt repræsenterer hvad de kristne bibelskribenter virkelig skrev.
’Næppe mere end en tusindedel’
Hvor meget afviger de græske bibelmanuskripter fra hinanden? Antallet af afvigelser eller „tekstvarianter“ i de græske manuskripter og de gamle oversættelser er blevet anslået til over 200.000. Vil det sige at teksten er blevet håbløst forvansket? Nej. I virkeligheden er tallet temmelig misvisende. Hvordan det?
I A General Introduction to the Bible siger Norman L. Geisler og William E. Nix: „Det er flertydigt når man siger at der er omkring 200.000 varianter i de eksisterende manuskripter af Det nye Testamente, eftersom disse varianter kun repræsenterer 10.000 steder i Det nye Testamente. Hvis et enkelt ord er stavet forkert i 3000 forskellige manuskripter, tælles dette som 3000 varianter eller afvigende læsemåder.“
Desuden består de fleste varianter blot i at der er benyttet forskellig stavemåde (svarende til forskellen mellem „tredie“ og „tredje“) eller byttet om på ordenes rækkefølge. En tekstforsker har erklæret at ud af 150.000 tekstvarianter var der kun 400 som kunne rejse tvivl om meningen. Og af disse havde kun 50 virkelig betydning. I overensstemmelse hermed skrev Fenton John Anthony Hort, en verdensberømt ekspert i de kristne skrifters græske tekst:
„Den del af ordene [i den kristne græske bibeltekst] der faktisk fra alle sider anerkendes som hævet over enhver tvivl, er meget stor — løseligt anslået ikke under syv ottendedele af hele teksten. Hele kritikken samler sig altså om den sidste ottendedel, der for en stor del drejer sig om ændringer i rækkefølgen og andre tilsvarende petitesser. . . . mængden af det der på nogen måde kan kaldes virkelige varianter . . . kan næppe udgøre mere end en tusindedel af hele teksten.“
Uanset hvilken udgave af „Det nye Testamente“ man har, er der altså ingen grund til at tvivle på at den græske tekst som den bygger på, er en temmelig trofast gengivelse af det de inspirerede bibelskribenter oprindelig skrev. Selv om der nu er gået næsten 2000 år siden de kristne skrifters græske tekst blev affattet, er teksten overleveret til os med forbløffende nøjagtighed.
[Illustration på side 333]
En del af det vatikanske manuskript nr. 1209 (fra det fjerde århundrede). Det er udelukkende skrevet med store bogstaver, og der er så godt som ingen mellemrum mellem ordene
[Illustration på side 334]
Erasmus’ trykte græske tekst med hans latinske oversættelse. Denne græske tekst (med mindre revisioner) blev „den anerkendte tekst“
[Illustration på side 335]
En nyere udgave af de kristne skrifter på græsk, udarbejdet af Eberhard Nestle. Et system af fodnoter giver oplysning om afvigende læsemåder