En detaljeret historisk beretning skrevet på forhånd
KUNNE du forestille dig nogen skrive en detaljeret historisk beretning på forhånd? Hvis et menneske gjorde dette, kunne vi næppe vente at beretningen ville komme til at stemme med virkeligheden. Men hvad nu hvis den højeste Gud inspirerede mennesker til at forudsige begivenheder århundreder i forvejen? Da måtte vi forvente at begivenhederne ville finde sted nøjagtig som forudsagt. Holder dette stik i forbindelse med Bibelens profetier?
Når man ser på disse profetiers opfyldelse, bliver man helt forbløffet over hvor detaljerede de er. De er et overbevisende vidnesbyrd om at Bibelen er Guds ord.
I Daniels bogs ellevte kapitel finder vi et bemærkelsesværdigt eksempel på historie nedskrevet på forhånd. Oplysningerne blev åbenbaret for Daniel „i Mederen Darius’s første Aar“, cirka 538 f.v.t. (Dan. 11:1, 1871-overs.) Opfyldelsen af det der blev forudsagt, strakte sig over mange hundrede år. Lad os se nærmere på en lille del af profetien som blev opfyldt inden for et tidsrum af tre hundrede år.
Der blev sagt til Daniel: „Se, endnu skal der fremstå tre konger i Persien, og den fjerde skal komme til større rigdom end nogen af de andre; og når han er blevet mægtig ved sin rigdom, skal han opbyde alt imod det græske rige.“ (Dan. 11:2) Læg mærke til at der ikke siges noget om afslutningen på det medo-persiske rige. Profetien peger blot frem til en altomfattende krigsbestræbelse som den fjerde konge ville sætte ind mod Grækenland. Hvem var de fire persiske konger?
Den første konge var Kyros den Store, den anden Kambyses (II) og den tredje Darius I (Hystaspes). Eftersom Gaumata tilranede sig tronen ved falskeligt at give sig ud for at være Smerdis (Bardija), Kambyses’ broder, medtages hans korte regeringstid forståeligt nok ikke i profetien. Den fjerde konge var derfor Xerxes I, øjensynlig den Ahasverus der nævnes i Ester 1:1.
Xerxes I opbød virkelig alt imod det græske rige, det vil sige de uafhængige græske stater kollektivt. Den græske historiker Herodot fra det femte århundrede f.v.t. skriver at dette felttog var ’langt det største af alle dem han kendte’. (Bog VII, afsnit 20) Hans historiske beretning oplyser at flådemandskabet „i alt beløb sig til 517610. Fodfolket udgjorde 1700000 Mand, Rytteriet 80000. Til disse vil jeg endvidere regne Araberne der red paa Kameler og Libyerne der kørte paa Vogne, som jeg tilsammen anslaar til 20000. Naar man saa lægger Tallene paa Flaademandskabet og Landhæren sammen, faar man en Sum af 2317610“. (Bog VII, afsnit 184) Trods denne store hærstyrke led Xerxes I nederlag.
Alexander den Store og hans riges deling
Herefter retter profetien opmærksomheden mod Grækenland. Vi læser: „Men da fremstår en heltekonge [Alexander, første søn af Filip (konge af Makedonien), ifølge gengivelsen i den gamle syriske oversættelse], og han skal råde med vælde og gøre, hvad han vil. Men bedst som han står, skal hans rige sprænges og deles efter de fire verdenshjørner, og det skal ikke tilfalde hans efterkommere eller blive så mægtigt, som da han rådede.“ — Dan. 11:3, 4. Se fodnote i 1971-udgaven af New World Translation.
Som en opfyldelse af disse ord blev Alexander (III) den Store den ubestridte hersker over et vældigt område der strakte sig fra Adriaterhavet i vest til Indien i øst. Men efter hans død lykkedes det ikke hans efterkommere at befæste deres kongedømme. Både hans ægte søn Alexander IV og hans uægte søn Herakles blev snigmyrdet inden for et tidsrum af fjorten år efter deres faders død. Snart gik det rige som Alexander (III) havde opbygget, over til fire af hans generaler, nemlig (1) Seleukos (I) Nikator, (2) Kassander, (3) Ptolemaios Lagos (Ptolemaios I Soter) og (4) Lysimachos. På denne måde blev riget delt „efter de fire verdenshjørner“.
Ptolemaios I og Seleukos I
De dynastier der blev grundlagt af generalerne Seleukos I og Ptolemaios I, fik større indflydelse på det land der tilhørte Daniels folk end de andre gjorde. Det er øjensynlig derfor profetien nu koncentrerer sig om udviklingen i deres respektive områder. Beretningen fortsætter: „Siden bliver Sydens konge mægtig, men en af hans fyrster [Seleukos I] bliver stærkere end han [Ptolemaios I] og får magten; og hans magt skal blive stor.“ — Dan. 11:5.
Ved Alexander den Stores død fik Ptolemaios I Ægypten og de omliggende lande. Eftersom Ægypten lå syd for Daniels folks land, udfyldte Ptolemaios rollen som „Sydens konge“. Tidligere havde han været en af Alexander den Stores dygtigste generaler. Dog skulle „Nordens konge“, Seleukos I, få større magt end Ptolemaios.
Den hebraiske grundtekst kan forstås sådan at Seleukos I også var ’Sydens konges fyrste’. Dette stemmer udmærket med de historiske kendsgerninger. Efter Alexander den Stores død tjente Seleukos som seniorløjtnant for Perdikkas, der senere forsøgte at invadere Ægypten. På det tidspunkt førte Seleukos an i et oprør mod sin overordnede, og Perdikkas blev snigmyrdet. Som belønning for sin medvirken til Perdikkas’ fald blev Seleukos indsat som satrap (det vil sige statholder) over Babylon. Sammen med Antigonos I førte han derefter krig mod Eumenes. Men Antigonos stolede ikke på Seleukos og udsatte ham af den grund for pres. Seleukos flygtede da til Ægypten, og i den efterfølgende konflikt med Antigonos havde han kommandoen over nogle ægyptiske flådeenheder. Da Antigonos’ søn led nederlag ved Gaza i 312, banede dette vejen for Seleukos’ tilbagevenden til Babylon. Med tiden udvidede Seleukos sine områder så de blev større end Ptolemaios’. Sådan gik det til at den der tjente som militærkommandør under Ptolemaios, blev større end sin overordnede.
Berenike og hendes hævner
„Men nogle år senere,“ fortsætter profetien, „slutter de forbund, og Sydens konges datter drager ind til Nordens konge for at tilvejebringe fred; men armens kraft holder ikke stand, hans arm holder ikke ud [men hun skal ikke beholde Armens Kraft, og han og hans Arm skal ikke bestaa, 1871-overs.], men hun gives i døden tillige med sit følge, sin søn og sin ægtemand.“ — Dan. 11:6.
Denne del af profetien begyndte at gå i opfyldelse da Ptolemaios II regerede som „Sydens konge“ og Antíochos II som „Nordens konge“. Dette ses tydeligt når man sammenligner profetien med historien. The Encyclopædia Britannica (11. udgave, bd. XXIV, s. 604) siger: „Omkring år 250 blev der sluttet fred mellem Antíochos og Ptolemaios II, idet Antíochos forstødte sin hustru Laodike og giftede sig med Ptolemaios’ datter Berenike, men i 246 havde Antíochos forladt Berenike og hendes lille søn i Antiokia for igen at leve sammen med Laodike i Lilleasien. Laodike forgav ham og udråbte sin søn SELEUKOS II KALLINIKOS (der regerede 246-227) til konge, mens hendes tilhængere i Antiokia gjorde det af med Berenike og hendes søn.“
Som det fremgår af profetien blev der indgået en ægteskabsalliance, idet Berenike, „Sydens konges datter“, blev gift med „Nordens konge“. Men da hendes fader, Ptolemaios II, døde, mistede hun „Armens Kraft“, den nødvendige støtte. Hun tabte til sin rivalinde Laodike. Selv ikke hendes mand, Antíochos II, kunne holde stand, men døde af en forgiftning. På denne måde gik det i opfyldelse at „hans Arm“ eller kraft ikke bestod. Senere blev Berenike ’givet i døden’ sammen med sin lille søn og øjensynlig det følge der ledsagede hende fra Ægypten da hun blev ført til „Nordens konge“ som hans brud.
Hvem ville hævne Berenikes og hendes søns død? Profetien svarer: „I de tider skyder der i hans sted et skud frem af hendes rødder [hendes forældre]; og han drager mod Nordens konges hær og trænger ind i hans fæstning, fuldbyrder sin vilje på dem og bliver mægtig.“ (Dan. 11:7) ’Skuddet’ viste sig at være Ptolemaios III, Berenikes broder, der førte et vellykket felttog mod Seleukos II, Antíochos II’s efterfølger.
Den forbløffende måde disse profetier blev opfyldt på, bekræfter i sandhed at de stammer fra en guddommelig kilde. De er en del af den rigdom af vidnesbyrd der viser at Bibelen er Guds ord. Disse profetier er endvidere en forsikring for os om at der ikke er noget i Bibelen som ikke vil blive opfyldt. Dette skulle få os til at undersøge Bibelens profetier, så vi kan sikre os at vi lever i harmoni med Guds vilje og kan få del i de velsignelser som hans profetiske ord lover.
[Illustration på side 549]
Alexander den Store
[Illustration på side 550]
Seleukos I