Menneskehjernen — tre gådefulde pund
Hvem vil påstå at et hus kan bygge sig selv, at et TV-apparat kan blive til af sig selv, eller at en computer kan opfinde og programmere sig selv? Der skal en hjerne til. Og dog hævder nogle at hjernen blot er opstået ved et tilfælde. Er menneskehjernen simplere end huse, TV-apparater og computere?
NÅR David betragtede den stjernebestrøede himmelhvælving, forstod han det budskab den bragte: „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk.“ Himmelrummets uendelighed gjorde et dybt indtryk på ham; han undrede sig over at Gud ville beskæftige sig med os ubetydelige mennesker: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham?“ Og når David reflekterede over sit eget legeme, udbrød han, igen med undren: „Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine gerninger, det kender min sjæl til fulde.“ — Sl. 19:1; 8:4, 5; 139:14.
Hvilken modsætning til mennesker i dag! David var i stand til at se et par tusind stjerner, og blev overvældet af Guds majestætiske magt. I dag kan mennesker se hundrede milliarder stjerner i vor mælkevej, de kan se at der må findes hundrede milliarder andre mælkeveje i universet (hver med milliarder af stjerner), og alligevel benægter de eksistensen af en Skaber. David kunne se at hans eget legeme var underfuldt skabt, og han priste Jehova for det. I dag ved man langt mere om menneskelegemets undere, men giver den blinde udvikling æren for det. Det er som om menneskene lærer mere og mere, men ikke kan fatte den sandhed deres egne opdagelser bevidner, nemlig at skaberværkets undere må være frembragt af en viis og mægtig Skaber.
Tidsskriftet Scientific American bemærkede angående den planmæssighed der kommer til udtryk: „Det er næsten som om universet på en eller anden måde vidste på forhånd at vi skulle komme.“ Bladet nævner så at når universet var forberedt på menneskets komme, skyldtes det „de mange fysiske og astronomiske tilfældigheder der samvirkede til gavn for os“. Det var imidlertid ikke universet, men Jehova Gud, der vidste at vi skulle komme, og det var ikke ved tilfældigheder at han beredte jorden og dens nærmeste „himmel“ til os. Når vi betragter alt det storslåede på jorden og himmelhvælvingens vidder, føler vi os sikkert som David — små og ubetydelige. Men når Jehova lader os vide at jorden blev skabt til mennesket, at han forventer at mennesket skal være dens vogter, og at han har udrustet mennesket med evnen til at bære dette ansvar, så behøver vi ikke at føle os for ringe til at han beskæftiger sig med os. — 1 Mos. 1:14-18, 26-28; 2:15; Es. 45:18.
Tre gådefulde pund
Den største af de gaver Gud har givet os for at vi kan tage vare på jorden, er et gråt, svampet organ, lidt større end en grapefrugt. Dets beskyttede placering fortæller noget om hvor dyrebart det er. Det er omgivet af tre hinder og næsten helt nedsænket i en væske der kan virke som støddæmper, og alt dette er omgivet af et kraftigt knoglemateriale, kraniet. Det er på grund af hjernen at vi adskiller os fra dyrene, at vi kan siges at være ’i Guds billede’. Med den tænker, lærer, føler, drømmer og husker vi — men hjernen selv kan vi ikke fatte. Skønt man har drevet indgående videnskabelig forskning for at lære at forstå dens funktion, er og bliver den et mysterium. Den britiske fysiolog Sir Charles Sherrington har skrevet: „Hjernen er en gåde; den har altid været det, og vil altid være det. Hvordan frembringer hjernen tanker? Det er det centrale spørgsmål, og vi har endnu intet svar på det.“ Den kendte antropolog dr. Henry Fairfield Osborn har skrevet: „I mine øjne er menneskehjernen det mest fantastiske og gådefulde objekt i hele universet.“
Nervesystemet er forbløffende kompliceret. Nervecellerne, neuronerne, strækker sig igennem hele legemet. Nogle af dem er kun en brøkdel af en centimeter lange; andre er en halv eller en hel meter eller endnu længere. De længste går fra hjernen til storetåen. De elektrokemiske impulser der giver besked til og fra hjernen, bevæger sig med en hastighed af 3 til 320 kilometer i timen. De større nerver består af tusinder af fibre; synsnerven har således millioner af fibre som hver er i stand til at overbringe en besked. Det autonome nervesystem styrer, uden at individet er sig det bevidst, organernes funktion, kredsløbet, de forskellige hinder og mange muskler, såsom dem der er forbundet med åndedrættet, synkebevægelserne og tarmenes peristaltiske bevægelser.
Selve hjernen har mindst 10 milliarder neuroner (nerveceller) og et nervestøttevæv med 100 milliarder celler, der sandsynligvis medvirker ved tilførsel af næring. Hjernecellerne er i virksomhed døgnet rundt, også når man sover, og deres energiforbrug er stort. Cellerne får deres energi fra iltning af glykose. Hjernen selv bevæger sig ikke, den hverken udvider sig eller trækker sig sammen, og den vejer kun 2 procent af hele legemets vægt. Alligevel skal den bruge 20 procent af det blod der pumpes rundt af hjertet, for at kunne fungere; desuden kræver den 25 procent af hele legemets iltforbrug. Hvis blodtilførselen til hjernen standses i 15 sekunder, mister man bevidstheden; hvis tilførselen standses i 4 minutter, kan hjernen lide uhelbredelig skade. Dens elektriske aktivitet kan måles og aftegnes som bølgelinjer på papir; en sådan måling kaldes et elektroencefalogram, forkortet til EEG.
Storhjernen med dens hjernelapper er centeret for de bevidste tankeprocesser; den er tydeligt adskilt i en højre og en venstre halvdel (hemisfære). Den venstre halvdel styrer legemets højre side, og den er almindeligvis den dominerende. Den er også sædet for logik, tale og sprog, og for databehandlingen af de millioner af enkeltoplysninger der hvert sekund strømmer til hjernen. Fra højre side af hjernen styres venstre side af legemet, og desuden er denne del af hjernen forbundet med sindets kreative og intuitive evner. Men hvis den ene side af storhjernen tidligt i et menneskes alder bliver udsat for skade, kan den anden side overtage de fleste af dens funktioner. Det menes at hjernen langtfra udnyttes til fulde; den har kapacitet til at gøre mennesker med almindelig gennemsnitsintelligens til genier.
Budskaber, tanker, følelser
„Øret, der hører, og øjet, der ser, [Jehova] skabte dem begge.“ (Ordsp. 20:12) I øret bliver lydbølgerne opfanget og omsat til bevægelser der sætter impulser i gang i hørenerven. Når impulserne kommer frem til hjernens hørecenter, fortolkes de som lyde, og de fremkalder tanker. Lyset rammer øjnene, hvor de tap- og stavformede synsceller opfatter lyset og ved hjælp af elektriske udladninger sætter impulser i gang i synsnerven, der fører til hjernen; her opfattes synsindtrykkene som billeder, der også sætter tanker i gang. På lignende måde har Jehova sørget for at der er sansenerver i næsen og munden og på huden, så smags-, lugte-, føle- og varmeindtryk omdannes til elektriske svingninger der sender impulser videre til hjernen. Her analyseres de budskaber der modtages, og hjernen afgør hvilken reaktion der vil være den rigtige.
Neuronerne (nervecellerne) er ved den ene ende tæt besat med udløbere, dendritter, der breder sig som grenene på et træ; ved den anden ende findes en lang nervetråd der kaldes et axon, eller en neurit. Dendritterne opfanger impulserne og sender dem videre ud gennem neuritten, som overfører impulserne til den næste nervecelles dendritter. Men neuritten berører aldrig disse dendritter. Der er et lille mellemrum på størrelse med en femhundrededel af tykkelsen af et menneskehår; dette mellemrum skal impulserne sætte over på deres hastige rejse fra nervecelle til nervecelle på vej til hjernen. Disse mellemrum, eller synapser som de kaldes, forbindes som regel af nogle kemiske budbringere. Imidlertid bevæger budskaberne sig ikke til og fra hjernen som elektricitet gennem en ledning. De overføres ad elektrokemisk vej, i form af impulser med varierende frekvens, afhængigt af indtrykkets intensitet, og de skal ikke drives frem af en kraftkilde udefra, som elektricitet i en ledning. Hver eneste nervecelle er i sig selv et lille batteri; det har sin egen kraftforsyning, og impulsens styrke eller intensitet bevares uforandret hele vejen til eller fra hjernen. Der sker intet tab undervejs.
Hjernens evne til at behandle data går over vor forstand. Forestil dig blot hvad der må gå for sig inde i hjernen hos en dirigent for et stort symfoniorkester! Der er dirigenter som udenad har lært store partiturer for 50 eller 100 instrumenter. Mens orkesteret spiller og der hvert sekund strømmer i hundredvis af toner med forskellig frekvens ind i dirigentens øre og videre til hans hjerne, kan han sammenligne dette med sit hukommelsesbillede af hvordan det skal lyde. Hvis et af de mange instrumenter spiller en forkert tone, opdager han det straks! Eller tænk på en koncertpianist som spiller et vanskeligt stykke, hvor alle fingrene har nok at bestille! Hvilken fantastisk evne må hans hjerne ikke have til at koordinere bevægelserne, til at beordre det helt rigtige mellemrum mellem fingrene, så de slår ned på de rigtige tangenter og tonerne kan svare til billedet i hans hukommelse!
Kombinationsmulighederne i de 10 milliarder hjernecellers vidt forgrenede trådnet er af et så astronomisk antal at vi slet ikke fatter det; tallet ville næppe sige os noget. Den seneste forskning viser at der ikke alene dannes forbindelser mellem neuritter og dendritter, men også mellem forskellige nervecellers neuritter indbyrdes, og at der er mikrokredsløb mellem dendritterne indbyrdes. De følgende citater kan fortælle lidt mere om dette:
„Af de mange milliarder nerveceller i hjernebarken udnyttes langt størstedelen til associationshukommelse. Disse celler er forbundet i kæder med milliarder af associationsfibre. Cellerne og fibrene kan bruges igen og igen i det uendelige; hver gang de bruges, krydser impulserne deres synapser med større lethed. Således kan erindringer der er oplagret i nogle celler sammenlignes eller bringes i forbindelse med erindringer oplagret i andre celler, og nye indtryk kan sammenlignes med erindringer af tidligere indtryk. Sådan kan man nå til logiske slutninger, og disse slutninger kan omsættes i kreativ tænkning.“ — Encyclopedia Americana, bd. 4, s. 423, 1977-udgaven.
„Hjernen vejer mindre end tre pund [den vejer cirka 1375 gram], og dog ville en computer med en enkelt hjernes output dække hele jordens overflade. Hjernen sorterer hvert eneste sekund et hundrede millioner data-’bits’ fra øjnene, ørerne, næsen og sanseorganernes øvrige fremskudte poster, og dog bruger den langt mindre elektricitet end en almindelig lyspære. . . . Eftersom der for hvert neuron er omkring to hundrede tusind synapser ved dets utallige overgangssteder, og der er milliarder af neuroner, betyder synapserne en næsten ubegrænset fleksibilitet for hjernen.“ — Mainliner Magazine, marts 1978, s. 43, 44.
En tanke kan, hvis den er stærk nok, fremkalde en følelse. Og hvis følelsen er stærk nok, kan den fremkalde en handling. Man tænker på Jehovas skaberværk, man føler taknemmelighed, man tjener ham. Man tænker på en ven der er i fare, man føler ængstelse og medfølelse, man griber ind for at redde ham. Slette tanker virker på samme måde. Når en mand betragter en kvinde ud fra en uret tankegang, stiger hans begær; resultatet kan blive en umoralsk handling. Både Jesus og disciplen Jakob bekræfter dette: „Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd.“ (Jak. 1:14, 15; Matt. 5:27, 28) Sansenerverne der har forbindelse til hjernen, fremkalder følelser. Der er for eksempel visse lystcentre i hjernen som, når de stimuleres gennem elektroder, fremkalder en følelse af behag. Andre følelsescentre kan stimuleres gennem elektroder og fremkalde raseri, frygt eller en følelse af ro. Hvis man stimulerer en kat på denne måde kan man få den til at krybe sammen af frygt for en mus. Hvis man anbringer elektroderne ét sted på en rotte bliver den ophidset; anbringes de på et andet sted føler rotten behag. Man har gjort forsøg med at forbinde nogle pedaler med en mekanisme der stimulerede lystcenteret hos nogle rotter. Rotterne trykkede pedalerne i bund den ene gang efter den anden, op til 5000 gange i timen, uden at tænke på mad eller parring eller søvn, indtil de faldt om af ren og skær udmattelse!
Stadig mange mysterier tilbage
Man har lært meget om hjernen, men der er langt mere som stadig er et mysterium. Gennem brug af elektroder har man kunnet kortlægge dele af hjernebarken og påvise hvilke funktioner der udføres de forskellige steder. Nogle vildfarelser er blevet korrigeret, såsom teorien om frenologi — den antagelse at man kan fastslå et menneskes karakter ved at efterføle buler og fordybninger på dets kranium. Kraniets form afgøres ikke af hjernens form, og man kan heller ikke sige at visse karaktertræk hører hjemme bestemte steder i hjernen.
Det vides imidlertid ikke nøjagtig hvordan de nerver der modtager sanseindtryk, omdanner disse til elektriske impulser. Det vides heller ikke hvordan hukommelsen virker. Endvidere er det ukendt hvordan elektrokemiske impulser kan føre til tanker, hvordan afgørelser træffes, og hvordan svarmeldinger til de motoriske nerver udsendes. Selv videresendelsen af impulser langs neuronerne forstås ikke fuldt ud. Det overstiger også vores fatteevne hvordan de elektriske impulser kan få os til at drømme, skrive digte, komponere musik — eller, for den sags skyld, hvordan de overhovedet får os til at være ved bevidsthed!
Har du tænkt over hvor stort et hjernearbejde der kræves til mange af de handlinger vi tager som en selvfølge — at gå, tale, spise, svømme, køre på cykel, eller fange en bold i flugt, for eksempel i et spil som baseball? En begynder i spillet løber nervøst omkring når der skydes en „høj“ bold, og den lander sædvanligvis adskillige meter fra ham. Den professionelle spiller, derimod, sætter i løb så snart han hører battet slå mod bolden. Denne lyd fortæller ham hvor hårdt slaget er, øjet indprenter sig boldens retning og hastighed, og hjernen beregner hvor omtrent bolden vil lande. Spilleren løber hen i den retning, men samtidig med at han løber foretager hans hjerne utallige beregninger for at fortælle ham nøjagtig hvor han skal befinde sig for at gribe bolden. Blæser det? Hvor kraftigt? Giver det bolden afdrift til højre eller venstre? Er bolden i medvind, eller er den i modvind? Skal han skifte retning? Eller tempo? Er jorden ujævn, er der et hul han skal springe over, kommer der en anden spiller for at gribe bolden? Skal han lade ham gøre det, eller vinke ham væk?
Alt dette må han tage med i sin beregning, alt imens han ikke et øjeblik slipper bolden af syne! Hvis han gjorde det ville han „tage stikket ud af computeren“, og han ville ikke gribe bolden. Der er ikke tid til fuldt bevidst at foretage alle disse beregninger og afgørelser. Spillerens hjerne og muskler, optrænede som de er af erfaringer oplagret i hukommelsen, arbejder fuldautomatisk fordi hjernen ved øvelse er blevet programmeret til at kunne alt dette. Ja, hvordan et menneske overhovedet har evne til at kunne fange en bold i flugt, er i sig selv et mysterium.
Kan den intelligens som hjernen besidder skyldes et tilfælde, som så mange videnskabsmænd mener i dag? Videnskabsmændene ræsonnerer inkonsekvent i forbindelse med sandsynlighed. De taler for eksempel om at udsende radiosignaler mod stjernerne for at komme i kontakt med en eventuel civilisation på en fjern klode. Hvordan kan man sikre sig at disse fjerne modtagere kunne opfatte at signalerne kom fra fornuftvæsener og ikke bare var tilfældige bølger fra verdensrummet? Jo, de kunne bestå i simple regneeksempler som „to gange tre er seks“. Det er meget nemt. Signalerne kunne også gøres.langt mere komplicerede, men på en måde som overførte nogle bestemte oplysninger, for eksempel sådan at de tegnede billedet af et menneske. Hvis et af vore store radioteleskoper, som lytter langt ud i verdensrummet, en dag opfangede et sådant billede, ville forskerne aldrig tvivle på at det stammede fra fornuftvæsener. Og dog er et sådant billede uhyre enkelt i sammenligning med hjernen, og langt, langt enklere end den enlige celle i et moderskød som ikke bare er begyndelsen til en hjerne, men til et helt menneske! Er det konsekvent at påstå at hjernen kan blive til blot ved et sammentræf, at cellen i et moderskød kan blive til ved et sammentræf, samtidig med at man uden at tvivle vil opfatte systematiske radiosignaler som bevis på at fornuftvæsener har udsendt disse? Svaret følger af sig selv.
Albert Einstein deltog engang i en samtale om Gud, universet og mennesket, da han pludselig så op mod himmelen og sagde: „Vi ved intet som helst om den. Vores viden er ikke større end skolebørns.“ Man spurgte ham: „Tror De at vi nogen sinde vil få svar på gåden?“ Han svarede: „Vi vil muligvis få lidt mere at vide end vi ved nu. Men tingenes sande natur — den vil vi aldrig lære at kende, aldrig.“
Ja, både Einstein og David faldt i forundring over nattehimmelens og menneskets mysterier. Og det er stadig med forundring vi i dag tænker på de tre gådefulde pund som ligger indesluttet i vort kranium — hjernen.