Trøst når sorgen rammer
AT MISTE en man holder af kan for nogle mennesker være det mest rystende de oplever i deres liv. En ung kvinde beretter: „Da jeg ventede mit andet barn blev min mand dræbt. Denne tragiske hændelse gjorde mig meget deprimeret. Og bedre blev det ikke da mit barn blev født og døde. Jeg kunne ikke mere tale med nogen, heller ikke med min lille søn. Det foruroligede mig også at min søn aldrig sagde noget, skønt han var gammel nok til at tale. Dengang var jeg alt for indadvendt til at forstå at han aldrig ville lære at sige noget hvis ikke jeg talte til ham“. Denne kvinde havde et skrigende behov for hjælp og trøst! Lykkeligvis blev hun opmuntret da en kollega begyndte at tale med hende om Bibelen.
Hvilket håb har Bibelen til dem der erfarer hvor megen sorg døden kan bringe? Den gør det klart at der ikke er nogen grund til at nære bekymring for de døde, og heller ikke til at lade sig overvælde af sorg. De døde vil nemlig, når Guds tid er inde, blive oprejst til liv igen. „Jeg har håb til Gud“, sagde den kristne apostel Paulus, „at der vil finde en opstandelse sted.“ (Apg. 24:15) De der opstår har udsigt til aldrig mere at blive underlagt lidelse, sygdom eller død. (Åb. 21:3-5) Al den sorg menneskene har erfaret, vil rigeligt blive opvejet af de forandrede forhold der hersker når de opstår, ja så rigeligt at „det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu“. — Es. 65:17.
De kristne i det første århundrede troede på opstandelsen; derfor havde de ikke så svært ved at bære tabet af nogen de holdt af. De forfaldt ikke til de yderliggående, ubeherskede udbrud af sorg der er så betegnende for mennesker uden håb. (1 Tess. 4:13) Men hvordan kan man være sikker på at der bliver en opstandelse?
Det er værd at lægge mærke til at apostelen Paulus’ håb byggede på hans tro på Gud. Det er den almægtige Gud der har skabt menneskene, så han må også have visdom og magt til at oprejse de døde, at skabe dem igen. Ja, det Bibelen fortæller os om skabelsen af det første menneske, Adam, kan hjælpe os til at forstå opstandelsens mirakel.
Adam blev dannet af jordens grundstoffer. Disse grundstoffer har naturligvis ingen personlighed, og de evner ikke at tænke eller at handle bevidst. Men da Gud sammensatte disse grundstoffer til et harmonisk legeme og forsynede dette med livskraft, blev det til en enestående personlighed — et menneske der kunne tænke og drage slutninger samt videregive liv ved forplantning. — 1 Mos. 2:7.
Bemærk at det der gjorde Adam til et levende menneske ikke var det stof hans legeme var dannet af. Han blev først levende da Gud gjorde noget ved jordens grundstoffer. Opstandelsen afhænger derfor ikke af at molekylerne i det enkelte menneskes legeme fra før døden, opbevares eller genskabes. Selv nu undergår molekylerne i vort legeme en konstant forandring. De molekyler dit legeme består af nu, er ikke de samme som for cirka syv år siden. Men du er alligevel den samme person. Så hvad enten et menneske oprejses til liv på jorden eller i himmelen, vil dets legeme kunne indeholde alle de gudgivne karaktertræk der gør det til den samme person som før døden. Det vil have nøjagtig samme identitet som det havde før. — 1 Kor. 15:36-49.
Ikke alene giver Bibelen håb om en opstandelse; den underbygger også dette håb. Dens skrifter lærer os at det at kalde de døde til live slet ikke er noget nyt, noget der aldrig er sket før. Nej, Bibelen beretter i enkeltheder om mænd, kvinder og børn som blev oprejst fra de døde. (1 Kong. 17:21-23; 2 Kong. 4:32-37; Mark. 5:41-43; Luk. 7:11-15; Joh. 11:38-45; Apg. 9:36-42; 20:9-12) Mest usædvanlig var Jesu opstandelse. Henimod 500 mennesker så ham efter at han var blevet oprejst fra de døde. (1 Kor. 15:6) Denne begivenhed var så velbevidnet at apostelen Paulus kunne sige at man ved at fornægte opstandelsen i virkeligheden forkastede hele den kristne tro. Vi læser: „Hvis dødes opstandelse ikke finder sted, så er Kristus heller ikke blevet oprejst. Men hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder forgæves, og vor tro forgæves. Desuden bliver vi også fundet som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud at han har oprejst Messias, hvem han ikke har oprejst hvis døde i virkeligheden ikke oprejses. For hvis døde ikke oprejses, er Kristus heller ikke blevet oprejst. Og hvis Kristus ikke er blevet oprejst, så er jeres tro forgæves.“ — 1 Kor. 15:13-17.
For apostelen Paulus og millioner andre var en urokkelig tro på de dødes opstandelse en sikker kilde til trøst, og det samme gælder for mange i dag. Nogle mennesker afviser ganske vist tanken om en opstandelse; de siger at de aldrig har set nogen komme tilbage fra de døde. Men sætter deres manglende tro dem bedre i stand til at møde døden? Hvilken trøst kan de give de sørgende efterladte, når de fornægter de historiske vidnesbyrd om opstandelser der har fundet sted? Og når de selv mister en kær ven eller slægtning, hjælper deres manglende tro dem så til at føle mindre sorg? Kendsgerningerne taler for sig selv.
Skulle du rammes af sorg, hent da trøst i Guds pålidelige løfte om en opstandelse som fremholdes i Bibelen. Der gives intet andet håb. Slip det ikke. Oplev også den tilfredshed det medfører at bringe sand trøst til sørgende efterladte ved at delagtiggøre dem i Bibelens budskab om opstandelsen.