Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w81 15/6 s. 10-13
  • Hvem er ordinerede ordets tjenere?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvem er ordinerede ordets tjenere?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1981
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • „Diaʹkonos“
  • „Diakoniʹa“
  • Ordinationen
  • Jehovas vidners tjeneste
  • Hvem er Guds tjenere i dag?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2000
  • Hvem er Guds ords tjenere i dag?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1983
  • Hvad vil det sige at være en „ordets tjener“?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1976
  • Vi ærer vor tjeneste
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1981
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1981
w81 15/6 s. 10-13

Hvem er ordinerede ordets tjenere?

FOR nogle år siden blev der rejst visse indvendinger mod at Jehovas Vidner betegnede alle deres indviede og døbte medlemmer som ordinerede ordets tjenere. Indvendingerne blev hovedsagelig begrundet med at der er forskelle i ordenes betydning fra sprog til sprog, og med at andre religiøse samfund samt øvrighedens embedsmænd uvægerlig ville misforstå en sådan brug af denne betegnelse. I dag synes vi dog ikke at de fremsatte indvendinger er tilstrækkelig tungtvejende til at vi behøver at fravige det standpunkt som Jehovas folk har indtaget i hovedparten af de sidste 100 år.

„Diaʹkonos“

Udtrykket „ordets tjener“ er en gengivelse af det græske ord diaʹkonos, der bogstaveligt betyder ’gennem støvet’ og således betegner en tjener der bliver støvet ved at forrette ærinder. Dette ord benyttes ofte i De kristne græske Skrifter, og det synes at forekomme i tre forskellige betydninger, som vi her vil undersøge.

For det første bruges det om en tjener i almindelig, verdslig forstand, for eksempel en opvarter, en der går til hånde. I en af Jesu lignelser læser vi således: „Så sagde kongen til sine tjenere [diaʹkonoi] ’Bind hænder og fødder på ham.’“ (Matt. 22:13) I Romerbrevet 13:4 benyttes det samme græske ord om de verdslige regeringer.

Andre steder benyttes ordet i en særlig, begrænset eller officiel religiøs betydning. Det gælder for eksempel i Filipperbrevet 1:1, hvor det anvendes om nogle i den kristne menighed der var udnævnt til en speciel stilling, eftersom det her nævnes sideordnet med et andet græsk ord, presbyʹteros, der betegner embedet eller stillingen som tilsynsmand eller „biskop“. Vi læser: „Paulus og Timoteus, Kristi Jesu trælle, til alle de hellige i samhørighed med Kristus Jesus, dem som er i Filippi, sammen med tilsynsmænd og menighedstjenere [diaʹkonoi].“ Ordet forekommer også i denne særlige betydning i Første Timoteusbrev 3:8, 12, hvor apostelen Paulus opregner de krav sådanne menighedstjenere eller „diakoner“ må opfylde.

Endelig er der en række tilfælde hvor de kristne bibelskribenter synes at have brugt ordet diaʹkonos i en bredere betydning end den ovennævnte, men dog i en sådan betydning at det har mere vægt end de steder hvor det blot sigter til en tjener der rent fysisk varter op eller går til hånde. Det er de tilfælde hvor ordet generelt benyttes om mennesker der har indviet sig til Gud og som tjener Gud i religiøse eller åndelige anliggender som „ordets tjenere“. I Kolossenserbrevet 1:23 siger apostelen Paulus for eksempel at han er „blevet tjener [diaʹkonos]“ for den gode nyhed, og i Første Timoteusbrev 4:6 omtaler han Timoteus som en „Kristi Jesu tjener [diaʹkonos]“.

„Diakoniʹa“

Nært beslægtet med ordet diaʹkonos er et andet navneord, diakoniʹa, som betyder „tjeneste“. Dette græske ord forekommer også i både en verdslig og en religiøs eller gejstlig betydning. Den verdslige betydning har vi et eksempel på i Apostelgerninger 6:1, hvor vi læser: „I disse dage, da disciplene blev flere og flere, opstod der en knurren blandt de græsktalende jøder imod de hebraisktalende jøder, fordi deres enker blev overset ved den daglige uddeling [diakoniʹa].“

De fleste steder benyttes ordet imidlertid i den religiøse betydning og betegner en tjeneste i ophøjet forstand, en tjeneste for Gud, en „ordets tjeneste“. Det gælder for eksempel i Romerbrevet 11:13, hvor apostelen Paulus siger: „For så vidt som jeg jo er apostel til nationerne, ærer jeg min tjeneste.“ Paulus skrev også at han var taknemmelig for at Gud ’havde anset ham for trofast ved at sætte ham til en tjeneste’, nemlig en ophøjet tjeneste for Gud. (1 Tim. 1:12) Og til Timoteus skrev han: „Du, derimod, vær ædru i alle ting, lid ondt, gør en evangelieforkynders gerning, fuldfør din tjeneste.“ Timoteus’ gerning som evangelieforkynder, hans forkyndelse af „den gode nyhed“, var ikke en verdslig tjeneste. Den var en religiøs tjeneste, en ophøjet tjeneste for Gud — og den gjorde ham til en ordets tjener. På samme måde må alle der er med til at forkynde evangeliet i dag, være ordets tjenere. — 2 Tim. 4:5.

Det afgørende for Jehovas Vidners opfattelse er altså de kristne bibelskribenters inspirerede brug af de græske ord diaʹkonos, diakoniʹa og beslægtede ord. Jehovas Vidner er ikke blot et religiøst samfund i den gængse opfattelse af udtrykkene „menighed“ og „kirke“, men de er også et samfund som uddanner mænd og kvinder, unge og gamle til at være ordets tjenere, nemlig forkyndere af den gode nyhed om Guds rige. Med dette formål har de en række løbende kurser hvor mænd og kvinder, unge og gamle kan blive oplært i bibelkundskab og bestandig dygtiggøre sig som ordets tjenere. Disse kurser afvikles ved fem ugentlige møder og omfatter en gennemgang af Bibelens lære, udlægning af Bibelens profetier, oplæring i kristne adfærdsprincipper, og praktisk undervisning i forkyndelses- og undervisningsmetoder med henblik på at udbrede Bibelens sandheder.

Ordinationen

Ligesom det gælder for alle andre religiøse samfund, er det Jehovas Vidner selv der har ret til at afgøre hvornår de elever de underviser, er nået så langt at de kan anerkendes som ordets tjenere. Efter en personlig undervisningsperiode af passende længde bliver eleverne hørt af udnævnte ældste i deres menighed. Hvis de er tilstrækkelig godt inde i Guds ord, af hjertet værdsætter dets budskab, og uforbeholdent har indviet sig til Jehova for at gøre hans vilje og følge i Jesu Kristi fodspor, og hvis de har bragt deres liv i overensstemmelse med Guds krav og principper, får de lov til at lade sig døbe og bliver derved ordineret som ordets tjenere. Der er et udmærket bibelsk fortilfælde for denne fremgangsmåde, for det var først efter at Jesus havde fremstillet sig til dåb at han begyndte sin gerning som Guds salvede tjener og forkyndte den gode nyhed om Guds rige. — Mark. 1:9-15.

Men er der noget grundlag for at betragte dåben, den fuldstændige nedsænkning i vand, som en tilstrækkelig ordinationsceremoni?a Måske ikke hvis man skal holde sig til det der er almindelig skik og brug i kristenheden, men bibelsk set er der et solidt grundlag for det. Det fremgår af blandt andet M’Clintock og Strongs opslagsværk Cyclopædia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature (1877). I bind VII, på side 411, siger dette værk at ordinationen er „en persons udnævnelse til et præsteembede, med eller uden ceremonier . . . Ved en bibelsk undersøgelse af emnet kan det næppe undgå at gøre dybt indtryk på det ærlige sind at hverken Herren Jesus Kristus eller nogen af hans disciple gav særlige befalinger eller fremkom med specielle udtalelser vedrørende ordination“. Ordets tjenere i dag behøver lige så lidt et diplom eller et ordinationsbevis som apostelen Paulus behøvede det. — 2 Kor. 3:1-3.

Jehovas vidners tjeneste

Hvordan udfører Jehovas vidner da deres religiøse tjeneste? Nogle af dem tjener som udnævnte ældste, og i den egenskab forkynder og underviser de i deres menigheder fra talerstolen og i bibelstudiekredse i hjemmene hos nogle af menighedens medlemmer. Men den mest karakteristiske form for tjeneste Jehovas vidner udfører er den som udføres af alle menighedens medlemmer — nemlig samme tjeneste som den Jesu apostle og andre disciple i det første århundrede udførte i lydighed mod hans befaling: „Hvor I kommer ind i en by eller landsby, dér skal I finde frem til hvem i den der fortjener det . . . Når I går ind i huset, så hils på beboerne; og hvis huset fortjener det, så lad den fred I ønsker det, komme over det.“ — Matt. 10:11-13.

Apostelen Paulus var kendt for at forkynde både for menigheden og for enkeltpersoner i deres hjem. Som han sagde til de ældste fra Efesus: „I ved god besked med hvordan jeg . . . ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer noget som helst af det som var gavnligt, eller at undervise jer offentligt og fra hus til hus. Men jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd for både jøder og grækere om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus.“ (Apg. 20:18-21) Heri var han et udmærket eksempel for ordets tjenere i dag.

Om det arbejde Jehovas vidner i dag udfører fra hus til hus ved brug af religiøse skrifter, fremsatte De forenede Staters højesteret i 1943 følgende udtalelse i sagen Murdock mod Commonwealth of Pennsylvania: „Uddeling af religiøse traktater er en ældgammel form for udbredelse af evangeliet — så gammel som bogtrykkerkunstens historie. . . . Denne form for religiøs virksomhed indtager en lige så fremskudt plads under First Amendment [første tillægsartikel i den amerikanske forfatning] som gudstjenester i kirkerne og forkyndelse fra prædikestole.“

Og i sagen Ransom mod De forenede Stater (1955) erklærede De forenede Staters Appelret for Syvende Retskreds at den ikke „med nogen gyldighed kunne skelne . . . mellem Jehovas Vidners prædikanter, hvis kald er at forkynde fra dør til dør og på gadehjørner, og præster inden for mere konventionelle trosretninger, der prædiker fra prædikestole, underviser i kirkeskoler eller udfører forskellige andre former for religiøs virksomhed for deres kirker“.

Hvad så hvis disse forkyndere eller prædikanter ikke vier den religiøse tjeneste al deres tid, men har verdsligt arbejde ved siden af? Betyder det at de ikke er berettigede til at kalde sig ordets tjenere? Nej, for selv apostelen Paulus måtte ind imellem udføre verdsligt arbejde for at forsørge sig selv og dem der var sammen med ham. (Apg. 18:3, 4; 20:33, 34) Dette standpunkt blev i 1958 støttet af De forenede Staters Appelret for Femte Retskreds i sagen Wiggins mod De forenede Stater: „Jehovas Vidners forkyndere . . . har ikke noget andet valg end at udføre verdsligt arbejde for at skaffe de nødvendige midler til at kunne gøre tjenesten til deres kald. . . . Det afgørende punkt . . . er . . . om han regelmæssigt, som et kald, og ikke blot ved sjældne lejligheder, forkynder og underviser i sin tros principper.“

Hvem er altså ordinerede ordets tjenere? Det er alle indviede og døbte kristne der gør tjenesten for Gud og deres næste til det vigtigste mål i deres liv. (Mark. 12:28-31) Emnet vil blive yderligere uddybet i de tre efterfølgende artikler.

[Fodnote]

a Se Vagttårnet, 1. december 1957, s. 393-395.

[Illustration på side 11]

Bibelsk set bliver man ordineret som en ordets tjener ved sin dåb

[Illustrationer på side 12]

I overensstemmelse med det bibelske fortilfælde udfører Jehovas vidner deres religiøse tjeneste „offentligt og fra hus til hus“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del