Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor gengiver nogle bibeloversættelser Titus 2:13 som om der kun sigtes til én person, nemlig Jesus, der i så fald betegnes som både Gud og Frelser?

I Ny Verden-oversættelsen lyder Titus 2:13 således: „Mens vi venter på det lykkelige håb og den store Guds og vor Frelsers, Kristi Jesu, herligheds tydelige fremtræden.“

Mange bibeloversættere har imidlertid gengivet den sidste del af verset som om der kun hentydes til Jesus. For eksempel siger Seidelins oversættelse: „. . . i stadig forventning om, at vort håb skal gå saligt i opfyldelse, og vor store Gud og Frelser træde frem i Himmelherlighed, Jesus Kristus.“ De oversættere der vælger en sådan gengivelse, hævder ofte at de gør det for at følge en bestemt regel i den græske grammatik. Imidlertid spiller treenighedslæren også ind.

Ord for ord står der på græsk: „den store Guds og Frelsers vor Kristi Jesu“. (The Interlinear Greek-English New Testament af dr. Alfred Marshall) Som det ses af den græske tekst, står den bestemte artikel kun foran det første af de to navneord (Gud, Frelser) der er forbundet med bindeordet „og“.

For godt og vel hundrede år siden formulerede den engelske bibellærde Granville Sharp en „regel“ for sådanne konstruktioner. Denne „regel“ går ud på at eftersom artiklen ikke gentages foran det andet navneord (i dette tilfælde Frelser), sigter de to navneord til samme person eller samme genstand. Dette vil i så fald sige at udtrykkene „store Gud“ og „Frelser“ begge er en beskrivelse af Jesus, som om tanken var: ’vor store Gud og Frelser, Jesus Kristus’.

De der hælder til troen på Jesu guddommelighed giver undertiden det indtryk at den græske grammatik kræver at man vælger ovennævnte gengivelse. Men det er ikke tilfældet. Faktisk har gyldigheden af den regel der anvendes på denne passage i Titusbrevet, været årsag til megen debat blandt de lærde.

For eksempel siger dr. Henry Alford i værket The Greek Testament (bd. III): „Ingen bestrider at det kan betyde det de har lagt i det,“ men han tilføjer at man fremfor at tænke på hvad ordene kan betyde, hellere skal fastslå ’hvad ordene virkelig betyder’. Og det kan ikke afgøres ved hjælp af grammatiske regler.

A Grammar of New Testament Greek (Moulton-Turner, 1963) siger følgende om Titus 2:13: „Det var ikke strengt nødvendigt at gentage artiklen for at sikre at leddene blev opfattet hver for sig.“ Hvordan så med ’Sharps regel’? Dr. Nigel Turner erkender: „Desværre kan vi ikke i den tids græsk være sikre på at en sådan regel er definitiv.“ (Grammatical Insights into the New Testament, 1965) Vedrørende den græske konstruktion der er anvendt, påpeger professor Alexander Buttmann: „Det vil sandsynligvis aldrig være muligt, hverken med hensyn til den verdslige litteratur eller Det nye Testamente, at opstille faste regler som ikke har nogen undtagelse, . . .“ — A Grammar of the New Testament Greek.

I The Expositor’s Greek Testament siger dr. N. J. D. White: „Det grammatiske argument . . . er for spinkelt til at det har nogen væsentlig betydning, især når vi tager i betragtning at artiklen i almindelighed mangler i disse breve og også er udeladt foran“ ordet Frelser i Første Timoteusbrev 1:1 og 4:10 Desuden påpeger dr. Alford at Paulus i andre passager hvor han bruger udtryk som „Gud, vor Frelser“, tydeligvis ikke tænker på Jesus, idet der „ganske klart skelnes mellem Faderen og Sønnen“. (1 Tim. 1:1; 2:3-5) Dette stemmer med den gennemgående bibelske lære om at Jesus er skabt som Guds søn og ikke ligestillet med sin Fader. — Joh. 14:28; 1 Kor. 11:3.

Dr. White drager derfor denne slutning: ’Alt i alt går vi således ind for at gengive denne passage med: den store Guds og vor Frelser Jesu Kristi herligheds tilsynekomst.’ Mange bibeloversættelser, også danske, går ind for dette synspunkt og gengiver Titus 2:13 på en sådan måde at der er tale om to adskilte personer, „den store Gud“, det vil sige Jehova, og „vor Frelser, Kristus Jesus“, det vil sige Guds søn, som begge ejer herlighed. (Luk. 9:26; 2 Tim. 1:10) Se den autoriserede danske oversættelse af 1948, den autoriserede oversættelse af 1907, Lindbergs oversættelse, Skat Rørdams oversættelse og J. L. V. Hansens katolske oversættelse fra 1893.