Hvordan håbet om tusindårsriget blev frataget katolikkerne

HIMMEL eller helvede — hvilket valg! Det er de to fremtidshåb man fremholder for millioner af katolikker, protestanter, jøder og muslimer. For katolikkerne er der dog også mulighed for at komme i skærsilden, på vej til himmelen. Men selv denne angst, eller dette håb, er af så usikker art at mange oprigtige troende tvivler på om det er sandt.

Man forstår derfor de svar den franske religiøse skribent Jacques Duquesne fik på nogle spørgsmål til to praktiserende katolikker: (Spørgsmål til en mand) „Tror De på helvede? — Ok nej, overhovedet ikke! . . . — Men så på himmelen? — Nej, jeg tror ikke den findes, lige så lidt som helvede.“ (Spørgsmål til en kvinde) „Hvad mener De der sker med os når vi dør? — Når vi dør? Ja, det er mange år siden jeg er holdt op med at tro at der er noget efter døden. — Hvad mener De? — Der er ikke noget der lever videre. Alle kan jo se at legemet er dødt. Det er sjælen også. Ja, jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke. . . . — Men De tror alligevel fast på Gud? — Ja, det gør jeg. — Hvorfor gør De det? — For at have et håb.“ — Gud for nutidens mennesker (på fransk).

Den katolske kirke har tydeligvis ikke givet sine medlemmer et håb der kan give dem en stærk tro. Tvivl og vantro er nogle af de dårlige frugter der i dag høstes af alle kristenhedens traditionelle kirker. I mange af de overvejende katolske lande har det tågede og ubestemte håb om „himmelsk salighed“ vist sig utilstrækkeligt til at forhindre millioner af mennesker i at miste troen og vende sig til kommunismen for at få opfyldt deres naturlige og forståelige ønske om et anstændigt liv på jorden. I bytte for det uvisse håb om „evig salighed“ i himmelen vil mange åbenbart gerne stille sig tilfreds med ’halvfjerdsindstyve års’ lykke på jorden. Og selv dette beskedne håb viser sig at være noget af en illusion.

Foragt for „millennismen“

Mange af nutidens mennesker er blevet lunkne „kristne“ der interesserer sig mere for nuet end for opfyldelsen af det kristne håb. Kirkernes forvanskning af dette håb bærer en del af skylden for det. Kristenhedens præster taler med foragt om de oprigtige kristne der nærer det håb at Kristus vil indføre sit tusindårsrige, sit tusindårige styre. For eksempel giver den omfangsrige og højt ansete franske ordbog Dictionnaire de Théologie Catholique denne definition af „millennismen“: „En falsk tro der næredes af mennesker som forventede et timeligt styre ved Messias, et styre nogle mente skulle vare i tusind år. . . . Siden det femte århundrede har der ikke været talt om millennismen, eller i hvert fald kun yderst sjældent og af nogle få ejendommelige sekter.“

Dette ansete katolske værk taler ganske vist med megen foragt om dem der tror på Messias’ tusindårsrige, men det indrømmer ikke desto mindre at håbet næredes før det femte århundrede. Med andre ord har man siden det femte århundrede mistet håbet af syne. Hvorfor det? Bekræfter historien det som Bibelen selv fortæller, nemlig at de første kristne troede på Kristi kommende tusindårige styre? Og hvis det er tilfældet, hvordan er millioner af katolikker og protestanter da blevet frataget deres håb om tusindårsriget? Lad os se hvad anerkendte opslagsværker og historiebøger fortæller som svar på disse spørgsmål.

Vidnesbyrd fra „kirkefædre“

I katolske opslagsværker erkendes det at mange af de tidligste „kirkefædre“ troede på Kristi tusindårige styre og fremholdt læren om det. I The Catholic Encyclopedia står der: „Blandt katolikkerne fremtrådte senere biskop Papias af Hierapolis, en discipel af Skt. Johannes [apostelen], som en fortaler for ’millennismen’. Han hævdede at have modtaget sin lære fra apostlenes samtidige, og Irenæus skriver at andre ’presbyteri’ [ældste], som havde set og hørt disciplen Johannes, af ham havde lært troen på millennismen som en del af Herrens lære.. . .

De fleste kommentatorer finder millennistiske tanker i Barnabasbrevet [fra begyndelsen af det andet århundrede] . . . Skt. Irenæus af Lyon, født i Lilleasien, var under påvirkning af Skt. Polykarps tilhængere, og han antog millennistiske ideer, behandlede dem og forsvarede dem i sit værk mod gnostikerne . . . Martyren Skt. Justinus af Rom fremfører som modsvar mod jøderne i sin dialog med Tryfon (kap. 80-81) læren om et tusindårsrige . . . Skt. Melito, der var biskop af Sardes i det andet århundrede, er et vidne om den fortsatte tro på millennismen i provinsen Asien. . . .

. . . Tertullian, montanismens store forkæmper, fremholder den lære . . . at det store lovede rige, det ny Jerusalem, ville blive oprettet ved tidernes ende og at det skulle vare i et tidsrum på tusind år. Alle disse millennistiske skribenter henviser til forskellige passager i Det gamle Testamentes profetiske bøger, til nogle få passager i Skt. Pauli breve og til Skt. Johannes’ apokalypse [Åbenbaringen].“ — Kursiveret af os.

Hvilken tro er virkelig „apostolsk“?

Et af den romersk-katolske kirkes hovedargumenter for at den er mere troværdig end de protestantiske kirker, og mere troværdig end Jehovas Vidner, er at kirken, som den siger, er den kristne traditions eneste vogter, sådan som troen er blevet videregivet fra apostlenes tid. A Catholic Dictionary udtrykker det sådan: „Romerkirken er apostolsk, fordi dens lære er den tro der engang blev åbenbaret for apostlene, en tro den vogter og fortolker, uden at føje til eller trække fra.“ — Kursiveret af os.

Men de mænd der ifølge The Catholic Encyclopedia underviste i håbet om tusindårsriget, regnes af den katolske kirke selv for at høre til de tidligste „kirkefædre“. To af dem (Polykarp og Papias) skal endda have set og hørt apostelen Johannes og truffet disciple der selv havde kendt Jesus og nogle af apostlene. Alle de øvrige der er citeret, er „kirkefædre“ fra det andet eller begyndelsen af det tredje århundrede, og de troede alle på Kristi tusindårige styre.

Det autoritative værk Dictionnaire de Théologie Catholique fortæller ligefrem at nogle af Papias’ samtidige der var endnu mere „begavede“ og „kløgtige“ end han, „delte hans tro på tusindårsriget og regnede denne tro for at være et af den kristne tros centrale lærepunkter“. Samme katolske opslagsværk fortæller om Justinus Martyr at han selv, skønt han vidste at nogle af hans samtidige ikke delte hans synspunkter med hensyn til tusindårsriget, regnede sig for i denne sag at være „vogter af en lære der var mere i overensstemmelse med det oprindelige“. Om Irenæus siger denne ordbog: „For ham er millennismen en del af traditionens lære. . . . Skt. Irenæus mener tilsyneladende at man ikke kan fortolke Skrifterne korrekt uden millennismen.“ — Bind X, spalte 1761, 1762 (kursiveret af os).

Hvem er da tættest ved den sande apostolske lære og tradition — den romersk-katolske kirke, som nedladende kalder dem der stadig tror på Kristi tusindårsrige for ’en ejendommelig sekt’, eller Jehovas Vidner, der holder håbet om tusindårsriget højt? Hvordan gik det til at dette håb forsvandt fra den katolske kirkes dogmer?

Det kristne håb forvrænges ved frafald

I den foregående artikel har vi set at der fandt et frafald sted i de sidste århundreder før vor tidsregning, og at jøderne derved efterhånden erstattede håbet om en opstandelse med den hedenske tro på sjælens iboende udødelighed og gjorde deres oprindelige Messiashåb til et politisk håb. På lignende måde indtraf der, som forudsagt, et frafald blandt de kristne, hvorved håbet om tusindårsriget blev forvansket. — Apg. 20:29, 30; 2 Tess. 2:3; 1 Joh. 2:18, 19.

Den jødiske lærde Hugh J. Schonfield siger: „De kristnes afvigen fra håbet om et gudsrige på jorden blev ikke fremherskende før det andet århundrede.“ „Trods appeller om standhaftighed, loyalitet og udholdenhed blev mange flere kristne skuffede, og enten forlod de kirken eller også gik de efter de lærere der fremholdt en mindre jordbunden fortolkning af kristendommens natur.“

Angående denne „afvigen“ fra håbet om at det himmelske Messiasrige skulle genoprette Paradiset på jorden, siger The New International Dictionary of New Testament Theology (bind 2, under „Paradis“): „I kirkehistoriens videre forløb fandt mange ikke-bibelske motiver, billeder og tanker vej ind i opfattelsen af Paradiset. . . . Kirkens overvejelser angående Paradiset og folketroens opfattelser er også forbundet med den omstændighed at læren om sjælens udødelighed blev indført i stedet for den nytestamentlige eskatologi med dens håb om de dødes opstandelse og en ny skabning (Åb. 21. f.), således at sjælen dømmes efter døden og kommer i et paradis der nu ikke længere opfattes som værende af denne verden.“ — Kursiveret af os.

Sådan gik det til at den græske lære om sjælens udødelighed indsneg sig, og frafaldne kristne flyttede Paradiset fra jorden op til himmelen og forkastede det oprindelige håb om et tusindårsrige. Dette bekræftes i The Encyclopædia Britannica (1977): „Den græske tankegangs indflydelse på kristen teologi undergravede det millennistiske verdenssyn.“

Nyplatonismen træder i stedet for håbet om tusindårsriget

Håbet om tusindårsriget blev således et af frafaldets ofre. Fjenderne af dette håb tog alle midler i brug for at bekæmpe det. Dictionnaire de Théologie Catholique opregner millennismens fjender og fortæller om en romersk præst ved navn Gajus (fra slutningen af det andet og begyndelsen af det tredje århundrede) der „for at få bugt med millennismen utvetydigt fornægtede at Apokalypsen [Åbenbaringen] og Skt. Johannes’ evangelium var autentiske“. Det samme anerkendte værk afslører ligeledes at „sankt“ Dionysius, der var biskop i Alexandria i det tredje århundrede, skrev en afhandling mod millennismen hvori han, „for at hindre dem der holdt sig til denne opfattelse i at støtte deres tro på Skt. Johannes’ apokalypse, ikke tøvede med at fornægte at denne var autentisk“.

Vi får endvidere oplyst i denne 15-binds katolske ordbog at „kirkefaderen“ Origenes fra det tredje århundrede fordømte dem der troede på tusindårsrigets jordiske velsignelser, fordi de „tolker Skrifterne ligesom jøderne“. Hvorfor var Origenes i øvrigt modstander af millennismen? The Catholic Encyclopedia oplyser: „På grund af nyplatonismen, som [Origenes] havde baseret sine læresætninger på, . . . kunne han ikke holde med millennisterne.“ Origenes, der delte Platons tro på sjælens iboende udødelighed, så sig nødsaget til at overføre Messiasrigets 1000 år med jordiske velsignelser til den åndelige sfære.

Augustin meddeler at ’der ikke vil blive noget millennium’

Men den mand der for alvor tog håbet om tusindårsriget fra katolikkerne og protestanterne, var „sankt“ Augustin, der i The Encyclopædia Britannica beskrives som „den største tænker i kristen oldtid“ og „den smeltedigel hvori Det nye Testamentes religion helt og holdent sammensmeltedes med den græske filosofis Platontradition“. Augustin tog energisk til orde imod det oprindelige håb om et paradis der skulle genoprettes på jorden under Kristi tusindårige styre. Vi citerer The Catholic Encyclopedia: „Skt. Augustin kom til sidst til den overbevisning at der ikke ville blive noget millennium. . . . den store doktor [Augustin] . . . giver . . . en allegorisk forklaring på kapitel 20 i Apokalypsen. Den første opstandelse, som dette kapitel omhandler, fortæller han os, refererer til den åndelige genfødelse i dåben; den tusindårige sabbat efter historiens seks tusind år er hele det evige liv . . . Denne forklaring af den berømte doktor blev antaget af de efterfølgende vestlige teologer, og læren om tusindårsriget som den oprindelig var, fik ikke længere nogen støtte.“

Det er ikke alene katolikkerne der er blevet frataget deres oprindelige, bibelsk begrundede håb om et tusindårsrige — det er også protestanterne. Opslagsværket Britannica Macropædia fra 1977 fortæller: „Augustins allegoriske fortolkning af læren om tusindårsriget blev kirkens officielle lære, og apokalyptismen [forventningen om det ondes endelige ødelæggelse og det godes sejr] gik under jorden. . . . De protestantiske reformatorer inden for de lutheranske, calvinistiske og anglikanske traditioner var ikke apokalyptister, men forblev fast forankrede i Augustins opfattelse.“

Det er forkert når katolske og protestantiske teologer lader det bibelske håb om at et begrænset antal kristne skal herske som konger, præster og dommere sammen med Kristus, gælde alle retfærdige. (Åb. 20:4-6; Luk. 22:28-30) Teologerne fremholder et uklart håb om „evig salighed“ i himmelen for „de troende“. Det er Guds hensigt at hans vilje skal ske „som i himmelen, således også på jorden“, men denne forventning lader de totalt ude af betragtning. (Matt. 6:10) Bibelen giver os imidlertid et vidunderligt håb om evigt liv — ikke alene et håb om himmelsk liv for nogle få, men også et håb om liv på jorden for utallige andre. Disse to håb, der er nært forbundet med håbet om tusindårsriget, Kristi styre i 1000 år, vil blive behandlet mere indgående i de to følgende artikler.

[Illustration på side 10]

Tertullian troede på at det lovede rige ville blive oprettet og vare i 1000 år

[Illustration på side 11]

Origenes delte Platons tro på en udødelig sjæl og benægtede at der skulle komme et tusindårigt styre over jorden

[Illustration på side 12]

Augustin sammensmeltede græsk filosofi med Bibelens lære og holdt på at der ikke ville komme noget tusindårsrige