Spørgsmål fra læserne

● Hvis en trofast kristen kvinde er blevet skilt fra sin ægtemand på mandens initiativ, uden at nogen af dem har begået ægteskabsbrud, har denne søster da bibelsk set lov til at dyrke ægteskabeligt samkvem med manden hvis denne kommer for at besøge hende og deres eventuelle børn?

Bibelen viser klart at seksuelt samkvem er helt på sin plads mellem en mand og hans hustru, men ikke mellem personer der ikke er gift med hinanden. Hvis to der er skilt fra hinanden dyrker seksuelt samkvem, vil dette være ensbetydende med utugt, uden at det stiller dem frit til hver for sig at gifte sig igen.

Kristne vil naturligvis først og fremmest lade sig lede af Guds syn på sagen og hans vejledning. Guds ord siger udtrykkeligt: „Lad ægteskabet blive holdt i ære blandt alle og ægtesengen være ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (Hebræerne 13:4) Lad os undersøge hvordan dette gælder i forbindelse med det omtalte spørgsmål.

I mange lande er det almindeligt at mænd og kvinder dyrker seksuelt samvær uden at være gift. Nogle påstår at dette både er moralsk rigtigt og acceptabelt i Guds øjne når bare de to „elsker hinanden“ eller har forpligtet sig over for hinanden. Sådan bør kristne imidlertid ikke se på det. De ved at „Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere“, og vil derfor hverken begå utugt eller ægteskabsbrud.

Når en mand og en kvinde gifter sig, udtrykker de dermed over for alle andre at de er forenet som ægtemand og hustru. Set med lovens øjne, med samfundets øjne og med Guds øjne har de nu ret til at nyde ægteskabets privilegier, deriblandt det seksuelle samkvem. Bibelen giver ligefrem ægtefæller den formaning at de ikke skal forholde hinanden denne rettighed. Den siger: „Lad manden yde hustruen hvad der tilkommer hende; og lad også hustruen gøre det samme mod manden.“ — 1 Korinter 7:3.

Hvordan forholder det sig nu hvis et ægtepar lader sig separere, en mulighed den verdslige lov rummer i visse lande? De er stadig mand og hustru i både juridisk og bibelsk forstand, og må derfor ikke have noget seksuelt forhold til andre, da dette vil være ensbetydende med ægteskabsbrud, en besmittelse af ægtesengen. To der er separeret fra hinanden har den mulighed at forlige sig med hinanden, flytte sammen og leve som mand og hustru (hvad de stadig er), efter at de juridisk har annulleret deres separation. — 1 Korinter 7:10, 11.

Lad os dernæst overveje den situation hvor den ene part, for eksempel ægtemanden, går et skridt videre end til separation og opnår skilsmisse. En trofast kristen kvinde der senere erfarer at manden (enten før eller efter deres skilsmisse) har været hende utro, kan gifte sig igen, idet hun kan betragte sit tidligere ægteskab som opløst, både juridisk set og i Jehova Guds øjne. Hvis de imidlertid er blevet skilt uden at der har været tale om ægteskabsbrud kan skilsmissen alene ikke opløse ægteskabet i Guds øjne, for Bibelen viser at det kun er umoralitet hos en af parterne der er gyldigt grundlag for skilsmisse. — Mattæus 19:6, 9.

Sådan er situationen i det omtalte spørgsmål hvor det udtrykkeligt nævnes at der ikke har fundet nogen umoralitet sted. Manden har forladt sin hustru og opnået skilsmisse uden bibelsk grundlag. Efter skilsmissen er de ikke længere mand og hustru i den fulde betydning, for juridisk set har han bragt ægteskabet til ophør. Hvordan stiller sagen sig i betragtning heraf hvis han besøger sin tidligere hustru og deres børn og gerne vil dyrke seksuelt samvær? Hvis han og hans tidligere hustru gør dette, vil det, både i juridisk forstand og sådan som samfundet betragter det, være det samme som at to ugifte stod i forhold til hinanden. Det ville være ensbetydende med utugt.

I det nævnte tilfælde er der ingen tredje part i sagen, hvilket der må være hvis skilsmissen også skal være bibelsk gyldig; i Guds øjne er hverken manden eller kvinden derfor fri til at gifte sig med andre. (1 Korinter 6:16-18) Men hvis de indlod sig seksuelt med hinanden, ville det ganske givet stride imod Guds vejledning; det ville være en form for besmittelse af ægtesengen, eftersom deres ægteskab juridisk set er bragt til ophør. Denne adfærd ville være til vanære for dem selv og for den kristne menighed hustruen har tilhørt. Hvis hun vil forblive inden for menigheden, må hun derfor nægte at gå med til seksuelt samkvem, indtil ægteskabet eventuelt er gjort juridisk gyldigt igen. Hun må holde fast ved det bibelske og moralsk retskafne standpunkt at det kønslige samvær kun er for to der på lovformelig vis er gift med hinanden. På denne måde er hun med til at værne om den værdighed ægteskabet ifølge Bibelen fortjener.