Guds ord er levende
Hvad betyder Jesu død for os?
EFTER at Jesus Kristus var død standsede to rejsende, en mand ved navn Kleopas og hans ven, på vejen og „så bedrøvede ud“. (Lukas 24:17) Døden er en fjende, så det er kun naturligt at den forårsager sorg. Og dog havde disse mænd i virkeligheden god grund til at være lykkelige for at Jesus havde lidt døden, og det bør vi også være. Ved du hvorfor det forholder sig sådan?
Bibelen giver denne forklaring: „Kristus døde for vore synder.“ „Han er død for os, for at vi . . . skal leve.“ (1 Korinter 15:3; 1 Tessaloniker 5:10) Ja, det var for at frelse os at Jesus blev sendt herned til jorden. Ved en lejlighed sagde han selv: „Menneskesønnen . . . er kommet . . . for at . . . give sin sjæl [eller sit liv] som en løsesum i bytte for mange.“ (Mattæus 20:28) Men hvad betyder det at Jesus gav sit liv som „en løsesum“? Hvad er betydningen af ordet løsesum?
Man hører ofte ordet „løsesum“ blive brugt i forbindelse med en kidnapning eller en bortførelse. Efter at en bortfører har taget en person til fange, giver han måske besked om at han vil lade dette gidsel gå fri igen hvis man udbetaler ham et nærmere fastsat beløb som løsesum. En løsesum er altså noget der betales for at en eller anden der holdes fanget, kan blive givet fri. Det er noget der bliver betalt for at den der er taget til fange, ikke skal miste livet. Jesu fuldkomne menneskeliv blev givet for at menneskeheden kunne blive udfriet fra trældom under synd og død. (1 Peter 1:18, 19; Efeserne 1:7) Hvorfor var det nødvendigt med en sådan udfrielse?
Denne udfrielse ved en løsesum var blevet nødvendig fordi Adam, der er forfader til os alle, gjorde oprør mod Gud. (1 Mosebog 2:17; 3:11, 12) Den lovløse handling han begik gjorde ham til en synder, for Bibelen forklarer at „synd er . . . lovløshed“. (1 Johannes 3:4; 5:17) Som følge af dette var han uværdig til at modtage den gave fra Gud der består i evigt liv. (Romerne 6:23) Adam forspildte altså den mulighed han havde fået, at leve et liv som et fuldkomment menneske på en paradisisk jord: Da han gjorde dette, forspildte han samtidig den samme vidunderlige fremtidsudsigt for alle de børn han siden hen ville blive fader til. Men nu spørger du måske: ’Hvorfor skulle alle hans efterkommere dø, når det nu var Adam som havde begået synden?’
Det forholder sig sådan fordi Adam, efter at han var blevet en synder, ikke kunne forhindre at synden og døden gik i arv til hans børn; det indbefatter alle mennesker der lever på jorden nu. (Job 14:4; Romerne 5:12) Årsagen til at mennesker er døde og stadig dør, er altså at de har arvet synden fra Adam. Men hvordan er det da muligt at Jesus ved sin død kunne befri alle mennesker fra trældommen under synd og død?
I den lov som Gud gav til det israelitiske folk var der nedfældet et princip for retspraksis som også finder anvendelse på denne sag. Loven slår fast at ’der skal bødes liv for liv’. (2 Mosebog 21:23) Ved sin ulydighed mistede det fuldkomne menneske Adam muligheden for at leve et liv i fuldkommenhed på en paradisisk jord, både for sig selv og for alle sine børn. Jesus Kristus gav sit fuldkomne liv for at købe det tilbage som Adam havde mistet. Som Bibelen forklarer, gav Jesus „sig selv som en tilsvarende løsesum for alle“. — 1 Timoteus 2:5, 6.
Tænk engang over hvilken betydning dette har for os! Det betyder at Jesus har udgydt sit livsblod for at vi kunne opnå mulighed for at leve til evig tid under Guds riges styre. Ønsker du at vise din taknemmelighed ved at bruge dit liv til at tjene Gud og hans himmelske Søn, Jesus Kristus? — 2 Korinter 5:14, 15.
[Illustrationer på side 20]
Hvordan kan Jesu offer illustreres med betalingen af en løsesum?
[Illustrationer på side 21]
Hvad blev følgen af Adams ulydighed for ham selv og for hele menneskeslægten?
Hvad betyder det for os at Jesus var ligestillet med det fuldkomne menneske Adam?