Hvorfor så mange selvmord?

BRUCES fader havde hele livet haft succes i forretningslivet. Ganske vist var hans ægteskab med Bruces moder gået i stykker, og han var nu gift med en yngre kvinde, men han interesserede sig stadig for sine børn og forsøgte endda på et tidspunkt at starte en forretning de skulle være med i. Da han så var oppe i halvtredserne, tog hans liv en pludselig vending. En af hans forretninger slog fejl, og med ét var han dybt forgældet. Han var indlagt på hospitalet nogle få dage, uden at ville fortælle nogen hvorfor. Derpå forlod hans unge kone ham. Og så begik han selvmord.

Bruce bemærker: „Jeg ville sådan ønske jeg kunne have gjort mere for at hjælpe ham. Det må simpelt hen have været for meget for ham at tage sig sammen og begynde forfra økonomisk i hans alder. Og tanken om at blive ældre, være alene og indstille sig på et smertefyldt liv — det kunne han slet ikke se noget formål med.“

Denne sørgelige hændelse er desværre ikke usædvanlig i dag. Danmark er indehaver af den triste verdensrekord for selvmord — 1618 i 1980 og 1535 i 1981. Og dertil kommer omkring 13.000 selvmords-forsøg årligt. Undersøgelser flere steder tyder på at der for hvert selvmord gøres ti mislykkede forsøg.

Og dog ser man overalt folk kæmpe for at afværge døden, selv under de værst tænkelige omstændigheder. Patienter med smertefulde sygdomme, fængslernes langtidsindsatte og folk der lever i dybeste fattigdom — ja, langt de fleste kæmper for at bevare livet. Hvordan kan det da være at nogle der tilsyneladende ikke har så dårlige vilkår forsøger at gøre en ende på det hele?

Svaret på dette spørgsmål bliver endnu sværere at give når folk bekender sig til den kristne tro. Bibelen lærer jo at livet er helligt, en værdifuld gave fra Gud. (Salme 36:10) Døden er en fjende, og Jehova Gud har ofret meget for at give os udsigt til at opnå evigt liv. (Johannes 3:16) Og dog er der flere og flere der tager deres eget liv, eller forsøger at tage det, selv i såkaldt kristne lande. Hvorfor? Hvad kan lægge så stort et pres på et menneske at vedkommendes dyrebareste eje — livet — bliver så uudholdeligt at han eller hun ønsker at slippe af med det?

Destruktive følelser

„Fortvivlelse . . . håbløshed . . . smerte . . . der var så meget der overvældede mig.“ Således beskriver en kvinde hvad der drev hende til at følge sin indskydelse og forsøge selvmord ved at tage en overdosis af medicin. En læge der har haft med selvmordskandidater at gøre, tilføjer: „Tit føler de sig værdiløse, hjælpeløse eller håbløse. De kan også lide af stærk skyldfølelse.“

I mange tilfælde bliver folk altså drevet til selvmord af negative og nedbrydende følelser de ikke længere har magt over. Problemets rod skal ofte søges i håbløshed. Selvmordskandidaten kan simpelt hen ikke se nogen fremtid. Det kan synes formålsløst at fortsætte tilværelsen.

Hvad er grunden til en sådan følelse af håbløshed? Mange bliver utvivlsomt overvældet af omstændigheder de ikke kan overskue, sådan som Bruces fader blev. En befolkningsgruppe der synes særlig udsat i denne henseende, er de ældre. Dr. Nathan S. Kline, der er specialist i studiet af depressioner, udtaler: „Med høj alder følger en særlig form for ensomhed, og selvmordstallet stiger i takt med alderen.“ (From Sad to Glad) Men der kan også være andre årsager.

Håbløshed, skyld og nedtrykthed

For eksempel kan skyldfølelser være meget svære at leve med. Når man har begået et alvorligt fejltrin kan samvittigheden nage stærkt, især hvis man med sin synd har gjort andre fortræd. Kong David fra det gamle Israel beskrev hvilken virkning skyldfølelsen havde på ham: „Der er ingen fred i mine knogler på grund af min synd. For mine misgerninger har overskyllet mit hoved; de er for tunge for mig, som en tung byrde.“ — Salme 38:3, 4, NW.

Skyldfølelse på grund af en dårlig samvittighed har fået nogle til at føle at de ikke har nogen fremtid for sig, og de beslutter derfor at tage deres eget liv. For eksempel skød en ung mand sig selv efter at have bedrevet utugt. Han efterlod sig et brev hvori han forklarede at han ikke ville bringe mere skam over andre.

For nogle tegner fremtiden sig håbløs fordi de på et tidspunkt har lidt følelsesmæssig overlast. Måske er de mærket for livstid af en sindsoprivende oplevelse som de aldrig helt kan få ud af tankerne. Det gjaldt for eksempel en ung kvinde der som barn var blevet misbrugt til blodskam af sin fader. Selv om hun nu var voksen, var den følelse af skyld og ubrugelighed oplevelsen havde påført hende så stærk at hun forsøgte selvmord.

Andre synes fremtiden tegner sig håbløs fordi de lider af en svær depression og er ude af stand til at tro at de vil komme sig. For dem der aldrig har gennemlevet alvorlig nedtrykthed er det svært at forestille sig hvor ødelæggende en sådan oplevelse er. Det er ikke blot en ’nedtur’ af den slags vi alle kommer ud for fra tid til anden. Nej, det er en svær følelsesmæssig lidelse der uafbrudt kaster sin skygge over offeret, hvor vedkommende end går og står. Alle udveje synes lukkede.

For dem der lider af en sådan depression kan tanken om selvmord være nærliggende. En kvinde der kom ud for dette, siger at hun i hele perioden måtte være yderst forsigtig. Når hun for eksempel tog et karbad, opstod tanken „Det ville gå hurtigt hvis jeg dukkede hovedet under vandet.“ Det kunne også ske at hun ved synet af en bil der nærmede sig tænkte: „Det ville være så nemt!“

Deprimerede mennesker kan også lide af en stærk skyldfølelse. Hvorfor? En kristen kvinde der var stærkt deprimeret, følte skyld fordi hun ikke længere kunne tage sig af sin familie som hun engang havde kunnet, og hun følte at hun forhindrede dem i at gøre hvad de gerne ville. Hun mente også at Gud havde taget sin ånd fra hende, for hun følte hverken glæde eller fred i sindet. (Filipperne 4:7. Galaterne 5:22) Kun med opbydelsen af alle sine kræfter kunne hun få sig selv til at tale blot en smule om Jehova Gud. Mange har været ude for det samme, og nogle har endda ment at de havde begået en utilgivelig synd.

Det er måske ikke svært at sætte sig ind i hvorfor de der nærer sådanne nedbrydende følelser til sidst giver sig til at spekulere på om livet overhovedet er værd at leve. Det er imidlertid ikke kun disse ting der får folk til at forsøge at tage deres eget liv.

Andre grunde til selvmord

Flere psykologer er af den opfattelse at nogle selvmordsforsøg sker fordi offeret ønsker at tiltrække sig opmærksomhed. Selvmordskandidaten råber så at sige om hjælp, og prøver måske endda at „straffe“ en eller anden. Tankegangen er den samme som hos de børn der siger: „Vent du bare, du bliver ked af det når jeg er død!“

I visse tilfælde virker det også som om den der påtænker selvmord prøver at påvirke sine omgivelser. En pige der er blevet svigtet af sin ven, forsøger måske på skrømt at begå selvmord, i håb om at tvinge ham tilbage til hende. Eller måske en aldrende fader eller moder forsøger selvmord for at prøve at tvinge sine voksne børn til ikke at overse ham eller hende, men tilbringe mere tid sammen med vedkommende.

Disse eksempler giver et begreb om hvilke former for pres det drejer sig om. Situationen vanskeliggøres yderligere af den omstændighed at den lidende ofte holder problemerne for sig selv. Udadtil virker vedkommende måske rolig og upåvirket, mens han indvendig er nær bristepunktet. Under et sådant pres skal der kun ganske lidt til for at udløse et selvmordsforsøg.

Også arbejdsløshed kan få et menneske til at gøre forsøg på selvmord. For en teenagers vedkommende kan årsagen være en dårlig eksamen, et kæledyrs død, tabet af en ven eller veninde, eller nyheden om at ens yndlingslærer skal rejse bort. Men det er ikke den virkelige årsag til selvmordsforsøget. Det er så at sige „dråben der får bægeret til at flyde over“, den sidste i en lang række af prøvelser.

En kvinde blev dybt chokeret da hendes teenagedatter forsøgte selvmord; men senere gik det op for hende hvilket skjult pres teenagere kan være udsat for. Hun siger: „Nu ved jeg hvor mange omskiftelser en ung pige kan komme ud for. Hun kom ud for mere end hun kunne klare og jeg havde for travlt med andre ting til at hjælpe hende. Nu prøver jeg at lære hende bedre at kende, tale mere med hende og stå hende nærmere. Og det virker. Nu ler og spøger min datter med mig ligesom før.“

En udvej

Selvmord kan aldrig retfærdiggøres. Men for dem der er svært belastet følelsesmæssigt kan det forekomme fristende, som en hurtig måde at blive pinen kvit på. Men Jehova, hvis ord fortæller os at livet er helligt, tilbyder hjælp til dem der er under et sådant pres. Bibelen lover: „Han vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle.“ Det skriftstedet her taler om, er „noget skadeligt“ der tager sig tillokkende ud, som for eksempel afgudsdyrkelse og umoralitet. (1 Korinter 10:6, 13) Men intet er mere skadeligt end selvmord, og der findes derfor også en udvej for dem der fristes af dette. Jehova har tilvejebragt hjælp gennem sit ord, Bibelen, såvel som gennem den kristne menighed.

[Ramme på side 5]

Når en har begået selvmord

Da har de efterladte brug for megen støtte. Sandsynligvis føler de forvirring og skyld, og de grubler sikkert over hvad de burde have gjort for at hindre tragedien. De behøver hjælp for at indse at de sandsynligvis alligevel intet kunne have udrettet hvis den afdøde var fast besluttet på at tage sit liv.

Det er også formålsløst at spekulere på hvilken fremtid der venter en der har begået selvmord. Kun Jehova og hans udnævnte dommer, Jesus Kristus, kan afgøre hvad hjertet rummede hos den der gjorde ende på sit liv. Det der betyder noget, er at lægge tragedien bag sig og overgive den døde til Jehova, „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“. — 2 Korinter 1:3.