Bundet til en kørestol

„DE MÅ desværre acceptere at nogle bliver bundet til en kørestol inden de er fyldt 30 år.“

Jeg troede ikke mine egne ører. „Nej, hør nu,“ fór det ud af mig, „jeg er kun 19, ikke 90!“

„Der er intet vi kan gøre ved det,“ lød svaret roligt. „De må acceptere tanken. Der er visse mennesker her i verden som ikke længere kan gå når de fylder 30, og De bliver altså et af disse mennesker.“

Disse uhyggelige ord fra en ortopæd, som jeg havde søgt råd hos, var den første advarsel om at min medfødte ryglidelse ville forværres og blive til et uhelbredeligt handicap. I fuldstændig vantro sprang jeg på min cykel og kørte hurtigst muligt væk.

Det bedste udbytte af tiden

I to år havde jeg været optaget af heltidstjenesten som pioner her i England, hvor jeg bor — og hvor havde årene været lykkelige! I hjertet var jeg besluttet på at fortsætte, men lægens ord blev ved at dukke op i mine tanker. Kunne det virkelig passe? „Nå, om det nu passer eller ej,“ sagde jeg til mig selv, „så er der ingen mening i at give op før tiden, vel?“ Jeg besluttede altså at fortsætte som pioner.

I de følgende år blev det mere og mere tydeligt at min rygsøjle svækkedes. Når det var muligt for mig at fortsætte som heltidsforkynder, skyldtes det for en stor del at jeg fik både opmuntring og praktisk hjælp af Elsa, der var pioner sammen med mig. Vi cyklede i hundredvis af kilometer, forkyndte i badebyer, kørte gennem smukke landskaber, gennemarbejdede forstadskvarterer og koncentrerede os til sidst om at arbejde i det indre London. Hvilken frihed og tilfredshed følte vi ikke ved at kunne bruge al vor tid i gerningen med at forkynde ud fra Bibelen om Guds vidunderlige løfter om det paradis der vil komme på jorden!

Skønt min tjeneste af og til blev afbrudt af hospitalsophold, hvor jeg i alt gennemgik en halv snes operationer, lykkedes det mig alligevel at fortsætte som pioner. Jeg begyndte at bruge benstøtter, og senere måtte jeg bruge krykker. I de sidste to år af min pionertjeneste var det på den måde jeg kom omkring. Folk var meget hjælpsomme. For eksempel holdt en taxichauffør udkig efter mig og lod mig køre gratis med mellem mine besøg. Mange andre tilbød mig at komme indenfor i deres hjem så jeg kunne hvile mig når de så mig.

Men så kom den sørgelige opfyldelse af lægens ord. Min ryg brød pludselig sammen. Efter et langt hospitalsophold og mange måneder i gips var jeg nu bundet til en kørestol. „En dag vågner jeg op, og så opdager jeg at det hele slet ikke er sandt,“ sagde jeg til mig selv. Det var næsten som om det var det eneste jeg så hen til.

Indstillet på mit handicap

I begyndelsen var jeg bitter. Jeg havde et fortvivlet behov for andres omsorg og hjælp, men jeg følte mig forlegen og nedbrudt over at være tvunget til at tage imod denne hjælp. Samtidig følte jeg mig lige så fortørnet hvis jeg ikke fik tilbudt hjælp. Det er sikkert kun de der selv har prøvet det, der fuldt ud kan forstå hvordan det føles pludselig at blive så afhængig af andre. Det smil jeg viste når andre var til stede, var kun et dække for den grænseløse sorg og værdiløshed jeg følte.

Men efterhånden kunne jeg arbejde mig ud af de værste af disse negative følelser. Når jeg nu ser tilbage, var det et vendepunkt for mig da et andet Jehovas vidne læste Andet Korinterbrev 12:8-10 fra The Living Bible for mig. Der står blandt andet: „Jeg er glad for at kunne være et levende vidnesbyrd om Kristi magt, i stedet for at prale af mine egne kræfter og evner.“ Den forkynder der læste disse ord af apostelen Paulus for mig, var selv kommet alvorligt til skade ved en ulykke, og jeg kunne se at han virkelig havde gjort dem til sine egne.

Jeg bønfaldt Jehova Gud om at vise mig noget konstruktivt som jeg stadig kunne gøre, så jeg kunne være til gavn for ham og for andre, i stedet for at være optaget af mig selv. Da begyndte hele mit liv at ændre sig.

Glæden ved at hjælpe andre

Da jeg så mig om, opdagede jeg at der er mange der har begrænsninger og ikke er fri til at gøre hvad de vil. Der er således kvinder som har mange børn at sørge for, mænd som dagen lang må gøre et ensformigt arbejde, og mennesker der er blevet gamle og ikke længere har kræfter til ret meget. Dem begyndte jeg at tænke på, og jeg prøvede at lægge mærke til hvordan de klarede sig.

Efter et stykke tid blev jeg spurgt: „Kunne du tænke dig at lede et bibelstudium med en dame der kan komme hjem hos dig?“ Sikke en opmuntring! Denne dame blev den første af mange som jeg har studeret med på denne måde. Det var en glæde at indse at min fysiske tilstand alligevel ikke forhindrede mig i at bruge den erfaring jeg igennem mange år havde samlet mig i at gøre disciple.

Nu ledte jeg konstant efter nye måder hvorpå jeg kunne forkynde og undervise. I begyndelsen gjorde jeg det mest ved at skrive breve. Som distrikt har jeg fået tildelt en boligblok hvor det er svært for forkyndere at komme ind i hus-til-hus-arbejdet. Når jeg skriver, prøver jeg at forestille mig forskellige familier for hver lejlighed, og jeg bruger en ny bibelsk præsentation til hver af dem. På denne måde holder jeg tankerne i sving, og jeg engagerer mig i den offentlige forkyndelse af Guds ord.

Omsider besluttede jeg mig til at overvinde den sidste hæmning og begynde i hus-til-hus-forkyndelsen igen. Og hvor er jeg glad for at jeg gjorde det! Der er intet så trosstyrkende som direkte at bekende sin tro ved det talte ord. Nu kommer vennerne i menigheden regelmæssigt og henter mig i min kørestol, så fra tid til anden kan jeg endda være hjælpepioner.

Det er seks år siden jeg kørte på min cykel for sidste gang. Der er dage hvor jeg længes efter den bevægelsesfrihed jeg havde, efter den friske luft og det travle liv som jeg nød så meget. Men på plussiden må jeg nævne at det aktive liv jeg havde i pionertjenesten betød at jeg ikke kun havde min førlighed i ti år, som lægen havde sagt, men i over 15 år.

I de sidste få år har jeg levet for mig selv. Men Elsa og hendes mand tager sig af mig som om jeg hørte til familien. Jeg holder af deres børn som om de var mine egne.

Jeg minder også mig selv om at jeg nu har nogle aktiver jeg ikke før havde. Et af de største er tid. Jeg er altid til rådighed hvis nogen trænger til et lyttende øre. Jeg har fået større medfølelse med dem der kommer ud for problemer. Og fremfor alt føler jeg et nærmere forhold til Jehova Gud, der så kærligt har lært mig at glæde mig over livet sådan som det er. Han har givet mig styrken til og beslutningen om fortsat at tjene ham.