Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w84 1/4 s. 15-19
  • Er Jesus „Gud Søn“ eller Guds søn?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Er Jesus „Gud Søn“ eller Guds søn?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Er Faderen større end Sønnen?
  • Efter at Jesus er steget til himmelen
  • „Ved kraftens højre hånd“
  • Hvis søn var han?
  • Den nye pagt for kristne
  • En ny situation
  • Jesus Kristus — Guds elskede søn
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
  • Er Jesus altid underordnet Gud?
    Skal man tro på treenigheden?
  • Hvem er Jesus Kristus?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2005
  • Den førmenneskelige tilværelse
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1962
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
w84 1/4 s. 15-19

Er Jesus „Gud Søn“ eller Guds søn?

„Du er Messias, den levende Guds søn.“ — Mattæus 16:16.

1. (a) Hvilken opfattelse har mange kirkemedlemmer angående Jesus? (b) Hvilken interessant udtalelse fremsatte Jesus?

VAR Jesus Gud? Mange medlemmer af kristenhedens kirker ville svare ja. Men vidste du at der var en som Jesus selv kaldte „Gud“? Slå op i Johannesevangeliet 20:17 i din egen bibel, og læs hvad Jesus selv sagde ved slutningen af dette vers: „Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.“ Hvis dette er nyt for dig, er der mange andre bibelske udtalelser om Jesus og om Gud der måske vil forbavse dig.

2. Hvilke andre interessante udtalelser finder vi i Bibelen angående forholdet mellem Jesus og Gud?

2 Tænk for eksempel på den engel der over for Maria bekendtgjorde at hun skulle blive moder til Jesus. Engelen sagde ikke at hendes barn skulle være Gud selv, men at det skulle være „Guds søn“. (Lukas 1:35) Bibelen siger heller ikke, som nogle gør, at det var Gud selv der kom til jorden for at give en løsesum, men at ’Gud udsendte sin søn’ for at gøre dette. — Galaterne 4:4, 5; 1 Johannes 4:9, 10.

3, 4. På hvilken måde er udtalelser af Peter og Johannes Døber i strid med kristenhedens lære om treenigheden?

3 Jesus spurgte engang sine disciple hvem de mente at han var. Svarede Simon Peter: „Du er Gud“? Nej. Han svarede: „Du er Messias, den levende Guds søn.“ Blev Peter korrigeret af Jesus? Nej, Jesus sagde: „Lykkelig er du, Simon, Jonas’ søn, for det er ikke kød og blod der har åbenbaret det for dig, men min Fader som er i himlene.“ — Mattæus 16:15-17.

4 Religiøse forfattere som tror at Gud er en treenighed, har ofte talt om ’Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd’. Dengang Johannes Døber havde døbt Jesus, kaldte han imidlertid ikke Jesus for „Gud Søn“ men „Guds søn“. Der er en betydelig forskel mellem disse to udtryk. — Johannes 1:34; Mattæus 14:33.

Er Faderen større end Sønnen?

5. Hvad kan der siges om den stilling Jesus indtager i himmelen?

5 Bibelen fortæller at Jesus havde en tilværelse i himmelen før han blev menneske på jorden. Han havde eksisteret før Abraham, han havde været sammen med sin himmelske Fader „før verden blev til“, han var „al skabnings førstefødte“, og ’ved hjælp af ham blev alle andre ting skabt’. (Johannes 17:5; 8:58; Kolossenserne 1:15-17) Jesus „ydmygede . . . sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl. Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn.“ Bibelen siger også at „vor Herres Jesu Kristi Gud . . . oprejste ham fra de døde og gav ham sæde ved sin højre hånd i det himmelske, højt over enhver regering og myndighed og magt og ethvert herredømme og ethvert navn der nævnes, ikke blot i denne tingenes ordning, men også i den kommende.“ — Filipperne 2:8, 9; Efeserne 1:17, 20, 21.

6-8. Nævn nogle af de ting Jesus sagde om sin egen stilling i forhold til Faderen.

6 Jesus gav gang på gang udtryk for at han og Faderen ikke var lige, men at han stod under sin Fader. Han sagde at han var udsendt af sin Fader, oplært af sin Fader, og at han talte sådan som Faderen havde befalet ham at tale. (Johannes 3:17; 5:36; 6:38; 12:49, 50) Jesus sagde også at han havde „fuldført den gerning“ Faderen havde givet ham at gøre, og at hans disciple ’var blevet klar over at Faderen havde udsendt ham’. — Johannes 17:4, 6, 18, 25.

7 End ikke Jesu fjender beskyldte ham for at sige han var Gud. Nej, de sagde at han prøvede at gøre sig „Gud lig“ ved at kalde Gud sin Fader. De ville slå Jesus ihjel fordi han, som den danske autoriserede oversættelse siger, „kaldte Gud sin Fader og gjorde sig selv Gud lig“. Jesus sagde: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det samme gør også Sønnen.“ — Johannes 5:18, 19, da. aut.

8 På trods af at Jesus havde en meget høj stilling, sagde han til sine apostle: „Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:28) Nogle hævder at dette kun var tilfældet fordi Jesus endnu befandt sig på jorden, og at det ikke længere forholder sig sådan efter at han nu er steget op til himmelen. Men sådan læser vi det ikke i Bibelen.

Efter at Jesus er steget til himmelen

9. Hvordan viste Paulus at heller ikke den opstandne Jesus var den samme som Gud?

9 Efter at Jesus var oprejst til himmelen, fortsatte hans disciple med at forkynde at Faderen var større end Sønnen. Over tyve år senere skrev Paulus om „vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader“. (Romerne 15:6) Læg mærke til hvad der står her. Paulus taler om Jesu Gud. Paulus skelner ikke blot mellem Faderen og Jesus, men mellem Gud og Jesus. Han skriver altså om både Gud og Kristus. En standardhilsen i Paulus’ breve er denne: „Måtte I have ufortjent godhed og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.“ (Romerne 1:7; 1 Korinter 1:3; 2 Korinter 1:2; Galaterne 1:3; Efeserne 1:2; Filipperne 1:2) Paulus skrev desuden at Kristus er „Guds billede“ og derfor repræsenterer ham på fuldkommen vis; men Paulus skrev ikke at Kristus var Gud. (2 Korinter 4:4) De der har udarbejdet den engelske bibeloversættelse The Living Bible, tror åbenbart at Gud er en treenighed, for de har ændret denne passage, så der står: „Kristus, som er Gud.“ Dette er ikke hvad teksten siger, og man har da også indsat en fodnote, hvor der står: „Bogstaveligt: ’som er Guds billede.’“

10. Hvordan fremgår det af Åbenbaringen at Jesus ikke er den samme som Gud?

10 Også i Åbenbaringen skelnes der, ikke bare mellem Jesus og Faderen, men også mellem Jesus og Gud. Indledningsordene i denne bog er: „En åbenbaring ved Jesus Kristus, som Gud gav ham.“ (Åbenbaringen 1:1) Over 60 år efter Jesu himmelfart citerer Åbenbaringen den himmelske, herliggjorte Jesus for disse ord: „Den der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, . . . og jeg vil skrive min Guds navn på ham og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, som kommer ned fra himmelen fra min Gud, og mit eget nye navn.“ — Åbenbaringen 3:12.

11. Hvordan fremgår det af Bibelens sidste kapitel at der er forskel på Jesus og Gud?

11 Denne skelnen mellem Gud og Lammet Jesus Kristus kan ses helt frem til Bibelens sidste kapitel, hvor den store himmelske trone i det herlige ny Jerusalem ikke beskrives som tronen for en eller anden treenig gud, men som „Guds og Lammets trone.“ (Åbenbaringen 22:1, 3) Disse udtalelser er ikke svære at forstå, medmindre man er oplært til at prøve at få dem til at sige noget de ikke siger.

„Ved kraftens højre hånd“

12. (a) Hvordan forklarede Jesus hvilken stilling han ville indtage efter sin opstandelse? (b) Hvordan fremgår det af Salme 110:1 at Jesus ikke er den samme som Jehova?

12 Jesu fjender, der søgte efter en grund til at få ham slået ihjel, spurgte ham ikke om han hævdede at være Gud, men om han var „Messias, Guds søn“. Han svarede: „Du har selv sagt det. Dog siger jeg jer: Fra nu af skal I se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer.“ (Mattæus 26:63, 64) Jesus havde da allerede citeret følgende ord af David og anvendt dem på sig selv: „[Jehova] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’“ Jesus sagde ikke at han var Jehova, eller en del af en eller anden ubibelsk treenighed, men at han skulle være ved Jehovas højre hånd, hvor han skulle vente på at Guds hensigter blev gennemført til Guds fastsatte tid. — Salme 110:1; Mattæus 22:42-44.

13. Hvad så Stefanus lige før han mistede livet for troens skyld?

13 Stefanus, den første der gav sit liv for troen på Kristus, fik et syn af den opstandne Jesus i himmelen. Sagde han nu at han så Jesus som Gud, som del af en eller anden treenighed? Nej. Sådan som Jesus og David havde forudsagt, så han Menneskesønnen „stående ved Guds højre hånd“. The Living Bible siger at Stefanus så „Jesus Messias stå ved siden af Gud, ved hans højre hånd!“ — Apostelgerninger 7:55, 56.

14. Hvad viser Daniels syn angående den der lignede en menneskesøn?

14 Et mere omfattende billede af dette oprulles for os i Daniels storslåede syn af „den gamle af dage“. Daniel skrev: „Jeg skuede videre i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ (Daniel 7:13, 14) Jesus var ikke selv „den gamle af dage“, Jehova Gud; han var ’menneskesønnen’. Læg desuden mærke til at han blev ført helt hen til sin himmelske Fader, hvor „magt og ære og herredom gaves ham“, og at „alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham“. — Se også Mattæus 25:31.

15. Hvad viser Åbenbaringen at den store skare ville være oplyst om?

15 I Åbenbaringen vises det klart at den store skare af alle nationer og alle sprog som kommer ind under Kristi herredømme, vil bestå af mennesker der kender forskellen mellem Gud og Lammet Jesus Kristus, for de lovpriser Gud i kor med disse ord: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ Det nævnes desuden at de 144.000 der står sammen med Lammet Jesus Kristus på det himmelske Zions bjerg, har „dets navn og dets faders navn skrevet på deres pander“. — Åbenbaringen 7:9, 10; 14:1.

Hvis søn var han?

16. Hvordan ville jøderne forstå det da Jesus sagde at den som de kaldte deres Gud, var hans Fader?

16 Jøderne kendte godt Guds navn. De vidste hvem Jesus talte om da han sagde: „Det er min Fader som herliggør mig, ham som I siger er jeres Gud.“ (Johannes 8:54) Hvem var denne Gud? Hans navn fandtes i deres egne afskrifter af Skrifterne, uanset om de udtalte navnet eller ej. Det stod på skriftrullerne i deres synagoger, og det var skrevet med hebraiske tegn i den græske Septuaginta-bibeloversættelse som de læste og benyttede. (Se artiklen „Guds navn i De kristne Skrifter“, side 7.) Jehova er ikke et andet navn for Jesus. Da Jesus „kaldte Gud sin egen Fader“ og benævnte sig selv som „Guds søn“, forstod hans jødiske tilhørere at han erklærede sig som søn af den hvis navn blev skrevet med de fire hebraiske bogstaver JHVH. Han sagde ikke at han var Jehova, men at han var Jehovas søn. — Johannes 5:18; 11:4.

Den nye pagt for kristne

17, 18. (a) Hvilke hovedpunkter kan du pege på i Jeremias’ profeti om den nye pagt, og hvor stor betydning har denne profeti? (b) Hvilken rolle spiller mellemmanden i forbindelse med denne nye pagt?

17 Jeremias’ store profeti om den nye pagt viser at ikke kun jøder, men også kristne, kunne få adgang til at blive et folk for Jehovas navn. Hvis oversætterne af den bibel du bruger, har anført Guds navn de steder hvor det står i den hebraiske originaltekst, vil du læse som følger:

„’Se! Der kommer dage,’ lyder Jehovas udsagn, ’da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus; . . . For dette er den pagt som jeg slutter med Israels hus efter de dage,’ lyder Jehovas udsagn: ’Jeg giver min lov i deres indre, og på deres hjerte skriver jeg den. Og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Og man skal ikke mere belære sin næste eller sin broder og sige: „Kend Jehova!“ for de skal alle kende mig, fra den mindste iblandt dem til den største iblandt dem,’ lyder Jehovas udsagn.“ — Jeremias 31:31-34, NW.

18 Den kristne apostel Paulus helliger fire kapitler i Hebræerbrevet (kapitlerne 7-10) til en behandling af den nye pagt som Gud indgik med det åndelige Israel. Paulus antyder ikke at Kristus var ophavsmand til denne pagt (som blev gjort gyldig i kraft af hans blod), men at Kristus var „mellemmand“. Pagtens ophavsmand var Jehova Gud. Om mellemmanden skrev Paulus: „Kristus gik . . . ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person for os.“ — Hebræerne 8:6; 9:15, 24.

19. Hvem skulle ifølge denne profeti være Gud for de kristne i den nye pagt?

19 Hvem skulle, ifølge det vi kan udlede af Jeremias’ ord, være Gud for de kristne i den nye pagt? Det skulle Jehova! Det var Jehova der sagde: ’Jeg slutter en pagt . . . jeg giver min lov . . . jeg vil være deres Gud.’ Og med henblik på de kristne i den nye pagt lyder det i denne profeti: „’De skal alle kende mig, fra den mindste iblandt dem til den største iblandt dem,’ lyder Jehovas udsagn.“ Vi forstår altså at alle de der hørte med til den nye pagt for kristne — foruden de andre kristne som ville slutte op om disse — ville være nogle som kendte og tjente Jehova! For over 400 år siden skrev Calvin: „Disse ord: ’Kend Jehova!’ peger på troens vigtigste elementer.“ — Commentaries on the Book of the Profhet Jeremiah and the Lamentations af J. Calvin, oversat til engelsk af John Owen, side 136.

En ny situation

20. Hvad måtte de der lyttede til Jesus, indse?

20 De der lyttede til Jesus når han forkyndte, kendte Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Deres forfædre havde tilbedt Jehova, og de havde Jehovas tempel i deres midte. Det nye de måtte indse var betydningen af at ære Jesus og blive hans discipel. Jesus sagde derfor: „Alle [skal] ære Sønnen ligesom de ærer Faderen. Den der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.“ — Johannes 5:23.

21, 22. (a) På hvilken måde er situationen omvendt i dag? (b) Hvad må vi ikke se bort fra?

21 I dag er situationen omvendt. Medlemmerne af kristenhedens kirker taler meget om Jesus, men ignorerer „Faderen, som har sendt ham“. Det var Gud der ’ophøjede Jesus til en højere stilling og i sin godhed gav ham navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen’. — Filipperne 2:9-11.

22 Vi må ikke, som så mange har gjort det, glemme at vor bekendelse eller anerkendelse af Jesus skal være „til herlighed for gud, Faderen“. Mange af vor tids religiøse ledere har næsten helt glemt Faderen — og derfor har deres sognebørn også glemt ham. Jesus sagde imidlertid i en bøn til sin himmelske Fader: „Dette er ensbetydende med evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud.“ Det er imidlertid ikke nok. Vi må også lære om den som Gud udsendte, og blive hans disciple. Jesus fortsatte derfor: „Og om den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.

Repetition

■ Hvilke skriftsteder viser at Jesus ikke er den samme som Gud?

■ Var Jesu ord: „Faderen er større end jeg“ stadig sande efter at Jesus var vendt tilbage til himmelen?

■ Hvilke udtalelser af David og Daniel hjælper os til at forstå hvilken stilling Jesus indtager i himmelen?

■ Hvad viser Jeremias’ profeti om den nye pagt at sande kristne ville vide angående Gud?

[Ramme på side 17]

Tanken om at Jesus er Gud er blevet indført senere

I leksikonet New Catholic Encyclopedia læser vi: „At spørge om Det nye Testamente præsenterer Jesus som ’Gud Søn’,“ er at „lede efter en måde at omtale Jesus på som først senere blev udviklet“. — Bind 13, side 426.

Jesus og hans apostle forkyndte altså at han var „Guds søn“, men disse kirkefolk udviklede senere den idé at han var Gud selv i „Sønnens skikkelse“, altså „Gud Søn“.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del