Kender du den Gud du tilbeder?

„GUD ER DØD.“ Dette slagord, som den tyske filosof Friedrich Nietzsche udformede for cirka hundrede år siden, blev hentet frem og brugt igen af teologerne i 1960erne. Det blev, især blandt akademikere, en udbredt opfattelse at et rent ikke-religiøst samfund var det bedste grundlag for at løse menneskehedens problemer og gøre lykken mulig.

Men dette håb blev afløst af skuffelse, og i halvfjerdserne var der snarere tendens til at man gik imod denne „sekularisering“. Sociologer opdagede at mennesket har brug for en åndelig dimension for at finde tilfredshed i sin tilværelse. Selv i videnskabelige cirkler blev det lettere at indrømme at troen på Gud var en nødvendighed. I 1979 kunne den franske forfatter Christian Chabanis i sin bog Dieu existe? Oui (Er Gud til? Ja) gengive samtaler med ni franske videnskabsfolk som alle bekendte at de troede på Gud under en eller anden form.

Der er selvfølgelig millioner af mennesker som aldrig er gået ind for „Gud er død“-teologien men har fastholdt troen på Gud. Betyder det imidlertid at de hele tiden har haft en klar opfattelse af Gud?

På de franske katolske biskoppers synode i 1967 blev der affattet en liste over spørgsmål som foruroligede katolikker. Øverst på listen stod „Vor kundskab om Gud“, og derunder „Personen Jesus“. I sin bog God for Men of Today (Gud for nutidsmennesker) gengiver forfatteren Jacques Duquesne en samtale med en 58-årig mandlig katolik som tilstår: „Jeg tænker somme tider på om det er rigtigt at Jesus er Gud. . . . Jeg prøver at overbevise mig selv. Men det er et stort problem for mig.“ Duquesne citerer også to katolske præster for at have sagt at „dogmerne i mange kristnes øjne er nogle usammenhængende, uvirkelige og vilkårlige formler; hver for sig giver de næppe nogen mening; det ene dogme kaster ikke lys over det andet; derfor er det svært at anskueliggøre dem over for mennesker af i dag. Hvis teologerne besluttede sig til at føje en fjerde person til treenigheden, ville det så forstyrre ret mange af selv de bedste kristne?“

Den omtalte lære, treenighedslæren, er faktisk den der volder de største problemer, ikke alene for katolikker, men også for medlemmer af de græsk-ortodokse kirker og for mange protestanter. Om denne lære hedder det i A Catholic Dictionary: „Vi forstår godt at tre mennesker kan være adskilte og dog have den menneskelige natur tilfælles. Men helt anderledes forholder det sig med de tre guddommelige Personers enhed. Når vi siger at de er én gud, mener vi ikke alene at hver af dem er Gud, men også at hver af dem er én og samme Gud, og deri ligger det mysterium som overstiger enhver fornuftbegavet skabnings fatteevne.“ Det er ikke så mærkeligt at „kundskab om Gud“ er katolikkers største problem!

Tilbedelse af en ukendt Gud

Kristenhedens kirker forlanger at deres næsten en milliard tilhængere skal tilbede en Gud som de ikke kan fatte. De befinder sig i en situation der minder om den fortidens samaritanere befandt sig i; til en af disse sagde Jesus: „I tilbeder det I ikke kender.“ (Johannes 4:22) Hvordan kunne Jesus sige det?

I det ottende århundrede f.v.t. blev Israels nordlige rige, ti-stammeriget, og dets hovedstad, Samaria, indtaget af assyrerne, og mange israelitter blev bortført til Assyrien og til andre erobrede lande. Derefter sendte assyrerkongen forskellige undertvungne folk, især fra Babylonien, hen for at bosætte sig i den del af Israel der var kendt som Samaria. Resultatet blev en blandet befolkning af israelitter og ikke- israelitter. Deres gudsdyrkelse blev en slags blandingsreligion, hvorom Bibelen siger: „De frygtede [Jehova], men dyrkede også deres egne guder på de folkeslags vis, de var ført bort fra.“ — 2 Kongebog 17:26- 33; se også Første Kongebog 12:28-31.

Ja, samaritanerne frygtede Jehova. De anerkendte også en del af hans ord — Bibelens fem første bøger (Pentateuken). Men de blandede falsk babylonisk religion ind i tilbedelsen af Jehova. Det var møntet på sådanne samaritanere at Jesus sagde: „I tilbeder det I ikke kender.“ De havde et vist kendskab til Jehova, men accepterede ikke hele hans ord. De tilbad ikke Gud „med ånd og sandhed“. — Johannes 4:22, 23.

Befinder medlemmerne af kristenhedens kirker sig ikke i en lignende situation? De har et vist kendskab til Gud, men mange af dem erkender at de ikke virkelig kender ham. Vi kan ikke tillade os at se med ligegyldighed på dette spørgsmål, for Jesus sagde: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3, da. aut.

Hvad er det for en lære der i særlig grad har hindret medlemmerne af kristenhedens kirker i at lære Jehova, „den eneste sande Gud“, at kende? Det er uden tvivl læren om treenigheden, dette ’mysterium der overstiger vor fatteevne’. Ved læsning i Bibelen får man imidlertid ikke den opfattelse at de første kristne tilbad en Gud der var ’et mysterium’ for dem. Apostelen Johannes sagde: „Guds søn . . . har givet os forstand så vi kan erkende den sande [Jehova Gud]. Og vi er i samhørighed med den sande, ved hjælp af hans søn Jesus Kristus.“ — 1 Johannes 5:20.

Hvordan er det gået til at kristenhedens kirker er begyndt at tilbede en Gud som deres medlemmer ikke kan fatte? Dette vil vi behandle i den følgende artikel.

[Illustration på side 19]

Et alter viet til ukendte guder, fundet i Pergamum i Lilleasien