I harmoni med „Jehovas sind“ som det åbenbares i dag
1. Hvilken nation erstattede det kødelige Israel, og hvilken pagt blev den taget med ind i?
GUDS søn har afløst profeten Moses, der var mellemmand for Lovpagten mellem Gud og det kødelige Israel. Jesus Kristus er blevet den udnævnte mellemmand for Jehovas forudsagte nye pagt. Denne pagt blev indgået med den nation der trådte i stedet for det kødelige Israel og som er et åndeligt Israel, „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) De ti bud og alle de andre dermed forbundne pagtslove der blev formidlet ved det ufuldkomne menneske Moses, blev bevaret skriftligt, men ikke virkelig indskrevet på de omskårne kødelige jøders eller israelitters sind og hjerte. Jehova Gud, der erkendte denne mangel i forbindelse med den mosaiske lovpagt, forudsagde ved profeten Jeremias at der ville blive sluttet en ny pagt, sådan som det er omtalt i Jeremias 31:31-34.
2. (a) Hvordan blev Jesus mellemmand for denne nye pagt? (b) Hvordan og hvornår trådte den i kraft?
2 Jesus Kristus beseglede denne lovede „nye pagt“ med sit eget blod da han døde med et bristet hjerte på marterpælen uden for Jerusalem. Aftenen før, da han i lydighed mod den mosaiske lovpagt fejrede sit sidste påskemåltid sammen med sine trofaste apostle, rakte han dem bægeret med vin og gav det en ny betydning, idet han sagde: „Dette bæger er ensbetydende med den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ (Lukas 22:20; 1 Korinter 11:23-26) På denne måde blev han mellemmand for denne nye pagt, der viste sig at være en „bedre pagt“ end Lovpagten. (Hebræerne 8:6; 9:11-28) Lige siden Jesus i år 33 frembar værdien af sit fuldkomne blod har han således tjent som mellemmand for de disciple som Jehova Gud tager med ind i den nye pagt. — 1 Timoteus 2:5, 6.
3. På hvad skriver Jehova den nye pagts love, ifølge Hebræerbrevet 10:15, 16?
3 I Hebræerbrevet 10:15, 16, hvor apostelen Paulus taler om den nye pagt, citerer han fra Jeremias’ profeti, ifølge den græske Septuaginta-oversættelse, og skriver: „Desuden vidner den hellige ånd også for os, for . . . den har sagt: ’„Dette er den pagt som jeg vil indgå med henblik på dem efter de dage,“ siger Jehova. „Jeg vil give mine love i deres hjerter [kardiʹas], og i deres sind [diaʹnoian] vil jeg skrive dem.“’“
4. (a) Hvilken forskel er der på det symbolske hjerte og sindet? (b) Hvordan gør de kristne der er under den nye pagt, brug af hjertet og sindet, ifølge Salme 119? (c) Hvornår og hvordan begyndte Guds love at blive skrevet på deres hjerter og sind?
4 I overensstemmelse med det symbolske hjertes og sindets funktioner ville de kristne der gennem mellemmanden Kristus blev taget med ind i den nye pagt, elske Jehovas love med deres hjerter og derved blive tilskyndet til at adlyde disse love. De ville også altid have disse love i tanke. Som salmisten udtrykte det: „Hvor elsker jeg dog din lov! Hele dagen grunder jeg på den [hele dagen er den i mine tanker, 1977-overs.].“ (Salme 119:97) På pinsedagen i år 33 begyndte Jehova at give sine love i Kristi disciples symbolske hjerter og at skrive dem i deres sind. Da blev den hellige ånd udgydt over Jesu Kristi 120 ventende disciple, idet der viste sig synlige „tunger som af ild“ over deres hoveder, og de begyndte at tale i fremmede sprog som de ikke havde studeret eller lært. I sandhed et mirakel! Som følge af det vidnesbyrd der her blev aflagt for de forsamlede tilskuere, lod 3000 som troede på Jesus som Kristus eller Messias, sig døbe og blev taget med ind i den nye pagt med ham som deres mellemmand. — Apostelgerninger, kapitel 2; Joel 3:1-5.
5. Hvem er i dag med i den nye pagt, og hvad beviser at de er „grene“?
5 I dag, 1900 år senere, findes der en rest af „Guds Israel“ hvis medlemmer afgiver bevis for at de er blevet taget med ind i den nye pagt, idet de er blevet døbt med den hellige ånd. De beviser at de har Jehova Guds love i deres symbolske hjerter og at de er skrevet i deres sind. De udfører den befaling som deres mellemmand forudsagde, ifølge Mattæus 24:14 og Markus 13:10. De er „grene“ på det åndelige oliventræ som apostelen Paulus beskrev i Romerbrevet, kapitel 11, og de bærer megen frugt.
6. (a) Hvilket andet aspekt af „Jehovas sind“ er blevet åbenbaret siden 1935? (b) Hvordan beviser ’de andre får’ at de elsker Guds „lov“ som gælder vor tid?
6 Endnu et aspekt af hvad Jehova havde ’i sinde’ blev åbenbaret i 1935 ved Jehovas Vidners stævne i Washington, D.C. Hvad var Jehovas tanke i forbindelse med ’den store skare’ der er forudsagt i Åbenbaringen 7:9-17? Denne store skare lovprisere af Jehova Gud og hans Lam, Jesus Kristus, der tjener Gud i hans symbolske tempel, begyndte at vise sig i 1935. De 840 der lod sig døbe i Washington lørdag den 1. juni, er siden blevet til langt flere. I dag findes der på hele jorden mere end to og en halv million af disse ’den rigtige hyrdes’, Jesu Kristi, „andre får“, som regelmæssigt forsamles med den nye pagts åndsavlede medlemmer og som tager del i den forkyndelse af Riget der blev forudsagt i Mattæus 24:14. (Johannes 10:16) Ligesom salmisten aflægger de overbevisende vidnesbyrd om at de elsker Jehovas „lov“ som gælder denne ’afslutning på tingenes ordning’, og at hans „lov“ er noget som de grunder over og som optager deres hjerter og sind.
Frelse gennem tro og bekendelse
7, 8. (a) Er frelsen udelukkende afhængig af en forstandsmæssig viden? (b) Hvad siger Romerbrevet 10:5-10 om samspillet mellem det symbolske hjerte og sindet?
7 For at blive frelst, hvad enten det er til Jehovas rige i himmelen eller til det jordiske paradis under Jesu Kristi tusindårige styre, er det ikke nok bare at have en forstandsmæssig viden, det er ikke blot et spørgsmål om sindet. Det fremgår klart af apostelen Paulus’ ord i Romerbrevet 10:5-10. Her taler han om kristne der havde et naturligt, kødeligt hjerte, ikke et transplanteret eller et kunstigt hjerte. Han argumenterer på følgende måde:
8 „Moses skriver nemlig at det menneske som har gjort Lovens retfærdighed skal leve ved den. Men den retfærdighed der er en følge af tro taler således: ’Sig ikke i dit hjerte: „Hvem vil stige op til himmelen?“ det vil sige, for at bringe Kristus ned; eller: „Hvem vil stige ned i afgrunden?“ det vil sige, for at bringe Kristus op fra de døde.’ Men hvad siger den? ’Ordet er dig nær, i din egen mund og i dit eget hjerte’; det vil sige, troens ’ord’, som vi forkynder. For hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst. For med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“
9. (a) Hvoraf afhænger det om man bliver frelst, og hvorfor svarer du således? (b) Hvad må en kristen virkelig tro i sit hjerte? (c) Hvilken indstilling havde athenerne, og hvorfor?
9 Disse ord viser at der er tale om noget der går dybere end til forstanden eller sindet. Det er ikke et spørgsmål om blot at indsamle oplysninger, ordne dem i sindet og kunne remse dem op udenad. For Gud er det ikke sindet med dets kundskab der er den afgørende faktor, men motivet der betyder noget. Den kristnes tro må motiveres af det symbolske hjerte. Han må tro på Kristi opstandelse med hele sit hjerte, fordi han føler en dyb taknemmelighed over dette mirakel som den almægtige Gud har gjort. Dette er noget som hverken Kristus eller noget andet menneske kunne have udvirket, nemlig at Gud oprejste sin søn til liv på himmelsk plan. (2 Korinter 4:13) Vi husker at nogle af de intellektuelle athenere på apostelen Paulus’ tid var tilbøjelige til at „gøre nar“, da de hørte om „en opstandelse fra de døde“, hvorimod andre ikke var så hurtige til at fælde dom i dette spørgsmål, men sagde: „Vi vil høre dig fortælle om dette igen en anden gang.“ Deres sind, som var fyldt med kundskab, hindrede dem i at tage imod oplysningerne, skønt disse byggede på kendsgerninger. Kun nogle af dem blev troende og sluttede sig til Paulus. — Apostelgerninger 17:21, 32-34.
10. (a) Hvilken motivation må udgå fra hjertet? (b) Hvilke to krav stiller Jehova?
10 Hjertet må altså motivere en til at tro. Ja, man må tro med hjertet. Når det er tilfældet vil den troendes hjerte — hans inderste jeg — også motivere ham til med sin mund offentligt at bekende sin tro. Han må tro med hele sit hjerte. Så vil den offentlige bekendelse med munden, motiveret af det troende hjerte, følge efter. Når en troende lader sig døbe i vand som et symbol på at han har indviet sig til Jehova Gud gennem Jesus Kristus, afgiver han en offentlig bekendelse der fører til frelse. Jehova Gud ransager ikke alene det symbolske hjerte for at se om der findes en tro der ansporer til handling, men han lytter også efter den offentlige bekendelse.
Loyale på grund af et „helt“ hjerte
11. (a) Hvordan kunne David forblive loyal mod Jehova? (b) Hvorfor kunne David, trods sin synd, udtale ordene i Salme 86:11 i sin bøn? (c) Hvem har fulgt Davids gode eksempel?
11 Fortidens David blev, ligesom alle andre mennesker, født i misgerning og undfanget i synd, men han forblev loyal mod sin Gud, Jehova, fordi hans hjerte var „helt“ med Israels folks Gud. (Salme 51:7) Et vidnesbyrd herom finder vi i Første Kongebog 15:3: „Hans [Abijas] hjerte var ikke helt med [Jehova] hans Gud som hans fader Davids.“ David begik ganske vist en afskyelig synd med hetitten Urias’ hustru, men han angrede oprigtigt, og hans hjerte viste sig at være udelt og urokkeligt i hans hengivenhed for Jehova, hans Gud. (1 Kongebog 15:4, 5) Med god grund kunne David bede: „Forén mit hjerte om at frygte dit navn.“ (Salme 86:11, NW) Han satte et glimrende eksempel for de konger der fulgte efter ham i Israel. Kong Asa, for eksempel, efterlignede David i denne henseende, for vi læser i Første Kongebog 15:14: „Asas hjerte [var] helt med [Jehova], så længe han levede.“
12. Hvad kræver mod og oprigtighed, og hvordan lagde Ezekias disse egenskaber for dagen?
12 Det kræver stort mod og sand oprigtighed at vende sig til Gud, den Allerhelligste, der ransager menneskenes hjerter, og bønfalde ham om barmhjertighed og kærligt hensyn. Men det var hvad kong Ezekias af Israel gjorde. Da han fik en sygdom som med sikkerhed ville medføre døden, hvis ikke Gud greb ind, bad han: „Ak, [Jehova], kom dog i hu, hvorledes jeg har vandret for dit åsyn i oprigtighed og med et helt hjerte og gjort, hvad der er godt i dine øjne!“ — Esajas 38:3.
13. Hvad må salvede kristne, i lighed med Jesu eksempel, altid have i tanke?
13 Stillet over for et sådant eksempel skulle de salvede kristne, der i dag er blevet taget med ind i ’pagten om et rige’ med Jesus Kristus i himmelen, altid tænke på at de er forpligtede til at vandre for Jehovas ansigt „med et helt hjerte“. Da Jesus Kristus var her på jorden som et fuldkomment menneske vandrede han for sin himmelske Fader Jehovas åsyn „med et helt hjerte“, akkurat som sin kongelige forfader David. Derfor behagede det i høj grad Jehova Gud, der indsætter konger, at overdrage ham herredømmet i det himmelske rige, for at han dér kan herske som „kongers Konge og herrers Herre“ sammen med sine loyale disciple der vil være konger og herrer under ham. — Lukas 22:29; Åbenbaringen 19:16.
14. Hvorfor er de „andre får“ blevet bragt ind i „én hjord“ under „én hyrde“?
14 ’Den store skare’ af Kristi „andre får“ forventer at overleve afslutningen og blive de første undersåtter i Jesu Kristi og hans 144.000 medregenters tusindårsrige. (Åbenbaringen 7:9, 10; Johannes 10:16; Åbenbaringen 14:1; 20:4-6) Siden det begivenhedsrige år 1935 har medlemmerne af denne ’store skare’ sluttet sig til resten af Rigets arvinger som vandrer for Jehovas ansigt med et helt hjerte. Fordi disse ’den rigtige hyrdes’, Jesu Kristi, „andre får“ bestræber sig for at vandre for Jehova Guds ansigt „med et helt hjerte“ udgør de nu „én hjord“ sammen med resten af Rigets arvinger under „én hyrde“, Jesus Kristus. Fordi de bevarer deres uangribelighed med et sådant forenet og helt hjerte, vil de som Jehovas vidner få den forret at tage del i hævdelsen af Guds universelle suverænitet. — Esajas 43:10, 12.
15. Hvad kan vi alle være taknemmelige for nu?
15 På denne måde kan vi alle, som disciple af Guds søn, vor „rigtige hyrde“, leve i harmoni med Jehovas „sind“, sådan som han i dag åbenbarer det for sine indviede, døbte tjenere. Hvor taknemmelige kan og bør vi ikke være for at Gud, den Højeste i himmelen, har åbenbaret os det der først var i hans „sind“ og som ikke var opkommet hos noget menneske af kød og blod! Af den grund føler vi os tilskyndet til at tænke som Jehova hvad hans herlige hensigt angår.
16, 17. (a) Hvad viser Første Korinterbrev 2:16 med hensyn til „Jehovas sind“ og „Kristi sind“? (b) Hvad lærer Filipperbrevet 2:5-8 os om „Kristi sind“?
16 Vi værdsætter det der er skrevet til os i Første Korinterbrev 2:16: „For ’hvem har lært Jehovas sind at kende, så han kan belære ham?’ Men vi har Kristi sind.“ Det græske ord for „sind“ der her er benyttet er i begge tilfælde nous.
17 Der kan ikke herske nogen tvivl om at Kristi „sind“ var i harmoni med „Jehovas sind“. De inspirerede ord i Filipperbrevet 2:5-8 hjælper os til endog at se ind i Guds søns sind før han kom til jorden, for i disse vers læser vi: „Bevar denne indstilling [det samme sindelag, da. aut.] i jer som også var i Kristus Jesus, som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“
18. Hvad måtte Sønnen gøre for at indordne sig under Faderens „sind“?
18 Jehova Gud har i sinde at udfri menneskeheden fra evig død, og Guds enestefødte søn var villig til at indordne sig under sin himmelske Faders sind i denne henseende, selv om dette betød mange lidelser for ham på jorden.
19. (a) Hvordan kan vi bringe vort symbolske hjerte i harmoni med „Jehovas sind“? (b) Hvad må vi nu gøre i forbindelse med „Kristi sind“?
19 Hvis vi i dag ønsker at være i harmoni med „Jehovas sind“, må vi ligeledes ydmyge os og betingelsesløst underordne os Jehovas vilje. Dette forpligter os til at være Jehovas vidner og til, motiveret af et kærligt og loyalt hjerte [kardiʹa], at udføre den gerning som Jesus Kristus i sin fremsynethed havde i tanke da han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne,“ indtil enden kommer. — Mattæus 24:14; Markus 13:10.
20. (a) Hvad fører i dag til en verdensomspændende enhed i handling? (b) Hvilke resultater kan Guds folks forenede hjord nu glæde sig over?
20 Alle indviede, døbte vidner for den højeste Gud i dag ønsker at have samme indstilling med hensyn til denne tjenesteforrettighed. Dette fører til en verdensomspændende enhed i handling. Fordi vi har denne indstilling har Jehova Gud velsignet både ’den store skare’ af Kristi „andre får“ og den salvede rest af Kristi rigsarvinger, med de storslåede resultater som de erfarer overalt i dag i forbindelse med indsamlingen af alle de „andre får“ og aflæggelsen af det sidste vidnesbyrd for hele menneskeheden — det arbejde der skal udføres inden Jehova vinder en ærefuld sejr og hævder sin universelle suverænitet i Harmagedon. — Åbenbaringen 16:16.
„Måtte eders hjerte være med [Jehova] vor Gud, så I følger hans anordninger og holder hans bud som i dag!“ — 1 Kongebog 8:61.
Nogle repetitionsspørgsmål:
■ Hvilken rolle spiller „hjertet“ og „sindet“ i forbindelse med at Jehova skriver den nye pagts „lov“?
■ Hvilke to ting er af betydning for vor frelse?
■ Hvordan hjælper et „helt“ hjerte os til at forblive loyale?
■ Hvordan kan vi vise at vi har både „Jehovas sind“ og „Kristi sind“?
[Illustration på side 15]
Jehova har skrevet sin nye pagts „lov“ på de salvedes hjerter og sind. De „andre får“ slutter sig nu med glæde til dem i den hellige tjeneste
[Illustration på side 17]
Ezekias viste at han havde et „helt“ hjerte da han kom ud for modgang. Det kan vi også gøre