Begyndelsen på et kongedømme i Israel — De to Samuelsbøger

„HAR I da ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere blev sultne? hvordan han gik ind i Guds hus og tog skuebrødene og spiste og også gav sine ledsagere deraf, skønt ingen uden præsterne har lov at spise dem.“ (Lukas 6:3, 4, da. aut.) Med disse ord bragte Jesus nogle farisæere til tavshed. De havde anklaget hans disciple for at bryde sabbaten fordi de havde plukket nogle aks og spist dem på sabbaten.

Den historiske beretning om David og „skuebrødene“ findes i Første Samuelsbog. (1 Samuel 21:1-6) At Jesus henviser til denne bog for at imødegå en indvending, viser også hvor kendt han var med den, og det minder os om at også vi gør vel i at blive kendt med den. Sammen med Anden Samuelsbog indeholder den oplysninger der var værdifulde for Jesus og som er værdifulde for os i dag. — Romerne 15:4.

Hvordan kan man karakterisere de to Samuelsbøger? Det er historiske bøger i De hebraiske Skrifter som beskriver et vendepunkt i Guds folks historie. Hidtil havde israelitterne været styret af en række dommere. Disse to bøger beskriver afslutningen på denne æra og begyndelsen på et kongedømme i Israel. De er fyldt med beretninger om spændende begivenheder og fascinerende mennesker. Vi møder Samuel, den sidste af dommerne, og de to første konger, Saul og David. Vi møder også en mængde andre uforglemmelige personer: den vege Eli, den kloge og taktfulde Abigajil, den tapre og venlige Jonatan, såvel som brødrene Abisjaj og Joab, der var mægtige for Jehova, men grusomme i deres personlige blodhævn. (Hebræerne 11:32) De to bøger lærer os principper der stadig er vigtige, og beskriver begivenheder der havde langvarige virkninger på Guds folk, ja på hele menneskeheden.

En konge der kom til kort

Den første Jehova salvede til at være konge over Israel var Saul. Han begyndte godt, men undlod senere at vise den rette tillid til Jehova da han stod over for et truende angreb fra filistrene. Derfor sagde Samuel til ham at hans sønner ikke skulle arve kongedømmet. Men, fortsatte Samuel, „[Jehova] har udsøgt sig en mand efter sit hjerte, og ham har [Jehova] kaldet til fyrste over sit folk“. (1 Samuel 13:13, 14) Saul fortsatte imidlertid som konge resten af sit liv.

Senere fik denne første konge befaling til at føre straffekrig mod amalekitterne. Saul udførte ikke fuldt ud Jehovas befalinger og pådrog sig således yderligere hans mishag. Dette fik Samuel til at sige: „Mon [Jehova] har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i lydighed mod [Jehovas] røst? Nej, at adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end vædderfedt.“ (1 Samuel 15:22) Her er et princip der stadig er vigtigt for dem der tjener Jehova på en ledende post. Fordi Saul ikke var lydig, sagde profeten Samuel videre: „Fordi du har forkastet [Jehovas] ord, har han forkastet dig, så du ikke mere skal være konge!“ (1 Samuel 15:23) Senere viste Saul hvor langt bort fra den rene tilbedelse han var kommet, ved at henvende sig til en spåkvinde. — 1 Samuel 28:8-25.

En konge der havde lykken med sig

Den der efterfulgte kong Saul var David, Isajs søn. David var anderledes end Saul. Som ung havde han vist tillid til Jehova da han dræbte filisterkæmpen Goliat. Og da han måtte flygte for sit liv på grund af Sauls jalousi, blev han alligevel ved med at adlyde Jehova i alle ting. Mere end én gang kunne han have dræbt Saul. Men han lod være, og ventede til Jehovas tid var inde til at han skulle være konge. Det var i denne vanskelige tid at præsten Ahimelek gav ham skuebrødene at spise, sådan som Jesus nævnte for farisæerne.

Til sidst døde Saul, og David begyndte at herske. Men i begyndelsen anerkendte kun hans egen stamme, Juda, ham, mens de andre stammer fortsat fulgte Isjbosjet, en søn af Saul. Men David var ikke hævngerrig over for sin rival. Da Isjbosjet til sidst blev snigmyrdet, henrettede David snigmorderne. Og da Isjbosjets hærfører, Abner, blev myrdet, udråbte han landesorg. (2 Samuel 3:31-34; 4:9-12) En sådan ydmyghed, tålmodighed, overbærenhed og tillid til Jehova er nødvendig for Jehovas tjenere, uanset hvor gamle de er.

„Davids søn“

Da David endelig blev konge over et genforenet folk, var en af hans første tanker at bygge en permanent bolig til pagtens ark, symbolet på Jehovas tilstedeværelse i Israel. Jehova var ikke indforstået med dette, men som en anerkendelse af Davids enestående trofasthed indgik han en bemærkelsesværdig pagt med ham: „Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid!“ — 2 Samuel 7:16.

David blev således et led i en lang, ubrudt kæde af efterkommere der førte fra Adam gennem Abraham, Isak, Jakob og Juda frem til den lovede Messias. (1 Mosebog 3:15; 22:18; 26:4; 49:10) Når Messias til sidst kom, ville han være en efterkommer af David. Jesus var en sådan efterkommer, både på sin fosterfaders side og sin moders side. (Mattæus 1:1-16; Lukas 3:23-38) I evangelierne kaldes han ofte „Davids søn“. — Markus 10:47, 48.

Som den retmæssige „Davids søn“ var Jesus Davids arving. Hvad arvede han? Engelen Gabriel sagde til Maria: „Han [Jesus] skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Lukas 1:32, 33) David genforenede hele Guds folk under ét rige, som beskrevet i Anden Samuelsbog. Jesus arvede altså herredømmet over hele Israel.

Læg også mærke til noget andet som Første Samuelsbog omtaler i forbindelse med David: „David var søn af en efratit i Betlehem i Juda ved navn Isaj.“ (1 Samuel 17:12) Denne udtalelse er ikke blot en interessant historisk fodnote. Messias, „Davids søn“, skulle også fødes i Betlehem: „Og du, du Betlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig én til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage.“ (Mika 5:1) Jesus opfyldte naturligvis dette krav til messiasværdigheden. — Mattæus 2:1, 5, 6.

Handlinger der ændrede historien

Mange af Davids bedrifter havde varige virkninger. For eksempel voksede David op blot nogle få kilometer fra Jerusalem. Da han var dreng var byen på jebusitternes hænder, og David må ofte have beundret dens næsten uindtagelige beliggenhed på en stejl klippeknude der var kendt som Zions bjerg. Nu, som konge, var han i stand til at gøre mere end at beundre den. Anden Samuelsbog fortæller malende hvordan David, til trods for jebusitternes hån, „indtog klippeborgen Zion, det er Davidsbyen“. (2 Samuel 5:7) Jerusalem fik dermed en hovedrolle i verdenshistorien — en rolle den har spillet i skiftende perioder lige siden.

Byen blev Davids kongelige hovedstad og var hovedstad for Guds jordiske konger i flere hundrede år. I det første århundrede forkyndte „Davids søn“, Jesus, i den. Det var Jerusalem Jesus red ind i på et æsel for at fremstille sig som konge for jøderne. (Mattæus 21:1-11, 42 til 22:13; Johannes 7:14) Og det var uden for Jerusalems porte at han ofrede sit liv for menneskeheden, hvorefter han blev oprejst og steg op til himmelen, hvor han tålmodigt ventede — som David havde gjort før ham — på at Jehova skulle sige til ham hvornår han skulle begynde at herske som konge. — Salme 110:1; Apostelgerninger 2:23, 24, 32, 33; Hebræerne 13:12.

Davids styre i Jerusalem minder os også om at hans efterkommer, Jesus, nu også hersker i et Jerusalem, ’det himmelske Jerusalem’. (Hebræerne 12:22) Og stedet hvor det himmelske Jerusalem ligger kaldes „Zions bjerg“, hvilket minder os om den klippeknude der var stedet hvor den oprindelige by lå. — Åbenbaringen 14:1.

Henimod slutningen af sit styre holdt David ulovligt mandtal over folket. Som straf sendte Jehova en plage over folket, og engelen der bragte plagen standsede til sidst ved en tærskeplads der tilhørte en jebusitisk jordbesidder ved navn Aravna. David købte jorden af Aravna og byggede et alter for Jehova dér. (2 Samuel 24:17-25) Denne handling fik også varige følger. Det stykke jord blev det sted hvor Salomons tempel, og senere det genopbyggede tempel, kom til at ligge. I århundreder var det således verdenscenteret for den sande tilbedelse. Jesus selv forkyndte i Herodes’ tempel, som også var bygget på det område der engang var jebusitten Aravnas tærskeplads. — Johannes 7:14.

Ja, de to Samuelsbøger præsenterer os for virkelige mennesker og forklarer vigtige principper. De viser hvorfor Israels første konge kom til kort og hvorfor dets anden konge, trods nogle tragiske fejltagelser, havde lykken med sig. De fører os gennem et afgørende tidspunkt i historien, begyndelsen på et kongedømme udøvet af mennesker blandt Guds folk. Vi ser Jerusalem blive hovedstad i dette kongedømme og lægger mærke til købet af det sted der i nogle hundrede år skulle blive verdenscenteret for sand tilbedelse. Og vi får et vigtigt fingerpeg der kan hjælpe os til at identificere den kommende Messias. Han skulle være „Davids søn“.

Ja, det er i sandhed nogle bemærkelsesværdige bøger. Alle kristne bør læse dem.

[Ramme på side 30]

„Var i profetisk henrykkelse“

Hvad mener Bibelen når den siger: „Guds ånd kom også over [Saul], så han bare gik og gik og var i profetisk henrykkelse“? — 1 Samuel 19:23, NW.

Når Jehovas profeter overbragte Guds budskaber, talte de under indflydelse af hellig ånd der ’fyldte dem med styrke’ og uden tvivl ledte dem til at tale med en kraft og inderlighed der var meget usædvanlig. (Mika 3:8; Jeremias 20:9) Sandsynligvis forekom deres opførsel andre mærkelig — måske endda irrationel. Men når det én gang var bevist at de talte Jehovas ord, blev deres budskaber taget alvorligt af gudfrygtige mennesker. — Jævnfør Anden Kongebog 9:1-13.

Ved denne lejlighed begyndte Saul således at handle på en usædvanlig måde som mindede dem der så det, om den tilstand af ophidselse en profet var i når han skulle overbringe et budskab fra Jehova. I denne ophidsede tilstand rev han sit tøj af og lå nøgen hele natten. (1 Samuel 19:23, 24) Dette kan have været for at vise at han kun var et menneske uden kongemagt eller myndighed når han modstod Guds hensigter. Ved en tidligere lejlighed hvor Saul „var i profetisk henrykkelse“, prøvede han at dræbe David med et spyd. — 1 Samuel 18:10, 11.

[Ramme på side 31]

„En ond ånd fra [Jehova]“

„Efter at [Jehovas] Ånd var veget fra Saul, plagedes han af en ond ånd fra [Jehova].“ (1 Samuel 16:14) Ved du hvad dette betyder?

Vi skal ikke forstå det sådan at Jehova bogstaveligt sendte en ond ånd for at plage Saul. Det var snarere sådan at da Jehova fjernede sin hellige ånd, blev Saul besat af en ond ånd, eller en indre drift til at gøre det forkerte. (Jævnfør Mattæus 12:43-45.) Hvorfor omtales Jehova da som kilden til denne onde ånd? Fordi han, da han fjernede sin hellige ånd, åbnede mulighed for at Saul kunne blive besat af forkerte drifter eller impulser. Denne ’onde ånd’ ødelagde Sauls fred i sindet og fik ham nu og da til at handle irrationelt.

[Illustrationer på side 29]

Goliat

David

Saul

Samuel