Jesu liv og tjeneste
Jesus underviser en samaritansk kvinde
PÅ VEJ fra Judæa til Galilæa kommer Jesus og hans disciple igennem landsdelen Samaria. Trætte på grund af rejsen gør de ved middagstid ophold ved en brønd i nærheden af byen Sykar. Denne brønd blev gravet af Jakob flere hundrede år tidligere og findes den dag i dag, i nærheden af byen Nablus.
Mens Jesus hviler sig her, går hans disciple ind i byen for at købe mad. Da en samaritansk kvinde kommer for at trække vand op, siger han til hende: „Giv mig noget at drikke.“
Jøder og samaritanere havde almindeligvis ikke noget med hinanden at gøre; det var på grund af indgroet fordom. Derfor spørger kvinden forbavset: „Hvordan kan det være at du, som er jøde, beder mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?“
Jesus svarer at hvis hun vidste hvem han var, ville hun have bedt ham om „levende vand“. Dette vand, siger han, vil blive „en kilde med vand der springer frem og skænker evigt liv“.
„Herre, giv mig dette vand,“ siger kvinden til ham.
Jesus siger så: „Gå hen og kald på din mand.“
„Jeg har ikke nogen mand,“ svarer hun.
Jesus bekræfter hendes udtalelse ved at sige: „Du sagde rigtigt nok: ’En mand har jeg ikke.’ For du har haft fem mænd, og ham du nu har er ikke din mand.“
„Herre, jeg ser at du er en profet,“ udbryder kvinden forbløffet. Hun viser sin interesse i åndelige anliggender ved at bemærke at samaritanerne tilbeder på Garizims bjerg men at jøderne tilbeder i Jerusalem.
Jesus gør opmærksom på at det sted hvor man tilbeder ikke er det vigtigste. „Gud er en ånd,“ forklarer han, „og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“
Kvinden er dybt imponeret. „Jeg ved at Messias kommer, han som kaldes Kristus,“ siger hun. „Når han kommer, vil han åbent forkynde os alt.“
„Det er mig, jeg som taler med dig,“ erklærer Jesus. Tænk engang! Denne kvinde der ved middagstid kommer for at trække vand op, måske for at undgå en nær kontakt med kvinderne i byen der foragter hende for hendes livsførelse, bliver på en vidunderlig måde begunstiget af Jesus. På en ligefrem måde fortæller han hende hvad han ikke åbent har betroet til nogen som helst anden. Hvad bliver resultatet? Det vil vi få at se i næste nummer. Johannes 4:3-26.
◆ Hvorfor blev den samaritanske kvinde forbavset over at Jesus talte til hende?
◆ Hvad lærer Jesus hende om det levende vand og om hvor man skal tilbede?
◆ Hvordan åbenbarer Jesus over for hende hvem han er, og hvorfor er denne afsløring så forbløffende?
[Helsides illustration på side 9]