Nyheder på nært hold
Retten til selv at bestemme
En domstol i byen Ōita i Japan har truffet den afgørelse at voksne der „på grund af deres tro nægter at modtage blodtransfusion, ikke derved overtræder loven“.
Retssagen drejede sig om en 34-årig mand der led af ondartet kræft i venstre lårbensknogle og som skulle have benet amputeret. Manden, der er et af Jehovas vidner, gik med til operationen på betingelse af at der ikke blev givet blodtransfusion. Men hospitalet nægtede at operere på disse betingelser. Den 34-åriges forældre skred nu ind og hævdede at de som forældre havde ret til at forvente understøttelse fra deres søn når de blev gamle, og at der derfor burde påtvinges blod. Domstolen anerkendte deres ret til at „leve lykkeligt sammen med deres familie og forvente fremtidig støtte fra deres søn“, men fastslog samtidig at „familiemæssige rettigheder ikke har forrang fremfor den enkeltes religiøse overbevisning“.
En kristen bør naturligvis være opmærksom på sine forældres behov, men dette bør ske i overensstemmelse med andre bibelske krav. (1 Timoteus 5:4, 8) Lige så lidt som man har lov til at stjæle for at brødføde sin familie, har man ret til at tilsidesætte Guds lov om blodets hellighed for at kunne tage sig af sin familie. Bibelen påbyder os at ’afholde os fra blod’. (Apostelgerninger 15:20, 28, 29; 3 Mosebog 17:10-12) I sådanne forhold vil de der frygter Gud ’adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker’. — Apostelgerninger 5:29.
Dårlig løsning
Den uhyggelige stigning i antallet af børn født af ugifte teenagemødre i USA har gjort at de amerikanske myndigheder har følt sig nødsaget til at tage problemet op. En af delstaterne har for eksempel vedtaget en lov om at forældre skal dække alle det offentliges udgifter hvis deres ugifte søn eller datter under 18 sætter et barn i verden. De håber at dette vil få forældre til at gøre mere for at sådanne svangerskaber undgås. Andre mener imidlertid at sådanne love kun vil forøge antallet af aborter. Som alternativ foreslår de udvidet seksualundervisning samt uddeling af præventionsmidler til teenagere.
Dette kan kun være dårlige løsninger, da de ikke går til selve problemets årsag — nemlig dét at ugifte indleder seksuelle forhold. En autoritet siger: „Af hensyn til deres jævnaldrende føler de unge at det er meget vigtigt at de er seksuelt aktive. Ingen har lyst til at være helt uden erfaring.“ (Bladet Time) I en forelæsning ved Rutgers University har Emory Davis erklæret at „den indstilling at alt er tilladt“ skyldes at man følger Bibelen mindre og mindre.
Hvad er da løsningen? Det fremgår klart af Bibelen at seksuelt samvær mellem personer der ikke er gift med hinanden, ikke er tilladt. I Første Korintherbrev 6:9 står der at utugtige ikke skal „arve Guds rige“. Forældre må indprente Guds lov om dette i deres børns hjerte. (5 Mosebog 6:6, 7) Hvorfor det? Det er som den vise kong Salomon skrev: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ — Ordsprogene 22:6.
Medlemstal daler
„Sønderknusende!“ er det ord Robert Runcie, den engelske statskirkes primas, benytter om resultatet af en undersøgelse af hvor mange medlemmer kirken har i engelske landsogne. I et typisk landligt bispedømme er medlemstallet faldet fra 17,5 procent af befolkningen i 1950 til 7,4 procent i 1980. „Billedet er præget af næsten fuldstændig håbløshed,“ skriver Londonbladet The Times, skønt det samme billede længe har kunnet ses i storbyerne.
Som en hovedårsag til at støtten til den anglikanske kirke er faldet så stærkt, peges der på at unge føler sig fremmede over for kirken. Måske kunne man gøre noget ved det hvis man igangsatte sociale programmer specielt for de unge, foresloges det i rapporten. Apostelen Paulus lagde imidlertid hovedvægten på den åndelige side af tilværelsen. Han formanede den unge Timoteus til at have retfærdighed, tro og gudhengivenhed som mål. — 2 Timoteus 2:22; 1 Timoteus 4:7, 8.