Hvem er det egentlig der flygter fra virkeligheden?

„VIRKELIGHEDSFLUGT.“ Sådan omtalte en slægtning det da en ung forkynder i hans familie tog til det sydlige Stillehav for at virke som missionær. Mange vil sandsynligvis dele hans opfattelse. I en nylig radioudsendelse på New Zealand antydede man for eksempel at når den økonomiske situation forværres vender et stort antal mennesker sig til troen på Gud i en form for „virkelighedsflugt“ eller „eskapisme“.a

Men er de der vier deres liv til at fremme åndelige interesser virkelig eskapister? Ikke ifølge det Jesus Kristus sagde. Han betragtede ikke troen på Gud som en illusion eller et selvbedrag. I Johannes 7:28 siger han: „Jeg er ikke kommet af mig selv, men han som har sendt mig er virkelig til.“

Jesu tro på Gud medførte ikke at han blot forholdt sig passiv. Han følte sig tilskyndet til at indvi sit liv til Gud idet han sagde: „Se, jeg er kommet . . . for at gøre din vilje, min Gud.“ (Hebræerne 10:7) Sande kristne i dag føler den samme tilskyndelse. Det råd som Paulus gav Timoteus, en fremtrædende ældste i menigheden i det første århundrede, belyser dette. Paulus vidste at nogle i menigheden havde betydelige materielle ejendele. Men eftersom deres tro var bygget på virkeligheder, bevægede den dem til at gøre brug af disse midler. Paulus sagde: „Sig til de rige, at de ikke må være overmodige og stole på deres penge, som snart kan miste deres værdi. De skal i stedet sætte deres lid til den levende Gud, som altid giver os rigeligt af alt, hvad vi behøver. Sig til dem, at de skal bruge deres penge til at gøre godt med. De bør være rige på gode gerninger og med glæde give til andre og dele med andre. På den måde samler de sig skatte i Himlen. Det er en sikker og evig investering, og så kan de gribe det virkelige liv.“ — 1 Timoteus 6:17-19, Ny Testamente — på hverdagsdansk.

Sand kristendom er derfor ingen flugt fra virkeligheden. Den indebærer at man mandigt vedgår sig sit ansvar. Den Gud vi tilbeder er ikke indbildt men virkelig. Et liv i tjenesten for ham er fyldt med indhold og mening. Vort håb om en fremtidig belønning er ikke blot en ubegrundet formodning, men er bygget på løfterne fra en Gud der ikke kan lyve. — Hebræerne 6:18.

Men hvad med dem der afviser at tjene Gud og som i stedet bygger deres liv op omkring det materielle eller en selvisk karriere? Kunne det mon tænkes at det i virkeligheden er dem der flygter fra virkeligheden?

Den vise mand Salomon brugte udtryk som „tomhed“ og „jag efter vind“ når han beskrev et liv hvor det materielle og de kødelige fornøjelser får førstepladsen. Han beskrev enderesultatet af et sådant liv med ordene: „Og hvad mine øjne end bad om, holdt jeg ikke borte fra dem. Jeg forholdt ikke mit hjerte nogen fryd, for mit hjerte havde fryd af al min møje, og dette blev min del for al min møje. Men jeg vendte mig mod alle de værker som mine hænder havde udført, og mod det som jeg havde haft møje med at udføre, og se! alt var tomhed og jag efter vind, og der var ingen fordel ved noget under solen.“ — Prædikeren 2:10, 11.

Ja, selv om en materialistisk livsform er forbundet med en vis glæde, kan den ikke skænke sand tilfredshed og varig lykke. Et sådant liv er blot „tomhed“. Det hebraiske ord for „tomhed“ betyder bogstavelig talt „åndedrag“ eller „det at trække vejret“ og henleder altså tanken på noget luftigt, noget der ikke er stabilt eller vedvarende. I 1871-oversættelsen bruges derfor ordet „forgængelighed“.

Kan man da sige at et menneske som fører et liv der af Salomon blev betegnet som „tomhed“, er således stillet at han kan beskylde en kristen for at flygte ind i en tilstand af illusorisk tilfredshed? Næppe. Endvidere viser apostelen Paulus at „denne verdens scene skifter“. (1 Korinther 7:31) Her sammenligner han altså den ugudelige verden med en scene hvor kulisserne hele tiden bliver udskiftet. Det der den ene dag fremtræder smukt og prægtigt, ja endog imponerende, er måske borte den næste dag. ’Skuespillerne’ af i dag bliver udskiftet med andre. Til trods for alle deres bestræbelser indeholder deres liv intet af varig værdi. De har intet sandt håb for fremtiden.

Som en engelsk hofmand og taler fra det 18. århundrede, Philip Chesterfield, så rigtigt sagde: „Jeg har levet et tåbeligt liv i fornøjelser som nu er ved at være overstået. Jeg har nydt alt hvad der er værd at nyde i denne verden og kan derfor vurdere fornøjelsernes virkelige værdi, der i sandhed er meget ringe . . . Når jeg tænker tilbage på hvad jeg har set . . . og hvad jeg har udrettet, kan jeg næppe få mig selv til at tro at alt det ligegyldige jag efter alverdens fornøjelser skulle være det virkelige liv.“

Sande kristne har det imidlertid ligesom Abraham der „ventede på byen som havde faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud“. (Hebræerne 11:10) På grund af deres faste tro har de intet behov for at flygte fra virkeligheden, men fylder deres liv med en tilfredsstillende tjeneste. Hvad med dit liv? Er det blot en drømmeverden, eller er det fast forankret i virkeligheden?

[Fodnote]