En ny side af Guds visdom
„SÅ SAGDE Gud til Moses: ’JEG VIL VÆRE DET SOM JEG VIL VÆRE.’ Og han tilføjede: ’Sådan skal du sige til Israels sønner: „JEG VIL VÆRE har sendt mig til jer.“’“ (2 Mosebog 3:14) Gud forklarede Moses at indtil dette tidspunkt havde end ikke Guds egne tjenere forstået den fulde betydning af hans navn, Jehova. Han er den Gud der altid virkeliggør sine hensigter, og han er så vís at han uanset omstændighederne kan tilpasse sin fremgangsmåde så han når sit mål!
Satan indså for eksempel ikke den fulde betydning af Guds navn. Han kendte højst sandsynligt til livets træ i Edens have. Hvis det kunne lykkes ham at få Adam og Eva til at spise af dette træ, ville Jehova tilsyneladende blive bragt i et dilemma — så han enten måtte holde sig til sit ord om at synd ville medføre døden eller til sit ord om livets træ. (1 Mosebog 2:9; 3:1-6) Men uanset hvilke planer Satan havde, ville han uundgåeligt lide nederlag.
Gud begyndte nu at åbenbare en side af sin visdom for sine himmelske sønner som han ikke tidligere havde ladet dem få indblik i. (Jævnfør Efeserbrevet 3:10.) Han fremsatte en række udtalelser og lod begivenheder indtræffe der i løbet af en længere tidsperiode på vidunderlig måde ville anskueliggøre hans store visdom og hans evne til at nå sit mål — nemlig at fylde jorden med en lykkelig og loyal menneskeslægt der kunne leve for evigt i et paradis. (1 Mosebog 1:27, 28) Det skulle vise sig at Gud gang på gang ville forpurre Satans forsøg på at gribe forstyrrende ind.
Den hellige hemmelighed åbenbares
Gud skred til handling umiddelbart efter det første oprør. Han stillede omgående det skyldige menneskepar for retten og stadfæstede dødsdommen for ulydighed. Med henblik på Adam og Evas mulighed for at spise af livets træ sagde Jehova Gud endvidere: „’Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt, og nu, for at han ikke skal række sin hånd ud og tage også af livets træ og spise og leve uendeligt — ’ Derpå satte Jehova Gud ham ud af Edens have.“ — 1 Mosebog 3:17-23.
Men Gud viste sig også i rollen som Forkynder af godt nyt, idet han fremsatte den første profeti: „Da sagde Jehova Gud til slangen: . . . ’Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.’“ (1 Mosebog 3:14, 15) Mange hundrede år senere forklarede apostelen Paulus: „[Menneske-]skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb.“ — Romerne 8:20.
Ja, efter dette ville mennesket være uhjælpeligt fanget i dødens snærende bånd der gik i arv fra Adam. Gud erklærede imidlertid at det var hans hensigt at udfri Adams lydige efterkommere. Men hvori bestod dette ’grundlag for håb’? Hvordan kunne han udfri mennesket af dødens greb og samtidig opretholde dødsdommen for synd? Det var netop i denne forbindelse Guds skjulte visdom skulle komme til udtryk — nemlig gennem „den hellige hemmelighed som har været skjult siden de tidligere tingenes ordninger og siden de tidligere generationer“. (Kolossenserne 1:26; 1 Korinther 2:7, 8) Selv om trofaste mennesker i fortiden ikke forstod denne hemmelighed, havde de fuldstændig tillid til at Gud på en eller anden måde ville komme dem til undsætning. Endog englene var ivrige efter at få at vide hvordan Jehova ville gennemføre sin hensigt! (1 Peter 1:10-12) Forstår du denne hellige hemmelighed?
Udfriet ved en løsesum
I århundredernes løb har Jehova gradvis fremsat yderligere oplysninger angående sit oprindelige løfte. Han lovede den trofaste Abraham at alle lydige mennesker ville komme til at velsigne sig gennem hans afkom. (1 Mosebog 22:15-18) Over for Jakob oplyste han at dette afkom ville blive en konge i Judas stamme. (1 Mosebog 49:10) På den tid troede gudfrygtige mennesker på en opstandelse fra de døde, selv om de ikke fuldt ud forstod hvordan det skulle blive muligt. (Job 14:14, 15; Hebræerne 11:19) Endelig modtog David et løfte fra Gud om at der i hans slægt skulle fremstå en konge, Messias, hvis herredømme ville bestå for evigt. — 2 Samuel 7:16.
Alle profeterne føjede nye detaljer til billedet af den hellige hemmelighed, men endnu kunne ingen se hvordan det færdige billede ville se ud. Endelig oprandt tiden hvor Messias skulle fremstå, og dermed blev det langt tydeligere hvori Guds visdom bestod. Det drejede sig om Jesus Kristus og om at han skulle give sit fuldkomne menneskeliv som en tilsvarende løsesum for menneskeheden. Når denne løsesum var erlagt kunne den resterende del af Jehovas herlige hensigt gennemføres ved hjælp af hans rige. Forstår du spørgsmålet om genløsningsbetalingen?
I Romerbrevet, det femte og sjette kapitel, forklarer Paulus det på en god måde. I Romerbrevet 5:12 beskriver han forbindelsen mellem vor nedarvede synd og døden. Han fortsætter med at vise hvordan virkningen af en enkelt syndig handling begået af den fuldkomne Adam, hvorved hans efterkommere mistede retten til livet, kunne opvejes ved hjælp af et andet fuldkomment menneskeliv. Det viste sig at være det liv der tilhørte „det ene menneske Jesus Kristus“. (Versene 15-21; se også Første Timoteusbrev 2:5, 6.) Hvordan kunne Jesus tilvejebringe denne løsesum? Det kunne han fordi han var Guds søn; han var „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“. (Hebræerne 7:26; Lukas 1:32, 33) Det er ikke nødvendigt her at komme ind på detaljer vedrørende Jesu afstamning. Engelen Gabriel forsikrede Jesu moder Maria, og dermed os, om at intet er umuligt for Gud. (Lukas 1:37) Selv om Jesus altså var født af en kvinde, en efterkommer af Adam, var han Guds søn og derfor et fuldkomment menneske. Hans blod, eller liv, var langt mere værdifuldt end blodet af de utallige dyr der var blevet ofret i templet i Jerusalem af den israelitiske nations aronitiske præsteskab. Jesus var „Guds lam som tager verdens synd bort“. — Johannes 1:29; 3:16.
Kunne Gud tilvejebringe denne foranstaltning gennem Jesus og stadig være retfærdig? Hvis Gud oprejste sin søn til liv på den tredje dag, hvad skete der så med løsesummen? Paulus forsikrer os om at Gud er retfærdig. Læg mærke til hvad han siger: „Det er som en fri gave at de ved hans ufortjente godhed bliver erklæret retfærdige gennem udfrielsen ved løsesummen der er betalt i Kristus Jesus. Gud har fremstillet ham som et offer til forsoning ved tro på hans blod. Dette gjorde Gud for at vise sin egen retfærdighed, fordi han havde eftergivet synder som var begået i fortiden mens han viste overbærenhed; for at vise sin egen retfærdighed i den nuværende tidsperiode, at han måtte være retfærdig, også når han erklærer det menneske retfærdigt som har tro på Jesus.“ (Romerne 3:24-26) Hvad betyder dette? Det betyder ganske enkelt at Jesus døde som et fuldkomment menneske af kød og blod, og som sådan forbliver han død for bestandig. Han døde „én gang for alle da han bragte sig selv som offer“. (Hebræerne 7:27) Denne løsesum er altså fuldt gyldig. Jesus døde i kødet — men på den tredje dag blev han „gjort levende i ånden“. — 1 Peter 3:18.
Den nye pagt og den nye skabning
Vi kan nu se kronen på den hellige hemmeligheds værk. Det at Jesus bevarede sin trofasthed til døden gjorde ham egnet til at indtage stillingen som Jehovas ypperstepræst og konge. Ved at udgyde sit blod har han sat en ny pagt i kraft. Hensigten med denne pagt er at frembringe medarbejdere der på det himmelske plan kan herske sammen med Kristus som konger og præster. (Åbenbaringen 5:9, 10; 20:4, 6) De udgør en ny nation, „en ny skabning“ — hvilket er noget ganske særligt! — Galaterne 6:15, 16.
Tænk engang: Gennem Jesus Kristus udvælger Gud et antal repræsentanter ud af menneskeheden, både mænd og kvinder. På et juridisk gyldigt grundlag kan han erklære dem retfærdige og kalde dem til at blive åndelige sønner. Når Guds tid er inde, efter deres død, oprejser han dem til himmelsk liv og tilkender dem udødelighed — på samme måde som da han oprejste Jesus! (1 Peter 1:3, 4) Hvilken tillid han viser denne „nye skabning“! Han er sikker på at disse udvalgte vil forblive loyale over for ham og derved være et storslået svar imod den der falskeligt har anklaget dem over for Jehova! (Åbenbaringen 12:10) Selv om de har fået tilkendt udødelighed sammen med Jesus Kristus, vil de aldrig vise sig troløse mod Jehova. Men det er ikke det hele.
Den paradisiske jord
Jesus Kristus vil sammen med sine himmelske medkonger og medpræster sørge for at Jehovas hensigt med menneskeheden og jorden vil blive opfyldt i løbet af hans tusindårige herredømme. Med genløsningen som grundlag vil Jesus oprejse de døde. Derefter vil han føre de trofaste af de opstandne og af dem der har overlevet afslutningen på denne onde ordning, frem til menneskelig fuldkommenhed. Samtidig vil jorden blive omdannet til et paradis. Alle de mennesker som derefter modstår Satans sidste forsøg på at fordærve dem, vil få tilkendt fuldkomment liv på jorden, for evigt. Satan og alle hans onde horder vil blive udslettet for bestandig. Da vil der i hele skaberværket herske en fred og harmoni som på storslået måde vidner om Jehovas suverænitet og hans kærlige herredømme. Både engle og mennesker vil have haft lejlighed til at vise loyal kærlighed over for deres Skaber og Gud. — Åbenbaringen, kapitel 20.
Nu kender vi den hellige hemmelighed. Nu ser vi Jehovas visdom manifesteret på en måde der langt overgår det han har skabt i plante- og dyreverdenen. Med god grund kan vi udbryde: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme . . . Fra ham og ved ham og til ham er jo alle ting. Ham tilkommer herligheden for evigt. Amen.“ — Romerne 11:33-36.
[Illustration på side 7]
Følgerne af den fuldkomne Adams syndige handling som kostede ham retten til livet, kunne opvejes af et andet fuldkomment menneskeliv — nemlig Jesu liv