Spørgsmål fra læserne
◼ Hvad er det omtalte „Guds afkom“ i Malakias 2:15?
I dette lidt indviklede skriftsted står der blandt andet: „Men én gjorde ikke sådan, for han havde en rest af ånden. Og hvad søgte denne ene? Guds afkom.“ Dette „afkom“ betegner øjensynlig Israels folk, der var i fare for at blive besmittet i religiøs henseende da disse ord blev skrevet.
Malakias profeterede på en tid hvor der herskede moralsk forfald blandt folket. Nogle israelitiske mænd giftede sig ikke alene med ’en fremmed guds døtre’, men de lod sig også skille fra deres egne jødiske hustruer, ’deres ungdoms hustruer’, for at gifte sig med hedenske kvinder der måske var yngre. Dog var det ikke alle israelitiske mænd der øvede denne vederstyggelighed. (Malakias 2:11, 13, 14; 5 Mosebog 7:3, 4) Det var åbenbart med tanke på dem som ikke ville bryde deres ægteskabspagt med en som også tjente Jehova, at Malakias skrev: „Men én gjorde ikke sådan, for han havde en rest af ånden.“
„Ånden“ er Guds hellige ånd, som han havde udgydt over folket. De ulydige israelitter modstod imidlertid hans ånd, og bedrøvede den derved. (Esajas 63:10; Apostelgerninger 7:51-53; jævnfør Efeserbrevet 4:30.) Enkelte jøder var loyale mod Guds love, og de havde ved deres lydighed bevaret „en rest af ånden“. Disse trofaste jøder søgte ikke deres egne selviske interesser. Om en sådan mand skrev Malakias: „Hvad søgte denne ene? Guds afkom.“ Dette „afkom“ var Israels folk, der, som Malakias skrev, var ’skabt af Gud’. Denne ’skabelse’ fandt sted da Jehova indgik en pagt med israelitterne ved Sinaj Bjerg og derved gjorde dem til sin „særlige ejendom“ og „en hellig nation“. Abrahams sande „afkom“, der ville blive til velsignelse for mennesker på hele jorden, ville fremstå gennem denne nation. — Malakias 2:10; 2 Mosebog 19:5, 6; 1 Mosebog 22:18.
Men israelitterne skulle bevare deres religiøse renhed og måtte derfor ikke gifte sig med nogen fra de folkeslag der ikke tilbad Jehova. Sådanne menneskers ugudelighed ville have en fordærvende indflydelse, som situationen på Ezras tid viser. På det tidspunkt havde israelitterne „taget nogle af [de omgivende folks] døtre til sig selv og deres sønner, og de, det hellige afkom, [havde] blandet sig med landenes folkeslag“. (Ezra 9:2) Nehemias, der levede samtidig med Malakias, var vidne til det samme. De jødiske mænd der var loyale mod Gud, kunne tydeligt se hvilken åndelig fare et sådant ægteskab ville betyde for dem selv og deres eventuelle børn. En hustru der ikke tilbad Jehova, kunne let drage sin mand bort fra tilbedelsen af ham. Nehemias skrev endda om dem der havde giftet sig med ikkejødiske kvinder, at ’ingen af deres børn kendte til at tale jødisk’. — Nehemias 13:23-27.
De illoyale jøder gjorde hvad de havde lyst til uden hensyn til den religiøse skadevirkning det havde på deres folk, „Guds afkom“. Det var ikke uden grund at Malakias formanede dem: „I skal give agt på den ånd der er i jer, så ingen handler troløst mod sin ungdoms hustru.“ (Malakias 2:15) De trofaste jøder gav agt på deres ånd eller indstilling og forblev tro mod deres jødiske hustruer. Disse mænd havde stor værdsættelse af deres ’hellige nations’ religiøse renhed. De ønskede at deres børn skulle læse i Guds ord og bevare kærligheden til Jehova når de voksede op, for derved ville de bidrage til folkets åndelige styrke.
Også i dag må indviede kristne vogte på deres ånd eller fremherskende indstilling. Hvis de er gift må de ikke handle troløst mod deres ægtefælle ved at lade sig skille fra vedkommende. Og en ugift kristen bør følge apostelen Paulus’ vejledning og kun gifte sig „i Herren“, det vil sige med et andet indviet og døbt vidne for Jehova. — 1 Korinther 7:39.