Jordens strålende fremtid under Guds rige
„TRO er den sikre forventning om ting der håbes på,“ siger Bibelen. (Hebræerne 11:1) Som vi så i den foregående artikel lod Gud, mere end 500 år før Jesu fødsel, Daniel nedskrive en profetisk forudskildring af verdensrigernes storhedstid og fald fra Daniels tid og frem til vore dage. Disse profetiers nøjagtighed forsikrer os om at resten af Daniels profetier også vil blive opfyldt og at Guds rige med Jesus Kristus som konge meget snart vil afløse menneskers styre.
Hvilken forandring vil dette ikke medføre for menneskeheden! Gud selv siger angående denne tid: „Se! Jeg gør alting nyt.“ (Åbenbaringen 21:5) Hvis vi betragter nogle af de inspirerede profetier som tegner et billede for os af denne lykkelige fremtid, vil vi kunne forstå hvor forandret alting da vil være, hvor fuldstændig forskelligt det vil være fra alt hvad vi i dag oplever under menneskers styre. Ja, det Bibelen siger om fremtiden for vor jord og livet på den er intet mindre end forbløffende. Tænk engang:
Kriminalitet og vold vil forsvinde. „De onde udryddes nemlig, . . . den ugudelige [er] ikke mere.“ De der lever til den tid „skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve, for hærstyrkers Jehovas mund har talt“. — Salme 37:9, 10; Mika 4:4.
Racemæssige og nationale skel, og de deraf følgende krige, vil være forsvundet. „Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ — Esajas 2:4.
Boligmangel, hjemløshed og arbejdsløshed vil høre fortiden til. Esajas forudsagde: „De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt; . . . og mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud.“ — Esajas 65:21, 22.
Frygtelige hungerkatastrofer, som dem der hærger store dele af Afrika, vil være et ukendt begreb; i stedet vil der være en overflod af fødevarer til alle. „Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.“ „Jorden skal give sin afgrøde; Gud, vor Gud, vil velsigne os.“ — Salme 72:16; 67:6, 7.
Alle vil være sunde og raske, så de fuldt ud kan nyde disse velsignelser. Allerede under Jesu jordiske tjeneste blev det med rette sagt: „Blinde ser igen, halte går omkring, spedalske bliver renset og døve hører.“ Til den tid vil et langt større løfte imidlertid blive opfyldt: „Han [Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Lukas 7:22; Åbenbaringen 21:4.
Hvilken storslået forandring! Hvilken lindring vil alt dette ikke bringe den nødlidende menneskehed! Vi opfordrer dig til allerede nu at underlægge dig Guds styre, så du også vil kunne høste gavn af denne epokegørende forandring i verdensherredømmet.
[Illustration på side 7]
Nulevende mennesker har mulighed for at komme til at opleve at krig, kriminalitet, fattigdom, sygdom, ja selv døden, forsvinder. Kunne du tænke dig at få del i disse velsignelser?