Satandyrkelse i vor tid
DER hersker ingen tvivl om at Satan ønsker at blive tilbedt. Da han fristede Jesus tilbød han ham en stor belønning på betingelse af at han ’kastede sig ned og udførte en tilbedelseshandling over for ham’. (Mattæus 4:9) Dette nægtede Jesus selvfølgelig at gøre, men ikke alle har fulgt hans eksempel. Satandyrkelse er udbredt selv i vor tid.
Den canadiske avis The Calgary Herald har for eksempel bragt en artikelserie der hed: „Djævelens disciple.“ Avisen citerede blandt andet en kriminalreporter der sagde: „Gennem interview har jeg erfaret at satanismen ikke er begrænset til bestemte samfundsgrupper. Rapporter fra politiet i Calgary og Royal Canadian Mounted Police tyder på at der alene i Calgary må være omkring 5000 aktive satandyrkere.“
Andre presserapporter viser at satankulter under forskellige former dukker op overalt i Nordamerika og Europa. Også politiet har vist interesse for satanismen. Hvorfor? Fordi de i mange tilfælde har opdaget en forbindelse mellem kriminelle handlinger og satankulter. For nylig har en kriminalbetjent udtalt: „Det vi her har med at gøre, er en religion som nogle dyrker, ligesom andre tror på kristendommen, jødedommen eller islam. Det der sker, er ikke kriminalitet for kriminalitetens skyld, men kriminelle handlinger begået for religionens skyld.“
Et fremtrædende eksempel på dette var de mord der i 1969 blev begået af Manson-klanen i Californien. Ifølge historieprofessor Jeffrey Russell „hævdede Manson at han både var Djævelen og Kristus. . . . Mansons discipel Tex Watson sagde, da han kom for at myrde Sharon Tate: ’Jeg er Djævelen; jeg er kommet for at udføre Djævelens værk.’“ Men det er ikke i alle tilfælde at satanismen fremtræder så utilsløret.
Heksekunst, trolddom og spiritisme
Satandyrkelse omfatter ikke kun en direkte tilbedelse af Satan. Apostelen Paulus gav denne advarsel: „Det som folk fra nationerne ofrer, ofrer de til dæmoner.“ (1 Korinther 10:20) Ja, dæmonisme er i virkeligheden det samme som satanisme, eftersom Satan kaldes „dæmonernes hersker“. (Markus 3:22) Men hvilke af ’nationernes’ handlinger kan betegnes som dæmonisme eller satandyrkelse? Vi finder nogle eksempler i Guds ord til Israel: „Der må ingen findes hos dig . . . som driver spådomskunst, øver magi, tager varsler eller er troldmand, eller som binder andre med en besværgelse eller som spørger et åndemedium eller en spåkyndig til råds eller som henvender sig til de døde. For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova.“ — 5 Mosebog 18:10-12.
Vi advares altså mod de blodofre og påkaldelser af ånder som foretages af voodoo-præster i Brasilien eller af hougans og mamboer på Haiti. Vi advares også mod troldmænd der hævder at kunne kommunikere med de afdødes ånder for at skabe frygt hos mennesker, og mod at ’lege’ med ånden i glasset. — Jævnfør Første Samuelsbog 28:3-20.
Også i forskellige dele af Afrika er heksekunst et udbredt fænomen. For eksempel har medicinmænd i Sydafrika stor magt, og folk tager dem meget alvorligt. For nylig kunne man læse i aviserne at pøbelskarer havde brændt nogle mennesker levende fordi man beskyldte dem for at have forårsaget at lynet slog ned i nogle af landsbyboerne! De lokale medicinmænd anklagede disse uskyldige mennesker for at stå bag de „unaturlige“ hændelser, hvorefter de blev bundet til et træ og brændt. En sådan tro på trolddom eller magi er også dæmonisme.
Men det er ikke kun i Afrika der øves heksekunst. I 1985 fik Herbert D. Dettmer, der afsonede en fængselsdom på en tvangsarbejdsanstalt i Virginia i USA, distriktsdomstolens tilladelse til at få adgang til nogle klædningsstykker og genstande der gjorde det muligt for ham at udøve sin religion i fængselet. Hvilken religion tilhørte han? Ifølge retsprotokollen var han medlem af „Church of Wicca (hvilket vil sige at han udøvede heksekunst)“. Som følge heraf fik Herbert Dettmer domstolens ord for at han i sin tilbedelse kunne benytte svovl, havsalt eller salt uden jod, lys, røgelse, et vækkeur samt en hvid dragt.
Meget tyder således på at heksekunsten også er udbredt i Vesten. Den engelske avis Manchester Guardian Weekly har skrevet: „For fem år siden antog man at der var omkring 60.000 hekse i Storbritannien. I dag [1985] anslås dette tal at være steget til 80.000. Månedsbladet Prediction, der beskæftiger sig med astrologi og okkultisme, har et oplag på 32.000.“
Satanisme og musik
I sin bog Mephistopheles — The Devil in the Modern World, henleder professor Russell vores opmærksomhed på endnu en måde Satans hensigter fremmes på. Han skriver: „Efter 1970’erne døde satanismen hurtigt hen, men kultiske elementer af den lever videre i 1980’ernes ’heavy metal’-musik med dens lejlighedsvise påkaldelse af Djævelen og den store opmærksomhed den viser sataniske egenskaber som grusomhed, stofmisbrug, uhygge, depression, nydelsessyge, vold, larm, forvirring og glædesløshed.“ — Kursiveret af os.
Måske har de musikere der har lagt sataniske elementer ind i deres musik ikke ment det alvorligt. Måske har de blot gjort det for at chokere eller virke aparte. Men ikke desto mindre har det haft en stærk indflydelse på visse letpåvirkelige sjæle. Professor Russell bemærker at den „vedvarende propaganda for det onde, skønt fremført med mere eller mindre alvorlig bagtanke, har haft en ødelæggende virkning på svage og ubefæstede sjæle. Dette har blandt andet resulteret i et utal af rystende, perverse forbrydelser, deriblandt voldtægt af børn og lemlæstelse af dyr.“
For nylig rystedes New Yorks indbyggere da de læste i avisen at en 14-årig dreng, der var „besat af satanisme“ havde stukket sin moder ihjel og derefter begået selvmord. En canadisk familierådgiver har ifølge bladet Maclean’s udtalt at et stigende antal problemramte teenagere har indrømmet at de dyrker „satanisme, ofte under påvirkning af euforiserende stoffer og hårdtslående ’heavy-metal’-musik“.
Ikke blot en uskyldig grille
For tiden er det den helt store mani i De Forenede Stater at søge at komme i kontakt med de afdødes ånder gennem såkaldte „kanaler“ eller åndemedier, der sædvanligvis er kvinder. Folk betaler ofte flere hundrede dollars for at få lov til at deltage i sådanne seancer. Aviserne har omtalt at en bestemt „kanals“ seancer „jævnlig bliver udsendt over satellit-tv, så tusinder af seere i en halv snes forskellige byer kan se programmet samtidig“. Denne tendens er tydeligt i modstrid med Bibelens bud om at undgå åndemedier eller spåkyndige. Dette er også en form for dæmonisme, og som al anden spiritisme bygger den på Satans løgn om at mennesket har en udødelig sjæl. — Prædikeren 9:5; Ezekiel 18:4, 20.
Djævelens indflydelse i en verden fuld af had
Den rystende situation menneskeheden befinder sig i her i det 20. århundrede, får mange til at spørge sig selv om ikke Satan har langt større indflydelse end de fleste regner med. Professor Russell berører dette emne, idet han siger: „Vi har i øjeblikket så mange atomvåben at man anslår at de kan slå hvert eneste levende væsen ihjel 70 gange. Alligevel forbereder vi os stædigt på at udkæmpe en krig der på ingen måde vil gavne nogen enkeltperson, noget land eller nogen ideologi. Den vil kun medføre at millioner kommer til at lide en grufuld død. Hvilken kraft er det der tvinger os ud ad den vej der hver eneste dag bliver mere og mere farefuld? Hvem kan drage fordel af at planeten bliver tilintetgjort i en atomkrig? Kun den kraft der lige fra begyndelsen med umådelig grusomhed og ondskabsfuldhed har ønsket at kosmos skulle gå til grunde.“
Hvem eller hvad er denne kraft? Professoren svarer selv med disse ord: „Djævelen er blevet defineret som den ånd der i videst mulig udstrækning søger at ødelægge Guds kosmos og gøre det til intet. Mon ikke den kraft der driver os til at opstille atomvåben, er den samme kraft som altid har søgt at benægte sin egen eksistens? I den yderst farefulde krisetilstand der råder på vor planet, kan vi ikke udelukke denne mulighed.“ Kristne udelukker bestemt ikke denne mulighed! Jesus gav selv udtryk for at Satan har stor indflydelse på denne verden da han kaldte ham „denne verdens hersker“. (Johannes 12:31) I Åbenbaringens bog i Bibelen beskrives Satans sindstilstand med ordene: „Djævelen . . . har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ (Åbenbaringen 12:12) Denne bog fortæller også at Satan, ved hjælp af dæmonisk propaganda, søger at samle denne verdens herskere „til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åbenbaringen 16:14) Nej, vi kan ikke se bort fra Satan Djævelens indflydelse når vi skal forsøge at forstå årsagen til menneskehedens vanvittige, selvdestruktive kurs.
Apostelen Paulus kaldte Satan for „herskeren over luftens myndighed, den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner“, og for „denne tingenes ordnings gud“. (Efeserne 2:2; 2 Korinther 4:4) Det er ikke så mærkeligt at mange spørger sig selv om ikke alle den „oplyste“, videnskabelige tidsalders ugerninger — to verdenskrige, folkedrab i Europa og Kampuchea, politisk forårsaget hungersnød i Afrika, dybe religiøse og racemæssige splittelser, had, mord, systematisk tortur, og stofmisbrugets nedbrydende indflydelse på samfundet, for blot at nævne nogle få ting — kunne være en følge af en mægtig, ondskabsfuld åndemagts planer om at lede menneskeheden bort fra Gud og måske endog drive den ud i globalt selvmord.
Men hvem er Satan? Hvad er han egentlig ude på? Hvad kan vi som enkeltpersoner gøre ved det? Vi vil opfordre dig til at læse svarene på disse spørgsmål i de to følgende artikler.
[Illustration på side 7]
Guds folk foretrækker sunde former for underholdning og holder sig fra satanisk musik