Religiøse traditioner og sand tilbedelse
„SALGA, salga, salga“ („Kom ud, kom ud, kom ud“). De klagende råb kommer fra en mørk kirkegård på øen Janitzio, der ligger i Pátzcuaro-søen i Mexico. En tarasco-indianer påkalder en afdød slægtning ved hjælp af en skreven bøn. „Lad den hellige rosenkrans bryde de lænker der binder dig,“ bønfalder han.
Det er „de dødes dag“. Lige fra tidlig morgen har kvinder og børn pyntet deres familiegravsteder med blomsterblade og udsmykkede trærammer, og de har bragt offergaver i form af frugt og kage som de har lagt foran gravene. Nu sidder de i nattekulden og fremsiger bønner eller våger i stilhed i skæret fra de tusinder af blafrende lys der er blevet tændt til ære for de døde.
Udenforstående finder måske dette optrin besynderligt, men for disse mennesker er der tale om en hævdvunden religiøs tradition: fejringen af den katolske allesjælesdag. I mange latinamerikanske lande byder traditionen tusinder af troende at strømme til kirkegårdene for at oplæse bønner og give de døde gaver.
Også med hensyn til religiøse billeder har Latinamerika et væld af traditioner. Overalt ser man billeder og statuer af Kristus og Maria. Sådanne bruges for eksempel som udsmykning i mange butikker og hjem. Stiger man på en bus vil man uvægerlig finde miniaturebilleder af Maria anbragt over førersædet og Mariastatuetter vendt mod midtergangen. De traditionelle vokslys er skiftet ud med små, blinkende, kulørte lamper.
I Colombia skuer kæmpefigurer af Kristus og Maria ned over mange byer fra nogle høje bjergtoppe. Særlig kendt er Monserrate med sin kirke der er fyldt med billeder som vises stor ære. I de uger der betragtes som særlig hellige, bestiger i tusindvis af Bogotás indbyggere dette bjerg, og nogle kravler derop på deres blødende knæ.
Folk i hele verden betragter krucifikser og religiøse billeder og højtider som elementer der er en uadskillelig del af deres hverdag. Disse traditioner er gået i arv fra generation til generation, og mange troende er ofte tilbøjelige til at betragte dem som hellige.
’I sandhed’?
De fleste stiller sig måske tilfreds med blindt at følge sådanne skikke. Men traditionerne sætter også mange der betragter sig selv som kristne, i et foruroligende dilemma. Jesus Kristus sagde nemlig: „De sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:23) Mange religiøse traditioner har påfaldende lighed med eller stammer direkte fra ikkekristne religiøse skikke. For eksempel ligner allesjælesdag i store træk den buddhistiske højtid kaldet „Ullambana“, en dag der er „sat til side til at man kan vise sin ærbødighed for afdøde forfædre, og hvor ånderne kan løses for de bånd der binder dem til denne verden“. (The New Encyclopædia Britannica, 1976-udgaven, Micropædia, bind 1, side 260) Kan man sige at de der følger sådanne traditioner tilbeder Gud ’i sandhed’?
Nogle hævder at traditionerne er blevet ’helligede’ ved deres optagelse i kirken. Under Det Andet Vatikankoncil i 1965 blev der sagt: „Det er . . . ikke fra den hellige skrift alene kirken får sin vished om alt det der er åbenbaret. Derfor må både den hellige tradition og den hellige skrift som ligestillede accepteres og æres med samme trofasthed og ydmyghed.“
Men hvad så når der er fundamentale forskelle mellem menneskeskabte traditioner og Guds ord, Bibelen? For at finde svaret på dette spørgsmål vil vi undersøge nogle traditioner i lyset af Bibelen.