Når man mister en man holder af

„I 1981 døde min mor af kræft. Hun var min adoptivmor, og hendes død var et hårdt slag for min halvbror og mig. Jeg var 17 år og min bror var 11. Jeg savnede min mor utrolig meget. Da jeg er blevet opdraget som katolik havde jeg lært at hun var i himmelen, og ønskede derfor at tage mit eget liv så jeg igen kunne være sammen med hende. Hun var min bedste veninde.“ — Roberta, 25 år.

Hvis også du har mistet en af dine kære, har du selv mærket den smerte døden forvolder. Det synes så uretfærdigt at døden har magt til at fratage os dem vi holder af. Og når det sker, er det næsten ikke til at bære at man aldrig mere vil kunne tale og more sig med vedkommende eller give ham eller hende et knus. Som eksemplet med Roberta viser, er det kun en ringe trøst at få at vide at den døde befinder sig i himmelen.

Men ville det ikke være helt anderledes hvis man vidste at man havde mulighed for at blive forenet med sine kære i nær fremtid, ikke i himmelen, men her på jorden under fredfyldte og retfærdige forhold? Og hvis man fandt ud af at mennesker til den tid vil kunne glæde sig over et fuldkomment helbred, uden nogen sinde at dø? ’Jo, men det er ønsketænkning,’ vil du måske sige.

Ikke desto mindre sagde Jesus Kristus i det første århundrede: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ (Johannes 11:25) Dette var et klart løfte om at de døde vil få livet igen. Hvilke storslåede fremtidsudsigter!

Men måske spekulerer du på hvilke grunde der er til at tro på et sådant løfte. Hvordan kan du være sikker på at der ikke blot er tale om ønsketænkning? Og hvis det er rigtigt, hvad vil det så betyde for dig selv og dine kære? Disse og andre spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel.