Behøver vi de originale håndskrifter?

FOR 3500 år siden skrev en alderstegen mand i Mellemøsten en verdenshistorie om de begivenheder der var sket op til hans tid. Det må have været et kæmpemæssigt arbejde at udfærdige dette værk, som kom til at bestå af fem bøger. Manden var desuden over 80 år da han begyndte på beretningen. Hverken han eller hans folk havde noget fast hjemland men vandrede fra sted til sted i Sinaj Ørken. Senere kom den ældre mands skrifter imidlertid til at indgå som en del af den vigtigste litterære frembringelse verden nogen sinde har set.

Manden var Moses. Han fik af Gud den forret at føre Israels nation ud af fangenskabet i Ægypten. De fem bøger han skrev kaldes i dag for Pentateuken, eller de fem Mosebøger, og udgør den første del af den hellige Bibel. Moses blev ledet af Guds hellige ånd eller aktive kraft. Endnu den dag i dag kan vi derfor have stort personligt udbytte af at læse hans skrifter. Af og til er der dog nogle som spørger: ’Kan vi virkelig stole på det som Moses og de andre bibelskribenter skrev? Findes de originale håndskrifter? Og hvis ikke, hvad er der da blevet af dem? Hvordan kan vi være sikre på at det der står i Bibelen er det samme som det dens skribenter oprindelig skrev?’

Materialerne

Der er mange grunde til at vi kan være sikre på at der ikke er lavet om på Bibelen siden den blev skrevet. Ganske vist har vi ikke bibelskribenternes oprindelige håndskrifter, men det ville også være for meget at forlange. Hvorfor? På grund af de materialer de blev skrevet på, historiens forløb samt visse gamle jødiske skikke.

Først materialerne. Der eksisterer stadig skriftligt materiale fra dengang Bibelen blev skrevet. Det meste af dette er skrevet på sten eller ler, som er meget holdbart. Men efter alt at dømme blev Bibelen oprindelig affattet på materialer som var mere forgængelige. Nogle af bibelskribenten Jeremias’ skrifter blev for eksempel brændt af kong Jojakim. (Jeremias 36:21-31) Sten- eller lertavler ville man ikke kunne tilintetgøre lige så nemt.

Hvilket materiale skrev Bibelens skribenter da på? Der siges om Moses at han var „oplært i al ægypternes visdom“, og det mest almindelige skrivemateriale i Ægypten var papyrus. (Apostelgerninger 7:22) Det var derfor sikkert dette forgængelige materiale Moses benyttede sig af. Et andet almindeligt anvendt skrivemateriale var dyreskind — enten læder eller pergament. Jeremias skrev formentlig på læder. Både læder og papyrus ville brænde hvis det blev kastet i ilden.

Det er rigtigt at der er bevaret mange årtusindgamle papyrushåndskrifter i det varme, tørre ægyptiske klima. Men dette er undtagelsen der bekræfter regelen. Generelt har både papyrus og læder en kort levetid. Videnskabsmanden Oscar Paret siger: „Begge disse skrivematerialer er meget sårbare over for fugt og skimmel- og ormeangreb. Vi ved af daglig erfaring hvor let papir og selv stærkt læder kan tage skade hvis det ligger udendørs eller i et fugtigt rum.“

Israel, hvor flertallet af Bibelens bøger er skrevet, har ikke et klima der gør det let at bevare håndskrifter. Hovedparten af Bibelens originalhåndskrifter er derfor nok for længst gået tabt, især i betragtning af en bestemt jødisk skik. Hvilken?

Begravelse af bøger

I 1896 fandt en forsker, som var i færd med at undersøge en geniza i Kairo, 90.000 gamle håndskrifter som revolutionerede studiet af Mellemøstens historie. Hvad er en geniza? Og hvad har denne hændelse at gøre med Bibelens originalskrifter?

En geniza er et rum hvor jøderne førhen gemte slidte håndskrifter. Forskeren Paul E. Kahle skriver: „Jøderne plejede at anbringe alt muligt skrevet og trykt materiale i sådanne rum der fandtes i eller i nærheden af synagogerne, men ikke for at lade det indgå i arkiver. Det skulle blot opbevares der i et stykke tid. Jøderne var bange for at skrifterne, hvoraf nogle måske indeholdt Guds navn, skulle blive misbrugt. De håndskrevne — og senere også de trykte — skrifter blev derfor fra tid til anden bragt ud til et indviet jordstykke og begravet, hvorved de gik til grunde. Det var et rent held at genizaen i Kairo blev glemt og dens indhold undgik samme skæbne som er overgået andre genizaer.“ — The Cairo Geniza, side 4.

Selv om nogle af originalhåndskrifterne til Bibelen måske har eksisteret indtil denne skik blev almindeligt udbredt, har de sikkert været så slidte at de er blevet begravet.

Den historiske udvikling

I forbindelse med de oprindelige bibelhåndskrifter er der også en sidste faktor der må tages i betragtning, nemlig de bibelske landes stormfulde historie. Lad os til eksempel se på hvad der blev af de bøger den aldrende Moses skrev. Der siges: „Og så snart Moses var færdig med at skrive denne lovs ord i en bog, helt til deres slutning, gav Moses levitterne, som bar Jehovas pagts ark, følgende påbud idet han sagde: ’Tag denne lovbog og læg den ved siden af Jehova jeres Guds pagts ark.’“ — 5 Mosebog 31:24-26.

Pagtens ark var en hellig kiste der symboliserede at Gud var nærværende blandt israelitterne. Den blev taget med til det forjættede land (ligesom Moses’ skrifter) og var anbragt forskellige steder i tidens løb. En overgang faldt den i filistrenes hænder. Senere førte kong David den til Jerusalem, hvor den siden blev stillet i det tempel kong Salomon byggede der. Imidlertid opførte kong Akaz et hedensk alter i templet og lukkede det til sidst. Og kong Manasse fyldte det med hedensk gudsdyrkelse.

Hvad skete der med pagtens ark og Moses’ skrifter? Hvad skrifterne angår, ved vi kun at nogle af dem gik tabt. På kong Josias’ tid fandt nogle håndværkere i templet uventet „lovbogen“, muligvis den som Moses selv havde skrevet. (2 Kongebog 22:8) Meget af indholdet i den havde tidligere været ukendt for kongen, og oplæsningen gav stødet til en omfattende åndelig vækkelse. — 2 Kongebog 22:11–23:3.

Efter Josias’ død blev Judas folk igen troløst og førtes til sidst i fangenskab i Babylon. Templet blev ødelagt og alle værdigenstande ført til Babylon. Historien melder intet om hvad der blev af arken eller af den vigtige skriftrulle der blev fundet på Josias’ tid. Da Ezra og andre mange år senere forsøgte at opflamme de tilbagevendte jøder til at genopbygge Jerusalem og genindføre den sande tilbedelse, læste de op „af bogen, af den sande Guds lov“. (Nehemias 8:1-8) Der fandtes altså afskrifter af de originale håndskrifter. Hvem fremstillede dem?

Afskrifter af Guds ord

Moses forudsagde at Israel engang ville blive regeret af konger og gav i den forbindelse følgende særlige påbud: „Når han sætter sig på sit riges trone, skal han i en bog skrive en afskrift til sig selv af denne lov efter den der er i præsternes, levitternes, varetægt.“ (5 Mosebog 17:18) Der skulle altså laves afskrifter af de hellige skrifter.

Afskrivning af Skrifterne blev ligefrem en profession i Israel. I Salme 45:1 siges der: „Måtte min tunge være som den dygtige skrivers griffel.“ Nogle af afskriverne, for eksempel Sjafan og Zadok, nævnes ved navn. Men den kendteste af dem er Ezra, som også selv har skrevet nogle af Bibelens bøger. (Ezra 7:6; Nehemias 13:13; Jeremias 36:10) Der blev stadig føjet nye bøger til Bibelen, men de allerede eksisterende blev også afskrevet og mangfoldiggjort.

Dengang Jesus Kristus var på jorden fandtes der ikke alene kopier af De Hebraiske Skrifter (Første Mosebog til Malakias) i Jerusalem men åbenbart også i synagogerne i Galilæa. (Lukas 4:16, 17) Selv i det fjerne Berøa i Makedonien havde ædeltsindede jøder mulighed for ’daglig at undersøge Skrifterne’! (Apostelgerninger 17:11) I dag er der bevaret 1700 afskrifter af bibelske bøger skrevet før Jesu fødsel, samt 4600 af bøger skrevet af hans disciple (Mattæus til Åbenbaringen).

Var afskrifterne nøjagtige? Ja, pinligt nøjagtige! De professionelle afskrivere af De Hebraiske Skrifter (kaldet soferim) var uhyre påpasselige med ikke at lave fejl. For at kontrollere deres eget arbejde talte de ordene og endog bogstaverne i hver eneste afskrift de lavede. Jesus, apostelen Paulus og andre der ofte citerede de gamle bibelskribenter, betvivlede derfor ikke nøjagtigheden af de afskrifter de benyttede. — Lukas 4:16-21; Apostelgerninger 17:1-3.

Ganske vist var de jødiske og de senere kristne afskrivere ikke ufejlbarlige. Der indsneg sig fejl, men takket være alle de afskrifter der stadig eksisterer, er det muligt at lokalisere fejlene. Hvordan det? Jo, de forskellige afskrivere har ikke lavet de samme afskriverfejl. Ved at sammenligne deres arbejde kan man altså finde en hel del af fejlene.

Hvorfor vi kan fæste lid til teksten

I 1947 blev der gjort et overraskende fund af en del gamle skriftruller i nogle huler nær Det Døde Hav. Disse skriftruller viste hvor nøjagtigt Bibelen var blevet afskrevet. Blandt skriftrullerne var der en afskrift af Esajas’ Bog som var tusind år ældre end den hidtil ældste. En sammenligning afslørede at de eneste afvigelser mellem Dødehavsrullen og senere afskrifter angik sådan noget som grammatik og sætningsbygning. Meningen i teksten var ikke ændret efter tusind års afskrivning! Med hensyn til teksten i De Hebraiske Skrifter siger forskeren William Henry Green derfor: „Det kan med sikkerhed siges at intet andet værk fra oldtiden er blevet overleveret så nøjagtigt.“ Om De Kristne Græske Skrifter er der blevet sagt noget lignende.

Selvfølgelig ville det være fantastisk hvis man fandt de originale håndskrifter som Moses eller Esajas skrev. Men vi behøver dem i virkeligheden ikke. Det vigtigste er ikke håndskrifterne men deres indhold. På trods af århundredernes gang og afskrivning på afskrivning, kan vi være sikre på at Bibelen stadig indeholder de samme oplysninger som de oprindelige skrifter. Følgende bibelske udsagn har derfor vist sig at holde stik: „Alt kød er som græs, og al dets herlighed er som græssets blomst; græsset visner, og blomsten falder af, men Jehovas ord forbliver til evig tid.“ — 1 Peter 1:24, 25.