Den rolle de højere myndigheder spiller
„Den er Guds tjener til gavn for dig. Men hvis du gør det onde, da frygt.“ — ROMERNE 13:4.
1, 2. Hvordan er mange i kristenheden blevet indblandet i revolutionære aktiviteter?
FOR to år siden resulterede Lambeth-konferencen i London i en harmdirrende leder i avisen New York Post. Harmen skyldtes at man på dette møde, hvor over 500 biskopper fra den anglikanske kirke var forsamlet, vedtog en resolution der udtrykte forståelse for at folk „efter at have forsøgt med alle andre midler, vælger at gribe til våben som den eneste udvej for at opnå retfærdighed“.
2 New York Post sagde at dette faktisk var en billigelse af terrorisme. Men biskopperne fulgte blot en tendens der synes at blive mere og mere fremherskende. De adskiller sig ikke fra den katolske præst i Ghana der har anbefalet guerillakrig som den hurtigste, sikreste og mest effektive måde at befri Afrika på. Eller fra den afrikanske metodistbiskop der har svoret at kæmpe „befrielseskrigen til den bitre ende“. Eller fra de mange missionærer i kristenheden der har kæmpet sammen med oprørere mod de siddende regeringer i Asien og Sydamerika.
Sande kristne ’modstår ikke myndigheden’
3, 4. (a) Hvilke principper bryder såkaldte kristne som støtter revolution? (b) Hvad har en mand opdaget hos Jehovas vidner?
3 I det første århundrede sagde Jesus om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) Enhver såkaldt kristen der støtter en revolution, er i høj grad en del af verden. Han er ikke en discipel af Jesus, og han underordner sig ikke „de højere myndigheder“. (Romerne 13:1) Sådanne bør lytte til Paulus’ advarsel om at „den der modstår myndigheden, står Guds ordning imod; de som står den imod, vil pådrage sig dom“. — Romerne 13:2.
4 I modsætning til mange inden for kristenheden, tager Jehovas vidner aldrig del i væbnede konflikter. En mand i Europa som har bemærket dette, skriver: „Da jeg så hvad religion og politik har frembragt, viede jeg mig til at omstyrte den bestående orden. Jeg sluttede mig til en gruppe terrorister og blev trænet i brugen af alle slags våben; jeg deltog i mange væbnede røverier. Mit liv var konstant i fare. Som tiden gik, blev det klart for mig at vi kæmpede en kamp der var tabt på forhånd. Jeg blev frustreret, overvældet af livets håbløshed. Så bankede en forkynder på vores dør. Hun fortalte mig om Guds rige. Jeg holdt på at det var tidsspilde og foreslog min kone at lytte i stedet for. Det gjorde hun, og der blev oprettet et hjemmebibelstudium. Til sidst gik jeg ind på at være med til studiet. Ord kan simpelt hen ikke beskrive den lettelse jeg følte da jeg forstod hvilken kraft det er der driver menneskene til det onde. Det vidunderlige løfte om Riget har givet mit liv håb og hensigt.“
5. Hvorfor underordner kristne sig på fredelig vis de højere myndigheder, og hvor længe vil de gøre dette?
5 Kristne er Guds og Kristi ambassadører eller udsendinge. (Esajas 61:1, 2; 2 Korinther 5:20; Efeserne 6:19, 20) Som sådanne forholder de sig neutrale i denne verdens konflikter. Nogle politiske systemer synes ganske vist at have større økonomisk succes end andre, og nogle tilbyder mere frihed, men kristne foretrækker eller fremmer ikke én politisk styreform frem for en anden. De ved at alle styreformer er ufuldkomne. Det er „Guds ordning“ at disse systemer fortsætter med at eksistere indtil hans rige overtager styret. (Daniel 2:44) Det er grunden til at kristne på fredelig vis underordner sig de højere myndigheder mens de er optaget af at fremme andres evige velfærd ved at forkynde den gode nyhed om Riget. — Mattæus 24:14; 1 Peter 3:11, 12.
Lovlydige kristne
6. Hvorfor er mange menneskelige love gode når „hele verden ligger i den ondes magt“?
6 De forskellige landes regeringer opstiller et lovkompleks, og de fleste af disse love er gode. Skulle dette overraske os i betragtning af at „hele verden ligger i den ondes magt“? (1 Johannes 5:19) Nej, Jehova udstyrede vor første forfader, Adam, med en samvittighed, og denne medfødte fornemmelse af hvad der er rigtigt og hvad der er forkert afspejles på mange måder i menneskers love. (Romerne 2:13-16) Den babyloniske lovgiver Hammurabi skrev følgende i indledningen til sin lovsamling: „Da nævnte de også mit navn, Hammurapi, den fromme fyrste der ærer guderne, mig, for at lade retfærdighed opstå i landet, for at tilintetgøre den onde og misdæderen, for at den stærke ikke skal skade den svage.“
7. Hvem har ret til at tildele straf hvis man overtræder loven, og hvorfor?
7 De fleste regeringer vil sige at deres love tjener en lignende hensigt: at fremme borgernes velfærd og den gode orden i samfundet. Derfor straffer disse regeringer asociale handlinger, såsom mord og tyveri, og de fastsætter vedtægter angående fartbegrænsninger og parkering. De der med vilje overtræder sådanne love modstår myndigheden og „vil pådrage sig dom“. Af hvem? Ikke nødvendigvis af Gud. Det græske ord der her oversættes med dom kan hentyde til borgerlige retssager frem for domme afsagt af Jehova. (Jævnfør Første Korintherbrev 6:7.) Hvis nogen bryder loven har de højere myndigheder ret til at straffe vedkommende.
8. Hvordan vil menigheden reagere hvis et medlem begår en alvorlig forbrydelse?
8 Jehovas vidner har ord for ikke at modstå de verdslige myndigheder. Hvis det sker at en person i menigheden overtræder loven, vil menigheden ikke hjælpe ham med at undgå straf. Hvis nogen begår tyveri, mord, voldtægt, eller gør sig skyldig i skattesvig, bedrageri eller bagvaskelse, tager illegale stoffer eller på anden måde modstår den retmæssige myndighed, vil vedkommende blive tugtet strengt af menigheden — og han bør ikke mene at der er tale om forfølgelse når han bliver straffet af den verdslige myndighed. — 1 Korinther 5:12, 13; 1 Peter 2:13-17, 20.
Frygt for myndighederne
9. Hvor kan kristne med rette søge hjælp hvis de trues af lovløse elementer?
9 Paulus fortsætter sin drøftelse af emnet de højere myndigheder med at sige: „For de herskende frygtes ikke af den gode men af den onde gerning. Ønsker du altså at være uden frygt for myndigheden? Så gør til stadighed det gode, og du vil få ros af den.“ (Romerne 13:3) Loyale kristne frygter ikke at blive straffet af myndighederne, men det gør lovovertrædere, de der begår ’onde gerninger’ eller kriminalitet. Når Jehovas vidner trues af sådanne lovløse elementer kan de med rette søge beskyttelse hos politiet eller militæret. — Apostelgerninger 23:12-22.
10. Hvordan har Jehovas vidner ’fået ros’ af myndighederne?
10 Om de kristne der holder de højere myndigheders love siger Paulus: „Du vil få ros af den.“ Som eksempel herpå vil vi gerne citere fra nogle breve som Jehovas Vidner i Brasilien har modtaget efter at de havde afholdt deres områdestævner. Lederen af et kommunalt kontor for sportsanliggender har skrevet: „I fortjener al mulig ros for jeres fredelige adfærd. I disse urolige tider er det glædeligt at vide at der stadig er så mange der tror på Gud og dyrker ham.“ En stadionleder har sagt: „Trods det meget store antal tilstedeværende fandt der ingen episoder sted der satte en plet på begivenheden, takket være den upåklagelige organisering.“ Et brev fra et borgmesterkontor lød: „Vi vil gerne benytte denne lejlighed til at lykønske jer med jeres lovlydighed og fantastiske, tvangfri disciplin, og vi ønsker jer al mulig succes ved fremtidige arrangementer.“
11. Hvorfor kan forkyndelsen af den gode nyhed under ingen omstændigheder siges at være en ’ond gerning’?
11 Med udtrykket ’gode gerninger’ henvises der til lydighed mod de højere myndigheders love. Vort forkyndelsesarbejde, som Gud og ikke mennesker har påbudt os at udføre, er ikke en ’ond gerning’, hvilket de politiske myndigheder bør indse. Det er en offentlig tjeneste der højner moralen hos dem der lytter. Det er derfor vort håb at de højere myndigheder vil beskytte vor ret til at forkynde for andre. Paulus appellerede til myndighederne for juridisk at stadfæste retten til at forkynde den gode nyhed. (Apostelgerninger 16:35-40; 25:8-12; Filipperne 1:7) På lignende måde har Jehovas Vidner søgt om og opnået juridisk anerkendelse i Østtyskland, Ungarn, Polen, Rumænien, Benin og Myanmar (Burma).
„Den er Guds tjener“
12-14. Hvordan har de højere myndigheder optrådt som Guds tjener (a) på Bibelens tid? (b) i nyere tid?
12 Paulus siger videre om den verdslige øvrighed: „Den er Guds tjener til gavn for dig. Men hvis du gør det onde, da frygt; det er nemlig ikke for ingenting den bærer sværdet; den er jo Guds tjener, en hævner der lader vrede ramme den der øver det onde.“ — Romerne 13:4.
13 Nationale myndigheder har i visse tilfælde handlet som Guds tjener. For eksempel handlede Kyros som Guds tjener da han opfordrede jøderne til at vende tilbage fra Babylon og genopbygge Guds hus. (Ezra 1:1-4; Esajas 44:28) Artaxerxes var Guds tjener da han sendte Ezra af sted med et bidrag til genopbygningen af dette hus og senere bemyndigede Nehemias til at genopbygge Jerusalems mure. (Ezra 7:11-26; 8:25-30; Nehemias 2:1-8) Den romerske myndighed tjente også som Guds tjener da den udfriede Paulus fra en pøbelskare i Jerusalem, beskyttede ham da han havde lidt skibbrud, og sørgede for at han fik sit eget hus i Rom. — Apostelgerninger 21:31, 32; 28:7-10, 30, 31.
14 Også i nyere tid har verdslige myndigheder handlet som Guds tjener. I 1959, for eksempel, frifandt Canadas højesteret et Jehovas vidne som i Quebec var blevet anklaget for oprørsk og ærekrænkende virksomhed. Derved gik højesteretten imod de fordomme som den daværende premierminister, Maurice Duplessis, fremmede.
15. I hvilken anden henseende tjener øvrigheden som Guds tjener, og hvilken ret giver det den?
15 Desuden handler de nationale regeringer i generel forstand som Guds tjener ved at opretholde den offentlige ro og orden indtil Guds rige overtager denne opgave. For at kunne gøre dette bærer myndigheden ifølge Paulus „sværdet“, hvilket symboliserer at den har ret til at tildele straf. Dette omfatter sædvanligvis fængsling eller bødestraf, men i nogle lande kan det også omfatte dødsstraf.a På den anden side har mange lande valgt ikke at have dødsstraf, hvilket også er deres ret.
16. (a) Eftersom de højere myndigheder er Guds tjener, hvad har nogle blandt Guds folk da kunnet gøre med god samvittighed? (b) Hvilke former for arbejde vil en kristen ikke tage imod, og hvorfor ikke?
16 Den kendsgerning at de højere myndigheder er Guds tjener forklarer hvorfor Daniel, de tre hebræere, Nehemias og Mordokaj kunne påtage sig ansvarsfulde stillinger i de babyloniske og persiske regeringer. Dette gav dem mulighed for at henvende sig til myndighederne og tale Guds folks sag. (Nehemias 1:11; Ester 10:3; Daniel 2:48, 49; 6:1, 2) Også i dag er der kristne der arbejder for staten. Men eftersom de holder sig adskilt fra verden slutter de sig ikke til politiske partier, søger ikke politiske embeder og tager ikke imod stillinger i politiske organisationer som indebærer at de skal træffe politiske beslutninger.
Behovet for tro
17. Hvilke situationer kunne få nogle ikkekristne til at modstå myndighederne?
17 Men hvad nu hvis myndighederne tolererer korruption eller måske endog undertrykkelse? Bør kristne så søge at få den verdslige myndighed udskiftet med en der lader til at være bedre? Nu er uretfærdighed og korruption i administrationen jo ikke noget nyt. I det første århundrede billigede det romerske imperium uretfærdigheder som for eksempel slaveri. Det tolererede også korrupte embedsmænd. Bibelen taler om skatteopkrævere der snød, om en uretfærdig dommer og om en landshøvding der håbede på at modtage bestikkelse. — Lukas 3:12, 13; 18:2-5; Apostelgerninger 24:26, 27.
18, 19. (a) Hvordan reagerer kristne dersom myndighedspersoner gør sig skyldige i magtmisbrug eller korruption? (b) Hvordan har kristne hjulpet mennesker til at få et bedre liv, som understreget af en historiker og beretningen i hosstående ramme?
18 De kristne på den tid kunne have forsøgt at standse sådanne overgreb, men det gjorde de ikke. Paulus gjorde sig for eksempel ikke til talsmand for slaveriets ophævelse, og han gav ikke kristne slaveejere besked på at løslade deres trælle. Han vejledte i stedet slaverne og slaveejerne om at vise medfølelse i deres indbyrdes forhold. (1 Korinther 7:20-24; Efeserne 6:1-9; Filemon 10-16; se også Første Petersbrev 2:18.) De kristne lod sig heller ikke inddrage i oprørsvirksomhed. De var travlt optaget af at forkynde „den gode nyhed om fred“. (Apostelgerninger 10:36) I år 66 e.v.t. belejrede en romersk hær Jerusalem for derefter at trække sig tilbage. I stedet for at blive i byen sammen med dens oprørske forsvarere, flygtede de hebraiske kristne til bjergene i lydighed mod Jesu vejledning. — Lukas 21:20, 21.
19 De første kristne levede med tingene som de var, idet de forsøgte at forbedre det enkelte menneskes tilværelse ved at hjælpe det til at følge Bibelens principper. Historikeren John Lord har skrevet følgende i sin bog The Old Roman World: „Kristendommens sande sejre sås deri at den gjorde gode mennesker ud af dem der bekendte sig til dens lære, i stedet for udvortes at ændre folkekære institutioner, eller regeringen, eller lovene.“ Skulle kristne i dag handle anderledes?
Når staten ikke vil hjælpe
20, 21. (a) Hvordan undlod de verdslige myndigheder i ét tilfælde at handle som Guds tjener? (b) Hvordan bør Jehovas vidner reagere når de bliver forfulgt med statens billigelse?
20 I september 1972 brød der en ondsindet forfølgelse ud mod Jehovas vidner i et centralafrikansk land. Tusinder blev frarøvet deres ejendele og udsat for andre grusomheder, deriblandt prygl, tortur og mord. Opfyldte de højere myndigheder deres pligt til at beskytte disse Vidner? Nej! I stedet opfordrede de til volden og tvang disse fredelige kristne til at flygte i sikkerhed i andre lande.
21 Burde Jehovas vidner ikke lade deres vrede komme til udtryk over for sådanne plageånder? Nej, kristne bør tålmodigt udholde sådanne krænkelser, og ydmygt efterligne Jesus: „Når han led, truede han ikke, men overgav sig til ham der dømmer retfærdigt.“ (1 Peter 2:23) De husker at da Jesus blev arresteret i Getsemane Have, irettesatte han en discipel der forsvarede ham med et sværd, og senere sagde han til Pontius Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Johannes 18:36; Mattæus 26:52; Lukas 22:50, 51.
22. Hvilket godt eksempel har nogle af vore brødre i Afrika sat da de blev udsat for hård forfølgelse?
22 Med Jesu eksempel i tanke havde disse afrikanske Vidner mod til at følge Paulus’ vejledning: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. Vær i forvejen indstillet på det der er godt i alle menneskers øjne. Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker. I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ (Romerne 12:17-19; jævnfør Hebræerbrevet 10:32-34.) Vore afrikanske brødre har sat et opmuntrende eksempel for os alle. End ikke når myndighederne nægter at handle retskaffent vil sande kristne undlade at følge Bibelens principper.
23. Hvilke spørgsmål skal vi nu drøfte?
23 Hvad kan de højere myndigheder så forvente af kristne? Er der grænser for hvilke krav de med rette kan stille? Dette vil blive drøftet i den næste artikel.
[Fodnote]
a Guds lov til Israel omfattede dødsstraf for grove forbrydelser. — 2 Mosebog 31:14; 3 Mosebog 18:29; 20:2-6; 4 Mosebog 35:30.
Hvad vil du svare?
◻ Hvordan „modstår“ nogle mennesker de højere myndigheder?
◻ Hvordan kan det siges at regeringsmyndighederne er „Guds ordning“?
◻ Hvordan kan myndighederne være en årsag til frygt?
◻ I hvilken forstand er jordiske regeringer „Guds tjener“?
[Ramme på side 21]
Et brev fra en politichef
VAGTTÅRNETS SELSKAB i Brasilien har modtaget følgende brev med staten Minas Gerais’ officielle brevhoved. Det var fra politichefen i byen Conquista. Var der noget galt? Vi vil lade brevet svare:
„Til Vagttårnets Selskab!
Det er en glæde for mig at kunne henvende mig til Dem i et brev som dette. Jeg har været politichef i byen Conquista i Minas Gerais i cirka tre år. Jeg forsøger altid at udføre mit arbejde samvittighedsfuldt, men jeg har haft problemer med at bevare roen i fængselet. De indsatte var rastløse skønt de modtog undervisning i forskellige fag.
For nogle måneder siden kom senhor O — til vores by og præsenterede sig som et af Jehovas vidner. Han begyndte at fortælle nogle af fangerne om Bibelen, lærte dem at læse og skrive og lærte dem nogle grundlæggende regler om hygiejne og social adfærd, samtidig med at han underviste dem ud fra Bibelen. Den måde hvorpå denne prædikant arbejdede afspejlede nidkærhed, kærlighed og selvopofrelse. Inden længe ændredes de indsattes opførsel til det bedre, til stor forbløffelse og glæde for alle der iagttog det.
I betragtning af det der er sket i vort fængsel ønsker jeg officielt at lade Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab vide at vi værdsætter det gode arbejde denne brave forkynder udfører i vort samfund.“
Apostelen Paulus sagde om de regerende myndigheder: „Gør til stadighed det gode, og du vil få ros af den.“ (Romerne 13:3) Dette har afgjort vist sig at være sandt i ovenstående tilfælde. Der er blevet aflagt et stort vidnesbyrd om at Guds ord har magt til at forandre mennesker. På blot nogle måneder har den gode nyhed udrettet noget som det strafferetslige system ikke har kunnet udvirke på mange år! — Salme 19:7-9.