Hvem eller hvad er den hellige ånd?

VIDSTE du at den hellige ånd har sat sit præg på hvert eneste menneskes tilværelse? Var du klar over at den endda vil kunne udvirke store forbedringer i dit liv? Disse tanker virker måske noget fremmede for dig. Og måske tænker du: ’Hvem eller hvad er egentlig den hellige ånd?’

Hvis du tilhører et af kristenhedens trossamfund, har du sikkert set og hørt en præst døbe et spædbarn „i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn“. (Mattæus 28:19, da. aut.) På spørgsmålet om hvem eller hvad den hellige ånd er, vil de fleste præster uden videre svare at ’helligånden er den tredje person i treenigheden, ligestillet med Gud Faderen og Herren Jesus Kristus’.

Det var imidlertid ikke den opfattelse man havde i de første århundreder efter vor tidsregning. Omkring tre hundrede år efter Jesu apostles død skrev Gregor fra Nazianz for eksempel: „Nogle mener at [den hellige ånd] er en kraft (energeia), andre at den er en skabning, og andre igen at den er Gud, mens nogle ikke ved hvad de skal vælge at tro.“

I dag har de fleste kirker inden for kristenheden antaget det trinitariske syn på den hellige ånd. Men stemmer denne opfattelse med Bibelen? Eller er den blot baseret på traditionen? Bibelen taler faktisk aldrig om den hellige ånd i samme vendinger som den omtaler Gud eller Kristus. Den hellige ånd har for eksempel ikke noget egennavn.

Men er dette ikke blot en ligegyldig detalje? Nej, for i Bibelen har navne stor betydning. Gud understregede betydningen af sit eget navn da han sagde: „Jeg er Jehova. Det er mit navn; og jeg giver ikke min herlighed til nogen anden, og ikke min pris til billedstøtter.“ (Esajas 42:8) Og hvor stor betydning Jesu Kristi navn har, blev betonet før hans fødsel da en engel sagde til Maria: „Du skal give ham navnet Jesus.“ (Lukas 1:31) Hvis navnene på Faderen og Sønnen har så stor betydning, hvorfor har den hellige ånd da ikke et egennavn? Alene denne omstændighed bør få os til at spørge om den hellige ånd virkelig er ligestillet med Faderen og Sønnen.

Bibelen og den hellige ånd

I De Hebraiske Skrifter eller „Det Gamle Testamente“ finder vi udtryk som „din hellige ånd“ og „min [Guds] ånd“. (Salme 51:11; Joel 2:28, 29) Vi læser at den hellige ånd kan fylde en person, komme over ham og iklæde sig ham. (2 Mosebog 31:3; Dommerne 3:10; 6:34) Gud kan tage noget af sin hellige ånd fra én person og give det til en anden. (4 Mosebog 11:17, 25) Den hellige ånd kan virke på et menneske og sætte det i stand til at gøre overmenneskelige gerninger. — Dommerne 14:6; 1 Samuel 10:6.

Hvad kan man slutte ud fra sådanne udtalelser? Bestemt ikke at den hellige ånd er en person! Hvordan kan man tage noget af én person og give det til en anden? Der er heller ingen vidnesbyrd om at jøderne, mens Jesus var på jorden, betragtede den hellige ånd som en person der var ligestillet med Faderen. De tilbad på ingen måde den hellige ånd. Deres gudsdyrkelse var udelukkende rettet mod Jehova, ham som Jesus kaldte „min Fader“ og „min Gud“. — Johannes 20:17.

I den del af Bibelen der betegnes De Kristne Græske Skrifter eller „Det Nye Testamente“, får vi ligeledes at vide at den hellige ånd kan ’fylde’ en person eller være „over“ ham. (Apostelgerninger 2:4; Lukas 2:25-27) Den hellige ånd blev ’givet’, ’udgydt over’ og ’tildelt’ mennesker. (Lukas 11:13; Apostelgerninger 10:45; Hebræerne 2:4) På pinsedagen i år 33 e.v.t. modtog disciplene „noget af“ Guds ånd. (Apostelgerninger 2:17) Bibelen taler endvidere om at man kan blive døbt eller salvet med hellig ånd. — Mattæus 3:11; Apostelgerninger 1:5; 10:38.

Disse bibelske udtalelser viser at den hellige ånd ikke er en person. Dette bekræftes yderligere ved at den hellige ånd bliver omtalt på linje med upersonlige begreber. For eksempel beretter Bibelen at Stefanus var „fuld af tro og hellig ånd“. (Apostelgerninger 6:5) Og apostelen Paulus anbefalede sig som en Guds tjener „ved renhed, ved kundskab, ved langmodighed, ved venlighed, ved hellig ånd, ved kærlighed uden hykleri“. — 2 Korinther 6:4-6.

Det er sandt at Bibelen visse steder personificerer den hellige ånd. For eksempel sagde Esajas om nogle opsætsige mennesker at de ’bedrøvede Guds hellige ånd’. (Esajas 63:10) Også Paulus sagde at ånden kunne bedrøves. (Efeserne 4:30) Og i en række skriftsteder tales der om at den hellige ånd underviser, vejleder, taler og vidner. (Johannes 14:26; 16:13, 14; 1 Johannes 5:7, 8) Men Bibelen personificerer også begreber som visdom, synd og død. (Ordsprogene 1:20; Romerne 5:17, 21) Dette er blot et sprogligt virkemiddel, en måde at levendegøre tankerne på.

Faktisk bruger vi samme udtryksform når vi taler om at Bibelen ’siger’ et eller andet. Naturligvis mener vi ikke dermed at Bibelen er en person. Bibelen antyder derfor heller ikke at den hellige ånd er en person når den udtrykker sig på lignende måde.

Hvad er så den hellige ånd? Den er ikke en person, men Guds virksomme kraft som han benytter til at gennemføre sin vilje. (1 Mosebog 1:2) Men hvordan kan den hellige ånd præge vort liv? Og hvordan kan vi personligt få større gavn af dens virke?