Bekendelse af synder — Et tomt ritual?

„SKRIFTEMÅLET er en åndelig renselse, en ny begyndelse, en måde at vaske tavlen ren på. Jeg elsker at gå til skrifte, at bekende mine synder for præsten, at få hans tilgivelse og mærke den euforiske fornemmelse bagefter,“ siger en ivrig katolik. — Bless Me, Father, for I Have Sinned.

Ifølge New Catholic Encyclopedia var det „til præsten alene at Kristus gav eller overdrog magten til at binde og løse, at tilgive eller lade forblive“ i synd. Samme opslagsværk siger at hyppige skriftemål menes „at gengive livet den hellighed det har mistet ved alvorlig synd og . . . rense samvittigheden“. Det moralske klima i mange lande vidner imidlertid ikke om at det hyppige skriftemål får folk til at ’vende sig bort fra ondt og gøre det gode’. (Salme 34:14) Hvordan kan det nu være?

Blot et ritual?

For de yngste årgange er skriftemålet måske blot et ritual. I Irland aflægger man det første skriftemål umiddelbart før sin første kommunion. Men mon ikke en pige på syv tænker mere på sin flotte minibrudekjole end på „at gengive livet den hellighed det har mistet ved alvorlig synd“?

„Det jeg gik højest op i var tøjet og de penge jeg fik af min familie,“ indrømmer Ramona, som første gang skriftede da hun var syv. „Ingen af de piger jeg kendte,“ fortsætter hun, „nærede nogen som helst åndelige følelser. Dengang skænkede vi end ikke Gud en tanke.“

Når man kræver at børn skal bekende deres synder hyppigt, bliver skriftemålet let en mekanisk remse. „Jeg sagde det samme igen og igen,“ siger Michael, som begyndte at aflægge skriftemål i syvårsalderen.

At dømme efter nogle af de udtalelser af katolikker som er citeret i bogen Bless Me, Father, for I Have Sinned, har skriftemålet også meget begrænset åndelig betydning for mange voksne. „Skriftemålet lærer én at lyve, for man kan ikke få sig selv til at fortælle præsten det hele,“ indrømmer én. Manglende konsekvens blandt præster kan udnyttes til at søge den mindst mulige bod. Nogle finder sig en „god“ skriftefader der giver dem de råd de kan lide at høre. „Efter tre måneders søgen fandt jeg min skriftefader. Jeg går hen til ham hver måned. Vi sidder over for hinanden i skrifteværelset. Han er bare alletiders,“ siger en ung kvinde. „Hvis du er smart, finder du dig en præst som er døv og som ikke kan andet engelsk end bønnen ’Ave Maria’,“ siger en anden engelsktalende katolik.

Der er tydeligvis noget galt med den måde mange bekender deres synder på. Bibelen viser imidlertid at det er nødvendigt at bekende sine synder. Den siger: „At dølge sin synd fører ikke til held, men bekendes og slippes den, finder man nåde.“ — Ordsprogene 28:13, da. aut.

Betyder det at kristne skal bekende enhver synd de begår? Og hvem skal de bekende deres synder til? Den følgende artikel vil besvare disse spørgsmål.