„Moder Jord“ — ophav til frugtbarhedsgudinder

KENDER du den gudinde der er afbildet på forsiden? Det er Isis, det gamle Ægyptens modergudinde. Hvis du har besøgt et museum eller bladet i en historiebog om oldtiden, har du sandsynligvis set denne statue eller en der ligner. Men kunne du finde på at bøje dig for Isis og tilbede hende?

Hvis du er medlem af en såkaldt kristen kirke, lyder det nok som et besynderligt spørgsmål. Du vil sandsynligvis hævde at du tilbeder Skaberen, ham man beder til med ordene: „Vor Fader, du som er i Himlene!“ (Mattæus 6:9, da. aut.) Tanken om at bøje sig for en modergudinde virker måske sær og ligefrem frastødende. Men op gennem historien har en sådan dyrkelse været udbredt, og det vil måske ryste dig at få at vide hvem der i dag tilbeder den store modergudinde.

Men før vi kommer nærmere ind på dette emne, så lad os indhente nogle baggrundsoplysninger om hvor udbredt dyrkelsen af modergudinder var i oldtiden. Denne tilbedelse synes tidligt at have vundet indpas i falsk religion. Statuetter og afbildninger af nøgne modergudinder er blevet fremdraget af arkæologer overalt i Europa og området fra Middelhavslandene til Indien.

I gamle dage antog man at „Moder Jord“ var alt livs ophav, den der uophørligt gav liv og tog det igen når et væsen døde. Hun blev derfor dyrket med frygt. I begyndelsen mente man at hendes forplantningsevne var ukønnet, men ifølge mytologien fødte hun en mandlig himmelsk Fader og blev hans hustru. Dette par satte utallige andre guder og gudinder i verden.

Det babyloniske forbillede

Det var Isjtar der var den babyloniske gudekreds’ hovedgudinde; hun var identisk med den sumeriske frugtbarhedsgudinde Inanna. Paradoksalt nok var hun ikke alene gud for krig men også for kærlighed og vellyst. Den franske orientalist Édouard Dhorme skriver i sin bog Les Religions de Babylonie et d’Assyrie (Babylons og Assyriens religioner) om Isjtar: „Hun var gudinden, herskerinden, den barmhjertige moder som lyttede til bønner og gik i forbøn hos de vrede guder og formildede dem. . . . Hun var ophøjet over alle, hun blev gudindernes gudinde, alle guders dronning, overhoved for himmelens og jordens guder.“

Isjtardyrkerne titulerede hende „Jomfru,“ „Hellige Jomfru“ og „Jomfrumoder“. I den sumerisk-akkadiske „klagebøn til Isjtar“ hedder det: „Jeg bønfalder dig, fruernes frue, gudindernes gudinde, Isjtar, dronning over alle byer. . . . Du som ejer al guddomskraft og som bærer herskerkronen. . . . Gudshuse, helligdomme, indviede steder og templer agter på dig. . . . Hvor tillaves dine billeder ikke? . . . Se mig, frue; tag imod mine bønner.“a

Dyrkelsen af modergudinder vinder udbredelse

Édouard Dhorme omtaler også „Isjtardyrkelsens udbredelse“. Den bredte sig til hele Mesopotamien, og Isjtar selv eller gudinder med andre navne men med de samme attributter, blev dyrket i Ægypten, Fønikien, Kana’an, Anatolien (Lilleasien), Grækenland og Italien.

I Ægypten var den vigtigste modergudinde Isis. Om hende skrev historikeren H. G. Wells: „Isis tiltrak mange tilbedere, som viede deres liv til hende. Hendes billedstøtter stod i templet, kronet som Himmelens Dronning og bærende Horusbarnet i sine arme. Lysene flakkede og dryppede foran hende, og votivgaverne af voks hang rundt omkring i helligdommen.“ (The Outline of History) Isisdyrkelsen var utrolig populær i Ægypten, og den bredte sig til hele Middelhavsområdet, især til Grækenland og Rom. Den nåede endog til Vest- og Nordeuropa.

I Fønikien og Kana’an dyrkedes modergudinden først og fremmest i skikkelse af Asjtoret eller Astarte, der skildredes som Ba’als hustru. Ligesom sit babyloniske modstykke, Isjtar, var hun gudinde for både frugtbarhed og krig. I Egypten er der fundet gamle inskriptioner hvor Astarte kaldes Himmelens Dronning. Israelitterne måtte uafbrudt bekæmpe den nedbrydende påvirkning fra dyrkelsen af denne frugtbarhedsgudinde.

Mod nordvest, i Anatolien, modsvaredes Isjtar af Kybele, der var kendt som gudernes Store Moder. Hun blev også benævnt Den Der Undfanger Alle, Den Der Nærer Alle og Alle Velsignedes Moder. Fra Anatolien bredte Kybelekulten sig til Grækenland og derfra til Rom, hvor den holdt sig indtil lang tid efter vor tidsregnings begyndelse. Denne frugtbarhedsgudinde blev dyrket med ekstatisk dans, hendes præster lemlæstede sig selv, vordende præster kastrerede sig selv, og gudindens statue blev båret i procession under stor pragtudfoldelse.b

De første grækere tilbad en gudinde ved navn Gaia, også en „Moder Jord“. Men i deres gudekreds indlemmedes med tiden gudinder der mindede om Isjtar, for eksempel Afrodite, frugtbarhedens og kærlighedens gudinde; Athene, krigsgudinden; og Demeter, agerdyrkningens gudinde.

I Rom var Venus kærlighedsgudinde og svarede således til grækernes Afrodite og babyloniernes Isjtar. Romerne tilbad imidlertid også gudinderne Isis, Kybele og Minerva (grækernes Athene), som alle havde arvet et eller flere træk fra det babyloniske forbillede Isjtar.

I tusinder af år kappedes dyrkelsen af modergudinder tydeligvis med tilbedelsen af Skaberen, Jehova Gud. Men er dyrkelsen af modergudinder uddød? Eller har den holdt sig helt op til vore dage? Læs svaret i næste artikel.

[Fodnoter]

[Illustration på side 3]

Babylons ISJTAR personificeret som en stjerne

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af The British Museum

[Illustration på side 4]

Ægyptens ISIS med Horusbarnet

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris