Falske profeter i dag
JEREMIAS tjente som Guds profet i Jerusalem på en tid da denne by var fyldt med afgudsdyrkelse, umoralitet og korruption og meget uskyldigt blod blev udgydt. (Jeremias 7:8-11) Han var ikke ene om profethvervet, men de fleste andre profeter var egenkærlige og fordærvede. På hvilken måde? Jehova erklærer: „Enhver af dem, fra profet til præst, øver løgn. Og de prøver at helbrede mit folks sammenbrud på en let måde, idet de siger: ’Der er fred! Der er fred!’ skønt der ikke er fred.“ — Jeremias 6:13, 14.
De falske profeter prøvede, trods fordærvet i landet, at få det til at se ud som om alt var i skønneste orden og befolkningen levede i fred med Gud. Men sådan var det ikke. Guds dom ventede dem, sådan som Jeremias frygtløst forkyndte. Det var den sande profet Jeremias, og ikke de falske profeter, der blev beskyttet da babyloniske soldater i år 607 f.v.t. indtog Jerusalem, ødelagde templet og dræbte byens indbyggere eller førte dem i fangenskab i Babylon. De sørgeligt få som blev ladt tilbage i landet flygtede til Ægypten. — Jeremias 39:6-9; 43:4-7.
Men hvad havde de falske profeter gjort? „’Derfor, se, jeg er imod profeterne,’ lyder Jehovas udsagn, ’dem som stjæler mine ord, den ene fra den anden.’“ (Jeremias 23:30) De falske profeter havde stjålet den kraft der lå i Guds ord og den gavn folket kunne have haft af at lytte til det. De havde fået folket til at lytte til løgn og ikke til de sande advarsler fra Gud. De havde ikke fortalt om „Guds storslåede gerninger“ men om deres egne ideer, det som folket ville høre. Jeremias’ budskab kom virkelig fra Gud, og hvis israelitterne havde handlet efter hans ord, ville de have overlevet. De falske profeter ’stjal Guds ord’ og førte folket i ulykke. Det var nøjagtig som Jesus sagde om de utro religiøse ledere på hans tid: „De er blinde vejledere. Hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul.“ — Apostelgerninger 2:11; Mattæus 15:14.
Ligesom på Jeremias’ tid er der også i dag falske profeter som hævder at repræsentere Bibelens Gud; men også de stjæler Guds ord ved at forkynde ting der afleder folks opmærksomhed fra hvad Gud virkelig siger igennem Bibelen. Vi vil illustrere dette med et eksempel: Den grundlæggende bibelske lære om Riget.
Sandheden om Riget
Guds rige var det centrale tema i Jesu forkyndelse, og det nævnes over 100 gange i evangelierne. Tidligt i sin tjeneste sagde Jesus: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige, det er jo dette jeg er sendt ud for.“ Han lærte sine disciple at bede: „Lad dit rige komme.“ — Lukas 4:43; 11:2.
Men hvad er Riget da? Ifølge The New Thayer’s Greek English Lexicon betyder det ord der i Bibelen er gengivet med ’rige’, i første række „kongeværdighed, kongedømme, magt, herredømme“; „det område eller land der styres af en konge“. Ud fra dette er det logisk at slutte at Guds rige er en bogstavelig regering der bliver styret af en konge. Er dette tilfældet?
Ja, det er det. Og kongen er ingen anden end Jesus Kristus. Før Jesu fødsel havde engelen Gabriel sagt til Maria: „Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone.“ (Lukas 1:32) Det at Jesus modtager en trone viser at han er konge, hersker i en regering. Også Esajas’ profeti slår fast at Riget er en bogstavelig regering: „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; stort bliver herredømmet, endeløs freden.“ — Esajas 9:6, 7, da. aut.
Men hvor regerer Jesus fra? Fra Jerusalem? Nej. Profeten Daniel så i et syn Jesus modtage Riget, og dette fandt sted i himmelen. (Daniel 7:13, 14) Det stemmer med den måde hvorpå Jesus selv omtalte Riget. Han kaldte det ofte for „himlenes rige“. (Mattæus 10:7; 11:11, 12) Det harmonerer også med de ord Jesus sagde da han blev forhørt af Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ (Johannes 18:36) Har din præst lært dig at Guds rige er en virkelig regering som hersker fra himmelen? Eller har han/hun i stedet lært dig at Riget bare er noget der findes i vort hjerte, noget vi har inden i os? Hvis det sidste er tilfældet, har han/hun stjålet Guds ord fra dig.
Hvilken forbindelse er der mellem Guds rige som regering og alle de andre former for menneskeskabte regeringer? Ifølge The Encyclopedia of Religion foreslog reformatoren Martin Luther at ’også de verdslige regeringer kunne kaldes Guds rige’. Nogle påstår endda at man ved menneskers bestræbelser kan bringe de jordiske regeringer til at ligne Guds rige. I 1983 forsikrede Kirkernes Verdensråd: „Når vi ved konkret handling afgiver vidnesbyrd om vort oprigtige ønske om fred, kan Guds ånd benytte vore famlende forsøg til at føre denne verdens riger nærmere til Guds rige.“
Men læg mærke til at Jesus i mønsterbønnen, ’Fadervor’, først lærte sine disciple at bede om Guds riges komme, og at de først derefter skulle bede: „Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mattæus 6:10) Denne rækkefølge fortæller os at mennesker ikke kan få Riget til at komme blot ved at lære folk at gøre Guds vilje. Nej, det er dét at Riget kommer der gør at Guds vilje vil ske på jorden. Hvordan det?
Bemærk hvad Daniels profeti siger i kapitel 2, vers 44: „Men i de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. . . . Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger.“ Nu forstår vi hvorfor Jesus sagde at hans rige ikke var en del af denne verden! Riget ville ødelægge de jordiske riger og regeringer og selv overtage styret over menneskene. Som menneskehedens gudgivne regering vil det sørge for at Guds vilje sker på jorden.
Grunden til at Guds rige må afstedkomme så drastiske forandringer forstås bedre når man ser på hvem det er der styrer verden i dag. Apostelen Johannes skrev: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) ’Den onde’ er Satan Djævelen, hvem Paulus kaldte „denne tingenes ordnings Gud“. (2 Korinther 4:4) Det er utænkeligt at nogen institution i denne verden, hvis gud er Satan Djævelen, kan identificeres med Guds rige.
Det er en af grundene til at Jesus ikke lod sig inddrage i politik. Da jødiske nationalister ønskede at gøre ham til konge, trak han sig væk. (Johannes 6:15) Som tidligere nævnt sagde han frimodigt til Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ Og i harmoni med dette sagde Jesus også om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) Derfor er religiøse ledere falske profeter hvis de lærer at man kan fremskynde Guds riges komme ved at forbedre verdens nuværende indretning, og opmuntrer deres hjorde til at arbejde mod dette mål. De stjæler kraften i det Bibelen siger og berøver folk den gavn de kunne have haft af at kende sandheden.
Hvorfor det er så vigtigt
Men er alt dette ikke blot ordkløveri? Nej, falsk lære i forbindelse med Guds rige har vildledt mange og har endda haft indflydelse på historiens gang. Théo, et romersk-katolsk opslagsværk, siger for eksempel: „Guds folk er på vej frem mod et gudsrige som blev påbegyndt på jorden af Kristus . . . Kirken er spiren til dette rige.“ Dét at den katolske kirke identificerede sig selv med Guds rige gav den en kolossal magt op igennem middelalderen. Ja, selv i dag prøver kirkeledere at opnå verdslig indflydelse ved at samarbejde med visse politiske systemer og modarbejde andre.
En kommentator har fremsat et andet synspunkt som er meget udbredt i dag, idet han siger: „Revolutionens vej er ensbetydende med Riget, for revolution betyder at folk kommer hinanden nærmere i ny menneskelighed, opflammet af et guddommeligt symbol, et sandhedsmenneske — Jesus . . . Gandhi . . . brødrene Berrigan [to katolske præster der i USA protesterede mod Vietnamkrigen].“ Dét at man lærer at Guds rige kan fremmes ved politisk aktivisme, og dét at man ignorerer hvad Guds rige virkelig er, har fået nogle religiøse ledere til at stræbe efter politisk magt. Det har fået andre til at lade sig inddrage i opstande, uroligheder og tilmed partisankrigsførelse. Alt dette strider imod den sandhed at Riget ikke er en del af denne verden. Religiøse ledere der i den grad lader sig engagere i politik, kan langtfra sige at de følger Jesu påbud om ikke at være en del af verden. De der lærer at vi når frem til Guds rige gennem politisk aktivisme, er falske profeter. De stjæler Guds ord fra andre.
Hvis de religiøse ledere i kristenheden virkelig underviste i hvad Bibelen siger, ville deres hjorde vide at Guds rige er i stand til at løse problemer som fattigdom, sygdom, racisme og undertrykkelse — men at det vil blive gjort til Guds fastsatte tid og på hans måde. Det vil ikke ske gennem en reform af de politiske systemer. De skal alligevel væk når Riget kommer. Hvis disse præster var sande profeter ville de have lært deres sognebørn at man allerede nu, mens man venter på Guds rige, kan finde gudgiven praktisk hjælp til at klare de problemer som uretfærdigheden i verden forårsager.
De ville også have lært deres sognebørn at den forværring i tilstandene vi oplever i dag er forudsagt i Bibelen og at den er et tegn på at Guds rige er nær. Ja, Guds rige vil snart gribe ind, fjerne de nuværende politiske systemer og selv træde i stedet — en velsignelse som alle sande kristne længes mod! — Mattæus 24:21, 22, 36-39; 2 Peter 3:7; Åbenbaringen 19:11-21.
Menneskeheden under Guds rige
Hvad vil Guds rige betyde for os? Prøv at forestille dig at du hver morgen står op fuld af vitalitet! Ingen af dine venner eller slægtninge bliver syge eller dør. Dine pårørende som er døde har fået livet igen ved en opstandelse. (Esajas 35:5, 6; Johannes 5:28, 29) Der er ikke mere nogen økonomiske problemer som skyldes selvisk kommercialisme eller ustabile økonomiske systemer. Du har dit eget trygge hjem og al den jord du behøver for at kunne brødføde din familie. (Esajas 65:21-23) Du kan gå ude på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet uden at frygte for overfald. Krig er ophørt — intet kan true din sikkerhed. Alle har dit bedste i tanke. De onde er fjernet. Der hersker kun kærlighed og retfærdighed. Kan du forestille dig en sådan tilværelse? Det er en sådan verden Riget vil indføre. — Salme 37:10, 11; 85:10-13; Mika 4:3, 4.
Men er alt dette ikke blot ønsketænkning? Nej. Læs de skriftsteder der henvises til i forrige paragraf, og du vil opdage at de gengiver udtrykkelige løfter fra Gud. Hvis du ikke tidligere har set et så klart optrukket billede af hvad Guds rige kan og vil gøre for menneskeheden — så er der nogen der har stjålet Guds ord fra dig.
Heldigvis behøver billedet ikke at forblive tilsløret. Om vore dage profeterede Jesus: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så vil enden komme.“ Det blad du er i færd med at læse, udgives som en del af dette forkyndelsesarbejde. Det er vort ønske at du må undgå at blive bedraget af falske profeter. Undersøg Guds ord nærmere, og du vil finde sandheden om Guds rige. Vær parat til at indordne dig under dette rige, som er en foranstaltning fra den store Hyrde, Jehova Gud. Det er menneskets eneste håb, og det vil ikke svigte.
[Illustration på side 5]
Luther lærte at verdslige regeringer kunne opfattes som et udtryk for Guds styre
[Kildeangivelse]
Gengivet med tilladelse af British Museum
[Illustration på side 7]
Som en kærlig hyrde vil Jehova gennem sit rige tilvejebringe forhold som mennesker ikke har kunnet indføre