Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w92 1/6 s. 5-8
  • Hvordan troen kan hjælpe de syge

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan troen kan hjælpe de syge
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1992
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Kan troen hjælpe os når vi bliver syge?
  • Hvad med troshelbredelse?
  • Når alle vil blive helbredt
  • Menneskehedens mirakuløse helbredelse er nær
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1997
  • Er troshelbredelse skadelig?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1981
  • Godkender Gud troshelbredelse?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1992
  • Helbredelse
    Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1992
w92 1/6 s. 5-8

Hvordan troen kan hjælpe de syge

BIBELENS beretninger om mirakuløse helbredelser forsikrer os om at Gud interesserer sig for vort velbefindende, og de viser at han har magt til at helbrede sygdomme. Da disse mirakuløse helbredelser var til ære for Gud og medførte megen glæde, er det naturligt at spørge: Er det stadig muligt at udføre helbredelser ved hjælp af den hellige ånd?

Svaret er nej — og begrundelsen herfor vil måske overraske nogle. De mirakuløse helbredelser der fandt sted i det første århundrede har opfyldt deres hensigt. The Illustrated Bible Dictionary siger meget rigtigt: „Formålet med de mirakuløse helbredelser var af teologisk og ikke lægelig art.“ Hvilke teologiske formål tjente miraklerne?

Jesu mirakuløse helbredelser skulle blandt andet vise at han var Messias. Efter hans død var de med til at vise at Gud velsignede den nydannede kristne menighed. (Mattæus 11:2-6; Hebræerne 2:3, 4) De er desuden et vidnesbyrd om at Gud vil indfri sit løfte om at helbrede menneskeheden i den nye verden og at der vil komme en tid hvor „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’ Folket som bor i landet har fået sin brøde tilgivet“. (Esajas 33:24) Da disse formål var blevet opfyldt i det første århundrede, var der ikke længere behov for mirakler.

Det er værd at bemærke at Jesu disciple i det første århundrede selv led af sygdomme som ikke blev helbredt på mirakuløs vis. Dette er et yderligere vidnesbyrd om at Jesu og apostlenes evne til at udvirke mirakuløse helbredelser havde til formål at vise folk noget vigtigt — ikke blot at kurere syge. Da Paulus rådgav Timoteus om hvordan han skulle behandle sine hyppige tilfælde af sygdom, anbefalede han ham at bruge vin som medicin. Han blev ikke mirakuløst helbredt. Heller ikke Paulus, der selv udførte mirakuløse helbredelser, blev helbredt for den „torn i kødet“ som blev ved med at „slå“ ham. — 2 Korinther 12:7; 1 Timoteus 5:23.

Gaven til at helbrede ophørte med apostlenes død. Paulus sagde selv at det ville gå sådan. Idet han sammenligner den kristne menighed med et spædbarn, siger han: „Da jeg var mindreårig, plejede jeg at tale som en mindreårig, at tænke som en mindreårig, at ræsonnere som en mindreårig; men nu da jeg er blevet mand, har jeg aflagt de træk der hører den mindreårige til.“ Tanken med denne illustration var at understrege at åndens mirakuløse gaver hørte den kristne menigheds barndom til. De var „træk der hører den mindreårige til“. Derfor siger han: „De [mirakuløse gaver] vil blive afskaffet.“ — 1 Korinther 13:8-11.

Kan troen hjælpe os når vi bliver syge?

Selv om vi ikke sætter vor lid til troshelbredelse, er det afgjort på sin plads at vi beder Gud om hjælp når vi bliver syge. Det er bestemt heller ikke forkert at andre beder for os. Men bønnerne må være realistiske og i overensstemmelse med Guds vilje. (1 Johannes 5:14, 15) Bibelen giver os intetsteds påbud om at bede om mirakuløs helbredelse.a Vi bør snarere bede om Guds kærlige støtte i tider med prøvende sygdom.

Bibelen viser hvad man kan bede om når man bliver syg, idet den siger: „Jehova vil styrke ham på sygelejet; hele hans seng vil du forvandle under hans sygdom.“ (Salme 41:3) De der har følelsesmæssige lidelser kan også hente hjælp, ved at meditere over Guds ord, for salmisten skrev: „Din loyale hengivenhed, Jehova, . . . holdt mig oppe. Når der var mange foruroligende tanker i mit indre, var det al din trøst der kærtegnede min sjæl.“ — Salme 94:18, 19; se også 63:6-8.

Vi må udvise sund fornuft i helbredsspørgsmål, og her kan vi også hente vejledning i Bibelen. Det er meget bedre at leve i overensstemmelse med Bibelens principper end at tage stoffer, ryge, drikke eller spise for meget, og så når man bliver syg, desperat søge hjælp hos en troshelbreder. Hellere have en fornuftig og sund levevis end bede om at der må ske et mirakel når man rammes af sygdom. Noget der vil hjælpe en til at forebygge sygdom, er at få en nærende kost og at søge kvalificeret lægehjælp når det er nødvendigt.

Guds ord opmuntrer os også til at opdyrke en sund mental indstilling, for det vil gavne vort fysiske helbred. Ordsprogenes Bog giver disse råd: „Et roligt hjerte er liv for legemet, men skinsyge er råddenskab i knoglerne.“ „Et hjerte der fryder sig er god medicin, men en ånd der er nedslået udtørrer knoglerne.“ (Ordsprogene 14:30; 17:22) Det vil have en gavnlig virkning på vort fysiske helbred at vi beder om at Guds ånd vil hjælpe os til at opdyrke ro og glæde. — Filipperne 4:6, 7.

Hvad med troshelbredelse?

Nu kan man selvfølgelig godt blive ramt af sygdom selv om man lever så sundt som ens forhold tillader. Kan der i det tilfælde ske noget ved at gå til en troshelbreder i håb om at blive rask? Ja, det kan der. Det er sjældent gratis at opsøge vore dages troshelbredere. Og det at bruge penge på troshelbredelse som kunne være brugt på lægehjælp kan være en dyrekøbt erfaring. Hvorfor give penge ud til nogen der udnytter folks godtroenhed?

Hertil vil nogen måske indvende: ’Der må da være noget godt ved troshelbredelse selv om det kun er en lille procentdel der bliver helbredt.’ Men det kan diskuteres om troshelbrederne virkelig er i stand til at helbrede nogen permanent. I Encyclopædia Britannica hedder det: „Det er meget minimalt hvad der foretages af kontrolleret forskning i forbindelse med de mange ukendte faktorer ved troshelbredelse.“

Det lader til at nogle få bliver helbredt, men der er ikke noget bevis for at det skyldes den hellige ånds virke. I Bjergprædikenen sagde Jesus: „Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ (Mattæus 7:22, 23) Jesus sagde også at nogle ville skabe opmærksomhed om sig selv ved hjælp af tegn, selv om de var forkastet af Gud: „Falske messias’er og falske profeter vil nemlig fremstå og gøre store tegn og undere for at vildlede endog de udvalgte, om muligt.“ (Mattæus 24:24) Disse ord kan også anvendes om vore dages troshelbredere med deres dramatiske optrin, konstante krav om penge og påståede mirakuløse helbredelser.

Sådanne troshelbredere følger ikke i Jesu fodspor. Hvem følger de da? Apostelen Paulus giver os et fingerpeg når han siger: „Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere. Men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger.“ (2 Korinther 11:14, 15) Hvis troshelbrederne ikke udfører de helbredelser de hævder, er de bedragere der følger Satan, „som vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:9) Men hvad nu hvis de i nogle få tilfælde virkelig foretager helbredelser? Vil sådanne „kraftige gerninger“ da ikke kunne tilskrives Satan og hans dæmoner? Sådan må det forholde sig.

Når alle vil blive helbredt

Jesu mirakuløse helbredelser blev udført ved hjælp af Guds hellige ånd. De viste at det er Guds hensigt at løse alle menneskehedens sundhedsproblemer til sin fastsatte tid. Jehova har givet løfte om „lægedom for nationerne“. (Åbenbaringen 22:2) Han vil ikke blot helbrede sygdomme men også fjerne døden. Johannes forklarer at Jesus fremstod „for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. (Johannes 3:16) Her er der tale om sand helbredelse. Jesus vil igen udføre de mirakuløse helbredelser som Bibelen beretter om, blot i langt større målestok. Han vil endog oprejse de døde! (Johannes 5:28, 29) Hvornår vil dette ske?

I Guds nye verden — som efter alle vidnesbyrd at dømme er nært forestående. Denne nye verden, der vil blive en realitet efter at al ondskab i denne tingenes ordning for evigt er blevet fjernet, vil blive til velsignelse for alle retsindige mennesker. Det vil være en verden uden lidelse. „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ (Åbenbaringen 21:4) Hvilken kontrast til det vi oplever i dag!

Når man bliver syg er det altså godt at bede Gud om støtte. Uanset om man er syg eller rask kan man lære at evigt liv uden sygdom er muligt. Styrk din tro på dette pålidelige løfte fra Gud ved at læse de mange steder det omtales i Bibelen. Se hvordan Guds hensigt ifølge hans egen tidsplan nu nærmer sig sin opfyldelse. Der er ingen grund til at tvivle på dette, for Guds ord forsikrer os: „Han vil opsluge døden for bestandig, og den suveræne Herre, Jehova, vil tørre tårerne af alle ansigter.“ — Esajas 25:8.

[Fodnote]

a Nogle mener at ordene i Jakob 5:14, 15 gælder troshelbredelse. Men sammenhængen viser at Jakob her taler om åndelig sygdom. (Jakob 5:15b, 16, 19, 20) Han råder dem der er blevet svage i troen til at søge hjælp hos de ældste.

[Illustration på side 7]

Jesu mirakuløse helbredelser tjente en hensigt

[Illustration på side 8]

Jesus vil i stort omfang gentage de mirakuløse helbredelser

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del