Jehova — Din ven eller kun en bekendt?

„JENS, kom og hils på min ven. Det er — øh — hvad var det nu du hed?“

Har du hørt nogen komme med en sådan uovervejet vending? Benævnelsen „ven“ bruges hyppigt lidt for ukritisk. Egentlig menes der kun at man kender den anden, og dét måske kun flygtigt. At kende genboen hr. Andersen er ét; at være hans ven er noget ganske andet.

En ordbog definerer „en bekendt“ som „en person med hvem man har haft en vis social kontakt, men som man ikke er knyttet til“. Ordet rummer „mindre familiefølelse, tilknytning, fællesskab og sympati end ordet VEN“.

At der mangler stærk personlig tilknytning er med til at forklare hvorfor vi ofte kun lægger overfladisk mærke til hvordan det går vore bekendte, men er stærkt deltagende i hvad vore venner foretager sig og engagerer os dybt i deres glæder og sorger. Naturligvis må vi undgå at lade følelserne forlede os til at blande os i deres private sager. — 1 Peter 4:15.

At vi knytter os stærkt til vore venner forklarer også hvorfor vi normalt ønsker at behage dem. Vi er nok lidt utilbøjelige til at forandre os hvis en bekendt har noget at udsætte på os, hvorimod vore venner let kan påvirke vores påklædning, adfærd og holdninger.

Sammenlignet med et bekendtskab kræver et venskab at man i højere grad ansvarsbevidst opdyrker tillid, hengivenhed, respekt og loyalitet. Den der ønsker venskab uden at binde sig, ønsker egentlig kun en bekendt, ikke en ven. Nære venner glæder sig over at leve op til det ansvar der følger med en stærk personlig tilknytning. De ser det som en lejlighed til at bevise hvor ægte venskabet er.

Venskab med Gud

Som Skaberen er Jehova menneskets himmelske Fader og fortjener at blive elsket, adlydt og respekteret. Men han vil gerne have at vi gør dette fordi vi føler os stærkt knyttet til ham, ikke af simpel pligtfølelse. (Mattæus 22:37) Han ønsker også at vi skal elske ham som en ven. (Salme 18:1) „Fordi han elskede os først“ har han lagt det fuldkomne grundlag for et sådant venskab. — 1 Johannes 4:19.

Vore første forældre, Adam og Eva, kendte Jehova. Men ville de også tage imod hans tilbud om venskab? Desværre afslog de det. At de selvisk søgte uafhængighed af Gud viste at de ikke følte sig knyttet til ham. De ville gerne modtage velsignelserne ved det venskab han tilbød dem, men de ville ikke påtage sig det medfølgende ansvar. Det var som om de gerne ville nyde bekvemmelighederne og trygheden i deres behagelige paradisiske omgivelser uden at ’betale lejen’.

Vi har alle, i forskelligt omfang, arvet denne utaknemmelige og uafhængige ånd. (1 Mosebog 8:21) Nogle børn og unge har for eksempel i deres naturlige ønske om selvstændighed vendt deres forældre ryggen. Derved har de brudt et venskab af særlig stor værdi, et venskab der burde bestå mellem dem og forældrene livet igennem. Dette er alvorligt nok, men langt alvorligere er det hvis vi river venskabsbåndene til vor himmelske Fader over. Det kan faktisk koste os livet!

Betingelserne for et venskab

Uden tillid kan intet forhold bestå ret længe, hverken til Gud eller mennesker. Dette forstod patriarken Abraham, og derfor viste han gang på gang ubetinget tillid til Gud. Hvis du læser Første Mosebog 12:1-5 og 22:1-18, vil du finde en gengivelse af to episoder der viser hans enestående tillid til Gud. Ja, „Abraham troede på Jehova, og det blev tilregnet ham som retfærdighed“. Og derfor blev han kaldt „Jehovas ven“. — Jakob 2:23.

En anden betingelse for at være Guds ven er at man lever op til de forpligtelser dette venskab indebærer. Eftersom vi står langt under Jehova, kræver det logisk nok langt mere at være ven med ham end med et menneske. Vi kan ikke nøjes med at ville behage Jehova på nogle områder, som vi måske ville med en almindelig ven. Vi må ønske at behage ham i alle henseender. Jesus, Guds søn og nærmeste ven, gjorde opmærksom på dette da han om Jehova sagde: „Jeg gør altid det han synes om.“ — Johannes 8:29.

Et venskab med Jehova og hans søn kan altså ikke holdes på et uforpligtende plan. Det beror på at vi opfylder de forudsætninger for venskab som de har fastsat. (Se Salme 15:1-5.) Ved en lejlighed sagde Jesus ligeud til sine disciple: „I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer.“ — Johannes 15:14.

Endnu en betingelse for venskab er en åben og frimodig kommunikation. På sin dødsdag sagde Jesus til sine trofaste apostle: „Jeg kalder jer ikke længere trælle, for en træl ved ikke hvad hans herre gør. Men jeg har kaldt jer venner, for alt det jeg har hørt fra min Fader har jeg gjort jer bekendt med.“ (Johannes 15:15) Ved at dele sine tanker med sine venner efterlignede Jesus sin himmelske Fader, om hvem Amos 3:7 siger: „Den suveræne Herre Jehova gør nemlig intet uden at han har åbenbaret sin fortrolige sag for sine tjenere profeterne.“

Er det ikke også normalt sådan venner bærer sig ad? Vi føler nok ingen trang til at fortælle genboen hr. Andersen om vore oplevelser, og vi kunne bestemt ikke tænke os at betro ham vore inderste tanker og følelser. Så godt kender vi ham ikke. Men vi kan næsten ikke vente med at dele dem med vore venner.

Sådan er det også med vort venskab med Gud. Vi kan knap vente med at henvende os til ham i bøn og komme frem med vore behov, ønsker og inderste følelser. Et venskab er naturligvis kortvarigt hvis der kun foregår en envejskommunikation. Vi må derfor også lade Gud tale til os. Det gør vi ved omhyggeligt at granske hans skrevne ord, Bibelen, meditere over hans vejledning og anvende den efter bedste evne.

Hvor meget betyder Jehovas venskab for dig?

Overvej dette spørgsmål i lyset af det særlige venskab du ville være interesseret i hvis du tænkte på at indgå ægteskab. Du er naturligvis klar over at det ikke er nok at kende din eventuelle ægtefælle flygtigt. Bekendtskabet skal først udvikle sig til et venskab, som vokser i fortrolighed og danner grundlag for et lykkeligt ægteskab.

Tænk nu over hvilken indsats de fleste yder når de dyrker sådanne venskaber. Hvor megen tid og hvor mange penge bruger de ikke på at stifte og bevare det? Hvor stor en del af tiden optager dette ikke deres tanker? Hvor omfattende planer lægger de ikke for at forbedre og bevare dette forhold? Og hvor villige er de ikke til at ændre dem, om nødvendigt?

Spørg så dig selv: Gør jeg lige så store bestræbelser for at opdyrke, udvide eller styrke venskabet med min Skaber? Hvor megen tid ofrer jeg på det? I hvilken grad optager venskabet med Jehova mine tanker? Hvor omfattende planer lægger jeg for at forbedre og bevare dette forhold? Og hvor villig er jeg til at ændre dem, om nødvendigt?

Kristne unge bør gøre sig klart at alle andre venskaber, også det der fører til ægteskab, har mindre betydning end deres venskab med Skaberen. Derfor tilskyndes de i Prædikeren 12:1: „Husk din store Skaber i din unge manddoms dage.“ Mange gør dette ved at tjene som forkyndere — flere og flere af dem som pionerer (heltidsforkyndere).

Trods den omsiggribende kynisme og mangelen på interesse for religion, forsvarer de frimodigt Jehova når de hører ham blive smædet med falske anklager. Er det ikke også hvad Jehova med rette burde kunne forvente af sine venner? Er det ikke det vi ville vente af vore venner? Og ville det ikke få vore hjerter til at fryde sig når vi fandt ud af at vore venner forsvarede os med nidkærhed og overbevisning? — Jævnfør Ordsprogene 27:11.

Ja, venskabet med Gud pålægger os, ligesom venskabet med mennesker, et ansvar som vi må leve op til hvis venskabet skal holde. Den der ikke vil påtage sig dette ansvar, eller som har noget imod at indvi sig til Gud og leve op til sin indvielse, kender måske til en vis grad Jehova. Men han har endnu til gode at erfare glæderne ved at have ham som ven.

[Illustration på side 25]

Abraham stolede på Jehova og blev derfor kaldt Jehovas ven