Et inspireret mønster for det kristne missionsarbejde
„Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus.“ — 1 KORINTHER 11:1
1. Hvordan har Jesus sat et storslået eksempel for sine disciple? (Filipperne 2:5-9)
JESUS har sat et storslået eksempel for sine disciple. Han forlod med glæde sin himmelske herlighed og kom ned til jorden for at bo blandt syndige mennesker. Han var villig til at udholde mange lidelser for at frelse menneskeheden og, hvad der var vigtigere, for at herliggøre sin himmelske Faders navn. (Johannes 3:16; 17:4) Da man ville dømme ham til døden sagde Jesus frimodigt: „Dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Johannes 18:37.
2. Hvorfor kunne den opstandne Jesus befale sine disciple at fortsætte det arbejde han havde påbegyndt?
2 Før sin død gav Jesus sine disciple en god oplæring sådan at de kunne fortsætte med at forkynde sandheden om Riget. (Mattæus 10:5-23; Lukas 10:1-16) Efter sin opstandelse var Jesus således i stand til at give dem denne befaling: „Gå . . . ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.
3. Hvordan blev arbejdet med at gøre disciple udvidet, men i hvilke områder var forkyndelsen især koncentreret?
3 I de næste tre og et halvt år adlød Jesu disciple denne befaling, men forkyndte udelukkende for jøder, jødiske proselytter og omskårne samaritanere. I år 36 e.v.t. sørgede Gud for at den gode nyhed blev forkyndt for en uomskåren mand ved navn Kornelius og hans husstand. I løbet af de næste ti år blev andre ikkejøder optaget i menigheden. Det lader imidlertid til at det meste forkyndelsesarbejde blev udført i områderne ved den østlige del af Middelhavet. — Apostelgerninger 10:24, 44-48; 11:19-21.
4. Hvilken betydningsfuld udvikling fandt sted omkring år 47-48 e.v.t.?
4 Der var behov for at kristne blev ansporet eller sat i stand til at gøre disciple af jøder og folk fra nationerne i mere fjerntliggende områder. Omkring år 47-48 e.v.t. modtog de ældste i Antiochia i Syrien følgende guddommelige budskab: „Udtag nu Barnabas og Saulus til mig til den gerning jeg har kaldet dem til.“ (Apostelgerninger 13:2) Det er værd at bemærke at Paulus på dette tidspunkt var kendt under sit oprindelige navn, Saulus. Det er også bemærkelsesværdigt at Gud nævner Barnabas før Paulus, måske fordi Barnabas på dette tidspunkt blev betragtet som den der havde størst erfaring.
5. Hvorfor er beretningen om Paulus’ og Barnabas’ missionsrejse af stor værdi for kristne i dag?
5 Den detaljerede beretning om Paulus’ og Barnabas’ missionsrejse er til stor opmuntring for Jehovas vidner, især for de missionærer og pionerer der er rejst fra deres hjemegn for at tjene Gud i fremmede distrikter. En gennemgang af Apostelgerninger, kapitel 13 og 14, vil helt afgjort motivere endnu flere til at efterligne Paulus og Barnabas og øge deres andel i det vigtige arbejde med at gøre disciple.
Øen Cypern
6. Hvilket eksempel satte missionærerne på Cypern?
6 Missionærerne sejlede uden tøven fra den syriske havneby Seleukia til Cypern. Efter at være gået i land i Salamis begyndte de uden at lade sig distrahere „at forkynde Guds ord i jødernes synagoger“. De var ikke tilfredse med blot at slå sig ned i denne by og vente på at øboerne skulle komme til dem. Nej, idet de fulgte Kristi eksempel gennemgik de hele øen. Det har sandsynligvis krævet at de måtte gå meget og bo mange forskellige steder eftersom Cypern er en stor ø og de rejste fra øens ene ende til den anden. — Apostelgerninger 13:5, 6.
7. (a) Hvilken usædvanlig hændelse fandt sted i Pafos? (b) Hvilken indstilling er det i betragtning af denne erfaring godt at have?
7 Hen mod slutningen af deres ophold havde de to mænd en dejlig oplevelse i byen Pafos. Øens hersker, Sergius Paulus, lyttede til deres budskab og ’fik tro’. (Apostelgerninger 13:7, 12) Senere skrev Paulus: „I ser på hans kaldelse af jer, brødre, at ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst.“ (1 Korinther 1:26) Men blandt de mægtige som lyttede var Sergius Paulus. Denne erfaring bør opmuntre alle, især missionærer, til at have en positiv indstilling til det at forkynde for myndighedspersoner, sådan som vi også opfordres til i Første Timoteusbrev 2:1-4. Nogle gange har myndighedspersoner været til stor hjælp for Guds tjenere. — Nehemias 2:4-8.
8. (a) Hvilken ændring i Barnabas’ og Paulus’ indbyrdes forhold indtræffer tilsyneladende fra dette tidspunkt? (b) Hvordan satte Barnabas et godt eksempel?
8 Under ledelse af Jehovas ånd spillede Paulus en væsentlig rolle i forbindelse med Sergius Paulus’ omvendelse. (Apostelgerninger 13:8-12) Fra dette tidspunkt lader det til at det var Paulus der førte an. (Sammenlign Apostelgerninger 13:7 med Apostelgerninger 13:15, 16, 43.) Dette harmonerede med at Paulus ved sin omvendelse havde fået en særlig opgave af Gud. (Apostelgerninger 9:15) Det har måske sat Barnabas’ ydmyghed på prøve. Men i stedet for at blive krænket over denne forandring levede Barnabas sandsynligvis op til betydningen af sit navn, „Trøstens Søn“, idet han loyalt støttede Paulus på hele missionsrejsen og da nogle jødekristne siden hen betvivlede deres ret til at forkynde for uomskårne ikkejøder. (Apostelgerninger 15:1, 2) Dette er et godt eksempel for os alle, deriblandt dem der bor på betel- og missionærhjem. Vi bør altid være villige til at acceptere teokratiske forandringer og helt og fuldt støtte dem der udnævnes til at føre an iblandt os. — Hebræerne 13:17.
Den lilleasiatiske højslette
9. Hvad kan vi lære af at Paulus og Barnabas var villige til at rejse til Antiochia i Pisidien?
9 Fra Cypern sejlede Paulus og Barnabas mod nord til det asiatiske fastland. Af en ikke nærmere angivet grund forlod missionærerne kystområdet og foretog en lang og farlig rejse på omkring 180 kilometer til Antiochia i Pisidien, der lå midt på Lilleasiens højslette. Dette betød at de måtte bestige et bjergpas, hvorefter de kom ned på en slette der lå omkring 1100 meter over havoverfladen. Bibelforskeren J. S. Howson siger: „I hele oldtiden var befolkningen i disse bjerge, som adskiller højsletten . . . fra sletterne ved sydkysten, kendt for at være lovløse og røveriske.“ Dertil kom at missionærerne var udsat for elementernes rasen. „Intet andet område i Lilleasien,“ tilføjer Howson, „er i den grad hjemsøgt af oversvømmelser som Pisidiens bjergegne, hvor floderne springer frem ved foden af store klipper eller fosser ned gennem snævre slugter.“ Disse detaljer giver os et begreb om hvilken slags rejser missionærerne var villige til at påtage sig for at udbrede den gode nyhed. (2 Korinther 11:26) Også i dag trodser mange af Jehovas tjenere alle mulige hindringer for at nå ud til folk med den gode nyhed.
10, 11. (a) Hvordan holdt Paulus sig til noget hans tilhørere kunne være enige med ham i? (b) Hvorfor blev mange jøder sandsynligvis forbløffede over at høre om Messias’ lidelser? (c) Hvilken frelse fremholdt Paulus for sine tilhørere?
10 Eftersom der fandtes en jødisk synagoge i Antiochia i Pisidien, gik missionærerne først derhen for at give dem der var bedst kendt med Guds ord lejlighed til at tage imod den gode nyhed. Da Paulus blev indbudt til at tale, rejste han sig og holdt et mesterligt offentligt foredrag. Gennem hele foredraget holdt Paulus sig til noget jøderne og proselytterne i forsamlingen kunne være enige med ham i. (Apostelgerninger 13:13-16, 26) Efter en indledning genfortalte Paulus jødernes berømmelige historie. Han mindede dem om at Jehova havde udvalgt deres forfædre og derefter udfriet dem fra Ægypten, og at han havde hjulpet dem til at besejre indbyggerne i det forjættede land. Dernæst kom Paulus ind på Jehovas handlemåde med David. Dette var noget der optog jøderne i det første århundrede, fordi de ventede at Gud ville lade en efterkommer af David fremstå som frelser og evig hersker. Derefter erklærede Paulus frimodigt: „Af [Davids] afkom har Gud i overensstemmelse med sit løfte bragt Israel en frelser, Jesus.“ — Apostelgerninger 13:17-23.
11 Den frelser mange jøder ventede, var en krigshelt som ville udfri dem fra det romerske herredømme og ophøje den jødiske nation over alle andre. Det overraskede dem derfor uden tvivl at høre Paulus sige at deres egne religiøse ledere havde overgivet Messias til at blive henrettet. „Men Gud oprejste ham fra de døde,“ forkyndte Paulus frimodigt. Ved slutningen af sin tale gjorde han sine tilhørere opmærksomme på at de kunne få del i en storslået frelse. „Lad det . . . blive kendt for jer,“ sagde han, „at der nu gennem ham bliver forkyndt jer tilgivelse af synder, og at alt det som I ikke ved hjælp af Moseloven kunne blive erklæret skyldfri for, det bliver enhver som tror erklæret skyldfri for ved hjælp af ham.“ Paulus sluttede sin tale med at opfordre sine tilhørere til ikke at være blandt de mange som Gud havde forudsagt ville vrage denne storslåede frelsesforanstaltning. — Apostelgerninger 13:30-41.
12. Hvad resulterede Paulus’ foredrag i, og hvad bør dette opmuntre os til?
12 Hvordan reagerede tilhørerne på dette gode, bibelske foredrag? „Mange af jøderne og af proselytterne som dyrkede Gud, [fulgte] med Paulus og Barnabas.“ (Apostelgerninger 13:43) Dette er meget opmuntrende for os i dag. Måtte vi også gøre vort yderste for at fremholde sandheden på en virkningsfuld måde, både i vores offentlige forkyndelse og ved vore kommentarer og foredrag ved menighedens møder. — 1 Timoteus 4:13-16.
13. Hvorfor måtte missionærerne forlade Antiochia i Pisidien, og hvilke spørgsmål rejste dette i forbindelse med de nye disciple?
13 De nyinteresserede i Antiochia i Pisidien kunne ikke holde denne gode nyhed for sig selv. Som følge heraf ’samledes næsten hele byen næste sabbat for at høre Jehovas ord’. Inden længe blev budskabet spredt ud over byens grænser. Faktisk blev ’Jehovas ord fortsat bragt ud over hele landet’. (Apostelgerninger 13:44, 49) I stedet for at glæde sig over dette fik skinsyge jøder missionærerne smidt ud af byen. (Apostelgerninger 13:45, 50) Hvordan påvirkede dette de nye disciple? Mistede de modet og gav op?
14. Hvorfor kunne modstanderne ikke bringe det arbejde som missionærerne havde påbegyndt, til ophør, og hvad kan vi lære heraf?
14 Nej, for dette var Guds værk. Missionærerne havde desuden lagt en solid grundvold for troen på den opstandne Herre Jesus Kristus. De nye disciple betragtede tydeligvis Kristus og ikke missionærerne som deres Fører. Vi læser således at ’disciplene fortsat var fyldt med glæde og hellig ånd’. (Apostelgerninger 13:52) Dette er opmuntrende for missionærer og andre der i dag gør disciple. Hvis vi ydmygt og nidkært gør vor del, vil Jehova Gud og Jesus Kristus velsigne vores tjeneste. — 1 Korinther 3:9.
Ikonium, Lystra og Derbe
15. Hvilken fremgangsmåde fulgte missionærerne i Ikonium, og med hvilket resultat?
15 Paulus og Barnabas rejste nu omkring 140 kilometer mod sydøst til den næste by, Ikonium. De lod ikke frygt for forfølgelse afholde dem fra at følge den samme fremgangsmåde som i Antiochia. Bibelen beskriver udfaldet: „En stor mængde af både jøder og grækere fik tro.“ (Apostelgerninger 14:1) Endnu en gang fremkaldte dette modstand fra de jøder der ikke tog imod den gode nyhed. Men missionærerne holdt ud og tilbragte en anselig tid i Ikonium med at hjælpe de nye disciple. Da de fik at vide at deres jødiske modstandere havde til hensigt at stene dem, flygtede Paulus og Barnabas klogeligt til det næste distrikt, „Lystra og Derbe, og landet deromkring“. — Apostelgerninger 14:2-6.
16, 17. (a) Hvad skete der med Paulus i Lystra? (b) Hvordan berørte Guds handlemåde med apostelen en ung mand fra Lystra?
16 Modigt „fortsatte de med at forkynde den gode nyhed“ i dette urørte distrikt. (Apostelgerninger 14:7) Da jøderne i Antiochia i Pisidien og Ikonium hørte dette, kom de hele vejen til Lystra og overtalte folkeskarerne til at stene Paulus. Han kunne ikke nå at flygte og blev overdænget med sten så hans modstandere var overbevist om at han var død. Derefter slæbte de ham uden for byen. — Apostelgerninger 14:19.
17 Kan du forestille dig hvor dette må have bedrøvet de nye disciple? Men hvilket under! Da de slog kreds om Paulus rejste han sig! Bibelen siger ikke noget om hvorvidt en ung mand ved navn Timoteus var blandt disse nye disciple. Men på et tidspunkt har han afgjort hørt om Guds handlemåde med Paulus og det har sikkert gjort et uudsletteligt indtryk på hans unge sind. I sit andet brev til Timoteus skrev Paulus: „Du har nøje fulgt min lære, min livsførelse, . . . den slags som hændte mig i Antiochia, i Ikonium, i Lystra, den slags forfølgelser jeg har udstået; og Herren har friet mig ud af dem alle.“ (2 Timoteus 3:10, 11) Omkring et eller to år efter at Paulus var blevet stenet, vendte han tilbage til Lystra og fandt at den unge Timoteus var en eksemplarisk kristen med „et godt omdømme hos brødrene i Lystra og Ikonium“. (Apostelgerninger 16:1, 2) Paulus valgte ham derfor som rejseledsager. Dette hjalp Timoteus til at udvikle sig åndeligt, og med tiden blev han så kvalificeret at Paulus kunne sende ham ud og besøge forskellige menigheder. (Filipperne 2:19, 20; 1 Timoteus 1:3) Også i dag øver nidkære tjenere for Gud en god indflydelse på unge, og mange vokser op og bliver ligesom Timoteus værdifulde tjenere for Gud.
18. (a) Hvad oplevede missionærerne i Derbe? (b) Hvilken mulighed stod nu åben for dem, og hvad valgte de at gøre?
18 Dagen efter at han var undsluppet døden i Lystra, tog Paulus sammen med Barnabas til Derbe. Denne gang fulgte ingen modstandere efter, og Bibelen siger at ’de gjorde adskillige til disciple’. (Apostelgerninger 14:20, 21) Efter at have oprettet en menighed i Derbe stod Paulus og Barnabas over for et valg. En befærdet romersk vej forbandt Derbe med Tarsus, og derfra var der kun en kort rejse tilbage til Antiochia i Syrien. Dette har måske været den mest bekvemme rejserute hjemad, og missionærerne kunne have følt at de nu fortjente et hvil. Men i lighed med deres Mester følte de at der var et større behov. — Markus 6:31-34.
De fuldførte Guds gerning
19, 20. (a) Hvordan velsignede Jehova missionærernes beslutning om at vende tilbage til Lystra, Ikonium og Antiochia? (b) Hvad kan Jehovas folk i dag lære heraf?
19 I stedet for at tage den korteste vej hjem, vendte missionærerne modigt tilbage og besøgte de selv samme byer hvor deres liv havde været i fare. Velsignede Jehova dem for deres uselviske omsorg for de nye får? Ja, afgjort, for beretningen siger at „de styrkede disciplenes sjæle og opmuntrede dem til at forblive i troen“. De sagde meget passende til disse nye disciple: „Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.“ (Apostelgerninger 14:21, 22) Paulus og Barnabas mindede dem også om at de var kaldet til at være medarvinger til Guds kommende rige. I dag bør vi på samme måde opmuntre nye disciple. Vi kan styrke dem til at udholde trængsler ved at fremholde håbet om evigt liv på jorden under Guds riges styre, det rige som også Paulus og Barnabas forkyndte.
20 Hver gang Paulus og Barnabas forlod en by, havde de hjulpet den lokale menighed til at blive bedre organiseret. De oplærte åbenbart kvalificerede mænd og udnævnte dem til at føre an. (Apostelgerninger 14:23) Dette har uden tvivl bidraget til yderligere vækst. Også i dag hjælper missionærer og andre de mindre erfarne til at gøre fremskridt så de kan påtage sig et ansvar, hvorefter de nogle gange selv flytter til et andet sted for at fortsætte deres gode arbejde i områder hvor der er større behov.
21, 22. (a) Hvad skete der efter at Paulus og Barnabas havde fuldført deres missionsrejse? (b) Hvilke spørgsmål rejser dette?
21 Da missionærerne omsider vendte tilbage til Antiochia i Syrien, kunne de føle en dyb tilfredshed. Den bibelske beretning siger at de havde fuldført den gerning Gud havde betroet dem. (Apostelgerninger 14:26) Det vakte forståeligt nok „stor glæde hos alle brødrene“ at høre deres erfaringer. (Apostelgerninger 15:3) Men hvad skulle der ske i fremtiden? Ville de nu hvile på laurbærrene, som man siger? Nej, slet ikke. Efter at have besøgt det styrende råd i Jerusalem for at få truffet en afgørelse i spørgsmålet om omskærelse, tog de begge igen ud på missionsrejser. Denne gang tog de i hver sin retning. Barnabas tog Johannes Markus med til Cypern, mens Paulus fandt en ny rejsefælle, nemlig Silas, og rejste gennem Syrien og Kilikien. (Apostelgerninger 15:39-41) Det var på denne rejse han udvalgte den unge Timoteus og tog ham med.
22 Bibelen fortæller intet om Barnabas’ anden rejse. Hvad Paulus angik fortsatte han til nye distrikter og oprettede menigheder i mindst fem byer — Filippi, Berøa, Thessalonika, Korinth og Efesus. Hvad var årsagen til at Paulus fik så gode resultater? Kan de principper som Paulus fulgte bruges af kristne forkyndere i dag?
Husker du?
◻ Hvorfor er Jesu eksempel værd at efterligne?
◻ Hvordan var Barnabas et godt eksempel?
◻ Hvad kan vi lære af det foredrag Paulus holdt i Antiochia i Pisidien?
◻ Hvordan fuldførte Paulus og Barnabas den opgave de havde fået at udføre?
[Illustration på side 15]
Apostelen Paulus’ udholdenhed under forfølgelse gjorde et varigt indtryk på den unge Timoteus