Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w93 1/2 s. 2-4
  • Det gode mod det onde — en ældgammel kamp

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Det gode mod det onde — en ældgammel kamp
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1993
  • Lignende materiale
  • Vil det gode nogen sinde besejre det onde?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1993
  • Hvad er det der gør os gode eller onde?
    Vågn op! – 2010
  • Hvordan det gode vil sejre over det onde
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2006
  • Ondt, ondskab
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1993
w93 1/2 s. 2-4

Det gode mod det onde — en ældgammel kamp

I DE film der blev vist ’i gamle dage’ besejrede helten altid den onde skurk. Men så enkel har virkeligheden aldrig været. I virkelighedens verden synes det onde alt for ofte at sejre over det gode.

Ondskabens spøgelse ses hver aften i nyhedsudsendelserne. En mand fra Milwaukee i det nordlige USA myrdede 11 mennesker og skjulte resterne af deres skamferede kroppe i sin fryser. Nede i Texas i den modsatte ende af landet kørte en mand direkte ind i et cafeteria og skød omkring sig i ti minutter. I alt 23 døde, deriblandt han selv. I Korea trængte en modstander af Jehovas Vidner ind i en rigssal og satte ild til — fjorten Jehovas vidner omkom.

Og det er ikke kun sådanne sporadiske udbrud af ondskab der forekommer; også en anden rædselsvækkende form for ondskab ses — folkedrab. Således skal én million armeniere, seks millioner jøder og over én million cambodjanere være blevet udryddet under racebestemte og politiske udrensninger alene i dette århundrede. Såkaldte etniske udrensninger har ramt mange i det tidligere Jugoslavien. Og ingen ved hvor mange millioner uskyldige mennesker i verden der har været udsat for tortur.

Tragedier som disse tvinger os til at stille det ubehagelige spørgsmål: Hvorfor handler mennesker på den måde? Vi kan ikke affærdige disse grusomheder ved at sige at det kun er nogle få sindsforvirrede personer der begår dem. Nej, selve det omfang ondskaben har fået i vort århundrede modsiger en sådan forklaring.

En ond gerning defineres som en gerning der er moralsk forkert. Det er en handling der udøves af en der kan vælge mellem at gøre det gode og at gøre det onde. På en eller anden måde får personens moralske dømmekraft slagside, og det onde vinder. Men hvorfor og hvordan sker det?

Religiøse forklaringer på det ondes eksistens er ofte utilfredsstillende. Den katolske filosof Thomas Aquinas hævdede at „hvis Gud ikke tillod det onde, ville mange gode ting ikke eksistere“. Mange protestantiske filosoffer har lignende synspunkter. For eksempel betragtede Gottfried Leibniz, ifølge The Encyclopædia Britannica, ondskaben som „en ren og skær igangsætter for det gode i verden, som derved fremhæves på grund af kontrasten“. Med andre ord troede han at vi har brug for det onde for at kunne værdsætte det gode. Det svarer til at man fortalte en kræftpatient at hans sygdom er lige det der skal til for at få andre mennesker til at føle sig rigtig levende og godt tilpas.

Onde tilbøjeligheder må komme et sted fra. Stammer de indirekte fra Gud? Bibelen giver svaret: „Lad ingen sige når han prøves: ’Jeg prøves af Gud.’ Med ondt kan Gud nemlig ikke prøves, og selv prøver han ingen med noget ondt. Men hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd.“ (Jakob 1:13-15) En ond gerning fødes altså når et ondt ønske får lov til at udvikle sig i stedet for at det bliver afvist. Men det er kun en del af problemet.

Bibelen forklarer at onde ønsker skyldes at menneskeheden har en grundlæggende fejl — den nedarvede ufuldkommenhed. Apostelen Paulus skrev: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) Det er den nedarvede synd der gør at selviskhed i vore tanker kan tage magten fra det gode i vort sind, og at grusomhed kan tilsidesætte barmhjertighed.

Selvfølgelig ved de fleste mennesker instinktivt at visse handlinger er forkerte. Deres samvittighed — eller som Paulus siger det: ’lovens indhold som er skrevet i deres hjerter’ — afholder dem fra at begå en ond handling. (Romerne 2:15) Men et kriminelt miljø kan undertrykke sådanne følelser, og samvittigheden kan blive svækket hvis den gentagne gange bliver ignoreret.a — Jævnfør Første Timoteusbrev 4:2.

Kan menneskets ufuldkommenhed alene forklare vor tids udbredte ondskab? Historikeren Jeffrey Burton Russell siger: „Det er sandt at der er noget ondt i os alle; men selv om man lagde et stort antal menneskers ondskab sammen, ville det ikke være nok til at forklare et Auschwitz . . . Ondskab i den målestok ser ud til at være noget helt for sig, både kvalitativt og kvantitativt.“ Hvorfra stammer denne ondskab der kvalitativt er „noget helt for sig“? Det pegede Jesus Kristus på.

Jesus fortalte lige inden sin død at de mænd der planlagde at dræbe ham, ikke udelukkende handlede ud fra deres egen vilje. En usynlig kraft stod bag. Han sagde til dem: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham.“ (Johannes 8:44) Ja, Djævelen, som Jesus kaldte „denne verdens hersker“, har tydeligvis en fremtrædende rolle med hensyn til at anstifte ondskab. — Johannes 16:11; 1 Johannes 5:19.

Både menneskelig ufuldkommenhed og satanisk indflydelse har i tusinder af år medført stor lidelse. Og der er ikke noget der tyder på at disse faktorers greb om menneskene er blevet løsnet. Er ondskaben kommet for at blive? Eller vil det gode til sidst besejre det onde?

[Fodnote]

a Undersøgelser har for nylig vist at der er en forbindelse mellem ungdomskriminalitet og detaljeret vold vist på tv. At komme fra en splittet familie og at bo i et område med megen kriminalitet bidrager også til usocial opførsel. I det nazistiske Tyskland spillede propaganda en stor rolle: en uafbrudt racistisk propaganda førte til at nogle retfærdiggjorde — og endda forherligede — ugerninger mod folk af jødisk og slavisk afstamning.

[Kildeangivelse på side 2]

Forsidefoto: U.S. Army

[Kildeangivelse på side 3]

Foto: U.S. Army

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del