Scener fra det forjættede land
Sinaj — Moses’ Bjerg, Barmhjertighedens Bjerg
NÅR du hører tale om Sinaj Bjerg, kommer du sikkert til at tænke på Moses. Hvorfor? Fordi Moses modtog Guds lov på et bjerg på Sinajhalvøen. Hvad var det for et bjerg? Formentlig det der ses herover.a
I den sydlige del af halvøen, omtrent midt mellem Det Røde Havs to nordlige arme, ligger et bjergmassiv med to tinder. Den ene tinde kaldes Djebel Musa, som betyder „Moses’ Bjerg“. Den regnes traditionelt for Sinaj Bjerg, hvilket stemmer udmærket med Bibelen.
Navnet „Moses’ Bjerg“ er meget velvalgt, som man kan se af flere bibelske beretninger. Ved du for eksempel hvor det var Moses vogtede Jetros får da en engel viste sig i en brændende tornebusk? Bibelen siger at det var ved „den sande Guds bjerg, Horeb“, et andet navn for Sinaj Bjerg. (2 Mosebog 3:1-10; 1 Kongebog 19:8) Da Moses havde ført Guds folk ud af Ægypten ledte han dem herud. I Anden Mosebog 19:2, 3 siges der at „Israel slog lejr dér foran bjerget. Og Moses gik op til den sande Gud, og Jehova råbte til ham fra bjerget“.
Det var første gang Moses var oppe på Sinaj Bjerg. Moses gik ikke blot et kort stykke op ad bjergets sider. Vi læser: „Så steg Jehova ned på Sinaj bjerg, til toppen af bjerget. Derpå kaldte Jehova Moses op til toppen af bjerget, og Moses gik derop.“ — 2 Mosebog 19:20.
Tusinder af turister i vor tid har kæmpet sig op ad afmærkede stier om natten for at nå toppen ved solopgang, og derefter har de ved middagstid taget turen ned igen. Det gjorde Moses ikke. Gud sagde til ham: „Stig op til mig på bjerget og bliv dér, og jeg vil give dig stentavlerne og loven.“ Ved den lejlighed siges der: „Moses blev på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter.“ — 2 Mosebog 24:12-18.
Det er derfor forståeligt at Moses’ navn er knyttet til dette bjerg. Nogle har kaldt bjerget for „Barmhjertighedens Bjerg“. Hvad kan mon ligge til grund for dette? Mens Moses var oppe for at modtage Loven, begyndte folk på sletten nedenunder (måske sletten er-Raha som ses på billedet) at handle tåbeligt. De pressede Moses’ broder til at fremstille en gud. Aron sagde: „Riv de guldringe af som jeres hustruer, jeres sønner og jeres døtre har i ørerne, og bring mig dem.“ Derpå fremstillede de en guldkalv for at tilbede den. Dette vakte den sande Guds vrede, og følgen blev at flere tusind døde. (2 Mosebog 32:1-35) Men Aron selv blev der vist barmhjertighed, og hans liv blev skånet. Hvorfor?
Fordi det af Anden Mosebog 32:10 synes at fremgå at Gud ikke anså Aron for hovedansvarlig for Israels forkerte handlinger. Og da det kom an på en prøve, ’stillede alle Levis sønner sig på Jehovas side’, herunder uden tvivl også Aron. (2 Mosebog 32:26) Til trods for at Aron havde pådraget sig skyld, mærkede han Guds barmhjertighed ved foden af Sinaj Bjerg.
Senere gav Moses udtryk for at han gerne ville lære Jehova bedre at kende og ønskede at se hans herlighed. (2 Mosebog 33:13, 18) Det var umuligt for Moses at skue Guds ansigt, men Jehova viste ham noget af sin herlighed og understregede at han vil „vise barmhjertighed mod den som [han] viser barmhjertighed“. (2 Mosebog 33:17–34:7) Det var i høj grad på sin plads at Gud fremhævede sin barmhjertighed, for Bibelen bruger ofte ordet „barmhjertighed“ i forbindelse med Guds forhold til Israel, som han indgik en pagt med ved Sinaj. — Salme 103:7-13, 18.
Turister der i dag besøger Sinaj Bjerg støder ved dets fod på et kloster, som ikke har meget at gøre med den sande tilbedelse som Moses lærte om på bjerget. Religionen i klosteret er nemlig centreret om ikoner. Én af dem ses her. Den hedder „Stigen til Paradiset“. Motivet er hentet fra en bog af den byzantinske munk Johannes Klimakus. Efter at have tilbragt 40 år i en munkecelle blev denne munk klosterets abbed og skrev om en symbolsk stige til himmelen. Men læg mærke til at man på billedet kan se nogle præster der af dæmoner føres ned til evig pine i helvede. Malerisk skildret, men ikke bibelsk. — Prædikeren 9:5, 10; Jeremias 7:31.
Sandheden er nemlig at den almægtige Gud er „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. (2 Mosebog 34:6) Moses kom på nært hold af denne barmhjertige Gud på Sinaj Bjerg.
[Fodnote]
a Findes i større udgave i Jehovas Vidners kalender 1993.
[Kildeangivelse på side 8]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.
[Kildeangivelse på side 9]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.