Jehova husker ældre og syge

DET kan være en stor prøve at skulle se en „ulykkens tid“ i øjnene. (Salme 37:18, 19) En sådan tid kan indtræffe når man døjer med de skavanker som høj alder fører med sig. Nogle mærker „ulykkens tid“ i form af alvorlig, langvarig sygdom. De fornemmer måske at sygdommen prøver at tage magten over deres liv og præge hver tanke og handling.

Men det er trøstende at vide at Jehova har øje for sine tjenere. Det fryder hans hjerte når hans hengivne tjenere trods høj alder, sygdom og andre prøvende omstændigheder lægger trofasthed og visdom for dagen. (2 Krønikebog 16:9a; Ordsprogene 27:11) Kong David forsikrer os: „Jehova er nær hos alle der kalder på ham, . . . og han hører deres råb om hjælp.“ Ja, han ser deres kamp og styrker dem med sin ånd. „Og han frelser dem.“ Han husker dem og hjælper dem til at holde ud. (Salme 145:18, 19) Men husker vi de ældre og syge, ligesom Jehova gør?

Alderdomssvækkelse og sygdom hører til livets realiteter i denne ordning. Disse realiteter må vi leve med indtil Jehova griber ind og gennemfører sin hensigt med jorden og menneskene. I vor tid når flere og flere en høj alder, så der er mange der er kendt med alderdommens gener. Desuden rammes også mange yngre af livstruende eller invaliderende sygdomme og ulykker. Indtil denne gamle verden forsvinder vil sygdom og alderdom stadig være store udfordringer.

Vi værdsætter at mange af vore ældre og syge er ’eksempler med hensyn til at lide ondt og være tålmodige’. Ja, „vi priser dem lykkelige som har holdt ud“. (Jakob 5:10, 11) Mange af de ældre der nu er ’stækket’, har i årtier været med til at undervise, oplære og præge dem der nu fører an i menigheden. Desuden kan en del ældre glæde sig over at deres børn har tjent eller stadig tjener i heltidstjenesten. — Salme 71:17, 18; 3 Johannes 4.

Vi værdsætter også de mange alvorligt syge iblandt os der, trods lidelser, formår at være til stor opmuntring for os ved deres trofasthed. Når de uden vaklen giver udtryk for deres håb, virker det meget trosstyrkende og ansporende. Deres indre fred og tilfredshed viser at deres tro er efterlignelsesværdig.

Det er rystende for den der pludselig rammes af kræft, hjerneblødning eller andet der fuldstændig ændrer vedkommendes tilværelse. Det er ligeledes en stor prøve for forældre når deres børn bliver syge eller kommer ud for en ulykke. Hvad kan andre gøre for at hjælpe? I „ulykkens tid“ skal det kristne brodersamfund stå prøve. Da vil det vise sig at „en ven . . . er en broder som er født med henblik på trængselen“. (Ordsprogene 17:17) Naturligvis kan ikke alle ældre og syge forvente personlig hjælp fra hvert enkelt medlem af menigheden, men Jehova vil med sin ånd sikre at mange føler sig tilskyndet til, på forskellig måde, at gøre noget. Desuden kan menighedens udnævnte ældste holde øje med forholdene så de forvisser sig om at ingen bliver overset. — Se Anden Mosebog 18:17, 18.

Prøv at forstå

Det er vigtigt at have en god kommunikation med den der skal hjælpes, og det kræver tid, tålmodighed og empati. Naturligvis vil man gerne kunne ’styrke med ord’; men lyt opmærksomt før du taler eller handler, ellers ender man måske med at blive en ’besværlig trøster’. — Job 16:2, 5.

Syge og ældre kan undertiden have svært ved at skjule deres skuffelse. Mange har næret håb om at overleve den store trængsel, og nu føler de at det hele blot er blevet et kapløb med tiden, et kapløb de ikke kan være sikre på at vinde. På grund af deres situation er de desuden ofte trætte og ængstelige. Det er en kamp at holde troen levende og stærk, især når hjertets ønske om at have en flittig andel i den kristne tjeneste ikke længere kan følges. En ældste besøgte en ældre søster og bad sammen med hende om Jehovas tilgivelse for vore synder. Bagefter bemærkede han at søsteren græd. Hun forklarede at hun følte et særligt behov for Jehovas tilgivelse fordi hun ikke længere magtede at være med i den direkte forkyndelse. Ja, følelsen af utilstrækkelighed kan, skønt den ofte er ubegrundet, gøre én meget ked af det.

Husk at ængstelse og træthed kan påvirke den mentale balance. Den der er hæmmet af høj alder eller som er knuget af svækkende sygdom, kan føle sig svigtet af Jehova og spørger måske: „Hvad har jeg gjort? Hvorfor lige mig?“ Husk da udtalelsen i Ordsprogene 12:25: „Ængstelse i en mands hjerte nedbøjer det, men gode ord får det til at fryde sig.“ Prøv at finde nogle „gode ord“ der kan trøste. Ældre der lider af en smertefuld sygdom giver måske endda, ligesom Job, udtryk for et ønske om at dø. Det kan være rystende at høre, men prøv at forstå. Sådanne klagende udtalelser er ikke nødvendigvis et udtryk for manglende tillid eller tro. Job bad ganske vist om at blive ’gemt i Sheol’, men hans udtalelser lige efter udtrykker en urokkelig tro på at Jehova ville oprejse ham igen. En stærk tro gør det muligt at stå perioder med ængstelse og depression igennem og stadig holde sig nær til Jehova. — Job 14:13-15.

Vis ældre og syge ære

Det er af stor betydning at behandle ældre og syge med værdighed og ære. (Romerne 12:10) Selv om de ikke reagerer så hurtigt eller overkommer så meget som før, må man ikke blive utålmodig. Man må ikke uden videre ’overtage kommandoen’. Uanset hvor velmenende det måtte være, vil en bestemmende og autoritær opførsel forringe vedkommendes følelse af sit eget værd. En doktorafhandling fra 1988 af forskeren Jette Ingerslev gjorde rede for hvad en gruppe 85-årige selv mente var væsentligt for deres livskvalitet: „Tre områder havde stor prioritet: Samværet med pårørende, et godt helbred og sidst, men ikke mindst: det at kunne bestemme selv.“ Bemærk at patriarken Jakob ikke blev umyndiggjort på sine gamle dage. Hans ønsker blev respekteret. — 1 Mosebog 47:29, 30; 48:17-20.

Syge må også behandles med værdighed. Ved et uheld under en operation blev en ældste berøvet evnen til at tale, læse og skrive. Det var et hårdt slag, men de øvrige ældste var enige om at gøre hvad de kunne for at broderen ikke skulle føle sig ubrugelig. De læser alle menighedens breve for ham, og tager ham med i programlægningen af menighedens aktiviteter. Når han overværer ældstemøderne prøver de at finde frem til hans mening. De lader ham forstå at de betragter ham som medældste og værdsætter hans medvirken. I den kristne menighed kan vi alle arbejde på at ingen ældre og syge behøver at føle sig ’forladt’ eller ’kastet bort’. — Salme 71:9.

Hjælp til åndelig styrke

Vi behøver alle åndelig føde for at bevare troen levende og stærk. Derfor tilskyndes vi til at læse i Bibelen og bibelske publikationer hver dag, og være levende engageret i de kristne møder og tjenesteaktiviteter. Ældre og syge behøver ofte hjælp til dette, og det er vigtigt for dem at kunne gøre netop det der er realistisk i deres specielle situation. Lykkeligvis kan mange stadig overvære møderne når blot de har kørelejlighed og bliver hjulpet lidt til rette i rigssalen. Det er til stor opmuntring for menigheden at de kommer. Deres udholdenhed virker ansporende og trosstyrkende.

I mange tilfælde kan ældre og syge også have en god lille andel i tjenesten. Nogle kommer med når gruppen tager af sted, og finder det meget forfriskende selv om de ikke har kræfter til at tage så mange besøg. Når dette ikke længere er muligt, kan man finde glæde ved at aflægge små uformelle vidnesbyrd for dem man kommer i berøring med. En søster der fik konstateret kræft besluttede at benytte den sidste del af sit liv til at gøre en særlig indsats for at fremme den gode nyhed. Ved sin frimodighed opmuntrede hun alle hun kom i kontakt med. Hun planlagde desuden sin begravelse så der blev aflagt et godt vidnesbyrd for ikketroende familiemedlemmer, arbejdskammerater og naboer. Hendes prøvelser blev således „til fremgang for den gode nyhed“, og hendes beslutning om at give udtryk for tro og tillid gav hendes sidste tid et særligt indhold. — Filipperne 1:12-14.

Det er godt at hjælpe ældre og syge til at blive åndeligt styrket. Familier kan invitere dem med til deres egen familieaften, eller holde en del af familiestudiet hos dem der ikke selv kan komme. En moder tog således i en periode sine to mindste børn med hen til en ældre søster så de sammen kunne læse i Min bibelhistoriebog. Dette glædede naturligvis søsteren, og børnene nød hendes opmærksomhed.

I andre tilfælde tåler den syge ikke så megen uro. Det er måske tilstrækkeligt hvis man af og til læser lidt for vedkommende. Husk også at selv når en er for fysisk svag til at deltage i en samtale, betyder det ikke altid at de ikke har brug for, eller ikke ønsker, et lille åndeligt samvær. Man kan bede sammen, læse højt eller fortælle små oplevelser, men man bør passe på at det ikke bliver for langvarigt.

Der er én hellig tjeneste de fleste ældre og syge kan fastholde meget længe: Bøn for andre! Denne tjeneste lå Jesu disciple stærkt på sinde. Ved en lejlighed fordelte de arbejdet i menigheden sådan at de selv kunne koncentrere sig om bønnen. Den trofaste Epafras omtales som en der ’kæmper for andre i sine bønner’. (Kolossenserne 4:12) En sådan ’bønnens tjeneste’ er meget vigtig og til stor gavn. — Apostelgerninger 6:4; Lukas 2:36-38; Jakob 5:16.

Jehova husker ældre og syge, og ser til dem i deres trængsel. Han forventer med rette at vi alle overvejer hvad vi kan gøre for at hjælpe og støtte. Vor omsorg genspejler vort eget ønske om at bevare vor uangribelighed. Og det glæder os at tænke på kong Davids ord: „Jehova kender de uangribeliges dage, og deres arv forbliver evindelig.“ — Salme 37:18.

[Ramme på side 28, 29]

Yd praktisk hjælp med indsigt

FAMILIE og venner bør tilegne sig en elementær, men korrekt viden om sygdom og pleje af ældre og syge. Frem for alt kan man opmuntre disse til at bevare et positivt livssyn, styrke deres følelse af selvværd og få dem til at føle sig værdsatte, ikke overflødige. Derved vil deres livskvalitet forblive på et niveau hvor de stadig kan bevare deres glæde i Jehova, trods deres smerter. Det er bemærkelsesværdigt at mange Jehovas vidner har opnået en lang levetid. Det skyldes givetvis ikke mindst deres levende interesse i det håb der ligger foran dem, deres klare tænkeevne og deres deltagelse i Rigets gerning i størst muligt omfang. Afdøde præsident for Vagttårnsselskabet, Frederick W. Franz, som døde fredeligt i sit 100. leveår efter et indholdsrigt og produktivt livsløb, var et glimrende eksempel på dette. — Jævnfør Første Krønikebog 29:28.

I almindelighed er det ganske enkle og ret elementære faktorer i den daglige omsorg der betyder mest: God hygiejne, rigtig ernæring, passende væske- og saltbalance, fornuftig motion, frisk luft, lindrende massage og stimulerende samtaler. Passende ernæring kan bidrage til bedre syn, hørelse, mental funktion, fysisk veltilpashed og en øget modstandskraft over for sygdomme. For ældre mennesker kan noget så enkelt som rigtig ernæring og det at få rigeligt med væske betyde forskellen mellem at have det godt eller at blive senil. Det kan kræve lidt opfindsomhed at finde en motionsform der passer til deres individuelle behov. En søster der hver uge læser for en ældre og næsten blind medsøster, begynder og afslutter hvert besøg med „en svingom“. Båndoptageren står altid klar, og begge har det herligt under dette „motionsprogram“.

I mange lande kan verdslige hjælpeorganisationer formidle værdifuld praktisk hjælp, samt oplysning og rådgivning om den konkrete sygdom og dens pleje. (Man må naturligvis passe på ikke at blive inddraget i aktiviteter der kan føre én bort fra den egentlige kristne gerning.) Undertiden kan man vederlagsfrit låne hospitalsseng, støttestativ, kørestol, høreapparat og lignende. Men da mange ældre føler at de ikke mangler noget, eller at det „ikke kan betale sig“ at anskaffe noget nyt, må pårørende ofte træde til med lidt sund fornuft og overtalende ord. Et håndtag i badeværelset kan være til større glæde end en buket blomster.

Hvis patienten befinder sig på et plejehjem eller et hospital, er det nødvendigt at have en god kontakt med personalet så de ved hvordan situationer omkring fødselsdage, jul og andre hedenske skikke skal klares. I tilfælde af operation kan man forklare og dokumentere patientens livslange indstilling til blodtransfusion.