Føj gudhengivenhed til jeres udholdenhed

„Til jeres tro [skal I] føje . . . udholdenhed, til jeres udholdenhed gudhengivenhed.“ — 2 PETER 1:5, 6.

1, 2. (a) Hvad skete der med Jehovas vidner fra og med 1930’erne i de lande der var under nazistisk herredømme, og hvorfor? (b) Hvordan klarede Jehovas folk denne barske behandling?

DET var en mørk periode i det 20. århundredes historie. I 1930’erne blev i tusindvis af Jehovas vidner arresteret og sendt i koncentrationslejre i de lande der var underlagt nazisternes herredømme. Det skyldtes at de vovede at forblive neutrale og nægtede at sige „Heil Hitler“. Hvordan blev de behandlet? „Ingen anden gruppe af fanger . . . var i samme grad som bibelstudenterne udsat for SS-soldaternes sadisme. Det var en sadisme der kendetegnedes ved en uophørlig kæde af fysiske og åndelige pinsler, som ikke kan beskrives på noget sprog i verden.“ — Karl Wittig, forhenværende tysk embedsmand.

² Hvordan klarede Jehovas vidner sig? I sin bog The Nazi State and the New Religions: Five Case Studies in Non-Conformity har dr. Christine E. King skrevet: „Kun mod Vidnerne [i modsætning til andre trossamfund] havde regeringen ikke held med sig.“ Ja, som gruppe betragtet holdt Jehovas vidner stand, også selv om det for hundreder af dem betød at de måtte holde ud indtil døden.

3. Hvad har sat Jehovas vidner i stand til at udholde alvorlige prøvelser?

³ Hvad har sat Jehovas vidner i stand til at udholde sådanne prøvelser, ikke blot i Nazityskland men i hele verden? Deres himmelske Fader har på grund af deres gudhengivenhed hjulpet dem til at holde ud. „Jehova [forstår] at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse,“ forklarer apostelen Peter. (2 Peter 2:9) Tidligere i det samme brev har Peter givet kristne dette råd: „Til jeres tro [skal I] føje . . . udholdenhed, til jeres udholdenhed gudhengivenhed.“ (2 Peter 1:5, 6) Udholdenhed er således nært forbundet med gudhengivenhed. For at holde ud til enden må vi faktisk ’jage efter gudhengivenhed’ og lægge den for dagen. (1 Timoteus 6:11) Men hvad er gudhengivenhed?

Hvad gudhengivenhed er

4, 5. Hvad er gudhengivenhed?

⁴ Det græske navneord for „gudhengivenhed“ (euseʹbeia) kan ordret oversættes med „det at ære vel“.a (2 Peter 1:6, Kingdom Interlinear) Det betegner at man nærer varme og inderlige følelser for Gud. Ifølge W. E. Vine betegner tillægsordet eusebēsʹ („from“, „gudhengiven“) „den virkelyst som, ledet af hellig ærefrygt for Gud, kommer til udtryk i hengiven tjeneste“. — 2 Peter 2:9, Kingdom Interlinear.

⁵ Ordet „gudhengivenhed“ sigter derfor til den ærefrygt eller hengivenhed for Jehova som bevæger os til at gøre det der behager ham. Selv om vi udsættes for svære prøver, gør vi dette fordi vi af hjertet elsker Gud. Det er en loyal, personlig hengivenhed over for Jehova der kommer til udtryk i den måde hvorpå vi lever vort liv. Sande kristne opfordres til at bede om at de må kunne føre „et roligt og stille liv med al gudhengivenhed“. (1 Timoteus 2:1, 2) Ifølge oversætterne J. P. Louw og E. A. Nida, „kan [euseʹbeia] i 1Ti 2:2 på flere sprog passende oversættes med ’at leve som Gud ønsker at vi skal leve’ eller ’at leve som Gud har befalet os at leve’“.

6. Hvilken forbindelse er der mellem udholdenhed og gudhengivenhed?

⁶ Dette hjælper os til bedre at forstå forbindelsen mellem udholdenhed og gudhengivenhed. Når vi lever som Gud ønsker at vi skal leve — med gudhengivenhed — pådrager vi os verdens had, hvilket uvilkårligt vil medføre trosprøver. (2 Timoteus 3:12) Men vi vil ikke kunne udholde sådanne prøver hvis ikke vi har kærlighed til vor himmelske Fader. Desuden vil Jehova gengælde en sådan dybtfølt hengivenhed. Forestil dig engang hans følelser når han fra himmelen betragter dem der, på grund af deres hengivenhed for ham, bestræber sig for at behage ham trods enhver modstand. Intet under at han er indstillet på at „udfri gudhengivne mennesker af prøvelse“!

7. Hvorfor er gudhengivenhed en egenskab der må opdyrkes?

⁷ Vi er imidlertid ikke født som gudhengivne mennesker, og vi arver heller ikke automatisk denne egenskab fra vore gudhengivne forældre. (1 Mosebog 8:21) Nej, det er en egenskab der må opdyrkes. (1 Timoteus 4:7, 10) Vi må arbejde på at føje gudhengivenhed til vor udholdenhed og til vor tro. Peter siger at dette må gøres med „iver og alvor“. (2 Peter 1:5) Men hvordan kan vi opdyrke gudhengivenhed?

Hvordan opdyrker vi gudhengivenhed?

8. Hvad skal der ifølge apostelen Peter til for at opdyrke gudhengivenhed?

⁸ Apostelen Peter giver os svaret med ordene: „Måtte ufortjent godhed og fred blive jer stadig rigeligere til del ved nøjagtig kundskab om Gud og om Jesus, vor Herre, eftersom hans guddommelige magt frit har givet os alt det der vedrører liv og gudhengivenhed, gennem den nøjagtige kundskab om ham som kaldte os ved herlighed og dyd.“ (2 Peter 1:2, 3) For at kunne føje gudhengivenhed til vor tro og udholdenhed, må vi altså vokse i nøjagtig eller fuldstændig kundskab om Jehova Gud og Jesus Kristus.

9. Hvilket eksempel illustrerer at det at have nøjagtig kundskab om Gud og Kristus omfatter mere end blot at vide hvem de er?

⁹ Hvad vil det sige at have nøjagtig kundskab om Gud og Kristus? Det indebærer tydeligvis mere end blot at vide hvem de er. Det kan illustreres på følgende måde: Du ved hvem din nabo er og hilser måske på ham ved at bruge hans navn. Men ville du låne ham en stor sum penge? Ikke medmindre du ved hvordan han egentlig er som person. (Jævnfør Ordsprogene 11:15.) Det at have nøjagtig kundskab om Jehova og Jesus indebærer mere end blot at tro på at de er til og at kende deres navn. For at være villig til at udholde prøvelser, ja, endog gå i døden for deres skyld, må vi have et virkelig nært forhold til dem. (Johannes 17:3) Hvad indebærer dette?

10. Hvilke to ting indebærer det at have nøjagtig kundskab om Jehova og Jesus, og hvorfor?

¹⁰ Det at eje nøjagtig eller dybtgående kundskab om Jehova og Jesus indebærer to ting: (1) at man lærer dem at kende som personer — deres egenskaber, følelser og handlemåde — og (2) at man efterligner deres eksempel. Gudhengivenhed indebærer at man af hjertet nærer inderlig hengivenhed for Jehova, og lader den komme til udtryk i den måde man lever sit liv på. For at tilegne sig denne egenskab må man derfor kende Jehova personligt og i så vid udstrækning som det er menneskeligt muligt, gøre sig grundigt bekendt med hans vilje og hans veje. For virkelig at kende Jehova, i hvis billede vi er skabt, må vi anvende denne kundskab og bestræbe os på at efterligne ham. (1 Mosebog 1:26-28; Kolossenserne 3:10) Og da Jesus efterlignede Jehova til fuldkommenhed i ord og handling, vil dét at tilegne sig nøjagtig kundskab om Jesus være en stor hjælp for os når vi skal opdyrke gudhengivenhed. — Hebræerne 1:3.

11. (a) Hvordan kan vi opnå nøjagtig kundskab om Gud og Kristus? (b) Hvorfor er det vigtigt at meditere over det vi læser?

¹¹ Men hvordan kan vi opnå denne nøjagtige kundskab om Gud og Kristus? Ved flittigt at studere Bibelen og bibelske publikationer.b Hvis vort personlige bibelstudium skal hjælpe os til at opdyrke gudhengivenhed, er det imidlertid vigtigt at vi tager os tid til at meditere, altså tænke og fundere over det vi læser. (Jævnfør Josua 1:8.) Hvorfor er det så vigtigt? Jo, gudhengivenhed vil som sagt sige at man af hjertet nærer inderlig hengivenhed for Gud. I Bibelen forbindes meditation gentagne gange med det symbolske hjerte — det indre menneske. (Salme 19:14; 49:3; Ordsprogene 15:28) Når vi mediterer, det vil sige med værdsættelse tænker over det vi læser, trænger det ned i vort indre menneske, berører vore følelser og påvirker vor tankegang. Først da kan studiet styrke vor kærlighed til Jehova og bevæge os til at leve på en måde der har Guds behag, selv når vi under prøvende omstændigheder udsættes for vanskelige prøvelser.

Gudhengivenhed i familien

12. (a) Hvordan kan en kristen ifølge Paulus vise gudhengivenhed i familien? (b) Hvorfor tager sande kristne sig af deres aldrende forældre?

¹² Gudhengivenhed bør først og fremmest praktiseres i familien. Apostelen Paulus skrev: „Hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først lære at vise gudhengivenhed over for deres egen husstand og fortsat at betale et passende vederlag til deres forældre og bedsteforældre, for dette er velbehageligt i Guds øjne.“ (1 Timoteus 5:4) Som Paulus her gør opmærksom på, er det at tage sig af aldrende forældre et udtryk for gudhengivenhed. Sande kristne gør ikke dette af ren og skær pligt, men fordi de elsker deres forældre. Desuden er de klar over at Jehova lægger stor vægt på at man tager sig af sin familie. De er udmærket klar over at hvis man nægter at hjælpe sine forældre når de har brug for det, vil det være det samme som at ’fornægte den kristne tro’. — 1 Timoteus 5:8.

13. Hvorfor kan det være en udfordring at vise gudhengivenhed i familien, men hvilken tilfredsstillelse opnår man ved at tage sig af sine forældre?

¹³ Det skal indrømmes at det ikke altid er let at vise gudhengivenhed i familien. Store afstande skiller måske familiens medlemmer. Voksne børn har måske selv børn at opdrage og kan have økonomiske vanskeligheder. Omfanget eller arten af pleje kan stille store krav til dem der viser denne omsorg, både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt. Der er ikke desto mindre stor tilfredshed forbundet med at vide at det at tage sig af sine forældre ikke blot er „et passende vederlag“, men også behager ham som „enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn“. — Efeserne 3:14, 15.

14, 15. Hvordan har nogle børn taget sig af deres fader?

¹⁴ Tænk engang over følgende gribende eksempel. Ellis og fem af hans brødre og søstre har påtaget sig den vanskelige opgave at pleje deres fader derhjemme. „I 1986 fik min fader et slagtilfælde der gjorde ham totalt lam,“ fortæller Ellis. De seks børn skiftes til at tage sig af deres faders behov, lige fra at bade ham, til regelmæssigt at vende ham så han ikke får liggesår. „Vi læser for ham, taler med ham og spiller musik for ham. Vi er ikke sikre på at han ved hvad der foregår omkring ham, men vi behandler ham som om han kan følge med i alt.“

¹⁵ Hvorfor tager disse børn sig af deres fader på denne måde? Ellis fortsætter: „Efter at mor døde i 1964, var far alene om at opdrage os. Vi var i alderen fra 5 til 14 år. Dengang gjorde han noget for os; nu gør vi noget for ham.“ Det er selvfølgelig ikke let at sørge for en sådan pleje, og det tager også nogle gange hårdt på dem. „Men vi tænker på at fars tilstand er et midlertidigt problem,“ siger Ellis. „Vi ser frem til den tid hvor far vil få sit gode helbred igen og vi igen kan blive forenet med mor.“ (Esajas 33:24; Johannes 5:28, 29) En sådan kærlig omsorg må afgjort virke hjertevarmende på Ham der har givet børn påbud om at ære deres forældre!c — Efeserne 6:1, 2.

Gudhengivenhed og forkyndelsen

16. Hvad bør være hovedmotivet til det vi udretter i forkyndelsen?

¹⁶ Når vi tager imod Jesu indbydelse til at ’følge ham til stadighed’, bliver vi samtidig bemyndiget af Gud til at forkynde den gode nyhed om Riget og gøre disciple. (Mattæus 16:24; 24:14; 28:19, 20) Kristne er tydeligvis forpligtede til at tage del i forkyndelsen her i „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1) Vi bør imidlertid ikke blot forkynde fordi vi føler os forpligtede til det. Det bør hovedsagelig være vor dybe kærlighed til Jehova der er afgørende for hvad og hvor meget vi yder i forkyndelsen. „Af hjertets overflod taler munden,“ sagde Jesus. (Mattæus 12:34) Ja, når vort hjerte er fyldt med kærlighed til Jehova, vil det tilskynde os til at fortælle andre om ham. Vor tjeneste vil være et udtryk for gudhengivenhed når den er motiveret af kærlighed til Gud.

17. Hvordan kan vi opdyrke den rette motivation til forkyndelsen?

¹⁷ Hvordan kan vi opdyrke den rette motivation til forkyndelsen? Tænk med værdsættelse over følgende tre grunde Jehova har givet os til at vise ham kærlighed. (1) Vi elsker Jehova på grund af alt det han allerede har gjort for os. Han kunne ikke have vist os større kærlighed end ved at tilvejebringe genløsningen. (Mattæus 20:28; Johannes 15:13) (2) Vi elsker Jehova på grund af det han gør for os nu. Vi har frimodighed i tale over for Jehova, der besvarer vore bønner. (Salme 65:2; Hebræerne 4:14-16) Når vi lader Rigets interesser komme i første række, får vi livets fornødenheder. (Mattæus 6:25-33) Vi modtager en stadig strøm af åndelig føde der hjælper os til at klare de problemer vi kommer ud for. (Mattæus 24:45) Vi har desuden den forret at være en del af et verdensomspændende kristent brodersamfund der tydeligt adskiller os fra resten af verden. (1 Peter 2:17) (3) Vi elsker også Jehova på grund af det han vil gøre for os i fremtiden. På grund af hans kærlighed har vi „et fast greb om det virkelige liv“ — evigt liv i fremtiden. (1 Timoteus 6:12, 19) Når vi tænker på den kærlighed Jehova har vist os, vil vore hjerter afgjort bevæge os til at være ivrigt optaget af at fortælle andre om ham og hans storslåede hensigter! Andre vil ikke behøve at fortælle os hvad eller hvor meget vi skal gøre i forkyndelsen. Vort hjerte vil bevæge os til at gøre hvad vi kan.

18, 19. Hvilken hindring overvandt en søster for at kunne deltage i forkyndelsen?

¹⁸ Selv når vi kommer ud for prøvende omstændigheder vil et hjerte der er fyldt med gudhengivenhed tilskynde os til at forkynde. (Jævnfør Jeremias 20:9.) Det er Stella, en yderst genert kristen kvinde, et bevis på. Da hun begyndte at studere Bibelen tænkte hun: ’Jeg vil aldrig kunne gå fra hus til hus!’ Hun fortæller: „Jeg har altid været meget stille. Jeg har aldrig kunnet henvende mig til nogen og indlede en samtale.“ Hendes kærlighed til Jehova voksede imidlertid efterhånden som studiet skred frem, og hun opdyrkede et brændende ønske om at fortælle andre om ham. „Jeg kan huske at jeg sagde til den der studerede Bibelen med mig: ’Jeg vil så gerne forkynde, men jeg kan ikke, og det bekymrer mig meget.’ Jeg glemmer aldrig det hun sagde: ’Stella, glæd dig over at du har ønsket om at forkynde.’“

¹⁹ Inden længe begyndte Stella at forkynde for naboen. Derefter tog hun hvad der for hende var et kolossalt skridt — hun deltog for første gang i forkyndelsen fra hus til hus. (Apostelgerninger 20:20, 21) Hun mindes: „Jeg havde skrevet det jeg skulle sige ned. Men jeg var så bange at selv om jeg stod med sedlen i hånden var jeg alt for nervøs til at kigge ned i mine notater!“ Nu, mere end 35 år senere, er Stella stadig en meget genert natur. Men hun er glad for forkyndelsen og har stadig en meningsfyldt andel i den.

20. Hvilket eksempel viser at end ikke forfølgelse og fængsling kan lukke munden på nidkære vidner for Jehova?

²⁰ Selv ikke forfølgelse eller fængsling kan lukke munden på nidkære vidner for Jehova. Det er Ernst og Hildegard Seliger fra Tyskland et vidnesbyrd om. Tilsammen tilbragte de over 40 år i nazisternes koncentrationslejre og kommunisternes fængsler. Selv i fængselet fortsatte de med at forkynde for de andre indsatte. Hildegard har fortalt: „Fængselsledelsen betragtede mig som særlig farlig fordi jeg, som en kvindelig vagt sagde, ’talte om Bibelen hele dagen’. Jeg blev derfor anbragt i en kældercelle.“ Da broder og søster Seliger til sidst blev sat fri, brugte de begge al deres tid i den kristne forkyndelse. Begge tjente trofast til deres død. Broder Seliger døde i 1985 og hans hustru i 1992.

21. Hvad må vi gøre for at føje gudhengivenhed til vor udholdenhed?

²¹ Ved at studere Guds ord flittigt og tage os tid til med værdsættelse at meditere over det vi lærer, vil vi vokse i nøjagtig kundskab om Jehova Gud og Jesus Kristus. Dette vil resultere i at vi i stadig højere grad opdyrker den dyrebare egenskab gudhengivenhed. Hvis ikke vi ejer gudhengivenhed, vil vi ikke kunne udholde de forskellige prøvelser vi udsættes for som kristne. Lad os derfor følge apostelen Peters råd om at blive ved med at ’føje gudhengivenhed til vor tro og udholdenhed’. — 2 Peter 1:5, 6.

[Fodnoter]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvad er gudhengivenhed?

◻ Hvilken forbindelse er der mellem udholdenhed og gudhengivenhed?

◻ Hvad skal der til for at opdyrke gudhengivenhed?

◻ Hvordan kan en kristen vise gudhengivenhed i familien?

◻ Hvad må være hovedmotivet til det vi udretter i forkyndelsen?

[Illustration på side 18]

De Jehovas vidner der blev sendt til nazisternes koncentrationslejr i Ravensbrück viste udholdenhed og gudhengivenhed