Hvorfor indrømme en fejl?

DET var et af de mest usædvanlige træf i militærhistorien. En ubevæbnet udsending fik 400 garvede soldater til at opgive at hævne en fornærmelse. Efter at have hørt blot én modig kvindes bønfaldelser afblæste hærføreren aktionen.

Hærføreren var David, som senere blev Israels konge. Han lyttede til kvinden Abigajil fordi han ønskede at behage Gud. Da hun taktfuldt viste at det ville medføre blodskyld hvis David hævnede sig på hendes mand, Nabal, udbrød David: „Velsignet være Jehova, Israels Gud, som på denne dag sendte dig ud for at møde mig! Og velsignet være din fornuft, og velsignet være du som på denne dag har hindret mig i at pådrage mig blodskyld og lade min egen hånd skaffe mig frelse.“ David var taknemmelig for at Gud med Abigajil som redskab havde forhindret at han begik en frygtelig fejltagelse. — 1 Samuel 25:9-35.

I en salme spørger David: „Hvem ænser altid egne fejltrin?“ (Salme 19:12) Ligesom han, er vi måske ikke klar over vore fejltrin medmindre nogen påpeger dem over for os. Ved andre lejligheder kan ubehagelige konsekvenser tvinge os til at indse at vi har gjort noget forkert, uklogt eller ukærligt.

Ingen grund til at fortvivle

Selv om vi begår fejl, bør vi ikke give tabt. Diplomaten Edward John Phelps sagde: „Det menneske som ikke gør noget forkert, gør som regel slet ikke noget.“ Og den kristne discipel Jakob sagde: „Vi fejler alle mange gange.“ (Jakob 3:2) Kan et barn lære at gå uden nogen sinde at falde? Nej, for et barn lærer af sine fejltagelser og bliver ved med at forsøge indtil det finder balancen.

For at leve et afbalanceret liv må vi lære af vore egne fejltagelser og af andres. Bibelen indeholder et væld af erfaringer der er gjort af personer hvis omstændigheder ligner vore, og disse erfaringer kan hjælpe os til ikke at begå de samme fejltagelser. Hvordan kan vi lære af deres fejltagelser?

Ydmyghed er en vigtig egenskab

Noget af det man kan lære er at Gud ikke fordømmer alle som begår fejltrin, men kun dem som har mulighed for at rette deres fejltrin men ikke gør det. Kong Saul af Israel overtrådte Guds befaling om at udrydde amalekitterne. Da profeten Samuel gik til ham, bagatelliserede han først sagen og forsøgte derefter at give andre skylden. Han tænkte mere på hvordan han kunne undgå at tabe ansigt over for sine folk end på hvordan han kunne rette det forkerte. Derfor ’forkastede Jehova ham som konge’. — 1 Samuel 15:20-23, 30.

Selv om Sauls efterfølger, David, begik alvorlige fejl, blev han tilgivet fordi han ydmygt tog imod tugt og vejledning. Davids ydmyghed fik ham til at lytte til Abigajils ord. Hans tropper var kampberedte. Men i alle sine mænds påhør indrømmede David at han havde truffet en overilet beslutning. Gennem hele livet hjalp ydmyghed David til at søge tilgivelse og korrigere sine fejl.

Ydmyghed får også Jehovas tjenere til at tage tankeløse bemærkninger i sig. Under et forhør i Sanhedrinet befalede ypperstepræsten at man skulle slå Paulus på munden. Apostelen svarede: „Gud skal slå dig, du hvidkalkede væg.“ (Apostelgerninger 23:3) Måske på grund af dårligt syn kunne Paulus ikke se hvem han henvendte sig til, før de omkringstående sagde: „Håner du Guds ypperstepræst?“ Paulus erkendte straks sin fejl og sagde: „Brødre, jeg vidste ikke at han var ypperstepræst. Der står jo skrevet: ’Du må ikke tale nedsættende om en af dit folks ledere.’“ (Apostelgerninger 23:4, 5; 2 Mosebog 22:28) Ja, Paulus indrømmede ydmygt sin fejl.

De indrømmede deres fejl

Bibelen viser også at nogle rettede en forkert tankegang. Tænk for eksempel på salmisten Asaf. Fordi det lod til at gå de onde godt, sagde han: „Det er til ingen nytte at jeg rensede mit hjerte.“ Men Asaf kom til fornuft efter at have været i Jehovas hus og have mediteret over fordelene ved ren tilbedelse. Desuden indrømmede han sine fejl, som det fremgår af Salme 73.

Også Jonas lod en forkert tankegang spærre for sit udsyn. Efter at have forkyndt i Nineve var han mere optaget af at retfærdiggøre sig selv end af at redde byens indbyggere. Jonas var utilfreds da Jehova på grund af ninevitternes anger ikke straffede dem, men Gud irettesatte ham. Jonas indså at han havde en forkert indstilling, for den bog i Bibelen der bærer hans navn beretter ærligt om hans fejl. — Jonas 3:10–4:11.

Job troede fejlagtigt at det var Jehova Gud, og ikke Satan Djævelen, der påførte ham ulykke, og han forsøgte at bevise at han led uretfærdigt. Han kendte ikke det store stridsspørgsmål: Vil Guds tjenere forblive loyale mod ham under prøver? (Job 1:9-12) Efter at Elihu og derpå Jehova havde hjulpet Job til at indse sine fejltrin, indrømmede Job: „Derfor talte jeg, men jeg forstod ikke . . . Derfor tager jeg det i mig og angrer i støv og aske.“ — Job 42:3, 6.

Det at vi indrømmer vore fejl hjælper os til at bevare et godt forhold til Gud. Som de foregående eksempler viser, vil Gud ikke fordømme os hvis vi indrømmer vore fejl og gør hvad vi kan for at rette fejlen hvis vi har haft en forkert tankegang, har sagt nogle tankeløse ord eller har handlet overilet. Hvordan kan vi anvende denne viden?

Hvordan vi kan rette vore fejl

Ydmygt at erkende en fejl og gøre noget ved den kan styrke familiebåndene. For eksempel vil en far eller mor, på grund af træthed eller irritation, måske tugte deres barn for hårdt. Hvis ikke man korrigerer en sådan fejl kan det få alvorlige konsekvenser. Apostelen Paulus skrev: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ — Efeserne 6:4.

En ung kristen ved navn Paul husker: „Far sagde altid undskyld når han følte at han havde overreageret. Det gav mig respekt for ham.“ Om det er nødvendigt at give en undskyldning i en bestemt situation er en personlig afgørelse. Men en undskyldning må altid følges op af en oprigtig indsats for at undgå lignende fejltagelser fremover.

Men hvad nu hvis en mand eller en hustru kommer til at såre den anden? At man åbenhjertigt erkender sin brøde og giver en oprigtig undskyldning, samt dét at ægtefællen har en tilgivende ånd, vil bidrage til at det kærlige forhold bevares. (Efeserne 5:33; Kolossenserne 3:13) Jesús, en temperamentsfuld midaldrende spanier er ikke for stolt til at sige undskyld til sin kone, Albina. „Vi har for skik at sige undskyld når vi sårer hinanden,“ siger hun. „Det hjælper os til kærligt at bære over med hinanden.“

Når ældste begår fejl

At indrømme fejl og oprigtigt sige undskyld vil også hjælpe kristne ældste til at samarbejde harmonisk og ’vise hinanden ære’. (Romerne 12:10) En ældste vil måske tøve med at indrømme en fejl, af frygt for at dette kunne undergrave hans myndighed i menigheden. Hvis han forsøger at retfærdiggøre sig eller at ignorere eller bagatellisere en fejl, vil han imidlertid helt sikkert dale i andres agtelse. En moden broder der ydmygt siger undskyld, måske for en tankeløs bemærkning, vinder derimod andres respekt.

Fernando, en ældste i Spanien, husker en lejlighed hvor en kredstilsynsmand ved et stort ældstemøde kom med nogle unøjagtige oplysninger om hvordan man bør lede et møde. Da en af ældstebrødrene respektfuldt korrigerede det han havde sagt, erkendte kredstilsynsmanden straks at han havde taget fejl. Fernando fortæller: „Da jeg erfarede at han indrømmede sin fejl for øjnene af alle de ældste, gjorde det et stort indtryk på mig. Min respekt for ham voksede betydeligt efter den episode. Af hans eksempel lærte jeg hvor vigtigt det er at erkende det når man kommer til kort.“

Vær hurtig til at indrømme en fejl

Som regel vil man værdsætte en undskyldning, især hvis den bliver givet hurtigt. Jo før man indrømmer en fejl, des bedre. Et eksempel: Den 31. oktober 1992 indrømmede pave Johannes Paul II at Inkvisitionen havde begået en „fejl“ da den for 360 år siden straffede Galilei fordi han hævdede at Jorden ikke er universets centrum. At vente så lang tid med at give en undskyldning mindsker imidlertid dens værdi.

Det samme gælder på det personlige plan. En hurtig undskyldning kan hele et sår forvoldt af et ukærligt ord eller en ukærlig handling. Jesus tilskyndede os til ikke at nøle med at stifte fred: „Hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ (Mattæus 5:23, 24) Ofte er det nok blot at indrømme at man har gjort noget forkert og bede om tilgivelse, for at genoprette det fredelige forhold. Jo længere man venter med det, jo vanskeligere bliver det.

Det medfører lykke at indrømme sine fejl

Som det fremgår af eksemplet med Saul og David kan den måde man tackler sine fejltrin på, berøre ens liv. Saul nægtede stædigt at tage imod vejledning, og hans overtrædelser blev værre og værre. Det endte med at han døde uden at have Guds gunst. Trods sine fejl og synder tog David angergivent imod irettesættelser og forblev trofast mod Jehova. (Jævnfør Salme 32:3-5.) Ønsker vi ikke at gøre det samme?

Den største belønning for at indrømme og rette sine fejl, eller angre sin synd, er bevidstheden om at man har fået Guds tilgivelse. „Lykkelig er den . . . hvis synd er dækket,“ sagde David. „Lykkeligt er det menneske som Jehova ikke tilregner misgerning.“ (Salme 32:1, 2) Det er derfor klogt at indrømme sine fejl!

[Illustration på side 29]

Kan et barn lære at gå uden nogen sinde at falde?