God forståelse mellem ældste og menighedstjenere

KORT efter pinsedagen i år 33 opstod der en nødsituation i den nydannede kristne menighed. Man havde arrangeret hjælp til nødlidende enker. Men efter nogen tid „opstod der en knurren blandt de græsktalende jøder imod de hebraisktalende, fordi deres enker blev overset ved den daglige uddeling“. — Apostelgerninger 6:1.

Dette kom apostlene for øre. „De tolv kaldte så forsamlingen af disciple til sig og sagde: ’Det er ikke rigtigt at vi forlader Guds ord for at tjene ved bordene. Udse derfor, brødre, syv mænd blandt jer som har godt vidnesbyrd og er fulde af ånd og visdom, så vi kan sætte dem over dette nødvendige arbejde.’“ — Apostelgerninger 6:2, 3.

Dette illustrerer et vigtigt princip i forbindelse med organisering inden for den kristne menighed. Nogle ansvarsbevidste mænd bruges til at tage sig af rutinemæssige opgaver, mens andre tager sig af de mere åndelige anliggender. Sådan var det også i fortidens Israel. Aron og hans efterkommere var udnævnt til præster der skulle bringe ofre til Gud. Men Jehova bestemte at levitterne skulle assistere dem ved at „tage vare på alle mødeteltets redskaber“. (4 Mosebog 3:5-10) På samme måde får tilsynsmænd i dag hjælp af menighedstjenere.

De ældstes og menighedstjenernes opgaver

I Bibelen stilles der store krav til både ældste og menighedstjenere. (1 Timoteus 3:1-10, 12, 13; Titus 1:6-9) De er ikke rivaler, men arbejder for samme sag: menighedens opbyggelse. (Jævnfør Efeserbrevet 4:11-13.) Der er imidlertid forskel på de opgaver de udfører i menigheden. I Første Petersbrev 5:2 siges der til tilsynsmændene: „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke tvungent, men villigt; heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men af iver.“ De står Gud til regnskab for hvordan de udfører denne hellige gerning. — Hebræerne 13:17.

Hvad med menighedstjenerne? Bibelen stiller ikke de samme krav til deres undervisningsevner. Deres opgaver er forskellige fra de ældstes. I det første århundrede var der sikkert mange opgaver af materiel, rutinemæssig eller praktisk art der skulle varetages. Det kunne for eksempel være indkøb af skrivematerialer til afskrifter af Bibelen, eller selve den opgave at afskrive den.

Menighedstjenerne i vor tid tager sig til stadighed af mange vigtige opgaver inden for organisationen, som for eksempel menighedens regnskab og distrikt, udlevering af blade og bøger, og vedligeholdelse af rigssalen. De mere egnede menighedstjenere bruges måske endda til undervisningsopgaver, som det at lede bogstudiet, have opgaver på tjenestemødet og holde offentlige foredrag.

Når ældste og menighedstjenere arbejder enigt sammen, vil menighedens behov — både de åndelige og de organisationsmæssige — blive dækket på en god måde. Det gør at menighedens medlemmer kan være glade og stærke og gøre åndelige fremskridt. Husk hvad Paulus skrev til de salvede i Efesus: „Det er ud fra ham at hele legemet, ved at være harmonisk sammenføjet og bragt til at samarbejde gennem hvert medvirkende led i overensstemmelse med den virksomhed som hvert enkelt medlem efter sit mål udfolder, bidrager til legemets vækst, så det opbygger sig selv i kærlighed.“ — Efeserne 4:16.

Ældste og menighedstjenere må stræbe efter at opnå en lignende harmoni, det vil sige indbyrdes forståelse, samklang, samarbejde og enhed. Harmonien kommer dog ikke af sig selv. Den må opdyrkes og værnes.

Hvad de ældste kan gøre

Det er vigtigt at forstå at forholdet mellem ældste og menighedstjenere ikke er som herrers forhold til deres trælle, eller som arbejdsgiveres forhold til deres ansatte. For at der kan være god forståelse må de ældste betragte menighedstjenerne som medtjenere for Gud. (Jævnfør Første Korintherbrev 3:6-9.) „Gå foran med at vise hinanden ære,“ siges der i Romerbrevet 12:10. Ældste undgår at behandle menighedstjenere på en nedladende måde eller at forklejne dem. De vil ikke afvise gode initiativer men hilse dem velkommen. Når menighedstjenerne behandles med respekt, bringer det det bedste frem i dem og får dem til at glæde sig over deres opgave i menigheden.

Ældste bør huske på at befalingen om at være hyrde for Guds hjord også indbefatter at de tager sig af menighedstjenerne. Sandt nok forventes det at disse mænd er modne kristne. Men de har ligesom resten af hjorden fra tid til anden behov for personlig opmærksomhed. Ældste bør være oprigtigt interesserede i menighedstjenernes åndelige udvikling.

Da apostelen Paulus mødte den unge Timoteus, fik han straks øje på Timoteus’ potentiale og „udtrykte ønske om at [Timoteus] rejste med ham ud“. (Apostelgerninger 16:3) Timoteus tjente som Paulus’ rejsefælle og fik derved en uvurderlig oplæring. Nogle år senere kunne Paulus skrive til de kristne i Korinth: „Jeg [sender] Timoteus til jer, da han er mit elskede og trofaste barn i Herren; han vil minde jer om mine fremgangsmåder i forbindelse med Kristus Jesus.“ — 1 Korinther 4:17.

I ældste, gør I fuldt brug af menighedstjenerne i jeres menighed? Hjælper I dem til at gøre fremskridt ved at give dem personlig oplæring i at studere og i at tale til menigheden? Inviterer I kvalificerede menighedstjenere med på hyrdebesøg? Følges I med dem i forkyndelsen? I Jesu lignelse om talenterne sagde herren til sin trofaste tjener: „Udmærket, gode og trofaste træl!“ (Mattæus 25:23) Er I også hurtige til at rose menighedstjenere som på en god og ydmyg måde udfører deres opgaver? (Jævnfør Ordsprogene 3:27.) Hvis ikke I gør det, hvordan skal de så kunne føle at deres indsats værdsættes?

God kommunikation er også vigtig for et godt samarbejde. (Jævnfør Ordsprogene 15:22.) Det må aldrig være lemfældigt når man tildeler eller fratager en menighedstjener en opgave. De ældste bør under bøn overveje hvordan broderens kvalifikationer anvendes bedst i menigheden. (Jævnfør Mattæus 25:15.) Når opgaven tildeles bør broderen have en grundig instruktion i hvad opgaven går ud på. Ordsprogene 11:14 advarer: „Når der ikke er kyndig ledelse, falder et folk.“

Man bør ikke blot bede en broder om at tage sig af distriktet eller af blad- eller bogbordet. Det er sket at menighedstjenere der har fået en ny opgave, har overtaget en stak unøjagtige eller ufuldstændige optegnelser. Det virker nedslående! „Lad alt ske sømmeligt og med orden,“ tilskynder Første Korintherbrev 14:40. De ældste må tage skridt til at oplære brødrene, gøre dem kendt med de almindelige procedurer, og selv sætte eksemplet ved at følge sådanne procedurer. Eksempelvis skal de ældste sørge for at menighedens regnskab revideres hvert kvartal. Hvis man ser stort på denne vigtige procedure kan det føre til problemer, og det vil underminere menighedstjenernes respekt for organisationsmæssige retningslinjer.

Hvad så hvis en broder forsømmer sin opgave? I stedet for hurtigt at fjerne ham fra opgaven bør de ældste tale med ham. Måske er problemet manglende oplæring. Hvis broderen fortsat har problemer med opgaven, er der måske en anden opgave som han bedre vil kunne varetage.

Ældste kan også bidrage til en god forståelse ved at vise ydmyghed. I Filipperbrevet 2:3 opfordres kristne til ’intet at gøre af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed at agte de andre højere end sig selv’. En ældste må derfor være samarbejdsvillig hvis en ordenshavende anviser ham plads i en bestemt del af salen, og ikke tænke at han som ældste ikke behøver at adlyde. Broderen følger måske blot forslaget om at tilskynde brødrene til at sidde forskellige steder i salen, skønt han dog bør huske at det ikke er en regel.a Hvis en menighedstjener har truffet en afgørelse angående en opgave han er blevet tildelt, vil ældste undlade unødigt at underkende en sådan afgørelse.

Menighedstjenere der samarbejder harmonisk

„Menighedstjenere bør på samme måde være alvorlige,“ skrev apostelen Paulus. (1 Timoteus 3:8) Ved at betragte deres opgaver med alvor — som en del af deres hellige tjeneste — kan de gøre meget for at hindre at der opstår spændinger. Udfører du, som menighedstjener, din opgave med begejstring? (Romerne 12:7, 8) Har du gjort en indsats for at blive dygtig til at løse den opgave du har fået? Kan man stole på dig? Er du villig til at påtage dig opgaver? En menighedstjener i et afrikansk land har tre forskellige opgaver i menigheden. Hans indstilling kommer godt til udtryk i det han siger: „Det betyder blot mere arbejde, og arbejde tager man ikke skade af.“ Ja, de der giver af sig selv får størst glæde. — Apostelgerninger 20:35.

Du kan også gøre meget for at styrke harmonien ved at samarbejde helt og fuldt med de ældste. „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige,“ siger Hebræerbrevet 13:17, „for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab; sørg for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for det ville være til skade for jer.“ Sandt nok er de ældste ufuldkomne, og det er måske nemt at finde fejl ved dem. Men en kritisk holdning skaber mistillid. Den kan ødelægge din glæde og skade andre i menigheden. Apostelen Peter gav denne vejledning: „I yngre mænd [skal] underordne jer de ældre. Men I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden, . . . Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer.“ — 1 Peter 5:5, 6.

Dette råd er især aktuelt hvis du føler du bliver overset hvad tjenesteforrettigheder angår. Måske har du ’tragtet efter et tilsynshverv’, men er ikke blevet udnævnt. (1 Timoteus 3:1) En ydmyg indstilling kan hjælpe dig til fortsat at vente. (Klagesangene 3:24) I stedet for at blive vred på de ældste — hvilket helt sikkert vil ødelægge samarbejdet — kan du spørge dem om der er nogle områder hvor du måske kan gøre fremskridt. Din villighed til at acceptere og tage imod vejledning vil uden tvivl blive opfattet som et tegn på åndelig vækst.

Gudgiven ydmyghed og beskedenhed kan hjælpe en menighedstjener til at bevare ligevægten hvis han har sociale eller uddannelsesmæssige fortrin. Det kunne være fristende for ham at søge at brillere over de ældste eller henlede opmærksomheden på sine egne evner. Ordsprogene 11:2 minder os om at det er ’hos de beskedne der er visdom’. En beskeden broder kender sine begrænsninger. Han er villig til at arbejde i det stille og bruge sine evner til at støtte de ældste. Beskedenhed vil også hjælpe ham til at indse at han, til trods for sin verdslige visdom, ikke nødvendigvis også har åndelig visdom og moden skelneevne — egenskaber som de ældste sikkert ejer i rigeligt mål. — 1 Korinther 1:26–2:13; Filipperne 1:9.

Det er tydeligt at ældste og menighedstjenere udfylder en vigtig plads. Sammen kan de gøre meget for at opbygge alle i menigheden. Men det er nødvendigt at de arbejder sammen i god forståelse „med al ydmyghed og mildhed, med langmodighed, idet [de] affinder [sig] med hinanden i kærlighed og ivrigt bestræber [sig] for at bevare åndens enhed i fredens forenende bånd“. — Efeserne 4:2, 3.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 27]

Ældste betragter menighedstjenerne som deres medtjenere og ikke som deres underordnede