Hvorfor tillader Gud at mennesker lider?

VED begyndelsen af menneskets historie blev der ikke fældet nogen sorgens eller smertens tårer. Der var simpelt hen ingen lidelser. Menneskene fik en perfekt begyndelse. „Gud [så] alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt.“ — 1 Mosebog 1:31.

Men nogen vil måske indvende: ’Historien om Adam og Eva i Edens have er jo bare en allegori.’ Desværre fremmer mange af kristenhedens præster denne opfattelse. Men ingen ringere end Jesus Kristus bekræftede den historiske værdi af begivenhederne i Edens have. (Mattæus 19:4-6) Den eneste måde hvorpå vi kan forstå hvorfor Gud har tilladt ondskab og lidelser, er ved at undersøge det der skete ved begyndelsen af menneskets historie.

Det første menneske, Adam, fik tildelt det tilfredsstillende arbejde at dyrke haven og tage sig af den. Gud stillede også Adam den mulighed i udsigt at han skulle udvide Edens have, glædens have, til at omfatte hele jorden. (1 Mosebog 1:28; 2:15) Som en hjælp for Adam til at klare denne store opgave sørgede Gud for at han fik en hustru, Eva, og sagde til dem at de skulle blive frugtbare, talrige og underlægge sig jorden. Men hvis gennemførelsen af Guds hensigt med jorden og menneskene skulle sikres, måtte mennesket — der var skabt i Guds billede og havde en fri vilje — aldrig lade sin egen vilje komme på tværs af Guds. Skete dét, ville det bringe uorden i universet, og Guds hensigt med at opfylde jorden med en fredelig menneskeslægt ville ikke blive realiseret.

Menneskene skulle dog ikke blot automatisk underlægge sig Guds styre. Det var meningen at de af egen fri vilje og af kærlighed skulle underlægge sig Gud. Vi læser for eksempel at Jesus Kristus, da han blev prøvet til det yderste, bad: „Fader, hvis du vil, så tag dette bæger bort fra mig. Dog, lad ikke min men din vilje ske.“ — Lukas 22:42.

På samme måde var det op til Adam og Eva at bevise om de ønskede at underlægge sig Guds styre. Til dette formål opstillede Gud en meget enkel prøve. Et af træerne i haven blev kaldt „træet til kundskab om godt og ondt“. Det repræsenterede Guds ret til at fastsætte normen for den rette adfærd. Klart og tydeligt forbød Gud at de spiste af frugten fra dette ene træ. Hvis Adam og Eva var ulydige ville det betyde døden for dem. — 1 Mosebog 2:9, 16, 17.

Lidelsernes indtog

En dag dristede en af Guds åndesønner sig til at sætte spørgsmålstegn ved Guds måde at styre på. Ved at bruge en slange som talerør spurgte han Eva: „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“ (1 Mosebog 3:1) Derved blev der sået tvivl i Evas sind; hun begyndte at spekulere på om Guds måde at styre på nu også var den rigtige.a Eva gav slangen det korrekte svar, som hun havde lært af sin mand. Åndeskabningen modsagde derefter Gud og løj om konsekvenserne af ulydighed, idet han sagde: „I skal visselig ikke dø. For Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ — 1 Mosebog 3:4, 5.

Eva blev desværre forledt til at tro at ulydighed ikke ville resultere i lidelse, men i et bedre liv. Jo mere hun betragtede frugten, jo mere indbydende så den ud, og hun begyndte at spise af den. Senere overtalte hun også Adam til at spise af frugten. At Adam valgte at bevare sin hustrus gunst frem for Guds, fik tragiske følger. — 1 Mosebog 3:6; 1 Timoteus 2:13, 14.

Ved at anstifte dette oprør gjorde åndeskabningen sig til en modstander af Gud. Han fik derfor navnet Satan, som er afledt af et hebraisk ord der betyder „modstander“. Han løj også om Gud og gjorde sig til bagvasker. Han kaldes derfor også Djævelen, fra et græsk ord der betyder „bagvasker“. — Åbenbaringen 12:9.

Dette var kimen til menneskehedens lidelser. Tre af Guds skabninger havde misbrugt deres frie vilje og valgt en selvisk handlemåde i opposition til deres Skaber. Nu opstod spørgsmålet: Hvordan ville Gud med retfærdighed nedkæmpe dette oprør på en sådan måde at den øvrige del af hans fornuftbegavede skabninger, som for eksempel de trofaste engle i himmelen og de fremtidige efterkommere af Adam og Eva, kunne være trygge?

Gud traf et klogt valg

Nogle vil måske mene at det ville have været bedre hvis Gud straks havde udslettet Satan, Adam og Eva. Men det ville ikke have besvaret de stridsspørgsmål dette oprør havde rejst. Satan havde draget Guds måde at styre på i tvivl ved at hævde at menneskene ville klare sig bedre hvis de ikke blev styret af Gud. Ved at Satan havde haft held med at vende de to første mennesker mod Guds styre, var der også blevet rejst et andet spørgsmål: Var der noget i vejen med den måde Gud havde skabt mennesket på, eftersom Adam og Eva jo syndede? Ville nogen som helst på jorden forblive trofast mod Gud? Og hvad med Jehovas engle som havde været vidne til Satans oprør? Ville de hævde retmæssigheden af Jehovas suverænitet? Kun tiden kunne afgøre disse spørgsmål. Det er grunden til at Gud har tilladt Satans eksistens helt frem til vor tid.

Den selv samme dag Adam og Eva var ulydige, gav Gud dem deres dødsdom. Fra da af gik menneskets dødsproces i gang. Deres efterkommere, som blev undfanget efter at Adam og Eva havde syndet, fik synden og døden i arv fra de ufuldkomne forældre. — Romerne 5:14.

I begyndelsen havde Satan kun de to første mennesker på sin side i stridsspørgsmålet. Men han har siden udnyttet tiden til at prøve at få alle Adams efterkommere over på sin side. Det er også lykkedes ham at lokke talrige engle til at slutte sig til ham i hans oprør. Størstedelen af englene har imidlertid loyalt hævdet retmæssigheden af Jehovas styre. — 1 Mosebog 6:1, 2; Judas 6; Åbenbaringen 12:3, 9.

Stridsspørgsmålet drejede sig om hvorvidt det var Gud eller Satan der havde retten til at styre. Dette spørgsmål var også højaktuelt på Jobs tid. Denne trofaste mand beviste ved sin adfærd at han foretrak Guds retfærdige styre frem for Satans løfte om uafhængighed. Job fulgte derved det eksempel som gudfrygtige mænd som Abel, Enok, Noa, Abraham, Isak, Jakob og Josef havde sat. Job blev endog samtaleemne i en dialog der fandt sted i himmelen i nærværelse af Guds trofaste engle. Til støtte for sit retfærdige styre sagde Gud til Satan: „Har du rettet dit hjerte mod min tjener Job? For der er ingen som han på jorden: en uangribelig og retskaffen mand som frygter Gud og viger fra det onde.“ — Job 1:6-8.

Satan nægtede at indrømme at Gud havde ret, og hævdede at Job kun tjente Gud fordi han havde personlig fordel af det. Gud havde jo rigt velsignet Job i materiel henseende. Satan sagde anklagende: „Til en forandring: ræk engang din hånd ud og rør ved alt hvad han ejer, og se om han ikke vil forbande dig lige op i dit ansigt.“ (Job 1:11) Satan gik endda videre og rejste tvivl om alle Guds skabningers uangribelighed. „Et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl,“ påstod han. (Job 2:4) Dette gemene angreb berørte ikke kun Job men alle Guds trofaste tilbedere i himmelen og på jorden. Satan antydede at de ville opgive deres forhold til Gud hvis deres liv blev sat på spil.

Jehova Gud havde fuld tillid til at Job ville bevare sin uangribelighed. Han gav derfor Satan lov til at påføre Job lidelser. Ved sin trofasthed rensede Job ikke blot sit eget navn men — hvad der var endnu vigtigere — han hævdede også retmæssigheden af Jehovas suverænitet. Djævelen viste sig at være en løgner. — Job 2:10; 42:7.

Jesus Kristus var imidlertid det største eksempel med hensyn til at forblive trofast under prøve. Gud havde overført denne himmelske søns liv fra himmelen til en jomfrus moderliv. Derfor arvede Jesus ikke synd og ufuldkommenhed. Han voksede i stedet op som en fuldkommen mand, det nøjagtige modstykke til det første menneske, Adam, inden denne mistede sin fuldkommenhed. Jesus blev Satans særlige skydeskive for et utal af fristelser og prøvelser. Til sidst led Jesus en ydmygende død. Men Satan formåede ikke at bryde Jesu uangribelighed. Jesus hævdede retmæssigheden af sin Faders styre på en fuldkommen måde. Han viste også at det fuldkomne menneske Adam ikke havde nogen undskyldning for at følge Satan i hans oprør. Adam kunne være forblevet trofast under sin langt mindre krævende prøve.

Hvad tiden har vist

Det er nu omkring 6000 år siden Adam og Eva gjorde oprør, og det har været en tid præget af lidelser. I denne periode har Gud ladet menneskeheden forsøge sig med mange forskellige regeringsformer. De mange grufulde lidelser viser at mennesket ikke er i stand til selv at styre. Faktisk råder der anarki mange steder på jorden. Den uafhængighed af Gud som Satan forfægtede, er fatal.

Jehova havde ikke behov for at bevise noget over for sig selv. Han ved at hans måde at styre på er retfærdig og til gavn for hans skabninger. Men for at tilvejebringe et tilfredsstillende svar på alle de spørgsmål der blev rejst ved Satans oprør, har Gud givet sine fornuftbegavede skabninger lejlighed til at vise om de foretrækker hans retfærdige styre.

Velsignelserne ved at elske Gud og forblive trofast over for ham, opvejer til fulde de midlertidige lidelser under Djævelens styre. Dette understreger beretningen om Job. Jehova Gud helbredte Job for den sygdom Djævelen havde påført ham. Derudover „velsignede [Gud] Jobs sidste tid mere end den første“. Efter at Gud havde forlænget Jobs levetid med 140 år, „døde [han], gammel og mæt af dage“. — Job 42:10-17.

Den kristne bibelskribent Jakob henleder opmærksomheden på dette, idet han skriver: „I har hørt om Jobs udholdenhed og set hvordan Jehova lod det ende, at Jehova er meget medfølende og barmhjertig.“ — Jakob 5:11, fodnote.

Tiden er nu ved at udløbe for Satan og hans verden. Gud vil snart fjerne alle de lidelser Satans oprør har bragt over menneskeheden. Selv de døde vil blive oprejst. (Johannes 11:25) Til den tid vil trofaste mennesker som Job få mulighed for at opnå evigt liv på en paradisisk jord. Disse fremtidige velsignelser vil for evigt hævde Gud som den retfærdige Suveræn, der afgjort er „meget medfølende og barmhjertig“.

[Fodnote]

[Ramme/​illustrationer på side 8]

MENNESKERS UFØLSOMME GUDER

I FORTIDEN blev guderne ofte skildret som blodtørstige og sanselige. For at formilde dem brændte forældre endog deres børn levende. (5 Mosebog 12:31) Hedenske filosoffer gik til den anden yderlighed og lærte at Gud ikke kunne vise følelser som vrede eller medlidenhed.

Disse filosoffers dæmoninspirerede lære påvirkede jøderne, der hævdede at være Guds folk. Den jødiske filosof Filon, der var en af Jesu samtidige, hævdede at Gud „ikke påvirkes af nogen som helst lidenskab“.

Selv ikke den strenge jødiske sekt farisæerne undgik påvirkningen fra græsk filosofi. De antog Platons lære om at mennesket består af en udødelig sjæl der er fanget i et menneskelegeme. Ifølge den jødiske historiker Josefus fra det første århundrede troede farisæerne at de ondes sjæle „lider evig straf“. En sådan lære finder imidlertid ingen støtte i Bibelen. — 1 Mosebog 2:7; 3:19; Prædikeren 9:5; Ezekiel 18:4.

Hvordan forholdt det sig med Jesu disciple? Lod de sig påvirke af hedensk filosofi? Apostelen Paulus erkendte denne fare og gav derfor sine medkristne følgende advarsel: „Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ — Kolossenserne 2:8; se også Første Timoteusbrev 6:20.

Desværre ignorerede adskillige såkaldt kristne tilsynsmænd i det andet og tredje århundrede denne advarsel og lærte at Gud ikke ejer følelser. I The Encyclopedia of Religion hedder det: „I det store og hele opfattede man Guds egenskaber sådan som de blev beskrevet af samtidens jødiske og filosofiske tænkere . . . Forestillingen om at Gud Faderen skulle eje følelser såsom medlidenhed . . . er stort set blevet betragtet som uacceptabel helt frem til slutningen af det tyvende århundrede.“

På denne måde antog kristenheden den falske lære om en ufølsom gud der straffer syndere ved at lade dem lide evig pine. Men Jehova Gud siger tydeligt i sit ord, Bibelen, at „den løn synden betaler er døden“, ikke evig pine. — Romerne 6:23.

[Kildeangivelser]

Øverst: Acropolis-museet i Grækenland

Med tilladelse af British Museum

[Illustration på side 7]

Gud vil gennemføre sin hensigt og omdanne jorden til et paradis!