’Giv skat til den, I skylder skat’

„DET eneste sikre i denne verden er døden og skatterne.“ Sådan sagde den amerikanske statsmand og opfinder Benjamin Franklin i det 18. århundrede. Hans ord er ofte blevet citeret og afspejler ikke alene det uundgåelige ved skatter, men også at det er noget man gruer for at betale. Mange betragter skatterne og døden som lige ubehagelige.

Men uanset hvor ubehageligt det måtte være at betale skat, så er det en forpligtelse som sande kristne tager meget alvorligt. Apostelen Paulus skrev til den kristne menighed i Rom: „Giv altsaa til enhver, hvad I skylder: Skat til den, I skylder Skat; Told til den, I skylder Told; Ærbødighed til den, I skylder Ærbødighed; Ære til den, I skylder Ære.“ (Romerne 13:7, Erikke Rosenørn-Lehn) Jesus Kristus talte desuden om skat da han sagde: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ — Markus 12:14, 17.

Jehova har tilladt „de højere myndigheder“ at eksistere, og han kræver at hans tjenere underlægger sig disse regeringsmyndigheder i relativ forstand. Men hvorfor forlanger Gud at hans tilbedere skal betale skat? Paulus nævner tre hovedårsager: (1) ’De højere myndigheders vrede’, der rammer lovovertrædere; (2) den kristnes samvittighed, som ikke vil være ren hvis han snyder i skat; (3) behovet for at betale disse „offentlige tjenere“ for de tjenesteydelser de tilvejebringer og fordi de opretholder en vis orden i samfundet. (Romerne 13:1-7) Sandt nok bryder mange sig ikke om at betale skat, men de ville uden tvivl heller ikke bryde sig om at leve i et samfund hvor der hverken var offentlige skoler, politi, brandvæsen, vejvæsen eller postvæsen. Den amerikanske jurist Oliver Wendell Holmes udtrykte det engang på denne måde: „Skatter er prisen for et civiliseret samfund.“

Der er intet nyt i at Guds tjenere skal betale skat. Indbyggerne i det gamle Israel skulle støtte deres konger ved at betale en form for skat. Nogle af disse herskere lagde tunge byrder på folk ved at pålægge dem urimeligt høje skatter. Jøderne betalte også tributter og skatter til de udenlandske magter som de var underlagt, for eksempel Ægypten, Persien og Rom. Kristne på Paulus’ tid forstod derfor udmærket hvad han talte om da han gav vejledning vedrørende betaling af skat. De vidste at uanset om skatterne var rimelige eller ej, og uanset hvordan regeringen forvaltede disse penge, måtte de betale al den skat de skyldte. Det samme gælder kristne i dag. Men hvilke principper kan hjælpe os når vi i disse komplicerede tider betaler vores skat?

Fem ledende principper

Hold orden. Vi tjener og efterligner Jehova, der „ikke [er] uordenens men fredens Gud“. (1 Korinther 14:33; Efeserne 5:1) At holde orden er af afgørende betydning når det drejer sig om betaling af skat. Er dine optegnelser fuldstændige, nøjagtige og i god orden? Det er som regel ikke nødvendigt at anskaffe sig et dyrt arkiveringssystem. Man behøver måske blot at lave én mappe for hver kategori af papirer man har (for eksempel en mappe til kvitteringer for udgifter). Det er sikkert tilstrækkeligt at man en gang om året tager disse papirer ud og samler dem i nogle større mapper. I mange lande skal man opbevare sådanne papirer i adskillige år for det tilfælde at myndighederne ønsker at gennemgå ens gamle optegnelser. Man skal derfor ikke smide sine papirer ud før man er sikker på at de ikke længere behøves.

Vær ærlig. Paulus skrev: „Bed stadig for os, for vi har tillid til at vi har en god samvittighed, idet vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting.“ (Hebræerne 13:18) Et oprigtigt ønske om at være ærlig bør være afgørende for alle de beslutninger vi træffer i forbindelse med betaling af skatter. Først og fremmest skal man betale skat af den indkomst der skal oplyses til myndighederne. I mange lande skal man først betale skat af sine ekstraindtægter — som for eksempel drikkepenge, løn for ekstraarbejde eller salgsindtægter — når de overstiger et vist beløb. For at have „god samvittighed“ vil en kristen undersøge reglerne i det område hvor han bor, og finde ud af hvad han skal betale skat af og hvor meget.

Dernæst er der spørgsmålet om fradrag. Skattemyndighederne tillader sædvanligvis skatteyderne at fradrage visse udgifter i deres indkomst. I denne uærlige verden ser mange ikke noget forkert i at være „kreativ“ når det drejer sig om fradrag. En mand i De Forenede Stater skulle efter sigende have købt en dyr pels til sin hustru og derefter have hængt den ind i sit firma en enkelt dag så han kunne trække den fra i regnskabet som en slags „udsmykning på arbejdspladsen“. En anden mand trak udgifterne til sin datters bryllup fra i firmaregnskaberne. Og en forretningsmand prøvede i forbindelse med et flere måneder langt ophold i Fjernøsten at trække sin hustrus rejseudgifter fra — og dét selv om hun først og fremmest var taget med for at slappe af og holde ferie. Sådan kunne man nævne den ene skattesag efter den anden. Hvis man kalder noget for et erhvervsmæssigt fradrag og det i virkeligheden intet har med ens forretning at gøre, er det at lyve, og løgn er afskyeligt i vor Guds, Jehovas, øjne. — Ordsprogene 6:16-19.

Vær forsigtig. Jesus opfordrede sine disciple til at være „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. (Mattæus 10:16) Dette råd gælder også når det drejer sig om betaling af skatter. Især i industrilandene får flere og flere skatteydere en revisor eller en anden regnskabskyndig til at udfylde deres selvangivelse og beregne deres skat. De skriver blot under og betaler den beregnede skat. Her er der grund til at udvise forsigtighed og tænke på den advarsel som gives i Ordsprogene 14:15: „Den uerfarne tror hvert ord, men den kloge overvejer sine skridt.“

Ikke så få skatteydere har fået problemer med skattemyndighederne fordi de har ’troet hvert ord’ fra samvittighedsløse eller uerfarne regnskabsfolk. Det er langt klogere at ’overveje sine skridt’ ved nøje at læse ethvert dokument igennem som man sætter sin underskrift på. Hvis en postering, en udeladelse eller et fradrag undrer dig, så bed om en forklaring og få den om nødvendigt gentaget indtil du er sikker på at der ikke er foretaget noget uærligt eller ulovligt. I mange lande er skattereglerne ganske vist temmelig indviklede, men det vil være meget uklogt at skrive under på noget man ikke forstår. I nogle tilfælde kan en medkristen der er godt inde i skattereglerne måske yde hjælp. En kristen ældste der er advokat og som arbejder med skattesager, siger kort og godt: „Hvis din revisor foreslår noget der lyder for godt til at være sandt, er det sandsynligvis sådan det forholder sig.“

Vær ansvarsbevidst. „Enhver skal . . . bære sin egen ansvarsbyrde,“ skrev apostelen Paulus. (Galaterne 6:5) Når det drejer sig om at betale skat, er den kristne selv ansvarlig for at være ærlig og lovlydig. Det er ikke et område der hører ind under det tilsyn som menighedens ældste fører med hjorden i deres varetægt. (Jævnfør Andet Korintherbrev 1:24.) De blander sig ikke i skattespørgsmål medmindre der er tale om alvorlige overtrædelser, måske noget som har vakt forargelse i samfundet. På dette område må en kristen i almindelighed selv bære ansvaret med hensyn til at bruge sin veloplærte samvittighed og følge de bibelske principper. (Hebræerne 5:14) Man må være klar over, at når man underskriver et skattedokument — og dét uanset hvem der har udfyldt papiret — svarer det til at underskrive en juridisk erklæring om at man har læst dokumentet og er enig i indholdet.a

Vær ulastelig. For at kristne tilsynsmænd kan kvalificere sig til deres opgaver må de være ’ulastelige’. Hele menigheden må på lignende måde være ulastelig i Guds øjne. (1 Timoteus 3:2; jævnfør Efeserbrevet 5:27.) De bestræber sig følgelig for at bevare et godt omdømme i samfundet, også når det drejer sig om betaling af skatter. Jesus Kristus var et eksempel i denne henseende. Hans discipel Peter blev engang spurgt om Jesus betalte tempelskatten på blot to drakmer. I virkeligheden var Jesus fritaget for denne skat, eftersom templet var hans Faders hus og ingen konger pålægger deres søn skat. Jesus påpegede dette, men betalte alligevel denne skat. Ja, faktisk tilvejebragte han det nødvendige beløb ved hjælp af et mirakel. Men hvorfor betalte Jesus en skat som han med rette var fritaget for? Han sagde selv at det var „for at vi ikke skal blive dem en årsag til snublen og fald“. — Mattæus 17:24-27.b

Bevar et omdømme der ærer Gud

Også i dag passer Jehovas vidner på ikke at vække anstød hos andre. Det er derfor ikke så mærkeligt at de som gruppe betragtet har fået et godt omdømme overalt i verden som ærlige skatteborgere. Den spanske avis El Diario Vasco har kommenteret den omsiggribende skatteunddragelse i Spanien, og bemærker: „I dette land lyver alle og enhver, på nær Jehovas vidner. Når de køber eller sælger opgiver de den reelle [ejendoms]værdi.“ I den amerikanske avis San Francisco Examiner stod der ligeledes for nogle år siden: „Man kan godt betragte [Jehovas vidner] som mønsterborgere. De betaler omhyggeligt deres skat, passer de syge og kæmper for at udrydde analfabetismen.“

Ingen sand kristen kunne tænke sig at gøre noget der vil ødelægge dette gode ry som det har krævet meget at opnå. Hvis du står over for et valg med hensyn til skat, vil du så risikere at blive kendt som en skattesnyder blot for at spare nogle penge? Nej, hellere miste nogle penge end kaste smuds på sit gode navn og ry og sætte sine normer — måske endda tilbedelsen af Jehova — i et dårligt lys.

Hvis man ønsker at bevare sit ry for at være retfærdig og ærlig, kan det af og til koste én penge. Det er som den græske filosof Platon bemærkede for cirka 2400 år siden: „Når der skal betales skat, så betaler den retfærdige af den samme formue mere, og den [uretfærdige] mindre.“ Han kunne have tilføjet at den retfærdige aldrig fortryder at han må betale prisen for sin retfærdighed. Blot dét at have et godt ry er omkostningerne værd. Dette gælder især kristne. De sætter deres gode omdømme meget højt, eftersom det ærer deres himmelske Fader og kan bidrage til at andre føler sig tiltrukket af deres måde at leve på og af deres Gud, Jehova. — Ordsprogene 11:30; 1 Peter 3:1.

Det der dog betyder mest for sande kristne er deres forhold til Jehova. Gud ser alt hvad de foretager sig, og de ønsker at behage ham. (Hebræerne 4:13) Derfor afviser de fristelsen til at prøve at snyde myndighederne. De erkender at Gud har behag i at man bærer sig ærligt og retskaffent ad. (Salme 15:1-3) Og eftersom de ønsker at glæde Jehovas hjerte, betaler de hvad de skylder. — Ordsprogene 27:11; Romerne 13:7.

[Fodnoter]