Hvis skyld er det?

DET var den første mand, Adam, der begyndte. Efter at han havde syndet sagde han til Gud: „Kvinden som du satte hos mig, hun gav mig frugt fra træet, og så spiste jeg.“ Han sagde i realiteten: „Det er ikke min skyld!“ Den første kvinde, Eva, gjorde sig skyldig i det samme da hun sagde: „Det var slangen der bedrog mig, og så spiste jeg.“ — 1 Mosebog 3:12, 13.

Allerede i Edens have blev det dårlige eksempel altså sat — og siden da har utallige søgt at kaste ansvaret for deres handlinger fra sig. Har du nogen sinde gjort det? Når problemer opstår, er du så hurtig til at give sorteper videre? Eller analyserer du situationen for at finde frem til hvem det i virkeligheden er der bærer skylden? I hverdagen kan man nemt tillægge sig den vane at give andre skylden for de fejl man selv begår og sige: „Det er ikke min skyld!“ Lad os betragte nogle dagligdags situationer og se hvordan nogle er tilbøjelige til at reagere. Og hvad der er vigtigere: hvordan vi selv ville reagere under de samme omstændigheder.

Økonomiske vanskeligheder

„Det er ikke min skyld — det er på grund af den økonomiske situation, korrupte forretningsfolk og høje leveomkostninger.“ Sådan siger nogle hvis de befinder sig i en økonomisk krise. Men kan man virkelig give disse faktorer skylden? Måske har en usikker situation ført dem ud i tvivlsomme eller spekulative forretningseventyr. Begærlighed kan undertiden overskygge objektivitet, og folk opdager pludselig at de er ude hvor de ikke kan bunde, som et let bytte for „hajer“. De glemmer mundheldet: „Hvis det ser ud til at være for godt til at være sandt, så er det det som regel også.“ De søger efter råd de kan lide at høre, men når økonomisk modgang stikker sit hæslige hoved frem, prøver de at finde andre som de kan skyde skylden på. Desværre sker dette endda til tider i den kristne menighed.

Nogle er blevet involveret i ukloge eller endog fiktive investeringer, ved for eksempel at købe diamanter der slet ikke eksisterede, ved at finansiere populære fjernsynsudsendelser som hurtigt blev en fiasko, eller ved at støtte byggeprojekter som gik konkurs. Måske har et overdrevent begær efter rigdom medført at de har glemt Bibelens vejledning: „De der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare . . . og har stukket sig selv overalt med mange smerter.“ — 1 Timoteus 6:9, 10.

Et ukontrolleret forbrug kan også føre til økonomisk ruin. Nogle føler at de er nødt til at se ud som de der optræder i de sidste nye modeblade, tage på dyre rejser, spise på fine restauranter og købe det nyeste „legetøj“ for voksne — campingvogn, båd, fotoudstyr eller stereoanlæg. Nogle kan naturligvis erhverve sig disse ting med tiden, ved hjælp af fornuftig planlægning og opsparing. Men de der ønsker dem her og nu, kommer hurtigt til at sidde i dyb gæld. Hvis det sker, hvem kan man så bebrejde? De har tydeligvis ignoreret det fornuftige råd der findes i Ordsprogene 13:18: „Fattigdom og vanære rammer den der skyr tugt.“

Skuffelse over ens børn

„Det er de ældstes skyld at mine børn har forladt sandheden,“ er der nogle forældre som hævder. „De viste ikke mine børn nok opmærksomhed.“

Nok har de ældste ansvaret for at vogte og drage omsorg for hjorden, men hvad med forældrene selv? Er de eksemplariske med hensyn til at lægge Guds ånds frugter for dagen i alt hvad de foretager sig? Har de sørget for at familiens bibelstudium er blevet holdt regelmæssigt? Har forældrene vist nidkærhed i tjenesten for Jehova, og har de hjulpet børnene i forberedelsen dertil? Har de været selektive i forbindelse med børnenes valg af kammerater?

Det er også let nok for forældre at sige om deres barns skolegang: „Det er lærernes skyld at vores søn ikke klarede sig så godt i skolen. De brød sig ikke om ham. Desuden er den skole kendt for at ligge på et meget lavt undervisningsniveau.“ Men havde forældrene en god kommunikation med skolen? Var de interesserede i deres barns læseplan og skolefag? Blev lektierne lavet til tiden, og tilbød forældrene at hjælpe hvis det var påkrævet? Kunne det tænkes at problemerne i virkeligheden skyldtes en negativ eller doven indstilling hos barnet eller forældrene?

I stedet for at placere skylden hos skolesystemet, er det langt mere lønnende hvis forældrene aktivt tager skridt til at sikre sig at børnene har en positiv indstilling, samt udnytter alle de muligheder skoleårene giver dem for at lære noget.

Mangel på åndelig fremgang

Til tider hører man nogle sige: „Jeg kunne være åndeligt stærkere, men det er ikke min skyld at jeg ikke er det. De ældste interesserer sig ikke nok for mig. Jeg har ingen venner. Denne menighed har ikke Jehovas ånd.“ Samtidig har andre i menigheden venner, er glade og gør gode åndelige fremskridt, og menigheden bliver velsignet med vækst og åndelig fremgang. Hvorfor er der da enkelte i menigheden som har problemer?

Kun få har lyst til at være nære venner med dem som lægger en negativ og klagende ånd for dagen. En skarp og hvas tunge og konstante beklagelser kan virke yderst nedslående. Nogle vælger at begrænse deres samvær med sådanne, for at undgå at blive åndeligt svækket. Da dette af nogle tolkes som en distancering fra menighedens side, begynder de at vandre fra sted til sted, først til den ene menighed, så til den anden, og så videre. Ligesom de omstrejfende flokke på de afrikanske sletter er på evig udkig efter bedre græsgange, sådan er disse „omstrejfende“ kristne altid på udkig efter ’den helt rigtige menighed’. Hvor meget lykkeligere ville de ikke være hvis de i stedet lagde mærke til folks positive egenskaber og bestræbte sig for at vise Guds ånds frugter i større udstrækning i deres eget liv. — Galaterne 5:22, 23.

Nogle praktiserer dette ved at gøre en ihærdig indsats for at hilse på forskellige ved hvert møde i rigssalen og oprigtigt rose for noget han eller hun klarer på en god måde. Det kunne dreje sig om en broder eller søsters velopdragne børn, at vedkommende regelmæssigt overværer de kristne møder, giver velforberedte svar ved vagttårnsstudiet, gæstfrit stiller sit hjem til rådighed for menighedens bogstudiegruppe og samlinger til tjeneste på arbejdsmarken, og så videre. Hvis du gør en bevidst anstrengelse for at overse dine brødre og søstres ufuldkommenheder, vil du lettere kunne få øje på deres gode egenskaber. Du vil blive vellidt og opdage at du ikke længere mangler loyale venner.

Guds skyld? Djævelens skyld?

„Det er Guds vilje.“ „Giv Djævelen skylden.“ Hvis man giver Gud eller Djævelen skylden for de fejl man begår, kan man ikke komme længere ud i bortforklaring. Det er sandt at Gud eller Satan kan øve indflydelse på visse begivenheder i vort liv. Men nogle tror at praktisk taget alt i deres liv, godt såvel som dårligt, er et resultat af Guds eller Satans indgriben. Det er som om intet af det der er hændt dem er et resultat af deres egne handlinger. „Hvis det er Guds vilje at jeg skal have denne nye bil, vil han også sørge for at jeg får den.“

Sådanne mennesker lever ofte uansvarligt og træffer beslutninger, for eksempel af økonomisk art, i forventning om at Gud nok skal redde dem ud af situationen. Og skulle deres ukloge dispositioner resultere i en katastrofe, enten økonomisk eller på anden vis, giver de Djævelen skylden. At handle overilet uden først at have ’beregnet omkostningerne’, og derefter give Satan skylden for det uheldige udfald, eller værre endnu, forvente at Jehova skulle gribe ind for at hjælpe én, ville være ikke alene formasteligt, men også i strid med Bibelen. — Lukas 14:28, 29.

Satan forsøgte at få Jesus til at ræsonnere på denne måde og til at fralægge sig ansvaret for sine egne handlinger. Om den anden fristelse Jesus blev udsat for, siges der i Mattæus 4:5-7: „Så tog Djævelen ham med ind i den hellige by, og han stillede ham på templets tinde og sagde til ham: ’Hvis du er søn af Gud, så styrt dig ned, for der står skrevet: „Han vil give sine engle påbud om dig, og de vil bære dig på hænder, for at du aldrig skal støde din fod mod nogen sten.“’“ Jesus var fuldt ud klar over at han ikke kunne forvente at Jehova ville gribe ind til gavn for ham hvis han valgte at følge en dumdristig, ja, selvmorderisk kurs. Jesus svarede derfor: „Der står også skrevet: ’Du må ikke sætte Jehova din Gud på prøve.’“

De som er tilbøjelige til at laste Djævelen eller Gud for resultatet af deres egne tvivlsomme handlinger, har meget tilfælles med tilhængerne af astrologi, som blot erstatter Gud eller Djævelen med stjernerne. Fuldstændig overbeviste om at alt hvad der sker, er noget de ikke har herredømme over, glemmer de det enkle princip som vi finder i Galaterbrevet 6:7: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“

Se realiteterne i øjnene

Ingen vil bestride at vi lever i en ufuldkommen verden. Det er reelle problemer vi her har behandlet. Nogle vil snyde os i pengesager. Arbejdsgivere vil behandle os uretfærdigt. Andre vil påvirke vore børn i en dårlig retning. Der er brug for dygtigere lærere og bedre skoler. En gang imellem kunne ældste være mere kærlige og forstående. Vi er dog nødt til at acceptere disse tilstande som en følgevirkning af ufuldkommenheden, samt den kendsgerning Bibelen peger på, at „hele verden ligger i den ondes magt“. — 1 Johannes 5:19.

Vi må desuden erkende vore egne syndige tilbøjeligheder og begrænsninger og indse at de problemer der opstår, ofte er et resultat af vor egen tåbelighed. Paulus formanede de kristne i Rom: ’Jeg siger nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke.’ (Romerne 12:3) Dette råd gælder i lige så høj grad os der lever i dag. Når noget i vores tilværelse går galt, vil vi ikke straks sige som vore første forældre, Adam og Eva: „Det er ikke min skyld!“ Vi bør i stedet spørge os selv: „Hvad kunne jeg have gjort anderledes for at have forhindret denne ulykkelige situation? Brugte jeg sund dømmekraft i denne sag, og søgte jeg råd hos en pålidelig kilde? Tillagde jeg den eller de implicerede de bedste motiver, idet jeg lod tvivlen komme dem til gode?“

Hvis vi følger de kristne principper og lægger sund dømmekraft for dagen, vil vi få flere venner og færre problemer. Mange unødige problemer i hverdagen kan løses. Vi vil kunne glæde os over vort samvær med andre og ikke længere behøve at spørge: „Hvis skyld er det?“

[Illustrationer på side 28]

Forældre kan gøre meget for at fremme deres børns åndelige vækst